ESSAY – Hvad har successerien Unorthodox på Netflix at gøre med digteren Yahya Hassans død? Ikke meget ved første øjekast, og dog fortæller de på hver deres måde historien om en kulturel udbryder. Og først ved Yahya Hassans død forstod jeg helt, hvor investeret jeg som en del af majoritetskulturen var i min egen andel af udbryderfortællingen.
Den 26. marts i år havde miniserien Unorthodox premiere på Netflix. Det var svært at finde et mere fordelagtigt premieretidspunkt for en kulturel udbryderserie, der hyldede alt det ved det moderne, vestlige liv – frihed, sex og utvungent samvær – vi alle sammen længtes efter, selvom vi på det tidspunkt kun havde været afskåret fra det i sølle to uger.
Ser man på kompleksiteten i Yahya Hassans liv, er det umuligt at presse det ind i den klassiske udbryderfortælling, hvor det at træde ud i sig selv peger frem mod den lykkelige slutning
Samtidig henslæbte vi vores dage i et tomrum af eksistentiel usikkerhed og ikke mindst tid, der bare ventede på at blive fyldt op af fortællinger og følelser udefra. Timingen kunne umuligt være bedre for den gribende fortælling om den unge, jødiske Esther med kaldenavnet Esty, født ind i det hassidiske satmar-samfund i Williamsburg, Brooklyn, NYC, som længes efter en større frihed og mod alle odds og mere eller mindre med livet som indsats bryder ud og finder et andet liv i Berlin.
Et øjebliksportræt
Unorthodox er bygget på Deborah Feldmans autobiografiske roman af samme navn (Unorthodox: The Scandalous Rejection of my Hasidic Roots, 2012), og selvom den ikke følger romanen slavisk, fortæller den løseligt om Feldmans egen vej fra opvæksten i det ultraortodokse hassidiske miljø i New York og til et sekulært liv i Tyskland.
Jeg var selv fanget af serien fra første billede i så bogstavelig en forstand, at jeg på Facebook postede et screenshot af Esty, der står rygvendt i et altmodisch interiør foran vinduet i sin Brooklyn-lejlighed med blikket rettet mod verden udenfor. Over billedet skrev jeg en tilstræbt bevinget update om det potentielt ikoniske ved det billedes øjebliksportræt af en kvindelig emancipationshistorie.
Billedsiden fra Brooklyn-delen af historien er generelt formfuldendt. Mændenes lange, sorte frakker, deres ligeledes sorte hatte og de mere formelle Shtreimel-hovedbeklædninger af mink, de uprætentiøse, brunvaskede interiører, der fører tankerne hen på et mellemkrigstidens Centraleuropa, skaber sammen med de ærbart tildækkede kvindefigurer et stærkt og suggestivt billede af en verden, vi ikke ellers får lov at se ind i. Jeg græd forfærdet med Esty, da hun efter sin bryllupsdag fik barberet sit lange, smukke hår af for fremover at iføre sig en uklædelig paryk.
https://www.youtube.com/watch?v=-zVhRId0BTw
Et blik ind i en fremmed verden
Her blev seriens fascinationspotentiale også slået fast: et blik ind i en fremmed verden, en grusom andethed, vi som majoritetskultur gør ret i ikke selv at være en del af. Eller som Naomi Seidman skriver så rammende om det blik i The Jewish Review of Books: ’It’s a gaze that sees everything except its own hungry eye at the keyhole’ (dansk: ’det er et blik, der ser alt undtagen sit eget sultne øje ved nøglehullet’).
Ethvert fiktivt univers giver naturligvis denne mulighed for at træde ud af vores egen virkelighed og ind i en anden for et øjeblik, men det er blandingen af nysgerrighed og kulturel frastødelse/bekræftelse, der skaber den særlige fascination i udbryderfortællingen.
Da Esty med åndeløs hast bryder ud og flyver til Berlin i noget, der ligner et umuligt flugtforsøg – hun har ingen penge og ingen steder at gå hen – trækker serien på en anden allerede fastlagt formodning: vi elsker en hovedperson, der bryder ud af det, vi ikke forstår, for så behøver vi ikke at forstå det.
I Berlin smider Esty hurtigt parykken, og flydende i Wannsee, genfødes hun i en friere, sekulær udgave af sig selv. Indenfor utrolig kort tid får Esty et liv, en vennekreds, en hipstergarderobe, en brandrød læbestift, et livsmål og selvfølgelig frivillig sex med en ikkejødisk mand. Det står hen i det uvisse, hvordan Esty får noget at spise uden penge, men med sex, technomusik og genbrugstøj når hun på rekordtid det højeste et menneskeliv kan aspirere mod: Et vestligt ungdomsliv.
