USA2024 // INTERVIEW – “Der har før været perioder i USA’s historie, hvor supermagten vendte sig indad. Men den isolationisme, Donald Trump er udtryk for, stikker dybere. Europa må lære at stå langt mere på egne ben.” Det siger Jim Kessler, Executive Vice President for Policy i den moderate tænketank Third Way i Washington og tidligere toprådgiver for Senatets leder, Chuck Schumer, i en samtale med POV om valgstrategier, Bidens udfordringer og hans “State of the Union”-tale torsdag aften, der starter valgkampen for alvor.
WASHINGTON, D.C. – Solen skinner, og det er Super Tuesday, den største valgdag i det amerikanske primærvalgs kalender, da jeg møder Executive Vice President for Policy Jim Kessler på hans arbejde i tænketanken Third Way, der ligger i hovedstadens centrum.
Og selvom Kessler er en dreven politisk veteran med mange arbejdsår på Capitol Hill bag sig – han var den politiske drivkraft bag det succesrige første valg til Kongressen af Demokraternes nuværende leder i Senatet, Chuck Schumer, tilbage i 1998 – er han alligevel fyldt med forventningsfuld energi og kan ikke holde et kæmpe smil tilbage, da han indledningsvis tilstår:
“Åh, jeg elsker valg og valgaftener, også selvom jeg har arbejdet med politik hele mit liv, det første, jeg husker, var i 1968!”
Nikki Haley suspenderede sin kampagne onsdag. Hun har ikke anbefalet Trump endnu, men siger, at han må “gøre sig fortjent” til hendes og hendes tilhængeres støtte.
Kessler husker energien, forventningen og spændingen fra sit eget første store valg i 1998, da han som ansvarlig for politik for den daværende spritnye kandidat, den moderate demokrat Chuck Schumer, var med i inderkredsen i det politiske maskinrum:
“På en måde er selve valgdagen et underligt antiklimaks. Man kan ikke gøre noget mere, kampagnen er forbi, man venter på vælgernes dom og siger til sig selv, at man skal prøve at slappe af. Det kan være svært.”
Omkampen, ingen ønsker sig
I denne uge er der imidlertid ikke den store spænding om, hvem der vil vinde Super Tuesday. Præsidentvalget bliver en omkamp mellem eks-præsident Donald Trump og den nuværende præsident, Joe Biden – også selvom over 70 % af de amerikanske vælgere tilkendegiver i meningsmåling efter meningsmåling, at det ikke er et valg, de synes om.
“Trump har gjort det en smule dårligere, end jeg havde forventet, og Joe Biden har gjort det langt bedre i primærvalget, end han får kredit for, både i medierne og i meningsmålingerne,” indleder Kessler.
Den demokratiske præsident har konsekvent høj tilslutning i sit primærvalg, hvor han har fået mellem 80 og 90 % af stemmerne, eftersom den eneste modstander har været det ukendte kongresmedlem Dean Phillips (der ikke overraskende valgte at trække sig fra primærvalget onsdag i denne uge, red.).
Mange af Nikki Haleys vælgere vil simpelthen ikke stemme på Trump. Det er det allerstørste problem for hans kommende valgkampagne, og han synes ikke at have en strategi for at nå de moderate vælgere eller kvinderne i forstæderne. Han er “all in on firing up the base”
“Hvis Biden kun fik mellem 60 og 80 % af stemmerne i sit primærvalg, som Trump har gjort, ville alle medier og kommentatorer straks konkludere, at han var ude i en kæmpe krise. Det er de tal, Trump har, og her skal man huske, at mange af Nikki Haleys vælgere simpelthen ikke vil stemme på ham.”
“Det er det allerstørste problem for hans kommende valgkampagne, og han synes ikke at have en strategi for at nå de moderate vælgere eller kvinderne i forstæderne. Han er all in on firing up the base,” påpeger Kessler.
Nikki Haley suspenderede sin kampagne onsdag.
