DAGENS POV // SAMFUND – Da min kone langt om længe har fået opholdstilladelse, flytter vi tilbage til Danmark. Jeg kommer til at savne det anarki, der præger Filippinerne. Det har bestemt sine bagsider, men fordelen er at man selv tager ansvar for sine handlinger, modsat Danmark, hvor der er adfærdsregulerende regler for stort set alt, skriver René Fredensborg.
Der er lande, hvor alt fungerer og intet er til forhandling. Og der er lande, hvor intet fungerer og alt er til forhandling. Det er en god sætning, tænkte jeg, den stjæler jeg lige fra min ven, der besøgte mig her på Filippinerne og undervejs citerede en svoger, der også boede uden for Danmark. Alle der har prøvet at anskue vort gode, gamle moderland lidt fra en side ved, at derhjemme fungerer alt, men intet er – desværre – til forhandling.
Modsat her. Jeg tænker over det dagligt, når konen og jeg kører rundt på scooteren, ofte uden styrthjelm og med en baby imellem os, for sådan er det bare hernede. Er vi i bil, er selerne ikke i brug, og den lille hænger ud af vinduet som en hund efter en frisk brise, i mors trygge arme, naturligvis, men alligevel: Alle besøgende venner og familiemedlemmer hæfter sig ved det, påtaler den manglende sele og sikkerhed, og alligevel tager de heller ikke selen i brug, og på de allervarmeste dage ender det som regel også med at styrthjelmen får lov at blive hjemme til fordel for den varme vind i håret, hvis de lejer sig en scooter.
Efter min mening er vi skabt til selv at finde grænsen. Derfor kommer jeg til at savne dette regelløse jungleland, thi Danmark har altid været regeltyranniets hjemstavn
Hvorfor mon? Det er jo potentielt farligt. Jo, fordi et samfunds normer smitter hurtigere end man tror, og hernede er det stort set op til dig selv, hvordan du sikkerhedsmæssigt vil befordre dig i trafikken. Derfor sidder folk oven på bussen, de hænger bag på bussen og det slog mig forleden, at der jo faktisk slet er nogen bagdør i bussen, de såkaldte jeepneys, så man kan faktisk stige af i fuld fart, om man vil. Det er der selvsagt ikke nogen, der gør, men i Danmark ville man straks udfærdige et regulativ, der slog fast at bagdøre, dem skal man have i busser og de skal altid være lukkede. Selvfølgelig skal de det, alt andet er jo gakkelak.
Også for en anarkistisk anlagt dansker som mig ser det da besynderligt ud, at ladet på en lastbil er pakket med både gods og godtfolk. Eller at der på de mange pickup-trucks er installeret hvide plasticstole, så hele familien, inklusive mormor og småbørn kan sidde dér og skue bagud på landevejen, som sad de hjemme på verandaen. Som alle der har været i de varme lande nok har opdaget, er der heller ingen øvre grænse for, hvor mange lokale, man kan proppe oven på en scooter eller ind i en bil. Mor og far og tre børn på knallerten, uden hjelm, eller 12 filippinere i en fempersoners bil er ikke ualmindeligt.
Det sidste har jeg selv været involveret i, som chauffør. Det gik fint. Man kommer gerne hinanden ved hernede, med lårklister og lovløshed, man klarer sig til det forhåndenværende søms princip, kan man sige.
Regler for reglernes skyld
Jeg er stor fan af at omgås regler, hvis man således selv tager ansvar. Og det gør man jo hernede, for sker der et uheld, er smerten, sorgen og hospitalsregningen din egen. Det sidste er især vigtigt i samfundsmæssig forstand, for hjemme i velfærds-Danmark er argumentet dybest set, at man skal køre med sele, for ellers koster det skatteyderne kassen. Om du slår dig. Den diskussion har jeg, ligesom så mange andre, formodes, selv haft med en del betjente, når de således sutter på tandsættet og giver mig en klækkelig bøde for ikke at føre sele.
Man siger: Må jeg ikke godt selv have lov at til at bestemme, hvor meget jeg vil komme til skade?
Betjent svarer: Sådan er loven, det er ikke mig, der har fundet på den. Værsgo, at betale!
Det er næsten som at læse Ole Lund Kirkegaards ‘Otto er et næsehorn’, hvor politimesteren konsekvent brøler: ‘I lovens navn. Der skal være orden i sagerne, min gode mand’.
