mm

Mette Holm

Mette Holm er Asien-journalist og forfatter med baggrund i antropologien, født i 1953. Hun har beskæftiget sig med Kina siden slutningen af 1970erne, var udvekslingsstuderende og læste kinesisk i Beijing 1981-82 og har studeret, boet, rejst og arbejdet i det vældige land gennem alle årene, så det sammenlagt er blevet til mere end 10 år i Kina. Siden hun blev journalist i 1987, har hun dækket Kina og nabolandene på udlandsredaktionerne hos bl.a. Ritzaus Bureau, TV-Avisen, TV2’s Nyheder, Jyllands-Posten, Weekendavisen og DRP1’s Orientering. Hun har skrevet 15 bøger og bidraget til flere om bl.a. Kina, Mongoliet, Myanmar og Vietnam, er flittig kommentator i medierne og foredragsholder i det ganske land, dels om Kina og sit øvrige revir, dels om menneskerettigheder, dels om FN’s verdensmål – eller en blanding. Privat nyder hun at udforske verden, ro på fladt vand på Øresund i sin kajak og vandreture i barndommens revir, Dyrehaven. Skribenter på POV får ikke betaling. Du er mere end velkommen til at støtte Mettes artikler på POV via mobile pay: 28 12 53 00. På forhånd tak. Mere om Mette og hendes aktiviteter her: www.metteholm.com, www.metteholm.info.

Foto: Torsten Graae

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Mette Holm
på Mobile Pay: 28 12 53 00

Et forudsigeligt Kina i en uforudsigelig verden

ANALYSE –  Mens USA og Rusland kan forekomme utilregnelige i disse urolige tider, virker Kinas udenrigspolitik gennemskuelig og forudsigelig: det altdominerende Kommunistparti skal fastholde magten for evigt. Hvis det skal lykkes, er det nødvendigt, at det store flertal af kinesere har det godt og oplever stigende levefod. Den umættelige organisme fordrer forsyningssikkerhed af enhver art, rene fødevarer, energi og råvarer. Formlen er blevet forfinet gennem 40 år, hvor Kinas økonomi er 30-doblet. Den kræver politisk stabilitet i Kina og helst også i nærområderne, gerne hele verden. Det ekspansive fokus på Afrika er en del af strategien forklarer Mette Holm, der også konstaterer, at overalt, hvor Trump trækker USA ud, træder den kinesiske leder lynsnart til.

Mens de kinesiske ledere bestræber sig på at gøre livet lettere for det store flertal, strammes nettet om kritikere. Overvågningen er heftig, voksende og avanceret – ikke mindst i randområder som Tibet og Xinjiang, der sammen med Indre Mongoli udgør lige godt halvdelen af Kinas samlede areal, om end kun en beskeden del af befolkningen.

Set gennem dette prisme giver Kinas stadig tættere forbindelser til Afrika mening – ligesom det enorme, tæt på verdensomspændende, infrastrukturprojekt, Bælt og Vej, 一带一路 (Yīdài yīlù) gør det.

Som led i det gigantiske projekt ejer Kina nu havne hele vejen fra Det sydkinesiske Hav og til Middelhavet, hvor aktiemajoriteten i Grækenlands største havn, Piræus, er på kinesiske hænder.

Siden 2000 har Kina knyttet stadig tættere bånd til Afrika med udviklingsbistand, investeringer, lån og kreditter …og qua befolkningstilvæksten, ressourcerne og det enorme behov for udvikling er Afrika indlysende interessant for Kina

Kina ejer 10 procent af Europas havne og opkøber i stor stil infrastruktur og virksomheder i Europa. I fjor etablerede Kina sin første militærbase i udlandet, i Djibouti på Afrikas Horn – for bedre at kunne ”opfylde sine internationale forpligtelser til at eskortere skibe og udføre humanitære operationer … samt bidrage til at fremme økonomisk og social udvikling i Djibouti”.

Den kinesiske Drøm

Bælt og Vej er del af Kinas enevældige præsident og partichef, Xi Jinpings Kinesiske Drøm, 中国梦 (Zhōngguó Mèng), om et magtfuldt og prægtigt Kina, drevet frem af kollektivet og socialismen; Bælt og Vej skal forbinde Kina med Afrika og Europa ad vandvejen og over land. I foråret trak Xi Jinping med et pennestrøg, næsten som en strøtanke, også Arktis med ind i Bælt og Vej.

