Syv spørgsmål til en gammel skrækhistorie

i Film/Kulturhistorie/Scenekunst af

KULTURHISTORIE – King Kong-fortællingen er blevet en af vor tids mest anvendte myter. Nu er den sågar sat op som musical på Broadway. Jakob Brønnum undrer sig over, hvad myten egentlig skal betyde – og om den mon har skiftet betydning på det seneste. Han stiller historien og opsætningen syv spørgsmål.

Hvorfor bliver man ved at lave King Kong-fortællinger?

Jeg ved det ikke, og jeg forstår det ikke. Det er derfor jeg prøver at skrive det her. Hvor sjovt er det at fortælle en historie om en kæmpemæssig abe, der stikker af med en skrigende kvinde? Nu er det gjort igen. I forrige uge åbnede en ny stor King Kong-musical på Broadway, der stammer fra en australsk opsætning. Der er blevet lavet genindspilninger af den oprindelige Hollywood sort/hvid-film fra 1933 nærmest hvert andet år i flere perioder.

Hvorfor lavede man overhovedet King Kong, da man lavede den første gang?

Ja, det er det store spørgsmål. Man diskuterer ovenikøbet, hvem der egentlig har fundet på den mærkværdige historie om en ekspedition på en tropeø, hvor man finder en gorilla i overstørrelse og forsøger at få dem med til ”den civiliserede verden”. Monstret kommer, som alle ordentlige filmmonstre med respekt for sig selv, i kontakt med den kvindelige hovedrolleindehaver i blafrende sommerkjole.

Der findes to fløje i drøftelsen om ophavsmanden til King Kong, forud før den første film i 1933. Den ene mener, det var instruktøren Merian C. Cooper, den anden – som jeg tilhører – mener det var den legendariske krimiforfatter Edgar Wallace sidste idé. Han døde i 1932, året inden filmen fik premiere.

Merian C. Cooper har i så fald fået én god idé i hele sit liv, og det var den. Han skal have vågnet op efter en drøm om en kæmpeabe, der terroriserede New York.

Jeg ved det ikke, og jeg forstår det ikke. Det er derfor jeg prøver at skrive det her. Hvor sjovt er det at fortælle en historie om en kæmpemæssige abe, der stikker af med en skrigende kvinde?

Edgar Wallace derimod var idéernes mester. Han har skrevet næsten 200 kriminalromaner. Den første, Four Just Men (1905), handler på den mest overbevisende vis om at en minister myrdes, fordi han er ved at få vedtaget en udleveringslov, der vil koste en masse uskyldige mennesker livet.

Det lykkedes Wallace at få os til at holde med forbryderne, og altså svare positivt på det eksistentielle spørgsmål, det ikke lykkes Dostojevskij at få Rashkolnikov (1866) til at svare positivt på: Kan det retfærdiggøres at slå mennesker ihjel af moralske grunde?

Edgar Wallace kan det der med at lade et plot være sammenhængskraft for en kompleks symbolik. Kompleksiteten i King Kong-symbolet er i hvert fald ligeså høj, hvis ikke endnu mere vidtrækkende.

Entertainment Weekly påstår i anledning af musicalen, at King Kong oprindeligt er “baseret på en roman fra 1932”. Den gad jeg godt læse. Hvis den fandtes.

Hvad er den symbolske betydning af King Kong-historien?

Se, nu begynder det at blive interessant. Enhver kan regne ud, at det her ikke er en rigtig historie, alene fordi der ikke findes så store aber. Så historien må altså have en symbolsk betydning. Men hvilken?

Her må vi gå tilbage til den tid, da historien blev til. Det var en tid, hvor der teoretisk set stadig kunne findes uudforskede naturområder, der teoretisk set kunne rumme monstre, som Tintin fortællingens mere eller mindre samtidige afskyelige snemand fra Himalaya i Tintin i Tibet (1958).

Fra Tintin i Tibet

Det var også en tid, da kolonierne begyndte at blive mere eller mindre problematiske, efter at 1. Verdenskrigs afslutning og den økonomiske depression havde lagt pres på de gamle europæiske kolonimagter.

Så King Kong-fortællingens kulmination, katastrofen, der viser sig, når man indfanger den og tager den tilbage til ”civilisationen”, er for mig at se en billedfortælling om koloniseringens sammenbrud og globaliseringens endnu ikke kendte, men anede farer. En forsvarsfortælling for den gamle verdens overherredømme, formentlig ubevidst eller intuitivt, som så mange af den slags symboler jo er. Bemærk, hvad øen, hvor King Kong findes, hedder: Skull Island. Kranieøen.

