Mette Holm: Xi Dada har styr på kineserne

i Asien/Internationalt/Politik & Samfund af

ANALYSE – I Kina møder man sjældent de mindretal, som i magthavernes øjne misligholder den uskrevne samfundskontrakt om stadigt bedre levefod til gengæld for lydighed over for staten, skriver Mette Holm i denne reportage fra Shanghai og Nanjing: Det kan være muslimer, demokrater, menneskeretstilhængere, kunstnere, bare lidt samfundskritiske eller andet – i kinesisk sammenhæng – samfundsomvæltende. Og man møder dem slet ikke på skarpt overvågede messer og konferencer, i højhastighedstoget eller det elegante Maglev-tog, der kører til lufthavnen i Pudong.

Manden, der hentede os i lufthavnen, forklarede den enestående gnidningsløse trafik på næsten tomme motorveje fra Shanghais gyldne forstad, Pudongs internationale lufthavn med ordene: ”习大大来了,” Xi Dada er kommet; ”vores kejser er kommet,” sagde han også. