BØGER // ANMELDELSE – Litteratur tilbyder direkte adgang til den levede erfaring med at være et menneske med en identitet, der kan være anerkendt eller det modsatte. Med nedslag i danske værker af Yahya Hassan, Maria Gerhardt, Maja Lucas samt engelsksprogede pendanter af Ta-Nehisi Coates, Paul Kalanithi og Rachel Cusk kommer Marie-Elisabeth Lei Pihl i sin nye bog godt rundt om anerkendelseskampene indenfor racisme og etnicitet, terminal sygdom og det kønnede moderskab.
Identitetsdebat fylder meget i mediebilledet, tænk på #MeToo og Black Lives Matter, hvor almindelige rettigheder kan være begrænsede på grund af køn og hudfarve. Køn og racisme blev tidligt etableret som vigtige (del-) identiteter i det tyvende århundrede, men det er jo blevet endnu mere markant efter årtusindskiftet – undervejs er crip/handicap kommet til. Nogle af de mest samlende, men også ophidsede debatter foregår her. Tænk på Sofie Linde, da hun holdt sin tale til Zulu Comedy Galla i 2020. Hendes blå kjole blev berømt.
Hun holdt en tale, som der er tradition for, og på et tidspunkt løftede hun op i kjolen, ikke for at blotte sit køn, men for at vise sin gravide mave frem. Resultatet af en kærlighedsakt, modsat den #MeToo-historie, hun også kunne fortælle om, dengang hun var ung praktikant. Det er en type debat, som kan overstråle traditionel politisk debat, fordi den tager sig frihed.
Og i Lindes tilfælde var det tæt på en happening.
Behovet for anerkendelse er nemlig en grundlæggende drivkraft. Uden anerkendelse risikerer det enkelte menneske en skyggetilværelse
Litteraturen gør brug af den samme frihed, når den tilbyder direkte adgang til den levede erfaring med at være et menneske med en identitet, som kan være anerkendt, men også det modsatte: underkendt, marginaliseret.
Anerkendelse og identitet i litteraturen
Marie-Elisabeth Lei Pihl er gæsteforsker ved Oslo Universitet. Hendes bog, Anerkendelse og identitet i litteraturen, er uhyre velskrevet: Fokuseret, og samtidig enkel og behændig. Hun overskuer et stort teoretisk stof – som hun diskuterer løbende – og har valgt seks litterære værker ud. Hun får profileret anerkendelseskampene i både amerikansk, britisk og dansk sammenhæng.
De seks værker er ordnet i par, så tre danske forfattere er sat sammen med tre amerikanske, britiske, så de til sammen dækker områderne: racisme, terminal sygdom og køn. De danske værker er alle fra 10’erne: Yahya Hassan med digtsamlingen ”Yahya Hassan” (2013), Maria Gerhardt ”Transfervindue. Fortællinger om de raskes fejl” (2017) og Maja Lucas med ”Mor. Historien om blodet” (2015).
Marie-Elisabeth Lei Pihl viser, hvorfor litteratur er så god til at åbne op for identitet og anerkendelse. Litteraturen har en direkte og ”privilegeret adgang” til de levede liv. Behovet for anerkendelse er nemlig en grundlæggende drivkraft. Uden anerkendelse risikerer det enkelte menneske en skyggetilværelse.
Racisme og etnicitet
Amerikanske Ta-Nehisi Coates og dansk-palæstinensiske Yahya Hassan skriver om racisme og etnicitet. Coates’ værk ”Mellem verden og mig” (2015, da. 2016), bringer læseren tæt på den daglige racisme i USA. Den systematiske forskelsbehandling kan ikke affærdiges som en historisk parentes.
Som skribent er Coates samtidig elegant og bevidst om sine litterære forbilleder. Han vil gerne skrive smukt om noget vigtigt.
Gerhardt vender op og ned på tingene, når hele Nordsjælland er omdannet til et stort, luksuriøst hospice. Det er så frækt skrevet
Yahya Hassan går tilsyneladende en anden vej i sin digtsamling, der bare lige ud hedder ”Yahya Hassan”. De valgte værker er ofte direkte selvbiografiske, og i Yahya Hassans tilfælde er det allermest tydeligt – helt ud i titlen – som om bogen er manden, og manden er bogen. En robust markering af identitet.
Yahya Hassan opnår stor gennemslagskraft, fordi han er i stand til at sprogliggøre minoritetspersoners kamp for at blive hørt.
Han er på flere måder et paradoks, på én gang kriminel og medlem af kultureliten, med adgang til de litterære saloner. Det er det sammensatte i hans identitet, som Marie-Elisabeth Lei Pihl får frem, og som han også selv tematiserer som en stor grad af hjemløshed. Han befinder sig et sted, hvor der både er stærkt negative forventninger til ham, men også stærkt positive.
De positive forventninger handler om, at han kan begå sig med sin offentlige performance som digter – men han har også et politisk engagement, som når ud. Han kan tale minoritetspersoners sag i flere sammenhænge.
Marie-Elisabeth Lei Pihl kalder digtsamlingen for et poetisk hip-hop manifest, med en vild og uregerlig stemme.
Yahya Hassan er ikke nogen pleaser – han er nærmest strittende, fordi hans identitet er så sammensat, på en gang båret af stor artikulation, men også brudflader, når han indrømmer kriminalitet. Det er en styrke i bogens fremstilling, at den virkelig får fremhævet Yahya Hassans sikkerhed/troværdighed som digter og debattør. Læs denne nuancerede beskrivelse af hans facon:
”Han omtaler desuden sin egen person og sine kriminelle handlinger med satirisk afstandtagen og bruger racistiske termer om sig selv. På den måde får han udstillet racismens grove, forsimplende sprog og får desuden frataget den hvide offentlighed definitionsretten over ham.”
