LONGREAD // ESSAY – Hvad angår fremtiden, sad jeg for nylig til en familiefødselsdag med stærke tømmermænd fra årets gallafest og hang lidt ind over bordet. Min farfar ville høre om min skudsikre plan for de næste 10 år. Perfekt tidspunkt at spørge sit barnebarn om fremtidsplanerne, når hun har svært ved noget så basalt som at holde hovedet højt og se uden solbriller på. Så per automatik svarede jeg: “Det er svært at vælge”. Ikke det mest ambitiøse svar, kunne jeg fornemme ud fra hans gestik, selv om man i familien er glad uanset om man bliver SOSU-assistent eller advokat. Til min vage udmelding kom han dog med et ret ligetil svar: “Det er svært at leve”. Sidsel Lund fra Innovationsgymnasiet, Niels Brock, reflekterer i dette essay over gymnasietiden og det at blive student.
Dimissionen er for studenterne, hvad nytårstalen er for monarkisterne og de resterende traditionsbundne patrioter, der lader sig forføre af dronningen og hendes afsondrede skikkelse kl. 18.00 d. 31. december. Ligesom dronningen, der betragter det forgangne år og ser forventningsfuldt ind i det nye, reflekterer jeg over de tre år, som nu så pludseligt er gået.
Tre års anstrengelser komprimeret ned til to karakterer i hvert fag, for mundtlige og skriftlige præstationer og for eksamener, som enten kunne gå så euforiserende ekstatisk eller skamfuldt skidt. Det er tid til revision af tre års indsats. Bag dimensionens pomp og pragt (for vi dimitterer fra det gamle Børsen, de formelle penges højborg), otte timers tale og et par hundrede flyvende, blå studenterhuer, gemmer der sig en skillevej. En ny æra begynder, og min krop sitrer bare ved tanken. Hvad skal jeg nu? Jeg skal i hvert fald væk fra kantinens 5-kroners-kaffe.
Man skal kunne skelne mellem det officielle gymnasium: undervisning, ledelsen, lærerne og karakterer og det uofficielle, som styres af eleverne og som foregår imellem os, når skoledagen slutter og fritiden tager over
Gymnasiet er en periode i livet, hvor mange ting ændrer sig. En klassisk karakteristik af gymnasietiden, vil derfor ofte lyde således: Gymnasiet føles som en forvirrende, kaotisk og udmattende evighed. Det er som sådan ikke kun gymnasiets skyld. Man skal kunne skelne mellem det officielle gymnasium: undervisning, ledelsen, lærerne og karakterer og det uofficielle, som styres af eleverne og som foregår imellem os, når skoledagen slutter og fritiden tager over.
For det føres også tilbage til de(t) stadie(r) i livet jeg gennemgår, mens jeg tilfældigvis også tager en ungdomsuddannelse og lærer om knappe ressourcer, velfærdsstat, inflation, læser The Graduate fra 1963, diskuterer autofiktionens etiske problemstillinger for endeligt at afrunde dagen, vurderer Carlsbergs internationaliseringsstrategier. Skiftende mellem følelsen af relevans og overflødighed. Fagene er, som en blandet pose bolcher, hvor du har fundet dine foretrukne – det du er bedst til.
Studerende på deltid, mig på fuldtid
Jeg prioriterer. Det er ikke nødvendigvis en udfordring at prioritere, for det sker som regel af sig selv. Det ene før det andet. Mennesket, mand som kvinde, er ikke i stand til at multitaske. Det proklamerede min vens far i hvert fald ved middagsbordet på en sommerhustur til lysets fødested – Vesterhavskysten. Og førend jeg havde modsagt ham tilstrækkeligt nok gange til at nå den hårfine balance mellem viljestærk ung og ubehøvlet gæst, kom papir og blyant frem. Nu skulle jeg testes.
I sin simpelhed gik det ud på, at jeg skulle skrive en sætning og bagefter fuldende en talrække op til 10. Faren tog tid. Efterfølgende skulle jeg igen skrive samme sætning – denne gang skulle hvert bogstav dog suppleres med et tal. Det tog omtrent 10 sekunder længere. De 10 sekunder bekræftede faren i hans påstand og blev det bærerende bevis for, at jeg ikke var i stand til at multitaske – ikke på samme tid i hvert fald. Jeg gentager klog af skade: Man kan ikke multitaske.