Jeg kommer til at savne den filippinske miskundhed. Den høflighedskultur, hvor man ser sig nødsaget til at bære over med naboens fuldemandsskingre søndagskaraoke og hans dorske hund, der gør natten lang
Det er så typisk dansk. Regler for reglernes skyld – 35.000 ark, hvis man printer den hele, hule beskæftigelseslovgivning og de mange vedtægter og cirkulærer og forordninger. Færdselsloven tør jeg ikke gætte på, men jeg husker at Ole Lund Kirkegaards politimester til sidst giver fanden i reglementet og sagernes trygge orden, for et gult næsehorn skal der jo også være plads til. Og jeg ved, at mine børn, og sikkert alle børn, elsker at autoriteterne skider højt og flot på reglerne. Det er det, vi (alle) sammen griner af. Friheden og anarkiet, selv i børn ligger det indgroet, at de vil ud af mega-institutionens rigide regelsæt, væk fra klokkeslæt og spisetider og tryghedsregulerende indhegninger, ud i mudderet, op i træet og på trehjulet cykel ned ad bakken. De pædagogiske konsulenters svar? Større sikkerhed, mere tryghed, endnu flere stødabsorberende underlag på legepladsen. Allerede i vuggestuen lærer vi vores børn at gå med livrem og sikkerhedsseler.
Efter min mening er vi skabt til selv at finde grænsen. Derfor kommer jeg til at savne dette regelløse jungleland, thi Danmark har altid været regeltyranniets hjemstavn. Det er dér, hvor rethaveriske naboer minder dig om at du ifølge grundejerforeningens vedtægter ikke må slå græsset om søndagen efter 12.00, da det larmer frygteligt med sådan en plæneklipper og derfor er brug af motoriserede haveredskaber skråstreg elektrisk værktøj strengt forbudt, for der skal være orden i sagerne, min gode mand. Hvorefter min tidligere nabo, Hasse, selv gik over på den anden side af hækken og bankede løs på sine løse gavlbrædder med en ikke-motoriseret skråstreg elektrificeret hammer. Uh, et smuthul til dansk dobbeltmoral, as we know it. Og ja, et smut ud af Danmark minder os om, hvor trygge, vi er.
Også for en anarkistisk anlagt dansker som mig ser det da besynderligt ud, at ladet på en lastbil er pakket med både gods og godtfolk
Det evige fokus på tryghed er velfærdstatens svøbe, staten og alle dens selvbestaltede bestyrelser er vores omklamrende mor, der ikke kan lade sine små, hjælpeløse medborgere være usete et øjeblik, hvor meget det end ligger i menneskets natur at smide hæmningerne og ryge filterløse smøger i gedulgte hjørner. Moder Danmark lærer os at sige: Her er din bæresele til livet, brug den, for ellers er du et samfundsproblem.
Frihed under ansvar
Jeg kommer til at savne den filippinske miskundhed. Den høflighedskultur, hvor man ser sig nødsaget til at bære over med naboens fuldemandsskingre søndagskaraoke og hans dorske hund, der gør natten lang, eller hans irriterende hanekyllinger, der alle tror, det er morgen efter midnat. Dog ved jeg, at intet varer evigt, heller ikke her i kontrasternes paradis.
Nu skal man sgu køre med hjelm. Og med sko fremfor de gængse klipklappere. Og højest to på scooteren, du. Præsident Duterte er en handlingens mand, så i større byer er der opstillet betjente til at kontrollere dagens knallert-uorden, det gør de ikke meget ved, hvilket giver god mening, for folk gør i det store hele som det passer dem, især i provinsen. Filippinerne er på den led ét stort gult næsehorn and I fucking love it.
Tak for at du stadig lukker dine borgeres koner og børn ind, det manglede da bare, kan man sige. Det behøver vi i hvert fald ikke lave flere regler om, vel?
For skal man have regler, må man have ordentlige regler, ville Ole Lund Kirkegaards politimester logisk udbryde, for hvad nytter det at udstede bøder til en fattig familiefar, når han iført bar isse og et par skildpaddelignende crocs-sandaler jo blot fragter tre børn i skole til tiden, når der samtidig drøner en lastbil forbi med mindst 17 filippinere siddende på toppen af et lad fyldt med sand? Det er sådan, det er. Regler er som sand og bliver det for stor en håndfuld, løber det ud mellem fingrene på den, der presser.
Dette skrevet i håbet om at seler og hjelm en dag bliver vores helt eget ansvar. Frihed under ansvar, kalder man det. At man finder et godt sted mellem, hvad der fungerer og hvad der er til forhandling. Jeg håber, jeg vender hjem til et land, der lovgiver mindre og uddeler mere ansvar til borgerne selv, fra bistandshjælp til styrthjelm.
Men anyways, tak for opholdstilladelsen, Mor Danmark. Tak for at du stadig lukker dine borgeres koner og børn ind, det manglede da bare, kan man sige. Det behøver vi i hvert fald ikke lave flere regler om, vel? For vi skal nok passe på os selv, skal du vide. Og klare os selv, helt uden din hjælp. Den indstilling tager jeg med hjem fra de varme lande.
Topillustration: Elisabeth Jerichau Baumann, Mor Danmark, 1851. Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
