LITTERATUR & IDENTITETSPOLITIK // KRONIK – Diskussioner om identitetspositioner vedrørende køn, race, klasse og seksuel orientering fylder godt op både i mediebilledet og i akademiske sammenhænge. Identitetsdebatten er imidlertid præget af polarisering, hvor én fløj slet ikke ønsker at anerkende identitetspolitik, mens den anden fremhæver det som vigtigere end alt andet. Ph.d. i litteratur og sociologi Marie-Elisabeth Lei Holm ønsker sig en mere fleksibel forståelse af identitetsbegrebet. Til den øvelse kan vi bruge litteraturen, skriver hun og bruger danske Yahya Hassan og amerikanske Ta-Nehisi Coates og deres kamp mod racisme som eksempler. I anledningen af årsdagen for Yahya Hassans alt for tidlige død bringer POV hendes kronik om litteraturens særlige evne til at skabe læsergenkendelse og åbne op for nye forståelser af identitet og etnicitet.
I den danske samfundsdebat sættes “identitetspolitik” ofte i forbindelse med negative konnotationer og mørke fremtidsanalyser – anklager om ‘krænkelsesparathed’ og ‘intellektuel totalitarisme’ flyver igennem luften.
Litteraturens evne til at bevæge os væk fra os selv, men samtidig også imod os selv på måder, vi ikke altid kan forudse, kan nemlig bruges til at gentænke selve identitetsbegrebet og de forskelle, der skiller os ad, uden at vi mister grebet om dét, der kan virke samlende
Men inden for humanistiske og samfundsvidenskabelige discipliner forstås identitetspolitik typisk ikke som et tankesæt, der potentielt trækker samfundet ind i en intellektuel og politisk blindgyde, men derimod som analyser af de levede liv, der følger med menneskers uensartede vilkår, privilegier og kropslige erfaringer.
Imellem de to verdener kan litteraturen noget, som ofte mangler i den offentlige og politiske debat: litterære tekster stiller sig til rådighed, når det kommer til at finde en vej ud af det binære diktat, der kun levner rum for, at vi kan være “for” eller “imod” identitetspolitik.
Hvorfor eller på hvilken måde?
Fordi litterære tekster tilbyder os et detaljeret indblik i andre tidsperioders normer, de kan springe mellem synsvinkler, og komme tæt på karakterer, der har et andet køn, en anderledes klassebaggrund eller forskellig etnicitet i forhold til os selv.
Gennem Alex Haleys Rødder kan vi f.eks. træde ind slavegjorte menneskers virkelighed i 1700-tallet; med afsæt i Henrik Ibsens Et Dukkehjem kan læseren opleve, hvordan det var at være kvinde under 1800-tallets knugende normer eller hvad med den unge forfatter Olga Ravns De Ansatte, hvor vi kan træde ind i et brutalt fremtidsunivers.
Identitetspolitik behøver langt fra at være lig med det ofte opstillede skræmmebillede på et politisk dødvande, hvor forskellige identiteter lever i hver deres uforsonlige virkelighed, men kan derimod være en rig og bred palet, hvorfra vi kan anskue andre menneskers, og vores egne, erfaringer som på én gang forbundne og forskellige
Samtidig evner romaner, digte og noveller også at bevæge os i en anden retning; imod os selv og give læseren en større forståelse for dem, vi er. Tekster kan hudflette læsere, sætte et spejl op og lade dem genopleve minder og traumer, eller, i den lysere ende af spektret, et velkendt sted eller et for længst glemt venskab.
Litteraturprofessor Rita Felski, som er fortaler for en ny drejning inden for litteraturvidenskab, der lægger vægt på læsere og læserreaktioner, påpeger samtidig, at den genkendelse, vi kan opleve igennem litterære tekster langt fra er banal men i mange tilfælde snarere tilvejebringer ny indsigt.
