UDSTILLING // ANMELDELSE – Glyptoteket har lavet en lille drillepind af en udstilling om en ægyptisk figur, der hverken er en rigtig gud eller en rigtig djævel. Jakob Brønnum har set udstillingen om husdæmonen Bes på Glyptoteket
Mon ikke vi er nogle stykker, der gennem pandemien har genopdaget, hvor meget vi egentlig elsker museumsformidling. Det der med at gå rundt i en udstilling, der er skabt af fagfolk, der ved, hvad de taler om, og indsuge indtryk, impulser og inspiration. At få udvidet sin verden gennem mødet med noget, man ellers ikke støder på, eller noget, man gerne ville vide mere om.
Det er det første indtryk, når man går rundt i Glyptotekets lille, historiefaglige temaudstilling om en ægyptisk dæmonskikkelse ved navn Bes. Han var tilsyneladende en populær figur i det uregerlige spektrum af overtro og livstro, formentlig helt frem til kristendommen overtag i Romerriget, som Ægypten jo tilhørte ved vor tidsregnings begyndelse. Figuren var på den tid desuden udbredt i store dele af Middelhavsområdet. Det anses for sandsynligt at Ibiza er opkaldt ham.
Vi ved meget mindre om det gamle Ægypten end om det antikke Grækenland og Rom
Sådan her skriver museet: “I udstillingen træder den besøgende ind i Bes’ univers, hvor magi og troen på, at gode dæmoner kan hjælpe mod alskens ondt, er en naturlig del af livet. Udstillingen bringer de besøgende indenfor i de ægyptiske hjem, hvor Bes var en integreret del af hjemmet og dagligdagen. Risikoen for at dø i barselssengen var stor og børnedødeligheden høj. Bes beskyttede mod det hele og var således at finde overalt i hjemmet hos oldtidens ægyptere – på senge og nakkestøtter, kosmetikbeholdere og spejle, samt på såkaldte Bes-krukker og magiske stave.”
Det er sådan nogle ting, der er udstillet, dusinvis af dem, hvis ikke flere hundrede, og det er meget spændende. Det andet indtryk er, at forskerne trods alle fundene ikke ved ret meget om figuren. Vi ved meget mindre om det gamle Ægypten end om det antikke Grækenland og Rom. De sidstnævnte er indlejret i en historiefortælling, der er ubrudt, eller i hvert fald efter Middelalderen, grundigt genoptaget, og deres historie har mange flere identifikationspunkter med vores virkelighed, trods afstanden i tid.
Bes appellerer til fantasien
Udstillingen er opbygget af plancher og montrer, som en ordentlig museumsudstilling er. Figuren i sig selv appellerer til fantasien – Han er en vred lille fyr, hvis status og virkefelt har udviklet sig igennem de flere tusinde år, han har været dyrket.
Det synes ubestrideligt, at han har noget med frugtbarhed at gøre. Men hvad? Han ses på en meget smuk, rekonstrueret barselsseng (topfoto). Han optræder også på lanterner, gravrelieffer, amuletter. Han er afbildet på fakkelholdere, lamper, nakkestøtter. You name it!
Jeg må derfor som museumsbesøgende aktivt arbejde med at forstå, at når der er mangel på sammenhæng, upræcise fremstillinger, store huller i beskrivelsen, skyldes det ikke dårligt historikerhåndværk, men netop godt historikerhåndværk
Der, hvor man som moderne informationsmodtager stiller krav, der ikke kan opfyldes, fordi det ikke er underholdning, men professionel historie og arkæologi, er hvor man vil have mere konkret besked. Hvornår var han dæmon, og hvordan blev han Gud? Hvor udbredt var han i de forskellige tider?
Jeg kan mærke, at Nationalmuseets direktør Rane Villerslevs kontroversielle beslutning om at lade den kendte nationalkonservative fiduskunstner Jim Lyngvild medvirke i redesignet af museets vikingeudstilling, trods fagfolks viden om, at hans billeder er historieforfalskning, som ventet har skadet min livslange, grundfæstede tillid til museumsformidling.
Jeg må derfor som museumsbesøgende aktivt arbejde med at forstå, at når der er mangel på sammenhæng, upræcise fremstillinger, store huller i beskrivelsen, skyldes det ikke dårligt historikerhåndværk, men netop godt historikerhåndværk. Glyptotekets museumsfolk vil ikke sige mere, end man kan. De vil ikke udfylde huller med gætterier.
En meget gammel figur
Bes er ingen ægyptisk Gud, i hvert fald ikke i udgangspunktet. Og udgangspunktet går helt tilbage til de tidligste dynastier, hvad man kan forvisse sig om på udstillingens anskuelige plancher og i det tilhørende, særdeles velillustrerede katalog. Det er noget af det, der er spændende ved Ægypten – det går så ufatteligt langt tilbage i tid.
Rom går tilbage til 500 fvt. og Grækenland med god vilje 1000 år mere, trods kæmpehuller undervejs til 700 tallet fvt. Men Ægypten går yderligere 2000 år tilbage. Og Bes har tilsyneladende været med fra meget tidlig tid.
Figuren tilhører ikke de højere mytologiske lag med Horus, Isis og Osiris – lag, der er veldokumenterede, også i et vist omfang i skriftlige kilder selvom der stadig ikke er et eneste menneske i verden, der kan læse hieroglyffer flydende. Ok, måske ét.