Hun har ikke anbefalet Trump endnu, men siger, at han må “gøre sig fortjent” til hendes og hendes tilhængeres støtte. Det er uvist, hvilken rolle hun kan spille i partiet fremover. Hvis Trumps MAGA-fløj vinder stort, vil typer som Haley få det meget svært og vil måske overveje at danne et nyt parti, som den tidligere kongreskvinde, Liz Cheney, der også er en “George W. Bush Republican”, som den klasssiske GOP-linje af og til kaldes.
Men hvis Trump taber, vil Haley blive den mest populære Truth Teller i hele partiet, forudser de fleste. Om ikke andet så fordi hun var den eneste, som sagde det højt, som mange i den gamle ledelse i Washington tænker.
State of the Union er Bidens bedste kickstart på valgkampagnen
Men grunden til, at POV har sat Kessler stævne, er for at høre hans syn på valgkampen op til State of the Union.
For blot to dage efter Super Tuesday har præsidenten en enestående mulighed for at tale direkte til hele nationen, når han afholder den traditionsrige tale i Kongressen foran begge kamre, USA’s Højesteret samt en række indbudte gæster.
Under SOTU (som talen oftest forkortes) kan Biden fremlægge hele sin dagsorden, adressere sine udfordringer, betone sine sejre – især er der noget at juble over, når det gælder USA’s økonomi, der er i topform – og kort sagt vise sig som en kompetent, moderat, erfaren og stærk politisk leder overfor “kaospræsidenten” Trump.
Og det er der i dén grad brug for. Biden er bagud i meningsmålingerne, også selvom det er med ganske få procentpoint og i visse målinger inden for den statistiske usikkerhedsmargin. Men derudover mener et betydeligt flertal af vælgerne, også de demokratiske, at han simpelthen er for gammel og virker for skrøbelig til at varetage jobbet som præsident.
Det er afgørende, at Biden holder sit livs bedste State of The Union-tale i aften … i valgkampen bliver det en topprioritet for ham at optræde så mange steder som muligt. I alle interviews skal han have grænsen og den ulovlige immigration til USA som sin hovedprioritet
Og den kritik gælder også, selvom flere vælgere er enige i, at Trump også vrøvler og også i virkeligheden er for gammel. “Hans udstråling er bare mere vild – mere energisk,” som en af hans vælgere sagde til POV’s korrespondent for nylig i New Hampshire.
Her er en strategi for, hvordan Biden skal tale om sin alder og om grænsen: Han skal løbe imod geværilden
Men uanset at Biden har gjort det godt i primærvalget, hvad skal præsidenten så gøre ved sin store svaghed? Han kan jo ikke løbe fra sin alder, siger jeg til Kessler. Skal han tale om det i aftenens store tale?
“Det er afgørende, at Biden holder sit livs bedste State of The Union-tale i aften,” indleder Kessler, og fortsætter:
“Præsidentvalget starter simpelthen torsdag aften. Det er her, Biden kickstarter sin kampagne. Meningsmålingerne betyder ikke noget for alvor, før vi er i gang med det rigtige valg. Torsdag vil vælgerne se Biden og høre om hans politikker i over en time. Og det gør ikke noget, Biden ser gammel ud, så længe han ikke lyder gammel.”
Den linje skal han fortsætte, anfører Kessler, der også spår, at Biden fra nu af kommer til at optræde langt mere på TV:
“Det bliver en topprioritet for ham at optræde så mange steder som muligt. I alle de interviews skal han have grænsen, den ulovlige immigration til USA, som sin hovedprioritet.”
“Det er vælgernes største bekymring, økonomien går fantastisk, og det skal vælgerne nok opdage – det vil slå igennem inden valget i november. Situationen ved grænsen er hovedproblemet for ham.”
“Her har både Biden og Demokraterne været svage, men man skal ikke prøve at skjule det problem,” indleder Kessler:
“Det er en gammel læresætning i politik; man skal altid løbe hen imod geværilden ikke løbe fra den og blive skudt i ryggen.”