Du er ifølge det liberale tankesæt grundlaget for din egen dannelse. Du er selv herre over, hvad der er rigtigt for dig – men dine lærere, din familie og ikke mindst venner har formentlig delte meninger om, hvad du burde foretage dig
Tilbage til prioriteringerne. Det som trækker tænder ud og giver grå hår på hovedet, er evnen til at prioritere rigtigt. Prioriteringer er lig med overlevelse. Men hvad er rigtigt, hvad er forkert og hvordan finder man balancen? Jeg har erfaret, at det først og fremmest kræver, at du kender dig selv. Rigtigt godt endda. Indekstallet i basisåret er 100, og du er ifølge det liberale tankesæt grundlaget for din egen dannelse. Du er selv herre over, hvad der er rigtigt for dig – men dine lærere, din familie og ikke mindst venner har formentlig delte meninger om, hvad du burde foretage dig torsdag aften eller “lille fredag”, som fænomenet kaldes af byens tørstige unge.
Gymnasiet er ikke for alle
Ville gymnasiet, hvis den var en café, vinde AOK’s pris “Byens bedste” år 2019, den ultimative publikumspris, hvis det var muligt? Formentlig ikke. Gymnasiet tiltrækker sig meget opmærksomhed. Anmelderne bevæger sig ubeslutsomt mellem kontrasterne positivt og negativt. Jeg tog en hurtig rundspørge i klassen: Hvad er vigtigt at have med, når man skriver om sin tid i gymnasiet?
Det var der delte meninger om. Nogle talte om et uddannelsessystem, som havde svært ved at rumme diversiteten. Man ved, at nogle lærer bedst ved at læse, andre skal lytte og nogle skal se. Visse mennesker skal selv afprøve teorien i praksis, for at forstå dets omfang. Du kan være frembrusende og ivrig i din fremtoning eller tilbageholdende. Mere reflekterende. Skønt man i samtiden er bevidst om og gerne hylder individets forskellighed, forfalder gymnasiet ofte til den samme, gamle praktisering og idéen om, at alle lærer ens, bedst gennem tavleundervisning og PowerPoint.
Af samme grund er gymnasiet ikke for alle. For det er nemt, at komme bagud, hvis man ikke følger med på tavlen. Selvom man snildt kunne bruge 10 eksempler mere, så får man de to. Resten skal give sig selv. Koncentrationen skal også gerne holde til i hvert fald 10 siders PowerPoint og et 40 minutters langt, integreret kommentarspor. Sommetider 90 minutters prædiken og så er modulet overstået. Det grunder i at undervisningen i gymnasiet gerne skal forberede de studerende på det der kommer senere hen – på universitet. Alligevel er det under halvdelen i min klasse, som ønsker at gå den vej. Især, fordi de er forskræmt af kilometer lange taler. Gymnasiet er ikke for alle, fordi det skal kunne rumme alle. Og det er næsten umuligt at gøre alle tilfredse. Så man må benytte en standardformel. Ikke desto mindre, kan gode hoveder gå til spilde, hvis eller når skoletrætheden overmander disse.
Nogle nævnte også et uretfærdigt karaktersystem. Et system, som byder dig velkommen til at tage plads på et af de syv trin. Det er enten eller. Og skulle du befinde dig lige på grænsen, beder man til de højere magter om, at karakteren rundes op. Man evalueres ud fra et fastfrossent skema, som nogle undervisere håndhæver strengt og andre følger mere fleksibelt. Jeg fik engang 4 i skriftlig dansk, fordi jeg stavede ordet ”og” ukorrekt. Hvordan er det muligt? Det skyldes, at jeg havde vænnet mig til at bruge det latinske ”&” og eftersom ordet optrådte 21 gange i diktaten, var der pludselig rigtig mange fejl. Utåleligt og ikke til at se bort fra, blev det besluttet. Så faldt årsgennemsnittet. Surt show. Med en løftet pegefinger siger jeg dig derfor nu: ”&” kan kun erstatte ”og”, når der er tale om sætninger som er tættere forbundet og skal forenes til et hele. Brugbart?
Jeg har tit tænkt: Hvad er værdien af de høje karakterer, når jeg ikke ved, hvad jeg skal bruge dem til?