Og hvad har alt dette så at gøre med identitetspolitik og kritikken af den for-eller-imod logik, der ofte råder, lige så snart diskussionen bevæger sig i retning af emnet? Mere end man skulle tro!
Litteraturens evne til at bevæge os væk fra os selv, men samtidig også imod os selv på måder, vi ikke altid kan forudse, kan nemlig bruges til at gentænke selve identitetsbegrebet og de forskelle, der skiller os ad, uden at vi mister grebet om dét, der kan virke samlende på tværs af identitære skel.
Yahya Hassan: Hiphopæstetik og identitetsundergravning
Et eksempel kunne være Yahya Hassan, der, på trods af sin korte eksistens på denne jord, figurerer som en af de mest gennemslagskraftige og omdiskuterede stemmer på den danske litteraturscene efter årtusindskiftet.
Med sin selvbetitlede lyriske debut fra 2013 igangsatte han en heftig debat om integration, religion og marginalisering, der førte til litterære priser, kritikerhæder og høje salgstal, men som også mundede ud i trusler, forfølgelse og vold.
Den analyse der umiddelbart byder sig til, når man læser Hassans tekster, er digtenes klare afvisning af en ‘kulturalistisk’ logik – en tankegang der er dominerende inden for socialkonstruktivismen, og som ofte optræder i forbindelse med diskussioner om integration og marginalisering.
Formuleret overbevisende af, blandt andre, den amerikanske antropolog Ruth Benedict, udgår kulturalistiske argumenter fra den grundantagelse, at mennesket er kulturelt betinget, og at vi som samfund derfor bør respektere kulturelle forskelle mellem sociale grupper som fundamentale vilkår.
Hassan gav tydeligvis ikke meget for den slags ræsonnementer – dét er ikke nødvendigvis “samfundets skyld” at indvandrere oplever problemer eller samfundets ansvar at løse kulturelle udfordringer, som han udtrykte det: At få et godt liv i det land, man emigrerer til er derimod et ansvar, som minoritetsgrupper i en betydelig grad selv må tage på sig.
Identitet er både et vigtigt udgangspunkt og genstand for latterliggørelse og parodi i Hassans digte. Digtene peger dermed i retning af en fleksibel identitetsforståelse, som med fordel kan bringes ind i den forfladigende dualistiske debat, hvor “identitet” enten anskues som en politisk faldgrube eller begrebslig forløser
Men før man læner sig komfortabelt op ad en fortolkning, der udlægger Hassans digte som gennemsyret af en borgerlig etos, der prædiker individualisme og personligt ansvar, bør man dog se nærmere på digtenes æstetik. Gentagne gange beskriver Hassans lyriske jeg fx sig selv som en omskiftelig kamæleon, der spiller forskellige roller afhængigt af den kontekst, han befinder sig i.
I LANGDIGT, f.eks., eksperimenterer jeg’et med en uortodoks grammatik, udstiller religiøst hykleri og “disser” sine omgivelser:
“DEN ENE DAG / JEG ER EN SUND OG VELINTEGRERET DIGTER / MIG JEG SKRIVER MAIL TIL LARS SKINNEBACH / TIL PABLO LLAMBIAS TIL SIMON PASTERNAK / DEN NÆSTE JEG ER SIGTET FOR BILTYVERI / OG GADERØVERI OG INDBRUD”
Her er Hassans digteriske alter-ego tydeligt bevidst om splittelsen mellem rollen som digter på den ene side og på den anden side som medlem af en københavnsk kulturelite og den tilværelse, som udfolder sig i kæden af institutioner, der omslutter unge kriminelle.
Brugen af pronomenet ‘mig’, der optræder, når vi gør os selv til genstand for handlinger eller refleksioner og betragter os selv udefra, skaber, udover at simulere et gebrokkent dansk, yderligere afstand mellem jeg’et og dets modsatrettede roller og handlinger.
