TEATER // KOMMENTAR – POV’s teaterreporter Ole Blegvad har været på Deutsches Theater i Berlin, der regnes for at være en af de vigtigste scener i den tysktalende teaterverden. Sammen med ensembleskuespilleren Caner Sunar fra Deutsches Theater og den danske teaterdirektør Kitte Wagner fra Malmö Stadsteater tegner vi her et portræt af teatret fra den tyske hovedstad.
I Danmark virker det som om teatrene over en bred kam, år for år, skruer op for et repertoire, der er lettere, mere underholdende og med tekster, der i forvejen er kendt af publikum fra for eksempelvis film. I Tyskland er det nærmest modsat. Der har de kommercielle teatre overtaget den rolle, mens de offentligt støttede teaterhuse fastholder teatret som en moderne, fortællende, overraskende og samfundsrelevant kunstform.
I det nordvestlige hjørne af Mitte ligger området Friedrich-Wilhelm-Stadt. Kvarteret, der tog fart i 1800-tallet, ligger i dag tæt på Friedrichstrasse og Rigsdagen.
Før Anden Verdenskrig var Friedrich-Wilhelm-Stadt præget af store skuespilhuse som Friedrichstadtpalast, Theater am Schiffbauerdamm og Deutsches Theater. Alle tre huse findes stadig i nyrenoverede udgaver: Friedrichstadtpalast, som show- og underholdningsscene, Theater am Schiffbauerdamm som Berliner-ensemble i ånden fra tiden med Bertolt Brecht og Kurt Weill, og Deutsches Theater i en ny forklædning af – ja Deutsches Theater.
Hvis man står af på togstationen Friedrichstrasse, der under Den Kolde Krig var grænseovergang, og går mod Deutsches Theater, så krydser man Reinhardtstrasse med den moderne kunstsamling Boros på det ene hjørne. Man går forbi den gamle betonbunker og kommer til Schumannstrasse, hvor Deutsches Theater ligger.
– Det er det rigeste teater i Berlin med tre scener og dybe rødder helt tilbage til Max Reinhardts tid. Reinhardt var den store tyske instruktør omkring 1900-tallet, der indførte den naturalistiske dramatik i Tyskland. Men DT er også et teater med øst/vest-sporene malet på væggene. Bogstavelig talt. Nazisterne overmalede det modernistiske Kammerspiele med romantiske vægmalerier, der nu i dag er beskyttede, siden var det østtysk teater og nu her post-murens fald er det stadig et teater, hvor man kan spille ”østtysk” dramatik og forvente, at der kommer et stort ældre trofast publikum, siger Kitte Wagner om teatret.
Den opmærksomme læser vil have opdaget, at vi krydsede Reinhardtstrasse for at komme til Deutsches Theater. Gaden er opkaldt efter teatrets direktør Max Reinhardt. Han tiltrådte i begyndelsen af 1900-tallet og fortsatte til han i 30’erne flygtede fra nazisterne. Mange af Max Reinhardts tanker om teater lever den dag i dag på DT.
– Man kan sige, at DT er et teater for dramatikerne. Mange uropførelser af såvel renommerede som nye dramatikere finder vej til scenen på DT. I slutningen af hver sæson er der også ‘Autorentheatertage’ – en festival for ny dramatik. Den nye tyske dramatik får altså stor støtte. På den anden side bliver det traditionelle teater også plejet, siger Caner Sunar, der er ung skuespiller på teatret.
H.C. Andersen mellem drags og homoseksuelle
På Deutsches Theater ser jeg stykket Ugly Duckling. Frit efter H.C. Andersen. Forestillingen spiller på en udsolgt Kammerspiel-scene. Forestillingen er et godt eksempel på, hvad tysk teater ofte gør. Der er seks aktører på scenen. Tre skuespillere, tre drag queens fra den berlinske showscene. Der er stor aldersspredning, så fortid møder nutid. Teatret henter inspiration fra den virkelige verden og blander det med fiktion.