Dens topografiske signum er en klippe formet som et kranium. En tung symbolik om, at det ukendte, der er domineret af utæmmelige kræfter medfører døden. Det er noget faustisk over det – en anden berømt civilisationsmyte, om videnskabsmanden, der døde en splatterdød efter at have hengivet sig til frie, ukendte kræfter, som af samme grund er sataniske i det middelalderlige Europa. I den oprindelige fortælling fra 1500-tallet finder hans studenter hans øjne og hjernemasse spredt over hele rummet.

Er det alt? Nej, naturligvis er der mere i et så livskraftigt symbol som King Kong. Jeg mener dens kernedrama – de følsomme øjeblikke, hvor vi forstår, at King Kong ikke slår blondinen ihjel, ikke med vilje i hvert fald – handler om den kvindelige seksualitet, formentlig ud fra et mandssynspunkt, som en frisat kraft, man bør frygte og kun kan drømme om at tæmme, endsige besidde. Man kan ikke redde hende, hun er i naturkræfternes vold.

Se, nu begynder det at blive interessant. Enhver kan regne ud, at det her ikke er en rigtig historie, alene fordi der ikke findes så store aber. Så historien må altså have en symbolsk betydning. Men hvilken?

Det ville være typisk Edgar Wallace – at sætte alting på hovedet og antyde en potentiel kvindelig hengivelse til kræfter, der som sagt absolut ikke var noget, man talte åbent om i samfundet på den tid.

Filmen er trods alt blevet til umiddelbart efter den tyske psykolog Wilhelm Reich udgav Die Funktion des Orgasmus (1927) og drøftelsen om tilkendelsen af en kvindelig seksualitet, som jo ikke fandtes i tidligere tid i de dannede kredse, var aktuel.

Filmstill fra 1933

Og her opfatter jeg ikke Empire State Building, som King Kong kravler op på i den gamle film som et fallos-symbol. Ok, jo jeg gør. Big time.

Har #metoo ændret King Kongs symbolske betydning?

Det må det have gjort. Der er da ingen, der ser King Kong på Broadway i dag, der kan undgå at se mindst Donald Trump i billedet af den brutale abefyr. Eller Harvey Weinstein. Flere kunne nævnes. En del flere.

Har King Kong ingen følelser?

Jo, det er det, der er det mærkelige. I den nye opsætning af fortællingen bliver det tema, at den unge kvinde og King Kong finder noget i hinanden, der vækker gensidig sympati udfoldet yderligere. En kritisk tænkning vil sige, at det, de sammen finder er den undertryktes fællesskab. Det kvindelige og naturen. Det er dog de to elementer i verden, mænd mener sig mest berettiget til at udnytte uden at skulle stå til regnskab for det. Kun ved grov og brutal magtanvendelse kan manden komme i nærheden af disse kræfter i naturen, som truer hans idyl. Men han tæmmer dem aldrig, han må slå dem ihjel.

Hvad siger dem, der har skrevet om den?

Mærkeligt nok er det noget helt andet, der står i fokus. Da musicalen blev præsenteret i The New Yorker, det klassiske kulturtidsskrift, der kommer i en millions trykeksemplarer om ugen, var det King Kongs hjerne, skribenten først lagde mærke til. Han syntes, at det mest interessante var det hele var besøget i det teknikrum, hvor man styrede King Kong. Hjernen opfattet som det levendes teknikrum.

Det åbner naturligvis for et helt tredje symbolunivers, nemlig forhold mellem biologi og følelser, mellem ånd og krop, mellem kærlighed og hormoner. Måske er det også en dybt underspillet hentydning til King Kong som et nyt #metoo-symbol, hvor kvinden har kontakt med det inderste hos overgrebsmanden, det han ikke selv har kontakt med.

Har den fået gode anmeldelser?

Ikke særligt. Anmeldelsen i The New Times er en typisk ”vi-ved-ikke-rigtig-hvad-vi-skal-mene-anmeldelse”, skrevet af to anmeldere som en samtale. De synes, der er alt for meget snoretræk og teknik omkring aben. Tjek linket, hvis du vil se aben bevæge sig. Meget tæt på.

Og det er måske så hele pointen. At naturen og naturens dybeste kræfter, som King Kong-fortællingen i bund og grund handler om, er så langt fra os i dag, at vi tror, de skal styres som man styrer en dukke.


Foto: PR foto fra Broadway-musicalen

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger. Senest er kommet "Matthæuseffekten", et livsfilosofisk essay, samt Nøjsomhedens tivoli (digte, 368 sider) og "Den sidste passion" (digte, 286 sider), en gendigtning af påskens fortællinger, en af vores kulturhistoriske grundfortællinger.

Udvalg af de seneste bøger:
Langsomheden 1.0 (digte 2015)
Argumenter mod døden (essay 2015)
Lysåret (haiku, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (2016)
Pengeguden (essay 2016)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Den sidste passion (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay 2017)
Nøjsomhedens tivoli (digte 2017)

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af bl.a. nettidsskriftet Den smalle bog. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og styregruppen for BogForum og skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Seneste artikler om Film