Forskellige socialt strukturerede og kontekstafhængige “mig”-er, synes det bagvedliggende “jeg” at understrege, står henholdsvis bag kriminelle handlinger og mails til Lars Skinnebach.
Hassans digte er desuden karakteriseret af en slagkraftig hiphop-inspireret attitude, en genre som er kendt for sin selvpromoverende kampglade stil og tætte forbindelser til politisk protest. De vækker associationer til Eminems stil i raphittet “Lose Yourself” (2002), hvor hvert ord udtales med en bydende nødvendighed og vægt, og uden tid til noget så trivielt som at trække vejret (tænk bare på Hassans karakteristiske oplæsningsstil!), som var de Detroitrapperens – og Århusdigterens – eneste chance for at komme igennem med et budskab.
Den opadstigende og kampæstetiske bevægelse i Hassans digte bliver imidlertid delvist forstyrret af meta-refleksioner, som når jeg’et betragter sig selv udefra i vendinger i stil med “som en fucking p(x)rker”, der giver det lyriske jeg et skær af pluralitet og selv-fremmedgørelse.
I kraft af den indignerede og kampæstetiske attitude er Yahya Hassan dermed en digtsamling, der cementerer digterens ret til at transcendere identitetskategorier og til at gennemhulle en traditionel offer-gerningspersonslogik. Det lyriske jeg skærer sig igennem kategorier og politisk binaritet og forlanger at blive hørt – ikke bare som en “islamkritisk muslim” eller et undertrykt og racialiseret individ – men som Yahya Hassan, og alt dét han er, som ikke kan indfanges af identitetsmarkører.
Digtene stiller sig lige hånligt an over for begge yderfløje ved både at insistere på, at en bestemt kulturel erfaring, med andre ord; en identitet, kan have vægt og betydning, uden at dette indebærer, at denne identitetsposition er fritaget for kritik eller selvransagelse
Det er i den forbindelse i øvrigt værd at bemærke, at Hassans digte næppe heller kan tolkes med afsæt i en debat om identitetspolitik, hvor banehalvdelen er skarpt kridtet op imellem dem, som slår al tale om identitetspositioner i hartkorn med demokratiunderminerende totalitarisme versus de stemmer, der betragter identitetsbegrebet som den vigtigste prisme, hvorigennem vi bør analysere menneskets sociale og politiske liv.
Digtene stiller sig lige hånligt an over for begge yderfløje ved både at insistere på, at en bestemt kulturel erfaring, med andre ord; en identitet, kan have vægt og betydning, uden at dette indebærer, at denne identitetsposition er fritaget for kritik eller selvransagelse.
For selvom den biografiske Hassan rasede imod sit eget kulturelle ophav, udviste han samtidig solidaritet med sine muslimske medsøstre og stillede sig skeptisk an over for dansk integrationspolitik samt velmenende etniske danskere, der ønskede at assimilere ham ind i en kulturelite, hvor han ikke følte, han hørte til.
Men! Og det er et vigtigt men:
Det ville ikke umiddelbart være muligt at forstå den identitetspolitiske flertydighed i Yahya Hassan, hvis vi udelukkende greb digtene an fra den lavthængende anti-kulturalistiske præmis, der omgærdede udgivelsen – herunder i form af publiceringsstrategien og i diverse medieomtaler, hvor Hassan udtrykkeligt blev fremstillet som bidende islamkritiker.
Identitet er både et vigtigt udgangspunkt og genstand for latterliggørelse og parodi i Hassans digte. Digtene peger dermed i retning af en fleksibel identitetsforståelse, som med fordel kan bringes ind i den forfladigende dualistiske debat, hvor “identitet” enten anskues som en politisk faldgrube eller begrebslig forløser.
Ta-Nehisi Coates: Antiracistisk ‘forældregenkendelse’
I en international kontekst er det oplagt at nævne amerikanske Ta-Nehisi Coates’ forfatterskab som parallel til Yahya Hassans litterære projekt.