Men det kommer sig også af, at mange lærere er grøntsagsfanatikere – de er især vild med guleroden – ”Du får 10 næste gang, hvis bare du…” – og det sgu sjældent man får det, for de bliver gerne ved. Selvfølgelig er jeg dog heller ikke helt uden skyld. Mit incitament falder typisk drastisk efter sådan en karaktersamtale. Jeg har tit tænkt: Hvad er værdien af de høje karakterer, når jeg ikke ved, hvad jeg skal bruge dem til? Og hvordan forsvarer jeg min skuffelse, når det går galt i en prøve, som jeg faktisk ikke havde nogen forventning til? Udover at gennemføre og få 12. Hvordan er det muligt, at jeg som flittig elev knokler tre år i træk, for så kun at blive bedømt på de sidste to måneders præstationer? Til tider kun for den sidste times arbejde? Er det virkelig et retvisende billede?
Det er nu snart en måned siden, at mine endelige årskarakterer blev lagt ud på netprøver.dk. Jeg har endnu ikke set dem. Af frygt. Og ligegyldighed. Jeg frygter en mulig skuffelse – det er trods alt tre års relativt hårdt arbejde, selvfølgelig med svingninger – man er vel blot et menneske.
Sidste sommer, lige inde de afsluttende eksamener i 2.g, mistede jeg min moster til kræft. Det var ikke nemt at se en person jeg elskede, nedbrydes til det ugenkendelige. Slet ikke at skulle lægge følelserne på hylden for at kunne være tilstede i nuet og navigere rundt i sociale sammenhænge, afleveringer og kommende eksaminer
Det kan være svært at skulle præstere hver dag, når timens sidste opgave skal fremlægges og der er ting i det private liv, som gør det svært at abstrahere og ikke mindst koncentrere sig. Ting, der gør det svært bare at være. Sidste sommer, lige inde de afsluttende eksamener i 2.g, mistede jeg min moster til kræft. Det var ikke nemt at se en person jeg elskede, nedbrydes til det ugenkendelige. Slet ikke at skulle lægge følelserne på hylden for at kunne være tilstede i nuet og navigere rundt i sociale sammenhænge, afleveringer og kommende eksaminer. Gymnasielivet, som ellers var blevet en rutine, blev pludselig meget uoverkommeligt. Især eksaminerne, som ikke kunne ignoreres.
Jeg fortalte om situationen til en lærer, som derefter med bedste hensigt svarede, at jeg skulle tage den med ro. Rolig var imidlertid ikke en tilstand, jeg som sådan kunne dvæle ind i, når det gjaldt en forestående gruppeeksamen. Heldigvis gik det godt. En succesoplevelse på en varm sommerdag, hvor blomstrede kjoler fyldte bybilledet og hvor en bisættelse ventede i weekendens skumring. En rigtig optur-nedtur oplevelse.
Anderledes gik det dog til matematik mundtligt. Forventningerne hertil var ellers sat højt. Efter bisættelsen, tog den nærmeste del af familien ud for at se stedet, hvor urnen skulle nedsættes. Min onkel, som nu var blevet enkemand, opsøgte mig og sagde, at han håbede det gik godt til den kommende eksamen. Bare så der var noget at fejre. Eksamen stod for døren. Med syv dages intenst arbejde og 21 siders matematiknoter i hånden gik jeg op, og jeg har aldrig været så tæt på at dumpe. 02. Efterfølgende skulle der lige fældes et par tårer og opbygges noget selvværd igen. Det åndssvage er, at jeg kort troede, det skulle definere min fremtid. At nu var alt spoleret – selvom hvad skulle jeg have spoleret, når jeg endnu ikke ved, hvad jeg vil? Det gik ikke som forventet, men det er nu engang sådan livet er. Utilregneligt. Til det er der kun at sige pyt. Pyt.
Dengang i 1.g
Gymnasiet er en proces, hvor du tydeligvis modnes og ældes. Selvfølgelig har man gennemgået en markbar mental forandring fra jeg var de 16 til næsten 20. Da jeg startede i 1.g, indledte vi med en introuge. Som det allerede ligger i ordet, blev vi introduceret til alt der hed skole. Fag, lærere, kantinen og 5-kroners-kaffen, den søde kantinedame og ikke mindst traditionerne. Efterfølgende blev vi ledt mod Kongens Have, men ikke uden et stop i Netto ved Nørreport for at købe nødvendige forsyninger til ølstafet eller en rolig snak i græsset.