Jeg er ikke ung. Jeg har et problem med min ankel, så jeg kan ikke længere løbe en mil, og ja, jeg har stammet hele mit liv. Men jeg har også noget andet: Jeg har en dyb viden, og jeg har en erfaring
“Det gælder også med Bidens alder. Hvis jeg var ham, ville jeg give et længere TV-interview, der udelukkende havde det som emne. Her skulle han sige:
‘Ja, min alder er et legitimt emne at interessere sig for. Jeg er ikke ung. Jeg har et problem med min ankel, så jeg kan ikke længere løbe en mil, og ja, jeg har stammet hele mit liv. Men jeg har også noget andet: Jeg har en dyb viden og jeg har en erfaring.’
‘Og den erfaring har hjulpet mig og bidraget til at skabe mig som den politiker, jeg er i dag. Jeg kender hver eneste verdensleder godt, og jeg ved, hvad jeg foretager mig i USA’s sikkerheds- og udenrigspolitik.’
Videre kan han også nævne sit tab af sin første hustru og datter og senere sin søn, der har givet ham en dybere forståelse for mange mennesker, en empati, som Trump ikke ejer skyggen af.”
Biden: Jeg er vis – Trump er en bitter gammel mand
Endelig foreslår Kessler, at Biden skal gøre opmærksom på den åbenlyse modsætning i temperament, der eksisterer mellem Trump og ham selv.
“Han kan med god ret pege på, at ja, der er to ældre mænd oppe imod hinanden men ‘min modstander er vred og bitter. Det er, hvad hans høje alder har gjort. Sådan er jeg ikke.’
I samme omgang kan han nævne, at Trump også ofte fortaler sig, men interessen synes at samle sig mere om Biden. Det er vilkåret, og det skal han ikke beklage sig over, men svare på.”
Og hvad angår de politiske forskelle mellem de to kandidater, er der ingen tvivl om, at præsidenten kan komme med en meget stærk betoning af de udenrigspolitiske styrker, han besidder over for de kæmpe risici, verden vil løbe med et genvalg af Trump, påpeger Kessler.
Jeg tror, at Biden vil komme med et konkret initiativ under State of the Union-talen torsdag aften. Det kunne være udstedelsen af en såkaldt Excecutive Order om grænsen, fordi Republikanerne har blokeret for vedtagelsen af en lov herom
Tænketanksdirektøren forventer også, at Biden vil komme med et konkret initiativ under State of the Union-talen torsdag aften. Det kunne være udstedelsen af en såkaldt Excecutive Order om grænsen, fordi Republikanerne har blokeret for vedtagelsen af en lov om grænsen i Kongressen – også selvom Republikanerne i Senatet var med til at vedtage aftalen i det øverste kammer.
Men herefter satte Trump foden ned for en vedtagelse via kongresformand Mike Johnson, som er i ex-præsidentens hule hånd. Trump ønsker ikke, at lovforslaget bliver sat til afstemning i Kongressen, for en ny aftale om sydgrænsen vil alt andet lige se ud som en sejr for Biden og samtidig underminere Trumps hovedbudskab i hans kommende valgkampagne. Og da kun formanden kan fremsætte et lovforslag til afstemning, bliver kompromiset ikke til noget.
At fremhæve dette taktiske træk fra Trump som et fint eksempel på, at den tidligere præsident kun tænker på sig selv og ikke på USA’s bedste, var effektivt i sidste måned, da Demokraterne vandt et sæde ved et suppleringsvalg i New York fra en republikaner, som var gået af.
“Sejren i New York viser netop, at mange vælgere ikke er interesserede i Trumps blokeringer, de vil have en løsning på problemet ved grænsen,” mener Kessler.
Hvis vælgerne taler om noget, skal du også tale om det
Han tilføjer, at regel nummer et i valgkampagner er meget simpelt: Hvis vælgerne snakker om noget, så skal du også tale om det. Det nytter ikke noget at skifte emne. Det gælder for ulovlig indvandring, det gælder for kriminalitet, og det gælder for abort.
“Demokraterne har en tilbøjelighed til at være lidt for stille og prøve at ignorere problemerne. Men det skal man aldrig gøre – man skal tværtimod altid gøre sin svaghed til en styrke,” siger han.
– Historisk er USA et indvandringsland, så hvorfor er der så stor angst og modstand mod indvandring nu?