Siden 2000 har Kina knyttet stadig tættere bånd til Afrika med udviklingsbistand, investeringer, lån og kreditter. I 2015 lovede Xi Jinping at øge Kinas bidrag til FN betydeligt, bl.a. med 8000 fredsbevarende soldater og en mia. dollars til styrkelse af kvinders vilkår, ikke specifikt øremærket til Afrika, men en stor del af indsatsen foregår dér.

Kinas voksende engagement er globalt og stopper ikke i Afrika. Men qua befolkningstilvæksten, ressourcerne og det enorme behov for udvikling er Afrika indlysende interessant for Kina.

Den kinesiske drøm – grafik: Mette Holm.

Hvis alle kinesere spiste lige så meget kød, som vi gør, ville de alene konsumere 80 procent af verdens samlede kødproduktion.

Bælt og Vej skal sikre handelsruter og kommer til at binde verden sammen på en ny måde. Om føje tid kan vi tage et hurtigtog fra Europa og komme til Kina på bare to døgn … Bælt og Vej skal også sikre, at hjulene snurrer i Kina, så der er arbejde til alle … Det store projekt holder liv i kinesisk industri i mange år frem

Så selvom kinesernes kødvaner er langt mere bæredygtige end vores er, sikrer Kina sig dog betydelige kødforsyninger fra Europa og – især – Sydamerika.

For planen er, at Kina skal kunne afsætte kinesiske varer og tjenester vidt omkring og også importere forsyninger for at sikre, at kineserne spiser sig mætte hver dag og i det hele taget er tilfredse med tilværelsen, så de ikke gør oprør mod Kommunistpartiets enevælde.

Bælt og Vej skal også sikre, at hjulene snurrer i Kina, så der er arbejde til alle. Bælt og Vej er bl.a. en storstilet eksport af kinesisk infrastruktur, for det meste finansieret af billige kinesiske lån – til køb af kinesisk infrastruktur, varer og tjenester. Det store projekt holder liv i kinesisk industri i mange år frem.

Kina og Afrika

I den forgangne uge mødtes et halvt hundrede afrikanske ledere med deres kinesiske kolleger i Beijing til det syvende kinesisk-afrikanske topmøde, Forum for kinesisk-afrikansk Samarbejde, FOCAC, der finder sted hvert tredje år. Mødet er centralt i forholdet mellem Kina og de fleste lande på det afrikanske kontinent. Kina er den vigtigste pengemaskine i Afrikas udvikling – med bistand, finansiering, investering og samhandel.

I år lovede Xi Jinping – i forlængelse af samme indsats for tre år siden – Afrika 60 milliarder dollars: 15 milliarder i form af bistand, rentefri eller lavrentelån; 20 milliarder dollars i kreditter, 10 milliarder dollars til oprettelse af en særlig udviklingsfond, fem milliardert til import til Kina fra Afrika samt løfte om at opmuntre kinesiske selskaber til at investere 10 milliarder dollars i Afrika de kommende tre år.

Med Kinas statskapitalisme og den meget flydende grænse mellem stat og privat i Kina er der ingen grund til at betvivle, at det vil ske.

HVERT TREDJE ÅR MØDES KINAS OG AFRIKAS LEDERE I KINA ELLER AFRIKA, HER I BEIJING SEPTEMBER 2018

Dertil kommer gældseftergivelse til Afrikas mindst udviklede, mest forgældede og fattige lande samt dem, der ikke har adgang til havet, eller små østater – forudsat, at de plejer diplomatiske forbindelser med Kina. Det eneste afrikanske land, der stadig anerkender Taiwan er, eSwatini, det tidligere Swaziland.

Kinas støt voksende engagement i Afrika vækker bekymring i Vesten, men på FOCAC udtrykte parterne selv stor tilfredshed. Afrika har brug for Kinas penge, Kina har brug for Afrikas ressourcer. Begge parter betegner det som en win-win-situation. Faktisk brugte Xi netop den betegnelse fem gange i åbningstalen til FOCAC.