Hovedindtrykket af udstillingens skildring af ham som husdæmon og beskytter, bl.a. ved fødsler, må imidlertid være, at hans larmende attributter skal forstås som noget, der skræmmer onde ånder væk og derved beskytter fødslen
Han er en folketroens religiøse skikkelse, og derfra finder vi ingen skriftlige kilder i det egyptiske samfund. Man er afhængig af, hvad man finder i sandet, som f. eks. brudstykker af figuren i et område, hvor man ved, at tempel- eller pyramidearbejdere har boet.
Udstillingens plancher meddeler, at figuren indgik i religiøse processioner, hvor præster bar Bes-masker og danserinder havde figuren tatoveret på låret.
Det, jeg ikke helt kan få til sat hænge sammen, er Bes som en, der larmer med de musikinstrumenter, han ses med, og som den, der skaber fertilitet, lejlighedsvis udstyret med en fallos i overstørrelse.
Hovedindtrykket af udstillingens skildring af ham som husdæmon og beskytter, bl.a. ved fødsler, må imidlertid være, at hans larmende attributter skal forstås som noget, der skræmmer onde ånder væk og derved beskytter fødslen.
En del af virkelighedsbilledet
Gennem udstillingen kan vi forestille os, hvordan han er del af en ægypternes – og senere af en del af Romerrigets borgeres og sikkert i høj grad også slavers virkelighedsbillede. En, man påkalder sig i visse situationer, og åbenbart også en, der holdes rituelle fester for, sikkert årlige. Det er nøjagtig lige så usikkert, historisk set, som det lyder.
Hvad gør den egentlig, og hvordan tænker man, den gør det? Er det en kraft eller en handling?
Det er her, jeg måske alligevel savner, at der stilles nogle spørgsmål? Hvordan er han gået fra husdæmon til en, der indgår i religiøse fester? Er det almindeligt eller usædvanligt med denne udvikling af religiøse figurer, og hvad er mekanismerne i det? Er der andre figurer som ham, der har andre virkeområder: Har man fundet amuletter, folk havde om halsen, som har andre figurer, der ikke er guder, men dæmoner?
Eller er figuren enestående i sammenhængen? Hvad betyder dæmon egentlig – og er Bes dybest set en dæmon, som vi forbinder med noget ondt, eller er han en (på græsk) daimon, som vi kender fra Platons skrifter, og som mere kan forstås som en kraft i naturen. Hvad gør den egentlig, og hvordan tænker man, den gør det? Er det en kraft eller en handling? Giver den, tager den?
Er det som det onde øje, som vi kender fra de nyere mellemøstlige æreskulturer eller virker den som et sakramente, som vi kender fra kristendommen? Er figuren dybest set en trold, som vi kender fra den nordiske mytologi ,og hvad gør en trold, som en dæmon eller en daimon ikke gør?
Og hvordan har den daglige egypter oplevet ham? Er det ligesom eneboeren i Dostojevskijs Brødrene Karamasov (1883), Fader Ferapont, der kan se de djævle, der sidder og vifter med halen i hjørner og kroge, hvad de andre munke ikke kan?
Glimt af en historisk virkelighed
De spørgsmål får udstillingen ikke stillet, og står dermed på en måde mellem to stole, nemlig mellem de beskuere, der har en religionshistorisk og mytologisk ballast med hjemmefra – og for dem er det strålende museumsformidling – og den udstillingsgæst, der ingen har. For sidstnævnte er det formentlig ufuldstændig underholdning – ikke pga. formidlingen, men pga. omverdenens forventning, som Nationalmuseet er med til at forvrænge med sin vikingeudstilling, bort fra museumsfagligheden, så “flot” den end er. Verden vil have flygtig markedsgøgl, og det kan den heldigvis ikke få på Glyptoteket.
Først og fremmest er man nemlig som udstillingsgæst taknemmelig over at kunne gå hen og se glimt af en historisk virkelighed, der udvider ens horisont, og som ikke kommer til en via skærm
Jeg er heller ikke helt med på logikken i udstillingens titel “Bes – Ægyptens beskytter”, for han er jo netop ikke en af de store på parnasset (som det hed i Grækenland), og guderne beskytter jo nationen og regenten og derigennem folket. Havde den heddet “… – ægypterens beskytter”, var det mere dækkende for, hvad man oplever i den som nævnt i øvrigt rigtig gode udstilling.
Først og fremmest er man nemlig som udstillingsgæst taknemmelig over at kunne gå hen og se glimt af en historisk virkelighed, der udvider ens horisont, og som ikke kommer til en via skærm. Det er så åbenlyst tydeligt, at en montre og en planche fungerer ulig meget bedre end en digital billedskærm. Man kan stå og forstå i sit eget tempo og er ikke tvunget til at optage information gennem en ukendt billedproducers forestillinger om, hvad der får folk til at skifte kanal.
Det nævnte udstillingskatalog er ligeledes bedre end en hvilken som helst tv-dokumentar, hvor overfladiskheden skjules gennem flygtighed og levende billeder. Det er som om trykning af farvebilleder oplever en udvikling i disse år. Billederne er simpelthen knaldgode og knivskarpe ned i de arkæologiske detaljer, selv i et katalog, der ikke koster mere end to kopper cafë-kaffe. Her kan man tage de fine gengivelser af en hedengangen lille, larmende frækkert med til natbordet, så er han næsten kommet hjem igen.
LÆS ALLE JAKOB BRØNNUMS ARTIKLER HER
Glyptoteket:
Bes – Ægyptens beskytter
Til 31. oktober. Tirsdag gratis adgang
Foto: En smukt rekonstrueret barselsseng. Udstillingens hovedperson ses i hovedgærdet (Foto: Jakob Brønnum)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