Senere samme uge skulle vi i Dyrehaven. Dyrehaven var dyrisk. Ingen tvivl om det. Håbefulde, berusede 1.g’ere iklædt hvide t-shirts, fuldstændig overmalet med sprittusch fra top til tå på en grå regnvejrsdag. Håret sad dog stadig godt. Der blev ikke lagt skjul på noget, tuschen skrev hvad hånden bestemte og hvad hovedet tænkte. Vendingerne gik igen: “Bedste røv”, “Emil er lækker”, “Liderlig”. Hormonerne (og alkoholen) steg de fleste til hovedet, selv om vi befandt os i en skov, med mudrede sko og billige flasker. Som zombier gik vi forbi, rundt om og imellem hinanden, ledte efter bekendte. Efter drenge. Efter piger. Dyrehaven er et velkendt fænomen, som mange ser frem til, når de starter i gymnasiet.
Når de nye 1.g’ere starter, begynder medierne at fokusere på gymnasiernes (uofficielle) traditioner, de unges drukkultur og hvor abnorm denne egentlig er. Man ser, at nogle siger fra, hvis deres grænser overtrædes. Udtaler sig i medierne. Skifter skole. Folk der er opmærksomme på, at deres ubehag ikke forsvinder, selv om de drikker mere. Men de fleste bliver i det, lader det blive en normalitet, selvom hjerterytmen i starten stiger betydeligt. Mange lader nej-hatten blive derhjemme, fordi de ikke vil gå glip. Ikke nødvendigvis fordi de har lyst. Andre nyder det, fordi det er sjovt. Fordi det er en ny start. Fordi man endnu ikke er udbrændt eller skoletræt og alt er forfriskende og spændende.
Nej’et er ikke endegyldigt. Man må godt sige nej, det gør ikke noget, at man ikke altid er med, hvis man faktisk ikke gider.
I gymnasiet opdager mange, at de har svært ved at sige nej. Man tilsidesætter egne behov for at indgå i fællesskabet. Samtidig gør man det også for at styrke sig selv og sin egen position. Man vil nødigt være den, som er udenfor. Man vil gerne vise de andre, hvem man egentlig er. Som sagt er gymnasiet en proces og med tiden lærer man da også at blive et individ, som godt kan sige nej. Nej’et er ikke endegyldigt. Man må godt sige nej, det gør ikke noget, at man ikke altid er med, hvis man faktisk ikke gider.
Selvom jeg nu selv har stået for lidt kritik af gymnasiet, så synes jeg også, det har været godt. Ingen tvivl om det. Jeg respekterer, når mine medstudenter kritiserer gymnasiet. De står trods alt i det. Det er dog en anden sag, når udefrakommende voksne mennesker kritiserer de studerende.
Ikke kun druk
Jeg synes, at gymnasiet får for meget skældud i medierne – for hvornår hører man om de gode studenter? Eller de gode lærere? De findes. Og rosen er at finde på skolernes private intranet, adgang forbudt for offentligheden – forbudt for de som tror, at vi ikke laver andet end at brokke os over karakterskalaen og de tårnhøje forventninger, som vi pådutter hinanden og os selv med. Som ikke tror på, vi bruger vores fritid på andet end druk, når vi altså fralægger os pseudolivet foran telefonen. De som generaliserer, tror, at alle elever entydigt hylder ”puttemiddage” og dødsdruk i Dyrehaven. På gymnasiet er der også respekt og gensidig anerkendelse.
Som eksempel plejede vi i min klasse at klappe efter hvert afsluttet modul. Det var en tradition og en anerkendelse af lærerens og vores eget arbejde. En samarbejdende helhed. Denne helhed og de faste rammer forsvinder efter dimissionen og den efterfølgende vogntur. Det er vemodigt. Det er underligt. Men jeg kan ikke lade være med at blive en smule stolt over, at jeg denne sommer bliver student. På lige fod med alle andre. Om man så har gjort det exceptionelt godt eller kun lige er nået igennem med lodder og trisser, så kan vi godt være stolte. Vi bliver studenter.
Foto: Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