– Med dette stykke viser vi, hvad det betyder at være “anderledes”. Ikke at svare til de samfundsmæssige normer. Vi viser, hvordan grænserne mellem mandlighed og kvindelighed nemt kan flyde ud. Og hvad det er for en befriende følelse, det kan være. Vi skaber et rum, i hvilket vi forvandler skam til glæde, fortæller Caner Sunar.
Caner Sunar, der har tyrkiske rødder og er homoseksuel, har for eksempel en tekst, hvor han fortæller om at springe ud i en muslimsk familie.
– Bastian Kraft, instruktøren af stykket, har før prøverne ført interviews med alle performerne. På baggrund af disse interviews og H.C. Andersens eventyr har han skrevet sin udgave. Dertil kom også tekster, som vi performere selv har skrevet, siger Caner Sunar.
For Kitte Wagner er Ugly Duckling et godt eksempel på den rolle, tysk teater tager på sig:
– Først og fremmest er teater som kunstform i Tyskland meget respekteret. Det forventes, at man går i teatret på samme måde, som vi går i biografen eller forventes at have været på et historisk museum. Der er flere tidsskrifter, som handler om teater, festivaler med forskellige profiler og ikke mindst Theatertreffen, der er en international begivenhed alle medier og tv-stationer forholder sig til, siger Kitte Wagner.
For mig som dansker er det selvfølgelig sjovt at høre Caner Sunar fortælle, hvilken rolle H.C. Andersen spiller i opsætningen af en forestilling om køn, seksualitet og identitet.
-H. C. Andersen spiller en vigtig rolle. Hans eventyr er meget inspirerende og ofte meget sørgelige. Både i Den Grimme Ælling og i Den Lille Havfrue handler det om transformation. Det handler om, at man ikke føler sig vel i sin hud, den man blev født i, og at man længes efter noget andet. Den Lille Havfrue må gå igennem mange smerter, for at hun kan udleve sin kærlighed. Og den største pris betaler hun med sin stemme, siger Caner Sunar.
Fra Malmö til Berlin
Danske Kitte Wagner, der tidligere var chef på Nørrebro Teater og nu sidder i direktørstolen på Malmö Stadsteater, har den tyske teatertradition altid været inspirerende. Kendskabet til tysk teater blev der lige skruet op for, da Malmö Stadsteater og Deutsches Theater indledte et samarbejde om forestillingen Persona.
– Samarbejdet kom i stand via Anna Bergmann, der har instrueret flere forestillinger på Malmö Stadsteater. Hun er siden blevet kunstnerisk leder på Karlsruhe Theater, men inden var hun i Malmø for at holde en workshop, der egentlig havde Tre Søstre af Tjekov som undersøgelsesområde. Men det kunne vi ikke knække rent kunstnerisk, og så kom hun med den her ide om at lave Persona, fortæller Kitte Wagner om de første tiltag til samarbejdet.
Det var 100-året for Ingmar Bergmans fødsel, så Kitte Wagner var ikke i tvivl om, at det var en god idé med mange muligheder. Den tyske skuespiller Corinna Harfouch og den svenske skuespiller Karin Lithman blev hurtigt omdrejningspunktet, da de ligner hinanden, og dermed kunne passe i en tolkning, hvor de spejlede hinanden.
– Anna ville undersøge forskellen på den tyske og den svenske skuespilkunst; Corinna kunne spille den stumme rolle i Malmø og Karin den stumme på DT. Vi ville kunne undersøge forskellen på den ældre kvinde og den yngre kvindes gestaltning. I Malmø gik forestillingen godt, men kritikken var ikke spektakulær, og vi spillede ikke for udsolgte sale.
I Berlin gik det lige modsat.
– At komme til Berlin var derfor noget anderledes med 29 anmeldere til premieren og udsolgte sale fra begyndelsen. Siden er forestillingen udvalgt til Theatertreffen i Berlin som en af årets mest bemærkelsesværdige forestillinger i den tysksprogede teaterverden. Det har selvfølgelig betydning. Både for Anna Bergmann, som nu for alvor er brudt igennem som stjerneinstruktør, men også for os og Karin Lithmann, siger Kitte Wagner.