Her er France 24’s analyse af lånepolitikken med reportage fra mødet:

Vestens bekymring

Kina trækker på skulderen over Europas bekymring:

”I har haft 400 år til at organisere jer i Afrika – og se, hvordan det er gået!” Kinas regering og også nogle af de afrikanske ledere hentyder til flere hundrede års europæisk udnyttelse af afrikanerne, deres ressourcer og deres lande, som den dag i dag kommer til udtryk i ét-benede afrikanske økonomier, der hviler på eksport af ganske få uforarbejdede råvarer, det være sig frugt, mineraler eller ædelsten, til Vesten; og gennem de vilkårlige grænser, der er trukket på kryds og tværs af stamme-, religiøse og geografiske tilhørsforhold.

Mange af vor tids krige og konflikter på kontinentet udspringer af europæernes hensynsløse grænsedragning i kolonitiden.

Generelt respekterer Kina eksisterende lovgivning, der beskytter arbejderne og et lands ressourcer osv … Men i lande, hvor den slags ikke fungerer, arbejder Kina – både statsligt og privat – efter de laveste krav

Kina har siden Mao Zedongs tid bistået afrikanske lande med uddannelse af ingeniører, læger, sygeplejersker mm. De seneste 18 år har Kina bygget klinikker, hospitaler, skoler, anlagt veje, jernbaner, havne, lufthavne, broer, fabrikker, universiteter – og sågar bygget et ’efterretningsakademi’ til Zimbabwes nyligt afsatte røverpræsident Robert Mugabe.

Generelt respekterer Kina eksisterende lovgivning, der beskytter arbejderne og et lands ressourcer osv. Så hvis et land i forvejen har et fungerende statsapparat med nogenlunde velfungerende institutioner som korruptionsbekæmpelse og retssikkerhed, arbejdsmiljø- og miljølovgivning, underminerer Kina det ikke.

Men i lande, hvor den slags ikke fungerer, arbejder Kina – både statsligt og privat – efter de laveste krav. Og i flere lande møder Kina kritik for selv at medbringe arbejdskraft og for fx at underbyde og derved underminere lokale handlende, og dermed den lokale økonomi – uanset, at der bygges imponerende veje, havne og broer.

Da jeg for nogle år siden rejste rundt i det sydlige Afrika for at se på netop kinesernes engagement, kunne man nogenlunde regne med, at i fx Sydafrika og Botswana, der havde forholdsvis stærk lovgivning, respekterede kineserne den. Et andet godt eksempel er Etiopien, der har forstået at udnytte de økonomiske muligheder, som samarbejdet med Kina giver. Men i fx Zimbabwe har der ikke været nogen kære mor, her har kinesiske arbejdsgivere opført sig lige så hensynsløst som staten.

Forholdet mellem Afrika og Kina er baseret på lighed, gensidig respekt og viljen til fælles bedste. Tæt samarbejde om at styrke implementeringen vil gøre processen bedre. Det er på tide, at Afrika selv også øger indsatsen – Rwandas præsident

Vestens kritik af Kinas tilstedeværelse i Afrika følger flere spor: en fornemmelse af, at Kina trænger ind på noget, der i virkeligheden er Europas domæne; at Kina ikke kræver demokrati og god regeringsførelse i vestlig forstand, men gerne og helst engagerer sig, hvor der råder stabil regeringsførelse.

Men hvis gevinsten i form af ressourcer eller andet udbytte er tilstrækkelig stor, holder Kina sig ikke tilbage fra konfliktområder som fx Sydsudan. Kinas nationale Olieselskabs engagement dér endte med at blive drivkraften bag øget kinesisk deltagelse i fredsbevaring.

I Beijing erklærede flere afrikanske ledere tilfredshed med samarbejdet med Kina, blandt dem Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa:

”FOCAC modbeviser det synspunkt, at en ny kolonisering er ved at vinde frem i Afrika, som vore kritikere vil have os til at tro.” Tvært imod, mener Ramaphosa, samarbejdet mellem Kina og Afrika har båret megen frugt, og at det hviler på de afrikanske folks grundlæggende ret til at bestemme over deres egen fremtid: ”De seneste 18 års fremskridt viser med al tydelighed FOCACs håndgribelige og varige gavn for afrikanerne, såvel som for Den kinesiske Folkerepublik.”

