Det charmerende tørklæde – vi har mistet blikket for klædestykkets skønhed

af i Kulturhistorie/Liv & Mennesker

DAGENS POV – Der kan være mange grunde til, at tørklædet ikke er udtryk for religiøs kønsdiskriminering og undertrykkelse, men for et frit menneskes personlige valg og smag, skriver Jakob Brønnum, og de senere årtiers symbolpolitiske tørklædebashing har gjort, at vi har mistet blikket for klædestykkets skønhed.

Nogle gode venner, der beskriver sig selv som kulturmuslimer på samme måde som de fleste af os er kulturkristne, besøgte os for nylig i en festlig anledning, hvor der var mange andre gæster. Der skete noget, der gjorde, at jeg kom til at tænke på en anekdote, som en forfatter havde oplevet med den tidligere amerikanske First Lady, Jacqueline Kennedy, der senere giftede sig med en græske milliardær og på det tidspunkt hed Jacqueline Onassis.

Han var blevet indbudt til et møde om sin kommende bog på Viking Press, og da han kommer ind på redaktørens kontor, går det op for ham, at det er den tidligere præsidentfrue, som han ikke havde været opmærksom på, arbejdede der. Hun var redaktionel forlagskonsulent fra 1975-77.
Han indgød sig selv den strenge selvbeherskelse, ikke på nogen måde at lade forstå, at han genkendte hende som den verdensberømte celebritet, men udelukkende talte med en forlagsredaktør om sin bog.

Da vores venner kom, havde hun for første gang ikke hovedtørklæde på. Hendes hår var meget smukt. Da de senere gik, tog hun tørklæde på.

Jeg blev afsløret i min kulturelle selvoptagethed endnu engang

Jeg opfattede det som en stor ære, at hun havde valgt denne lejlighed til at lægge tørklædet, og at jeg gør det, viser min enorme kulturelle selvoptagethed. Jeg optrådte ligesom forfatteren på Viking Press. Jeg indskærpede over for mig selv, at det var vigtigt, at jeg ikke lod mærke med noget.

Det satte imidlertid en proces i gang hos mig, som ikke er overstået endnu.

Dronningens sølvbryllupsmorgen

En lille sidebemærkning: Ved deres sølvbryllup i 1992, blev Hendes Majestæt og Prinsgemalen efter god dansk skik, vækket med hornmusik meget tidligt om morgenen.

Dronningen viste sig i et vindue, med udslået hår. Det var den østrigske senromantiske forfatter Stefan Zweig, der i sit erindringsværk Verden af i går fortalte, at inden 1. verdenskrig var det på det nærmeste utænkeligt, at enhver kvinde ikke havde så langt hår, at hun kunne sidde på det. Men det ville altid være opsat. Og ofte også tildækket.

Jeg husker, at det at se dronningen med udslået hår, helt entydigt for første gang, var en anelse grænseoverskridende for mig. Dronningen åbnede i et kort, og åbenbart også uforglemmeligt, øjeblik et vindue til sit ægteskab for folket. Jeg er åbenbart ikke alene kulturelt selvoptaget, jeg er også bornert. Hvor længe siden er det, at det var utænkeligt, at kvinder gik på gaden uden tildækket hår? I kirke?

Den slags magtmisbrug, tænkte jeg, kan få mig til at gå ind for udbredelsen af den muslimske hovedbeklædning

At vores gæst besøgte os uden hovedbeklædning var selvfølgelig på ingen måde grænseoverskridende. Det var helt naturligt. Der havde været andre situationer, har jeg fået fortalt, hvor der kun havde været kvinder til stede, foruden hendes mand, hvor hun havde vist sig uden tørklæde, og jeg spekulerede på, om der havde været situationer, hvor det kun var på grund af min tilstedeværelse, at hun bar tørklæde. Der var imidlertid et element mere, som blandede sig i den her proces.

En politiker prøvede i en offentlig debat under valgkampen at presse en ung muslim til at tage tørklædet af, hvad hun undlod. Det var ikke blot en politisk diskussion, eftersom politikeren er tidligere gymnasielærer. Jeg indså omgående, at vedkommende derved også anvendte en professionel pædagogisk magtposition i sit kropssprog, som man ikke kan frigøre sig selv for i en sådan situation: Lærerautoriteten! Nøjagtig som jeg efter årevis med foredrag altid taler med en foredragsholders rutine, hvis jeg taler i en forsamling, også selvom det er en tale ved en familiekonfirmation.

Den slags magtmisbrug, tænkte jeg, kan få mig til at gå ind for udbredelsen af den muslimske hovedbeklædning. Det kan aldrig føre nogen steder hen, man gerne vil være. Er det ikke tvang på den ene måde, er det det på den anden. Jeg holder med den svage, det kan jeg ikke gøre for. Det er derfor jeg er sådan en elendig fodboldtilskuer.

Næste led i denne erkendelsesproces, hvor jeg endnu ikke er helt på det rene med, hvad jeg skal erkende, kom forleden. Jeg kørte i tog sent på aftenen et par timer, hvor jeg sad i nærheden af en kvinde i et muslimsk tørklæde, som var utroligt flot. Det havde en turkis bundfarve, men med fint tegnede mønstre i den farve, som det overdrevnent præcise adjektivs mester, den danske romanforfatter I. P. Jacobsen, kaldte dunkeltgylden.

Hun var træt og havde tre børn og en mand omkring sig. Jeg blev afsløret i min kulturelle selvoptagethed endnu engang: Når jeg ser en kvinde med tørklæde, begynder jeg altid at lede efter en dominerende mand. Jeg flyttede mig, så hun kunne sidde sammen med børnene. Samtidig kom jeg også til at betragte tørklædet lidt på afstand.