I 2015 udgav Coates værket Between the World and Me (da.: Mellem Verden og Mig), som hurtigt fik en central plads i det amerikanske samfunds- og kulturliv. I bogen udfolder Coates – henvendt til sin femtenårige søn – begrebet white supremacy (da. hvidt overherredømme), og hvordan det er rodfæstet og den i dag aktivt opretholdes i USA.
Et for Coates særligt smertefuldt og personligt eksempel på den systematiske undertrykkelse af sorte mennesker er hans ungdomsven Prince Jones’ skæbne. Jones blev skudt og dræbt af politiet, og i Coates’ efterfølgende refleksioner over vennens begravelse genkalder han en fornemmelse af, at vennen ikke blev “skudt af en enkelt politibetjent men af sit land og al den frygt, der har kendetegnet det fra begyndelsen.”
I lighed med Yahya Hassans tekster opererer Coates’ antiracistiske værk ved både at fremhæve etniske minoriteters virkelighed og levede liv – deres sociale identitet – samtidig med, at han ikke fraviger idéen om, at forskellige identiteter kan have vigtige ting til fælles, og at identitet dermed ikke er den vigtigste akse, hvorom alting drejer
Videre skriver han, stadigvæk henvendt til sønnen:
“Tænk på al den kærlighed, der var blevet vist ham. Tænk på kontingenter for Montessori pædagogik og musiktimer. Tænk på den benzin der blev brugt, når han skulle til fodboldkampe, basketball turneringer og Little League. Tænk på den tid, der blev brugt på at organisere legeaftaler og overnatning sammen med vennerne. Tænk på surprise fødselsdagsfester, dagpleje, og betaling til babysittere. (…) Og tænk på, hvordan denne krop blev taget, smadret på asfalten, hvor al dens hellige indhold, alt dét der var blevet lagt i den, blev sendt tilbage til jorden.” (min oversættelse)
Forventer Coates virkelig, fristes man til at spørge, at hans teenagesøn kan forstå implikationerne, herunder de økonomiske og personlige opofrelser, de mange søvnløse nætter og endeløse udgifter, der er forbundet med at være omsorgsperson for et barn?
Dette citat henvender sig tydeligvis til mennesker, der har erfaret dén tyngde og dét ansvar, der ligger i at sørge for, at børn får en god start på tilværelsen snarere end til en femtenårig dreng. Man kan endda argumentere for, at Coates skriver specifikt til middel- og overklasseforældre, der har overskud til at agere organisatorer og chauffører i forbindelse med legeaftaler og sportskampe, samt kere sig om Montessori principper.
Han gør således sin egen frygt og bekymring for sin søns liv tilgængelig for alle slags læsere og appellerer til læsergenkendelse; herunder ikke mindst blandt hvide, velbjergede mennesker der i mange tilfælde vil kunne spejle sig i beskrivelserne af ønsket om at tilbyde en alsidig, veltilrettelagt og tryg barndom for deres poder. Med andre ord: Mennesker der udgør selve fundamentet for systemisk racisme og kilden til undertrykkelsen af afrikanske amerikanere.
I lighed med Yahya Hassans tekster opererer Coates’ antiracistiske værk ved både at fremhæve etniske minoriteters virkelighed og levede liv – deres sociale identitet – samtidig med, at han ikke fraviger idéen om, at forskellige identiteter kan have vigtige ting til fælles, og at identitet dermed ikke er den vigtigste akse, hvorom alting drejer.
Coates’ tekst kan på den baggrund siges at være identitetspolitisk men uden at være separatistisk eller totalitær: Den viser, at visse erfaringer, herunder erfaringen af kærlighed og opofrelse for de næste generationer, går på tværs af identitetsgrupper – uden at denne erkendelse på nogen måde underminerer en identitetspolitisk analyse af ulighed og diskrimination.
