TEATER // ANMELDELSE – Forældre, venner, søskende, børn. Vi har alle nogen, vi savner. Det gælder selvfølgelig ikke mindst de ældre borgere, der i dag bor på plejecentre. Når Teatergrad derfor vælger at spille ad hoc forestillingen Tænker altid på dig i det regi, kan det ikke undgå at påvirke. Heller ikke yngre pårørende.
Forestillingen Tænker altid på dig er blevet til i lyset af corona-nedlukningen af samfundet, som ikke mindst har betydet, at de ældre på plejehjem landet over er blevet isoleret fra deres pårørende. Der er altså blevet stablet endnu et savn oven på de mange, som de i forvejen har samlet op gennem livet.
Det er nærmest en kliché, at det er ”teater til tiden”. Men det gør det ikke mindre sandt. Forestillingen er enkel. En håndfuld populære sange bundet sammen af det spinkleste plot, der fortæller den klassiske historie om savn: sømanden, der savner pigen derhjemme (og vice versa) – for slet ikke at tale om sømandens børn.
Dengang for ikke så længe siden
Men der kommer andre savn ind i den bittersøde fortælling. Bedsteforældre. Livstykker, som man sagde i gamle dage. Mennesker, som har præget os. Bedstefaderen, der lugtede af øl og tobak. Bedstemoderen, der spillede harmonika på Bakken. Et folkeligt liv fra dengang for ikke så længe siden.
Folkelighed kan have mange ansigter. Musikalsk bevæger Tænker altid på dig sig fra Gå med i lunden, som ikke bare plejehjemsbeboerne, men også de noget yngre anmeldere sagtens kunne synge med på, til Kim Larsen-sange fra 80’erne. Der er bemærkelsesværdigt lille forskel på den folkelighed, de repræsenterer.
Det bliver den ikke mindre sand af.
Tænker altid på dig vækker en fælles hukommelse
Det er ikke så meget sangene i sig selv, som det vi forbinder med dem. Som nævnt giver scenen – forleden De Gamles By, men i løbet af sæsonen plejehjem over hele landet – øjeblikkeligt associationer. Vi har alle en personlig historie, som kan aktiveres.
Hvis ikke vi har en personlig historie om tab og savn – så ved vi i hvert fald, at de mennesker, der bor her, har et helt liv af tab og savn bag sig. Og det er måske banalt at sige, at savn bare er kærlighed, der er blevet hjemløs. Men det gør det ikke mindre sandt.
Sangene i sig selv er nemlig lystige nok. Der kan vippes med foden. Der kan synges med. Der kan åbnes til mindet om ham eller hende, vi stod sammen med, da netop denne sang blev spillet, og vi kyssede første gang. Og så overvældes vi af tiden, af savnet, af følelserne og af tårerne.
Sammen om minderne og tårerne
På tværs af alder, køn, social klasse. Tænker altid på dig er i stand til at underholde med smittende optimisme, sætte perspektiv og skabe følelsesmæssig samhørighed.
At vi alle kan alle sangene – uanset om vi vil stå ved, at vi holder af både Anne Linnets Forårsdag og Bamses Tænker altid på dig – viser, at vi tilhører samme stamme. At vi ikke kan lade være med at blive rørt, viser … at vi alle sammen er mennesker.
Det er kun 45 minutter. Under åben himmel. For et lille publikum. Men det er alt det, teater skal være
Som en pointe ud over selve forestillingen minder Tænker altid på dig om, hvad teatret kan og hvad teatret har gjort på trods af alle de snubletråde, som corona-karantænen har spændt ud for offentlige forsamlinger. Teatret vil spille. Teatret kan samle og bevæge. Og det er en væsentlig sandhed.
Det er kun 45 minutter. Under åben himmel. For et lille publikum. Men det er alt det, teater skal være. Derfor skal Tænker altid på dig have fem stjerner med på turneen landet rundt.
LÆS FLERE ANMELDELSER AF STEEN BLENDSTRUP HER
Tænker på dig er en forestilling for plejecentre og udearealer og spiller resten af sommeren foreløbig eksklusivt for de isolerede beboere, på sigt også for pårørende (se Teatergrad for datoer og steder)
Med: Rolf Hansen, Christine Worre Kann, Marie Louise von Bülow
Instruktion: Pelle Nordhøj Kann
Fotos: Per Morten Abrahamsen
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her