“Det er antallet. Vi er 330 millioner amerikanere og en ud af otte er ikke født i USA. I Kina er det en ud af 1.000.”
“Det er mange nye borgere at skulle integrere, og samtidig har vi et historisk højt antal mennesker, der flygter illegalt over grænsen. Tallene er simpelthen for høje.”
Kineserne har den store mur, vi har Frihedsgudinden. Og tilstanden ved grænsen er kaotisk og uholdbar – der har Republikanerne fuldstændig ret
“Der er også noget symbolsk i, hvad der sker. Kineserne har den store mur, vi har Frihedsgudinden og tilstanden ved grænsen er kaotisk og uholdbar – der har Republikanerne fuldstændig ret. Og planen fra de to republikanske guvernører Ron DeSantis og og Gregg Abbott om at sende hundredvis af illegale immigranter til New York og de andre store demokratiske byer, var et smart træk af guvernørerne.”
“At sige til dem: Læresætningen om, at I ikke synes, der er et problem med alle indvandrerne, jamen værsgo så har I nogle her, er både genial politik og nem at forstå for borgerne.”
Venstrefløjens fokus på kulturkrige og værdipolitik har skadet Demokraterne
Og partiet har sovet i timen – eller i hvert fald lyttet alt for meget til den yderste venstrefløj, hvilket har skadet dem enormt, mener Kessler.
“Det nytter ikke noget, at man kun taler til og med mennesker med en lang videregående uddannelse, der går op i kulturelle og sociale emner. Det bliver set som elitistisk og langt væk fra den almindelige amerikaners dagligdag.”
“De store kulturkrige om sex, køn og minoriteters rettigheder fylder rigtig meget, og dem, der går op i dem, råber højt, men imens taler vælgerne – og Republikanerne – om presset på grænsen, stigende huslejer og prisen på æg. Det er en stor del af forklaringen på Bidens svaghed lige nu.”
“America is over” – USA’s tid som leder kan være forbi
“Og det kan man godt kalde et selvmål, det er nemlig vores partis egen venstrefløj, der står for skaden her,” siger han med et suk.
At valget under alle omstændigheder bliver et særdeles tæt opløb i få svingstater, er der ingen i tvivl om, heller ikke hos Kessler, der ikke vakler, når han skal beskrive effekterne af et muligt genvalg af Trump.
“America is over,” siger han simpelthen. Hvis Trump vinder, kan jeg ikke være andet end pessimist, når det gælder både verden og især USA’s tilstand:
Amatørernes time er forbi. Trump ved, hvad han vil, og han ved, hvordan man er præsident. Denne gang vil regeringen og Det Hvide Hus ikke være fyldt med kompetente mennesker med fagkundskaber, der ved, hvad de foretager sig, omkring ham. Nej, det bliver psykopater, som kører løbet
“Den første gang, Trump vandt, og i hans første tid som præsident var han tydeligt inkompetent og kaotisk. Det er karakteristisk, og i øvrigt ganske unikt, at hele hans afgående kabinet advarer imod ham i dag.”
“Men amatørernes time er forbi. Trump ved, hvad han vil, og han ved, hvordan man er præsident. Denne gang vil regeringen og Det Hvide Hus ikke være fyldt med kompetente mennesker med fagkundskaber, der ved, hvad de foretager sig, omkring ham. Nej, det bliver psykopater, som kører løbet,” indleder han og fortsætter:
“Trump vil militarisere grænsebevogtninger; han vil inddrage den amerikanske hær og skyde mod migranter, der krydser ulovligt. Den uhørte oprustning ved grænsen og hans venlige holdning til diktatorer og menneskerettighedsforbrydere er en gave til Putin. Og man kan kun gisne om, hvad Kinas præsident Xi vil læse i det. Guderne må vide, hvad der vil ske med Taiwan.”
Der er heller ingen tvivl om, at Trump er venligt indstillet over for Putin – måske endda beundrer ham, som han har givet udtryk for et par gange, hvad grunden end er. Nogle demokrater mener, at Putin har en klemme på Trump, eller andet økonomisk eller personligt, det aner jeg ikke, men opførslen er dybt bekymrende og tydelig for enhver at se.”
