mundbind

Tag nu det mundbind på!

i Klumme/Sundhed af
SYDSTATSLIV // KLUMME – Efter snart seks år i Syden havde Julie Bendtsen regnet med, at det ville være naboerne i “Land of the Free”, der ville skabe sig mest mod mundbind og regler. Men i Julie Bendtsens område i North Carolina er de for længst blevet en del af hverdagen i kampen mod corona. Nu begynder de danske sabler derimod at rasle. Hvad er det helt præcist, der gør de skide stofstykker så farlige?

Så, for sivan. Så kom der da godt nok gang i mundbindsdebatten derhjemme. Som om det ikke var nok med minkdrab og piratfester og nedlukning, så skal jeg da nok lige love for, at dét at blive bedt om at dække sin mund og næse med et stykke klæde er noget, der har kunnet få dansken op i det røde felt.

Jeg har set opslag om mennesker, der har nægtet at tage bindene på, når de stod midt i en restaurant, og jeg har set Facebook-grupper med tusindvis af mennesker, der opfordrer til (og hylder hinanden for) at gå barfjæset på apoteket i myldretiden. Jeg har til gengæld stadig ikke forstået hvorfor.

Selv hvis jeg går med på præmissen om, at effekten ikke er gennemdokumenteret, byder min nysgerrighed mig at afkræve svar på, hvilken skade det gør at tage det på, selv hvis chancen for, at det gør en forskel, er minimal

Lad mig bare afværge med det samme: Det her handler ikke om, hvorvidt mundbind har en dokumenteret afgørende beskyttende effekt. Så hvis der allerede nu sidder et par stykker med trang til at sende mig en YouTube-video, der med store armbevægelser og fråde om munden forsøger at forklare, hvorfor mundbind bare ikke virker, så: tak, men nej tak. Det er ikke interessant, og det er ikke relevant (det er højst sandsynligt heller ikke sandt). For det er ikke dét, den her klumme handler om.

Hvorfor den modstand mod mundbind?

Den handler derimod om et meget, meget simpelt spørgsmål og en lige så simpel undren: Hvorfor? Hvorfor ikke tage mundbind på? Hvad er det helt præcist, der gør de skide stofstykker så farlige? Selv hvis jeg går med på præmissen om, at effekten ikke er gennemdokumenteret, byder min nysgerrighed mig at afkræve svar på, hvilken skade det gør at tage det på, selv hvis chancen for, at det gør en forskel, er minimal. Hvor er det, det gør ondt henne? Ud over altså i røveren.

I mit område i North Carolina har vi gået med mundbind siden marts, nonstop. Der har ikke været nogen pauser, og nu er der kommet yderligere stramninger til: Hvor det før har været tilladt at tage mundbindet af, når man sætter sig ved bordet på en restaurant, skal det nu beholdes på i al den tid, man ikke “aktivt spiser eller drikker”. Jeg har ikke været i en butik, på en café eller i en Uber eller andre offentlige steder uden mundbind i snart ti måneder.

Amerikanernes vanvid – hvor dybt uenig jeg end kan være – bunder trods alt i en form for grundlovsbaseret bevidsthed

Kun én eneste gang i den periode har jeg været ude for, at en person i nærheden af mig ikke fulgte samme retningslinjer. Det var en Uber-chauffør, som påstod, at han havde en medical exemption. Påstanden fremførte han i øvrigt med så tilpas meget tilbagelænethed, mangel på overbevisning og rullende øjne, at jeg kørte med vinduet nede og hovedet ud som en anden labrador hele turen ud ad motorvejen. Det var i øvrigt den samme chauffør, der hævdede, at vi skulle tage ved lære af Sverige, hvor det gik fremragende.

Men amerikanerne følger rent faktisk reglerne i imponerende udstrækning. Og dét endda her hos mig, i Syden, hvor folk er notorisk kendt for at holde på deres ret til at gøre, lige hvad de vil. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set og hørt danskere håne amerikanerne for deres besættelse af retten til våben. Hold nu op, nogle tosser. Skydeglade og enfoldige. Kære danske mundbindsfornægtere: Når I skingert påberåber jer en eller anden selvopfunden ret til ikke at tage mundbind på, er det jer, der ligner tosser. Amerikanernes vanvid – hvor dybt uenig jeg end kan være – bunder trods alt i en form for grundlovsbaseret bevidsthed. Hvor kommer jeres barrikader fra?

Mundbind, samfundssind og sund fornuft

Mine børn på syv og ti år har båret mundbind i skole, siden de startede i slutningen af august – hvor temperaturen i North Carolina i øvrigt konstant ligger i midt-slut-30’erne, og luftfugtighedsprocenten i 90’erne. Det er fugtigt og klamt og alt andet end behageligt at have mundbind på i syv timer i træk under de forhold, og alligevel har ingen af dem ytret så meget som et pip af protest. De ved, hvorfor de gør det, og de accepterer det. Det samme gør samtlige af skolens andre elever, helt ned til børnehaveklassen. Men det er åbenbart for voldsomt et indgreb i visse ressourcestærke danskeres liv at dække mund og næse i syv minutter i bus 5A.

Jeg kan sagtens se, at man kan være uenig i regeringens regler og restriktioner. Jeg kan virkelig godt forstå, at både restaurations-, kultur- og fitnessbranchen mærker så uoverskuelige konsekvenser, at de føler sig nødsaget til at sætte spørgsmålstegn ved baggrunden. Mand, hvor jeg synes, det er synd for dem og deres brancher, som bløder. De har min fulde støtte og opbakning. Det har dem, der synes, det er træls at skulle have et mundbind på i Irma, ikke.

Jeg ved godt, at langt de fleste danskere stadig har både samfundssind og sund fornuft i behold, selv når det forekommer ubelejligt. Gud ske tak og lov for det og dem. Jeg håber, det er den gruppe, vi husker bedst, når vi forhåbentlig snart giver den her pandemi sparket.


LÆS MERE I POV OM CORONA OG RESTRIKTIONER HER


Topfoto: Julie Bendtsen med mundbind i North Carolina, USA. Privat foto.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Julie Bendtsen, f. 1978
Cand.mag i engelsk og retorik. Et år i Costa Rica, et semester i Amsterdam samt jobs som forlagsredatør, kommunikationskonsulent, journalist og redaktionssekretær.
Siden 2015 bosat i Raleigh, North Carolina, med mand og to børn; bruger helst en del af tiden som SAHM (stay at home mom for de uindviede) på observation og integration, weekendture til Nashville, kunsten at mixe den perfekte margarita og glæden ved en frisktappet IPA indtaget fra tilskuerpladserne ved Carolina Hurricanes’ hjemmekampe (præcovid, naturligvis).

Seneste artikler om Klumme