Tysk politik før søndagens valg i Hamburg: Kulsort regning til det borgerlige Tyskland

i Europa/Politik & Samfund af

TYSKLAND // ANALYSE – Tysklands kristelige, borgerlige union, CDU/CSU, har siddet i forbundsregeringen i 51 år. Det liberale parti, FDP, der har en selvforståelse som de hjemlige Radikale, har siddet i forbundsregeringen i 34 år. Når stemmerne bliver talt op efter delstatsvalget i den frie hansestad Hamburg på søndag, skal de to partier være glade, hvis de når 20 procent. Tilsammen. Der venter en kulsort regning, fordi de to partier spillede sammen med Thüringens fascistiske, fremmedfjendske parti, AfD, ved valget af ny ministerpræsident 5. februar. AfD er generelt fremmedfjendsk, og føreren i Thüringen, Björn Höcke, har også dom for at være fascist.

Valgkampen i Hamburg har været kendetegnet af, at flere af partierne har haft travlt med at vende ryggen til Berlin og deres partiers ledelse. CDU og FDP har distanceret sig fra det maskepi, deres partier indlod sig på med Alternative für Deutschland i Thüringen. Og byens socialdemokratiske overborgmester, Peter Tschentscher, har frabedt sig ethvert besøg af SPD’s ledelse. Efter hans smag er den nye ledelse under duoen Saskia Esken og Norbert Walter-Borjans alt for venstreorienteret. Det samme gælder lederen af ungsocialisterne i JUSO, Kevin Kühnert, som heller ikke er velkommen i Hamburg.

Mens SPD har befriet sig fra hængedynget i Berlin og Thüringen, sidder CDU og FDP fast i det.

På mandag må flere partier slikke sårene. Og ånde lettet op ved tanken om, at hvis det ikke lykkes at holde et ekstraordinært valg i Thüringen, så er der ikke flere delstatsvalg i 2020

Valget rammer CDU på det værst tænkelige tidspunkt. Partiet er i indre splid, uenigt om personspørgsmål og retningen. Efter skandalen i Thüringen meddelte partiformanden og den uformelle kanslerkandidat, Annegret Kramp-Karrenbauer (AKK), at hun vil træde tilbage. Hun havde ikke længere styr på partiet. Nu befinder det sig i et vakuum, for der er ingen spidskandidat parat som afløser. Og der er også uenighed om proceduren: En ekstraordinær partikongres, en afstemning blandt medlemmerne, eller hvad?
Heller ikke tidspunktet er der enighed om.

Bayern lurer på kanslerkandidaturen

CDU fremstår desolat, og som altid i CDU’s historie, står søsterpartiet i Bayern, CSU, klar til at blande sig. Bayerns ministerpræsident, Marcus Söder, har klart sagt, at CDU, som dækker de øvrige 15 delstater, da skal vælge sin partiformand og gruppeformand helt uden indblanding. Men i spørgsmålet om kanslerkandidaten for CDU/CSU kræver han medbestemmelsesret.

CSU har tidligere udnyttet svagheder i CDU til at erobre kandidaturen. Det gjorde Franz Josef Strauss i 1980, da Helmut Kohl stadig var en svag CDU-formand med et stærkt provinsielt anstrøg. Og Edmund Stoiber gjorde det samme i 2002, da Angela Merkel endnu ikke var rigtigt etableret som CDU-formand og blev handlet som ’Kohls østtyske pige’.

Marcus Söder (53) erklærer gang på gang, at hans plads er i Bayern. Det sagde Strauss og Stoiber også.

Fire politikere har meldt sig som kandidat til formandsposten i CDU, men ingen af dem er oplagte.

Kandidaterne har alle svagheder

Den seneste, der har smidt hatten i ringen, er Norbert Rötgen (54), formand for Forbundsdagens udenrigsudvalg. Han spås ingen chancer og står svagt i partiet. I 2012 nægtede han at være spidskandidat for CDU ved landdagsvalget i Nordrhein-Westfalen. Angela Merkel reagerede ved at fyre ham som videnskabsminister.

Svag favorit er Friedrich Merz (64), som var tæt på at afløse Angela Merkel som partiformand i december 2018. Annegret Kramp-Karrenbauer blev valgt med 517 stemmer mod Merz’ 482. Han vil rykke CDU stærkt til højre og give de konservative kræfter i partiet større indflydelse. Men han har også svagheder, og han skal ikke regne med at få CSU’s støtte til en kanslerkandidatur. Han har længe været ude af politik, og med to privatfly ligner han ikke den normale tysker, kaldet Otto Normalverbraucher.