Rwandas præsident, Paul Kagame, var enig: ”

Afrikas voksende forbindelser til Kina sker ikke på nogens bekostning. Gevinsten gavner alle, der gør forretning med os. Opbyggelsen af afrikanske institutioner til gensidige transaktioner og effektiv overvågning kommer til at gøre en vældig forskel. (…) Forholdet mellem Afrika og Kina er baseret på lighed, gensidig respekt og viljen til fælles bedste. Tæt samarbejde om at styrke implementeringen vil gøre processen bedre. Det er på tide, at Afrika selv også øger indsatsen.”

Klapsalverne bragede flere gange under Xi Jinpings lange tale til de afrikanske ledere i Beijing, fx da han lovede at styrke Afrikas interne infrastruktur ved at forbinde landene, der i dag lider under meget ringe interafrikanske fly- og andre forbindelser. Det kan være lettere at komme fra en afrikansk hovedstad til Paris, London eller Bruxelles, end at komme til en anden afrikansk hovedstad.

Her er dækningen af mødet netop set med sydafrikanske mediebriller:

Når Trump vakler, træder Kina til

Den opmærksomme læser har noteret sig, at USA ikke indgår i den kinesiske ellers verdensomspændende økonomiske ekspansion, og det skyldes ikke alene den irrationelle leder i USA for tiden.

En anden – og betydelig – konsekvens af Donald Trumps udenrigspolitik er, at overalt, hvor USA trækker sig ud, træder en selvsikker Xi Jinping ind og overtager lederskabet. Det skete allerede ved topmødet i Davos i januar 2017. Her fravalgte Trump muligheden for at optræde. Det tog kun et øjeblik for Xi Jinping at beslutte at møde op og holde et brag af en tale

Uanset Donald Trumps frådende handelskrig mod Kina og kinesernes bestræbelser på at håndtere den, er disse, verdens to største økonomier, tæt forbundne via USA’s enorme gæld på et par tusind milliarder dollars til Kina i form af amerikanske statsobligationer.

En anden – og betydelig – konsekvens af Donald Trumps udenrigspolitik er, at overalt, hvor USA trækker sig ud, træder en selvsikker Xi Jinping ind og overtager lederskabet. Det skete allerede ved topmødet i Davos i januar 2017. Her fravalgte Trump muligheden for at optræde.

Det tog kun et øjeblik for Xi Jinping at beslutte at møde op og holde et brag af en tale – ikke specielt overraskende derhjemme, men den bjergtog ganske toppen af Vestens erhvervsliv med sin poesi, omfang og visioner, bl.a. for bekæmpelse af klimaforandringerne. Og for hver en tomme, Donald Trumps USA viger eller vakler i internationale sammenhænge, er Kina klar til at glide ind og udfylde tomrummet.

Verdens store held var, at både Xi Jinping og Trumps forgænger som USA’s præsident, Barack Obama, engagerede sig i aktivt i kampen mod klimaforandringerne og indsatsen for bæredygtighed, for prisen for Kinas enorme økonomiske udvikling har været miljøet.

Xi Jinpings drøm om et magtfuldt og modent Kina i 2050 skal bl.a. realiseres ved, at Kina folder sig ud og påtager sig et internationalt ansvar, der stemmer overnes med Kinas størrelse og hastigt voksende selvagtelse; dels af egen kraft og ved egne initiativer; dels gennem bekendelsen til store globale projekter som FN og kampen for klimaet.

Multilateralisme med forbehold

Kinas forholdsvis nye multilateralisme gælder dog ikke længere, end at lederne nødigt underkaster sig kontrol udefra og fx ikke – trods det ellers aktive medlemskab af FN – respekterer FN’s internationale Havretskonvention (UNCLOS) og den dom, der afviste Kinas krav på øer i Det sydkinesiske Hav, som bl.a. Filippinerne og Malaysia også gør krav på. Kinas fortolkning af ’indre anliggender’ er overordentlig bred, og dommen blev blankt afvist med henvisning til, at der var tale om et ’indre kinesisk anliggende,’ som ikke angår UNCLOS.

USA’s Stillehavsflåde har ved flere lejligheder beskyttet Taiwan, når Kina har raslet med sablen over for udbryderøen og truet med at gøre alvor af en militær ’tilbageerobring’

Kina gør hævd på Spratleyøerne, Paracellerne og Diaoyudao (som japanerne kalder Senkaku-øerne) i Det sydkinesiske Hav og har udbygget rev og småøer med landingsbaner mm. som ’bevis’ på ejerskabet. Hvor Kinas offensiv rundt om i verden først og fremmest er økonomisk, patruljerer kinesiske flådeskibe, fly og ’fiskerbåde’ i Det sydkinesiske hav, hvor det er kommet til skærmydsler og mindre sammenstød med bl.a. japanske og vietnamesiske skibe.