Det er svært ikke at tænke, at vi i majoritetskulturen er rede til at acceptere logikken i udbryderfortællingen med en selvfølgelighed, der gør det unødvendigt at komme med flere forklaringer og nuancer, selvom netop nuancerne kunne være med til at informere os om den virkelighed, vi ikke kender
De manglende mellemregninger i seriens Berlindel, der i øvrigt ikke bygger på Feldmans memoirer, men er digtet af serieskaberne, har på ingen måde skadet seriens samlede succes.
Det er svært ikke at tænke, at vi i majoritetskulturen er rede til at acceptere logikken i udbryderfortællingen med en selvfølgelighed, der gør det unødvendigt at komme med flere forklaringer og nuancer, selvom netop nuancerne kunne være med til at informere os om den virkelighed, vi ikke kender. Sammen med Esty lægger vi fremmedheden bag os; nu er hun en af os. Også selvom f.eks. interviews med virkelighedens Esty, Deborah Feldman, fortæller, at det er en stærkt reduceret sandhed.
Jeg græd igen med Esty, da hun ved seriens slutning bogstaveligt talt finder sin egen stemme i det nye liv i form af den sangstemme, hun som kvinde var afskåret fra at have i det hassidiske miljø i Williamsburg. Forløsningen trækker på de hundredevis af forløsninger, der har været indlejret i udbryderfortællinger før denne.
Den var også min egen forløsning, for Estys endelige valg viser, at kun her i majoritetskulturen kan hun forløses, og det giver en rar sikkerhed at vide, at man selv er det rigtige sted; stedet med alle mulighederne – det humane, blåstemplede, frie, gode sted. Det forløste sted.
Når vi sætter øjet til nøglehullet, ser vi alt andet end vores egne intentioner med at se.
Hvordan forklarer man et liv?
På sin egen paradoksale facon var det Yahya Hassans død i sidste uge, der fik mig til at stille spørgsmålstegn ved mine egne intentioner for at se, føle og græde mig gennem Unorthodox. Eller ikke hans død. Hans død var endegyldigt tragisk. Men reaktionerne på hans død var massive og komplekse. En tsunami af sorg rejste sig og viste storheden i hans digteriske talent; han havde rørt så mange med sine ord.
Men fortællingen om Yahya Hassan var også en udbryderfortælling. Han gav også os i majoritetskulturen et nøglehul at presse vores øje mod for at få et glimt af det, vi måske/måske ikke havde lyst til at forstå, og med sit skridt væk fra minoritetsbaggrunden og ind på de bonede litterære gulve gav han os den forløsning, som vi nærer en stor kærlighed til. Den, der forankrer os i og selv og forsikrer os om, at vi gør ret i at være, hvor vi er, og ikke i det fremmede.
Selv når udbryderen finder sin stemme, har vi svært ved at lytte uden at læse os selv som majoritetskultur ind i fortællingen som målet, som friheden, som medaljen og som den egentlige hovedperson
Men den forløsning gav ham ikke livet. Han døde. Hvordan forklarer vi det? Måske formår vi det ikke. Måske er det netop der, vores fortællinger ikke slår til med mindre vi udelader mellemregningerne og nuancerne.
Herude i majoritetskulturen tror vi på individet og på individets nærmest uendelige potentiale for optimering og positiv forandring.
Ser man på kompleksiteten i Yahya Hassans liv, er det umuligt at presse det ind i den klassiske udbryderfortælling, hvor det at træde ud i sig selv peger frem mod den lykkelige slutning. Vi står tilbage med så mange spørgsmål mellem hænderne, som vi ikke kan sætte ind i fortællingens logik og finde svar på. Og sammen med dem må vi stille spørgsmål til vores egne intentioner for at insistere på et svar.
Hvordan forklarer man et liv? Måske er det ikke muligt, og måske er det netop i accepten af den umulighed, at der ligger et potentiale for, at vi sætter os ned og lytter til den stemme, der selv fortæller, fremfor at lede efter spejlingen af os selv.
Det var netop det, der sendte mig tilbage til Unorthodox og mine egen medlevende begejstring. Det var den umulighed i at fortælle en sammenhængende fortælling om udbryderen Yahya Hassan, der fik mig til at se, at jeg i Esty mest havde set en fortælling om mig selv; en spejling af alt det, jeg i forvejen accepterede som korrekt og en afvisning af det fremmede (gennem hendes betryggende afvisning). At det nysgerrige blik, jeg troede jeg kastede udad, i virkeligheden blot var en spejling af alt det, jeg mente, jeg vidste i forvejen.
At selv når udbryderen finder sin stemme, har vi svært ved at lytte uden at læse os selv som majoritetskultur ind i fortællingen som målet, som friheden, som medaljen og som den egentlige hovedperson.
Foto: PR.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