Spekulationer om CDU’s fremtid lammer mere eller mindre valgkampen i Hamburg. Så sent som i 2004 fik partiet 47,2 pct. af stemmerne. Skandalen i Thüringen svækker et i forvejen svækket parti med en svag kandidat

Uden at nævne navne sagde Marcus Söder i et interview: ’Vi har behov for et program for fremtiden og ikke et program fra i går. Det drejer sig ikke om at rykke tingene tilbage, snarere om at definere den nye tids udfordringer’, og Söder har selv rykket CSU ind mod midten, og han vil spænde ben for Merz.

Alternativet til Merz er Nordrhein-Westfalens ministerpræsident, Armin Laschet (59). Han støttede fuldt ud Angela Merkels linje, da hun reagerede på flygtningestrømmen med ordene: ’Det klarer vi’, og han har erhvervet sig tilnavnet ’Türken-Armin’. Han er en mild mand med et behageligt væsen, som er tættere på midten end Friedrich Merz. Men han er ikke kendt som en handlekraftig mand. På højkirkeligt tysk ’laschet’ man hænderne sammen i bøn. Og Armin er mere kendt for at folde hænderne end for at tage fat.

En klar outsider er sundhedsminister Jens Spahn (39). Som Friedrich Merz tilhører han partiets højrefløj, men den almindelige holdning er, at hans tid nok skal komme. Det vil være en overraskelse, hvis han løber med formandskabet. Måske spises han af med et job som fraktionsformand.

Den stilfærdige overraskelse

Alle disse spekulationer om CDU’s fremtid lammer mere eller mindre valgkampen i Hamburg. Så sent som i 2004 fik partiet 47,2 pct. af stemmerne. Skandalen i Thüringen svækker et i forvejen svækket parti med en svag kandidat.

Endnu værre er det for FDP, som afsværger Alternative für Deutschland og alt dets væsen, men kandidaterne må løbe spidsrod på gaderne og valgplakaterne bliver revet ned. Det var jo FDP-politikeren Thomas Kemmerich, der lod sig vælge til ministerpræsident med stemmer fra AfD. FDP og AfD, nu hedder det AfDP. Den er grim. Og partiet risikerer at komme under spærregrænsen på 5 pct.

SPD gentager ikke nuværende finansminister Olaf Scholz’ 45,6 pct. fra 2015, men selv et stykke over 35 pct. vil være en klar valgsejr for den stilfærdige overborgmester Peter Tschentscher, og langt fra de 13-15 pct., som SPD landspolitisk står til i meningsmålingerne.

Ved årsskiftet lå SPD side om side med Die Grüne omkring de 25 pct. Men Tschentscher har vundet valgkampen og er trukket fra. Stille og roligt erklærer han sin kærlighed til erhvervslivet, til en udvikling af havnen og til en ordentlig uddannelsespolitik. Om Die Grünes miljøpolitik siger han blot, at valget drejer sig om meget mere end det. Han har til overraskelse for de fleste vundet en enorm popularitet, som ikke svækkes meget af, at der er gravet en bankskandale frem, som han muligvis var involveret i som finanssenator i 2012.

På mandag må flere partier slikke sårene. Og ånde lettet op ved tanken om, at hvis det ikke lykkes at holde et ekstraordinært valg i Thüringen, så er der ikke flere delstatsvalg i 2020.


Foto: Creative Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Nils-Christian Nilson går under navnet Nille. Han startede sin journalistiske karriere som elev på Middelfart Venstreblad i 1962. Som han siger "mesterlæren var ikke så dårlig." I 1963 startede han på Politiken, hvor han bla. arbejdede som Tysklandskorrespondent fra 1978-1981.

Fra 1987 - 2015 var han ansat på Ekstra Bladet på en række redaktioner herunder den politiske. I dag er han fraskilt, bor i ejerlejlighed på Frederiksberg, spiller en masse squash og giver 30-40 år væk på banen. Foretrukne feriebeskæftigelse er cykelture i Kretas bjerge (75 km/t nedad) eller bjergvandringer på Gran Canaria (helst ikke mere end 800 højdemeter).

Læser en masse historisk litteratur, og det er en undskyldning for spændingsromanerne. Som journalist har han især beskæftiget sig med arbejdsmarkedsforhold, dansk politik og udenrigspolitik, afbrudt af ca. 10 år som redaktionssekretær.

Seneste artikler om Europa