Bogens digte er et fænomen i dansk sammenhæng, og salget af dem overgår alle andre danske debutanter nogensinde. Noget der har været tavst og ikke italesat, finder ud i offentligheden. For det er det, identitetspolitik handler om: At en gruppe, som har været forsømt, kan trænge igennem med sin egen historie.
Sygdom og privilegier
Mens Yahya Hassan retter op på en forsømmelse i dansk litteratur og debat, så gør danske Maria Gerhardt og amerikanske Paul Kalanithi noget andet. De er opmærksomme på privilegier, som man mister, når man bliver terminalt syg. De døde begge af kræft, da de var i trediverne.
Især Kalanithis ”Før jeg forsvinder” (2016, da. 2016) læser jeg som den mest direkte historie i bogen, for Kalanithi har oplevet stor anerkendelse før sin sygdom. Og under sygdommen mister han det, som han før kæmpede så hårdt for. Han er den eneste af de seks forfattere, som oplever at være i begge yderpositioner, både meget privilegeret og skrællet for vigtige privilegier som sårbar kræftpatient.
Men også Gerhardt har en umiddelbar sans for den forskellige fordeling af privilegier herhjemme. Gerhardt vender op og ned på tingene, når hele Nordsjælland er omdannet til et stort, luksuriøst hospice. Det er så frækt skrevet, når Nordsjælland gøres til de syges sted. En del af Sjælland, som normalt er domæne for nogle af de rigeste danskere.
Marie-Elisabeth Lei Pihl diskuterer åbent: Beskrivelserne af det utopiske hospice er honningsøde, men hun mener alligevel, at det ikke er satire. Men er det ikke lige netop satire – og sjov satire? En stimulerende udfordring af de raske.
Det er en debat, som er svær at overse lige nu, både i dagspressen og på sociale medier i Danmark. Mental Load bliver især brugt til at beskrive kvinders solide, men ofte usynliggjorte arbejde
Hos Gerhardt oplever de syge ”tom anerkendelse”, når hensigtserklæringer ikke følges op af praktisk handling.
Når det gælder Paul Kalanithi, får Marie-Elisabeth Lei Pihl sagt rammende ting om en helt ny tidsopfattelse hos Kalanithi. Tiden opleves som ”uorganiseret kaoskraft”.
Flere ting slås fast: At kontrollere sin tid er et privilegium for de få. Og ikke alle er tidseffektive og nyttige. Kalanithi arbejder mange timer om ugen som turnuslæge. Han kan levere og præstere i det leje, selvom det ikke er godt for ægteskabet. Relationen til arbejdsmarkedet er sådan for de raske, men bliver justeret undervejs: At hårdt arbejde siden vil kunne vinde oceaner af tid, er mere et håb end en realitet.
Kalanithi fornemmer selv, hvad der er på vej: Han føler sig ”mild og blød i en patientkåbe”, mens han før følte sig autoritær i kittel. En god sammenfatning, der fortæller klart om værdierne i vores travle samfund.
Den gængse tidsopfattelse bliver spiddet i hans historie. Spændvidden i forståelsen af de privilegeredes og de privilegeredes liv er størst, når der kan konkluderes sådan: Tiden er et ræs, men kun for den som kan løbe.
Moderskabet (og mental load)
Lige dette med at løbe, kommer canadisk-britiske Rachel Cusk også ind på i sin bog ”Et livsværk. Om at blive mor” (2001, da. 2021). Her taler hun om at få moderskab og arbejde til at gå op i en højere enhed: Det er som at løbe med vægte.
Rachel Cusk lægger ikke skjul på, at det er et hårdt arbejde at være mor. Det gør noget ved hende som person. Hun taler om ”sit slatne, tabte jeg”. Det udraderer hende næsten. Som mor er hun blevet til den inaktive fortæller af eget liv.
Danske Maja Lucas er helt parallel i sin hudløse bog om moderskab: ”Mor. Historien om blodet”. Lucas beskriver ammesituationen som en evig influenza. Og ligesom hos Cusk er moren uden et selvstændigt jeg.
Anerkendelse opstår grundlæggende i relationer mellem mennesker. Så enkelt og fantastisk kan det være
Marie-Elisabeth Lei Pihl mener, at der er tale om underkendelse. Det store arbejde, som kvinder udfører, bliver bagatelliseret.
Det er en debat, som er svær at overse lige nu, både i dagspressen og på sociale medier i Danmark. Mental Load bliver især brugt til at beskrive kvinders solide, men ofte usynliggjorte arbejde. De koordinerer en lang række funktioner i familierne.
I sin bog kommer Marie-Elisabeth Lei Pihl godt rundt om anerkendelseskampene indenfor racisme og etnicitet, terminal sygdom og det kønnede moderskab – hun får profileret de danske bidrag i samspil med de engelsksprogede. Og det bedste er endnu tilbage. Hun fortæller om sine egne erfaringer med at være mor til nyfødte tvillinger. Her kommer hendes farmor kørende med et måltid mad. Det glemmer den nykårede mor ikke: En skål suppe kan gøre en stor forskel.
For anerkendelse handler også om at kunne se behovet for hjælp i et andet menneske og så handle på det.
Anerkendelse opstår grundlæggende i relationer mellem mennesker. Så enkelt og fantastisk kan det være.
Læs også
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her