“Efter Kongressens beslutning i december vil præsidenten ikke være i stand til at trække USA ud af Nato, men der er megen anden skade, han kan gøre, så USA bliver en ineffektiv partner.”
“Europa bør gøre sig klar til denne nye mulige virkelighed. Og i øvrigt, hvis du er en amerikansk vælger i Europa, er det ekstra vigtigt at stemme ved valget denne gang. Der er 2,8 millioner amerikanske vælgere, der bor uden for USA, og det kan få betydning i et meget tæt opløb, hvad de stemmer.”
Polariseringen kan ikke isoleres til et parti. Vi ser den i begge partier og i befolkningen som sådan. Den dybe splittelse er med til at svække USA som supermagt i verden
“Der har været isolationistiske tendenser i USA’s udenrigspolitik i tidligere tider, men denne gang er det anderledes. Der er en dyb understrøm i den amerikanske vælgerbefolkning, som Trump har fat i.”
– Hvad så, hvis Biden vinder? Vil USA stadig være på vej hen imod isolationismen?
“Nej, hvis Biden vinder, kan vi ånde lettet op. Og hvis det ender med, at Haley bliver Republikanernes kandidat i 2028. Den akutte fare er forbundet til Trump.”
“Men det, vi kan kalde ‘Amerikas øjeblik’, er måske alligevel overstået. Den ledende rolle i verden kan det stadig sagtens være slut med. Det handler dels om øget magt til det globale syd, til Kina og Indien og om den voksende polarisering i USA især med den politiske og økonomiske polarisering, vi ser lige nu.”
“Og polariseringen kan ikke isoleres til et parti. Vi ser den i begge partier og i befolkningen som sådan. Den dybe splittelse er med til at svække USA som supermagt i verden.”
Jim Kessler
Jim Kessler er medstifter af den uafhængige og moderate tænketank Third Way, der ligger i Washington D.C. Third Way blev stiftet i 2005 – de andre stiftere er Jon Cowan, Matt Bennett og Nancy Hale. Formålet med tænketanken er at udvikle dristige og fremadrettede visioner for Aaerika med udgangspunkt i den politiske midte.
Jim Kessler er i dag Third Ways Executive Vice President for Policy, og har især kastet sin viden, entusiasme og indsigt ind i spørgsmål på tværs af det politiske spektrum, fra middelklassens økonomiske velstand til immigration, våben og offentlige ydelser. Ifølge ham selv er hans job at forestille sig en realistisk verden, og så finde ud af, hvordan de fleste amerikanere kan få succes i den. Han er en hyppig kommentator på tv, radio, på nettet og i aviser – herunder The New York Times, The Wall Street Journal, The Washington Post, 60 Minutes, MSNBC’s Hardball with Chris Matthews, The Financial Times , Congressional Quarterly, National Journal, ABC World News Tonight, The CBS Evening News, NPR’s Morning Edition, Bloomberg og Marketplace Radio.
Hans klummer optræder regelmæssigt i The Washington Post, The New York Times, The Wall Street Journal, POLITICO, Roll Call og DEMOCRACY: A Journal of Ideas. Tidligere i sin karriere fungerede Jim Kessler som direktør for lovgivning og politik for først kongresmedlem og så senator Chuck Schumer, hvor han hjulpet til med at vedtage skelsættende lovgivning om kriminalitet, våbensikkerhed og vold i hjemmet. Fra 2001 til 2004 fungerede han som Director of Policy and Research for Americans for Gun Safety.
Han begyndte sin karriere på Capitol Hill som lovmedarbejder og derefter direktør for Chet Atkins, demokrat fra Massachusetts. Han tog sin kandidatgrad i offentlig politik fra Harvard Universitys John F. Kennedy School of Government og sin bachelorgrad i statskundskab ved Boston University. Jim Kessler bor i Washington med sin kone, Jane, deres datter, Liberty, og deres tre hunde – og følger Red Sox med religiøs ihærdighed.
Hvis du vil læse mere om USA og følge den amerikanske valgkamp i 2024 med POV’s korrespondent, Annegrethe Rasmussen, så klik her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her