KOMMENTAR – Som gammel retsreporter har jeg lagt mærke til, at misforståelserne i offentligheden er mange, når det gælder voldtægtssager. Det har de også været i sagen om den mand, som forleden blev frifundet for voldtægt, der ifølge anklagerne skulle have fundet sted hjemme hos en københavnsk borgmester.
Knap var sagen om en mands påståede voldtægt af en kvinde i en københavnsk borgmesters seng afgjort ved landsretten, før reaktionerne begyndte at strømme ind på de sociale medier.
Nogle af dem viser, at der ikke overalt er særlig stor forståelse for, på hvilke præmisser de danske domstole fungerer.
En af de hyppigste misforståelser, jeg har set også i andre voldtægtssager, er, at hvis manden er frifundet, så må voldtægtsanklagen være falsk.
Men sådan kan man ikke konkludere. Ifølge dansk lov kan man alene dømme for voldtægt, hvis det kan bevises (eller sandsynliggøres hinsides al rimelig tvivl), at der var forsæt til at gennemføre forehavendet mod offerets vilje; altså at gerningsmanden (det er stort set altid i voldtægtssager en mand) godt vidste, at offeret ikke ville, men tvang sig til det alligevel.
Det må ikke være en ambition at få flere dømt. Det bør være en ambition at få de mennesker dømt, som beviseligt har begået en voldtægt og altså haft hensigt til det
“Jeg troede, at hun ville” er måske den sætning, jeg har hørt oftest i voldtægtssager. Og nogle gange er det utvivlsomt sandt.
Men det betyder ikke, at offeret var villig deltager. Og mennesker kan være dybt påvirket af, hvad de opfatter som et overgreb, selv om retten ikke finder det bevist, at den anklagede gjorde det med vilje. Mere om det senere.
Det er en alvorlig misforståelse, for den mistænkeliggør de mennesker, som har oplevet en dybt krænkende adfærd og har været igennem først en hård anmeldelsesproces og siden en hård retssag.
Jeg kunne derfor ønske, at vi havde langt mere blik for ofrene og satte ind med rådgivning og hjælp både før, under og efter en retssag, uafhængigt af om sagen fører til dom eller ej.
Få voldtægtssager fører til dom
Lad det være sagt med det samme, at jeg ikke er forarget over det lave antal domsfældelser på voldtægtsområdet.
Flere eksperter har anslået, at der finder ca. 5.000 voldtægter sted i Danmark hvert år. De færreste bliver anmeldt.
[expander_maker id=”4″ more=”Læs mere” less=”Læs mindre”]
Det kan der være mange årsager til, men en af dem er formentlig, at ofrene godt ved på forhånd, at sagerne er meget svære at bevise i retten.
Langt de fleste af de voldtægter, vi oplever i Danmark, er såkaldte kontaktvoldtægter, hvor offer og gerningsmand/mænd kender hinanden i større eller mindre grad i forvejen.
De kan have været kærester, eller de kan have mødt hinanden i byen kort tid før, men de har været i kontakt. Og det er svært at dokumentere, at sex i den situation ikke er frivillig, fordi den kunne have været det.
Overfaldsvoldtægterne, hvor en ukendt mand (som regel) ud af det blå overfalder et offer og voldtager vedkommende, er det lettere at forholde sig til. Ingen regner med, at man har lyst til at blive penetreret af en vildt fremmed mand, som man er blevet overfaldet og overmandet af.
De sager ender som regel med domsfældelser, hvis gerningsmanden findes.
Når man er frifundet i en højere instans, så er man frifundet. Og så har manden i samfundets øjne ikke begået en voldtægt. Punktum og udråbstegn. Og skal vores retssystem fungere, bør man respektere det
Men de fleste voldtægtssager handler altså om mennesker, som i et eller andet omfang kender hinanden, og under forhold, hvor det kunne have været frivilligt.
Det gør sagerne svære at bevise. Hvis det passer, at der er omkring 5.000 voldtægter i Danmark om året, fører kun en til to pct. af dem til en dom.
Det gør voldtægt til den nærmest perfekte forbrydelse.
Men det må ikke være en ambition at få flere dømt. Det bør være en ambition at få de mennesker dømt, som beviseligt har begået en voldtægt og altså haft hensigt til det.
Så kan det godt være, at vi skal kigge på, om opklaringsarbejdet er gjort tilstrækkelig godt, og om domstolene har den fornødne ekspertise. Men vi skal holde fast i princippet om, at man er uskyldig, med mindre andet er bevist.
Tvang eller villighed?
Og her er en anden misforståelse, som jeg også har set i borgmestersagen: At man gerne må kalde den nu frifundne mand for voldtægtsforbryder, fordi han blev dømt i byretten, selv om landsretten frifandt ham.
Nej, det må man ikke.
Når man er frifundet i en højere instans, så er man frifundet. Og så har manden i samfundets øjne ikke begået en voldtægt.
Punktum og udråbstegn. Og skal vores retssystem fungere, bør man respektere det. Det er også et overgreb at lade en mistanke klæbe til et frifundet menneske, uanset hvad man selv mener om dommen.
Der er ingen tvivl om, at manden i den aktuelle sag havde samleje med kvinden. Det meste i sagen er parterne faktisk enige om. Det, der var tvivl om, var, om han var klar over, at hun ikke ville i situationen. Og det fandt retten ikke bevist.
Jeg overværede ikke sagen, men ud fra det, som foreligger refereret, ville jeg næppe have været uenig.
Der er mange omstændigheder i sagen, som gør det svært at være sikker på onde hensigter her.
Og den danske voldtægtslov har fokus på tvang. Ifølge vores straffelov er det frivilligt, indtil det er nødvendigt at bruge en eller anden form for tvang.