Ved at nærstudere samtidslitterære tekster om race og marginalisering får vi serveret komplekse repræsentationer af identitetspolitiske erfaringer, der bryder med rigide forestillinger om, at en identitetsbetonet analyse enten bør være omdrejningspunktet eller, omvendt, antitesen til en solid analyse af samfunds- og kulturliv.
Her kan vi læse om identitet som et på én gang væsentligt men hverken uforanderligt eller uangribeligt begreb.
Hassans og Coates’ værker viser os, at det er muligt at undslippe nulsums-tankegangen og tilføje en dimension til den flade debat, hvor identitetsbegrebet i mange tilfælde betragtes som enten formørket eller entydigt forløsende
Denne kompleksitet står, vil jeg hævde, i skarp kontrast til når debattører f.eks. råber op om “vigtigheden” af at vi fortsat kan bruge nedladende termer som n-ordet om racialiserede grupper ud fra en præmis om, at samfundet ellers vil blive undergravet af ytringsfrihedsforskrækkede kræfter.
Hvor den slags udtalelser er udtryk for en idé om, at der går et skår af majoritetsgruppen ved at anerkende, at etniske minoriteter har erfaringer, som ikke alle deler, viser Hassans og Coates’ værker os, at det er muligt at undslippe nulsums-tankegangen og tilføje en dimension til den flade debat, hvor identitetsbegrebet i mange tilfælde betragtes som enten formørket eller entydigt forløsende.
Identitetspolitik behøver således langt fra at være lig med det ofte opstillede skræmmebillede på et politisk dødvande, hvor forskellige identiteter lever i hver deres uforsonlige virkelighed, men kan derimod være en rig og bred palet, hvorfra vi kan anskue andre menneskers, og vores egne, erfaringer som på én gang forbundne og forskellige.
Litterære værker peger i retning af en sådan fleksibel identitetsforståelse:
Et samfunds- og menneskesyn hvor en anerkendelse af specifikke identiteter ikke udelukker troen på, at nogle erfaringer er fællesmenneskelige og går på tværs af identitetsskel.
Sådan kan litterære værker pege på, at etniske, kønnede og kulturelle skel er virkelige’ men samtidig ikke udelukker muligheden for et fællesskab på tværs af netop disse forskelle
Når vi genkender os selv i litteratur, der er skrevet fra andre identitetspositioner, oplever vi nétop dette: vi mærker litteraturens evne til på én gang at fremhæve specifikke erfaringer og samtidig bygge bro mellem forskellige sociale grupper. Som læsere får vi både serveret litterære erfaringer, der er radikalt anderledes end dem, vi kender fra vores personlige liv, og bliver revet væk fra vores egen verden. Disse erfaringer kan samtidig være isprængt genkendelige elementer, hvor vi kommer tættere på os selv – i tråd med mine indledende pointer.
På den måde kan litterære værker pege på, at etniske, kønnede og kulturelle skel er virkelige, men samtidig ikke udelukker muligheden for et fællesskab på tværs af netop disse forskelle.
Dermed åbner de op for en identitetspolitik, der på én gang levner plads til forskellighed og det fællesmenneskelige og samtidig insisterer på, at et fokus på en specifik identitet ikke udelukker respekten for det almene.
Gid disse litterære stemmer fik mere plads i den offentlige debat!
Marie-Elisabeth Lei Holm er ph.d. i litteraturvidenskab. Hendes afhandling vil i bearbejdet form udkomme som bog på forlaget Routledge i 2022 med titlen “Recognition Redefined. Using Literary Texts to Approach Identity Politics”.
LÆS MERE AF MARIE-ELISABETH LEI HOLM HER
Topillustration: Litteraturen kan bane vejen for en langt mere åben forståelse af, hvad identitetspolitik er for en størrelse, skriver Marie-Elisabeth Lei Holm. Foto: https://www.centreonconstitutionalchange.ac.uk/news-and-opinion/who-do-you-say-you-are-politics-national-identity
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