Efter samarbejdet med Deutsches Theater er Malmö Stadsteater rykket en teaterliga op. Nu bliver det svenske teater kontaktet af store, internationale instruktører, som gerne vil samarbejde.
– Vi betragtes nu som en spiller på den internationale teaterscene. Derudover er det virkelig god branding for byen Malmö. Forestillingen skal også TV-transmitteres, så vores logo kommer vidt omkring. Det har vores kulturpolitikere og bidragsydere ikke undgået at bemærke, og det er vi alle stolte over, siger Kitte Wagner.
Signatur fra instruktøren
Deutsches Theater blev grundlagt i 1849. Siden Max Reinhardt blev direktør på teatret i 1904, er det blevet regnet som et af verdens mest betydningsfulde teatre. Der spilles både klassiske stykker, men også masser af ny – især tysk – dramatik. Teatret er kendt for at have nogle af Tysklands mest berømte skuespillere på rollelisten og for at bruge de bedste instruktører.
-Jeg tænker, at DT er et teater, som kan overraske publikum. På teatret arbejder mange forskellige instruktører med hver deres stile og håndskrifter. Det betyder, at teatret ikke selv har nogen bestemt kunstnerisk stil. Derfor er det altid spændende, hvad man får at se, siger Caner Sunar.
Med Ulrich Khoun som intendant er DT’s kunstneriske DNA tredelt: stort skuespil, store instruktører, førende ny dramatik. Jürgen Gosch, en betydelig tysk instruktør, der døde i 2009, er æresmedlem af DT og har stadig en af sine forestillinger, Mågen af Tjekov, i repertoire med Corinna Harfouch, der har medvirket i mere end ti år nu. DT er først og fremmest et teater med rigtig repertoireteater. I år har DT for eksempel 80 forskellige forestillinger på plakaten.
– Vi er et af de største ensembler i det tysksprogede teaterlandskab. Jeg har været medlem af ensemblet i to år, og jeg kender stadigvæk ikke alle mine kollegaer. At være i et ensemble betyder i første række sikkerhed, som er meget vigtig for den kreative proces. Jeg arbejder meget friere i beskyttede rum, og som ung skuespiller har jeg muligheden for at lære meget af de ældre kollegaer, siger Caner Sunar.
Kaffen og kagen er ikke i centrum
En af de store forskelle på dansk og tysk teater er, at en forestilling i Danmark spiller i cirka tre uger for derefter ikke at blive spillet i samme opsætning mere.
– I Tyskland står repertoireteater stærkt. Det betyder, at et stykke kan spille fem gange i efteråret, ti gange i foråret, og kan tages frem igen og igen i kommende sæsoner. Det er næsten helt forsvundet i DK. Det betyder, at vi er mere kommercielle. Billetterne skal sælges hurtigt, så en forestilling dårligt kan nå at bygge et publikum op via mund til mund, siger Kitte Wagner.
I Danmark er teater ofte båret af kendte skuespillere og titlerne på stykkerne. Sproget og rytmen får rigtig meget plads sammen med scenografi og iscenesættelse.
– Tysk teater pleaser publikum langt mindre end dansk teater. Det der med, at publikum vil have pause, kaffe, kage, øl, vin og champagne er virkelig ikke i fokus. En forestilling på tre timer uden pause er helt almindeligt. Eller seks timer lang – Frank Castorph-style – hører heller ikke til sjældenhederne. Og så er der en fysisk ekspressiv stil i skuespilleriet, som er en tydelig forskel fra vores skandinaviske psykologiske realisme, siger Kitte Wagner.
På spørgsmål om, hvad Kitte Wagner mest har lært af samarbejdet med Deutsches Theater, lyder svaret.
– At være mindre optaget af at underholde. Det er godt at kunne, men det er også godt at kunne lade være.
Fotos: PR.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