Kina føler sig trådt for nær af den amerikanske Stillehavsflådes tilstedeværelse i  Det sydkinesiske Hav, som Kina med sin voksende indflydelse og selvagtelse i strid med alle internationale konventioner opfatter som et ’indre anliggende’. USA’s Stillehavsflåde har ved flere lejligheder beskyttet Taiwan, når Kina har raslet med sablen over for udbryderøen og truet med at gøre alvor af en militær ’tilbageerobring’.

Da nationalisterne i Kina tabte borgerkrigen til kommunisterne i 1949, flygtede Chiang Kai-shek med flåden, omkring to mio. soldater, statskassen og alle kunstskattene til Taiwan, der i de mellemliggende snart 70 år har udviklet sig til et velstående samfund – faktisk det eneste demokrati i den kinesiske kulturkreds. Kina anser den dag i dag Taiwan for en kinesisk provins, som skal ’tilbage’ i folden.

Trumps udenrigspolitik

Med Donald Trumps udenrigspolitik er det svært at vide, om USA stadig, om nødvendigt, vil beskytte Taiwan med militær magt. Det er ikke blevet tilkendegivet, at det modsatte skulle være tilfældet.

Hvis der er systematik bag Donald Trumps udenrigspolitik, er den at underminere alt, hvad forgængeren foretog sig

Selvom intet tyder på, at Kina vil gå i krig for at forsvare sine interesser – i Det sydkinesiske Hav, omkring Taiwan eller på grænsen til Indien, noterer de regionale naboer sig dog, hvordan Kina opruster. Med til den historie hører, at Kinas forsvarsbudget ifølge SIPRI er omkring en tredjedel af USA’s, så der er lang vej op i sværvægtsklassen.

Hvis der er systematik bag Donald Trumps udenrigspolitik, er den at underminere alt, hvad forgængeren foretog sig. Han vil melde USA ud af Klimaaftalen fra Paris, skærer hårdt i støtten til FN, han har meldt USA ud af den atomaftalen med Iran, som ellers var ét af de største reelle skridt mod en fredeligere verden, vi længe har set; med den anden hånd lavede han en luftig hensigtserklæring om atomafrustning med Nordkoreas leder, Kim Jong-un, der nærmest virker rationel ved siden af Trump og var den, der fik langt mest ud af de tos topmøde i Singapore i sommer.

Kina har længe været irriteret på Nordkorea over atomoprustningen på bekostning af udvikling. En urolig og uforudsigelig nabo, der ikke borger for stabilitet på Den koreanske Halvø. Men i forbindelse med topmødet mellem Kim og Trump stod det klart, at Xi Jinping og Kina har nogen indflydelse i Pyongyang.

Forsigtig Putin

Mens Rusland er dybt engageret i Syrien på Bashar al-Assads side, har annekteret Krim-halvøen, været i krig med Georgien, provokerer, chikanerer og blander sig i flere europæiske landes politik såvel som i USA’s, udfordrer Vladimir Putin ikke nabolandet Kina, og hvad han opfatter som Kinas interesser. Ikke i regionen og heller ikke i Afrika og Sydøstasien. Ruslands økonomi er på størrelse med Nordens samlede økonomi, mens Kinas er verdens næststørste, så Putin har mere brug for Xi end omvendt.

I den kommende uge holder Vladimir Putin møde i Vladivostok i håb om at trække investeringer til det østligste Rusland.

Her kommer Xi Jinping, Japans Shinzo Abe, måske også Sydkoreas Moon Jae-in. Kim Jong-un er også inviteret, men det er ikke blevet offentliggjort, om han dukker op.

 

Her er en artikel, jeg skrev om dommen mod Kina ved Havretsdomstolen (på engelsk), som også berører Kinas ambitioner om at styrke sit internationale omdømme …

Topillustration: FOCAC

Point of View Internationals skribenter er ulønnede, så ethvert bidrag for mine skriverier vil være velkomne på mobile pay: 28 12 53 00. På forhånd tak!

Kategorier