Hovedparagraffen definerer voldtægt sådan her:
For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der
- tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold eller
- skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, eller med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.
Der er de senere år talt meget om samtykkelov.
Nogle jurister argumenterer for, at den danske voldtægtslov allerede er en samtykkelov, fordi den forudsætter, at man har ret til at sige nej.
Problemet er, at den så at sige definerer samtykket i foretagendet som ‘den, der tier, samtykker’.
Man skal sige så aktivt nej, at gerningsmanden er nødt til at bruge tvang, fastholdelse, vold, trusler eller bedøvelse.
Den form for samtykkelov, som flere – herunder jeg selv – plæderer for, vil definere samtykke som et aktivt ja.
Ikke i form af kontrakter, papirer og andet pjat. I langt de fleste tilfælde er ingen af parterne heldigvis det fjerneste i tvivl om villigheden.
Men den tvivl var der faktisk i den aktuelle sag. Han formodede, at hun ville. Han spurgte ikke, men han tvang heller ikke nogen.
Det er afgørende, at vi får aflivet de rester af puritansk seksualmoral, som vil kontrollere kvinders seksualitet, og som udskammer kvinder med et frit og aktivt sexliv og mange partnere
Ville en samtykkelov – eller en frivillighedslov som juraprofessor Jørn Vestergaard vil foretrække at kalde det have gjort en forskel i den aktuelle sag?
Det er svært at sige. Selv tvivler jeg. Omstændighederne var specielle, og det vil stadig være anklagemyndighedens ansvar at bevise skylden.
Men set med mine øjne er det heller ikke afgørende, at sådan en ændring af paragraffen fører til flere domsfældelser.
Det afgørende er, at den tager udgangspunkt i en moderne opfattelse af, at sex er noget, som foregår mellem villige parter, og at alle har et ansvar for at sikre sig, at det er frivilligt.
Hvilket gør det afgørende, at vi får aflivet de rester af puritansk seksualmoral, som vil kontrollere kvinders seksualitet, og som udskammer kvinder med et frit og aktivt sexliv og mange partnere.
Det er den slags, som giver anledning til myter om, at pæne piger søreme ikke siger ja, men at deres nej er på skrømt, for de vil gerne alligevel.
Kvinder skal ikke bare kunne sige aktivt nej. De skal uden at skamme sig kunne sige aktivt ja. Så der ikke er tvivl om, at et nej er et nej, og at pornoindustriens fantasier om modvillige kvinder, der drømmer om et gangbang, netop er fantasier og har lige så meget med virkeligheden at gøre, som Tom & Jerry er en dokumentar om forholdet mellem mus og katte.
Storbritanniens værste voldtægtssag
Den sidste misforståelse, jeg vil tage op her, er muligvis den alvorligste:
At hvis der ikke var tale om vold eller tvang, og hvis det ikke gjorde ondt, så kan det vel heller ikke være så forfærdeligt. Herregud, ingen er døde.
Her vil jeg gerne bringe en aktuel og uhyrlig sag fra Storbritannien på banen.
Reynhard Sinaga, på overfladen en flink, velhavende ung mand, som passede sine studier og sin kirke, blev forleden dømt i, hvad der er blevet kaldt Storbritanniens værste voldtægtssag.
Op mod 200 mænd er af Sinaga blevet bedøvet og voldtaget. Sinaga, som boede tæt på nattelivet i Manchester, gik ud sent om aftenen, ventede på berusede unge mænd i knibe og tilbyde sin hjælp. Når mændene var inde i lejligheden, bedøvede han dem og voldtog dem.
Langt de fleste mænd vågnede næste dag, kunne ikke huske noget, de fleste var lidt flove over at have ulejliget den flinke, unge mand. Ingen skade sket.
Men da sagen begyndte at rulle, måtte politiet opsøge ofrene, som Sinaga enten havde filmet eller taget fotos af.
Og så skete der noget.
Flere af ofrene fortalte under retssagen, hvordan de havde fået depressioner. Flere havde været nødt til at opgive studierne eller deres job.
Andre har svært ved at være sammen med andre mennesker. To har forsøgt at begå selvmord. Og det er altså vel at mærke, selv om de ikke kunne huske overgrebene.
Det ødelæggende er skammen over og tanken om at være blevet brugt og misbrugt på den måde. Afmagten. At være blevet berøvet muligheden for selv at træffe sine valg om, hvem man er, og hvad man vil være med til.
At have været så lammet, nogle gange af skræk og forvirring, at man ikke satte sig til modværge, selv om man ikke ville.
Se en retssag
Voldtægter er modbydelige. Men skal vi kunne have en ordentlig samtale om, hvordan vi bedst håndterer dem, bliver vi nødt til at udrydde misforståelserne.
Derfor til sidst en opfordring: Næsten alle retssager er offentlige.
Har man overværet nogle stykker, er det svært andet end at få en respekt for den måde, som domstolene arbejder på.
Det viser sig, at sager, som på overfladen var ganske enkle, rummer flere nuancer. At forbryderne ofte kunne have været en selv under mere uheldige omstændigheder (eller ens halv- eller helfulde lidt kiksede ven eller familiemedlem).
At der næsten altid er flere sider af samme sag. Og at der kan være et offer, også uden at der er en forbryder.
Selv gik jeg som retsreporter fra en holdning om, at voldsforbrydere dæleme også slipper for billigt til at forstå straffen i langt de fleste sager.
Når man fik nuancerne med, blev dommene rimelige efter omstændighederne.
Så tag ind og overvær nogle stykker. Det tager tid, det er ikke underholdende på samme vis som i tv-serier – men det er meget oplysende.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Foto: Unsplash
[/expander_maker]
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