Den symbolpolitiske tørklædebashing

Jeg opdagede, at jeg i den symbolpolitiske tørklædebashing, som har gennemsyret det offentlige rum de seneste mange år, havde glemt, hvor charmerende tørklædet kan være.

Når folk i Vesteuropa lejlighedsvis håner de fastende under Ramadanen, har man derved helt glemt, at fasten også er indskrevet i den kristne religion, og at der altid også er en verdslig grund til at noget optræder som religiøs forskrift. I dette tilfælde, at det faktisk er sundt at faste engang i mellem. Hånen får den mere empatiske indsigt til at gå fløjten.

Sådan er det også med tørklædebashingen. Der er ingen tvivl om, at nogle kvinder og unge piger tvinges til at gå med tørklædet af mænd, der ikke reflekterer over hvorfor. Og der er heller ikke nogen tvivl om, at nogle tvinges til at gå med tørklæde pga. patriarkalske normer, der ligger udenfor den rent religiøse praksis og tilhører et socialt fundament i det pågældende samfund. Hvis en kvinde i et patriarkalsk samfund kaster skam over sig selv, gør hun det i praksis over manden, eftersom han ejer hende.

Og de hellige skrifter siger …

I både islam og kristendommen er denne praksis optaget i de religiøse tekster. Den kvindelige hovedbeklædning er diskuteret to gange i Koranen (Sura 24,30-31 og Sura 33,59) og en gang, men lidt mere udførligt, i det primære kristne helligskrift, i et af Paulusbrevene i Det Ny Testamente fra ca. 100 evt.

Her står der bla.: “Men enhver kvinde, der beder eller taler profetisk med utildækket hoved, bringer skam over sit hoved.” (1. Kor 11,5). Der står noget lignende i Koranen, der er 600 år yngre, men det synes at være koblet til hensynet til at undgå seksuel fristelse af manden. I hvert fald indirekte, fordi det taler om “ikke at fremvise anden skønhed, end den der altid er synlig” (Sura 24,31). Det fremgår ikke, hvad der nærmere menes med undtagelsen om den synlige skønhed. I den patriarkalske, sociale norm er denne fristelse af manden vanærende for kvinden og derved også hendes mand.

Vi overser, at de fleste muslimer vi møder fra storbyområder i lande, der tidligere havde en kulturel åbenhed, er blevet tildækket i den nuværende fundamentalistiske bølge

Den store forskel er, at der i Det Ny Testamente kun er dette påbud i forbindelse med en religiøs situation og ikke generelt. Den står i en sammenhæng, som handler om, at manden tværtimod skal bede med utildækket hoved. Det betyder ikke, at der ikke var en socialt bestemt skik på det tidspunkt, der påbød kvinden at gå med hovedbeklædning og at det nævnes her, fordi de tidlige kristne menigheder på nogle områder tilstræbte en vis tilnærmelse til ligestilling mellem mand og kvinde, og at kvinder derfor kunne tro, at også de kunne bede i kirken uden hovedbeklædning. Paulus understreger, at det skal de ikke gøre.

En moderne, religiøs muslimsk udlægning af koranen sammenligner teksten i Sura 24 med et andet sted i Det ny Testamente, hvor der står: “Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.” (Matt 5,28) Denne sammenligning er problematisk, eftersom dette udsagn i sin kontekst end ikke antydningsvis kobler det til kvinden, men udelukkende til kritik af den mand, som lader sig friste.

Det væsentlige går fløjten

Når vi opholder os ved den sociale norms religiøse sammenhæng, sådan som tørklædekritikken i praksis altid gør, overser vi det væsentlige. Vi overser, at det kulturelle element vender begge veje. Vi overser det, som næsten altid forsvinder, når vi bruger noget i naturen eller kulturen til politiske formål. Vi overser skønheden. At det frie menneske, der bærer tørklæde af kulturmuslimske grunde, ofte gør det uhyre charmerende.

Vi overser det antydningsvise i skønheden, når vi bliver alt for eksplicitte i den politiske kritik. Vi overser, at de fleste muslimer vi møder fra storbyområder i lande, der tidligere havde en kulturel åbenhed, er blevet tildækket i den nuværende fundamentalistiske bølge. Lande som Libanon, Syrien, Egypten, Palestina, Libyen, Iran og flere andre, har en dybdegående kulturmuslimsk tradition, og der kan være mange grunde til, at tørklædet ikke er udtryk for religiøs kønsdiskriminering og undertrykkelse, men et frit menneskes personlige valg og smag.

Min kone udtrykker det sådan her: “Man kan se mellemøstlige kvinder komme gående med en værdighed som dronninger!” Stofferne kan være utroligt flotte. Klæderne bæres med en kropsholdning og en elegance, som er beundringsværdig. Den værdighed håner vi med vores tørklædebashing. Og vi håner indirekte dem, der ikke er rige nok til at være elegante.

Under togturen hvilede moren, og da hun lidt senere vågnede, så jeg hende og hendes mand ræsonnere sammen, og jeg så hendes ansigtsudtryk skifte på en sådan måde, at jeg var helt på det rene med, at hun var et frit menneske. Endnu en gang havde min kulturelle selvoptagethed spillet mig et puds.


Foto: En egyptisk kvinde med tørklæde, fotograferet 1935. (Wikimedia commons)

Jakob Brønnum er forfatter til 33 bøger. Senest er kommet "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider, 200 kr.)

De senere bøger:
Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter (2018)
Øjeblikkets tredje tilstand (digte, 2018)
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Kulturhistorie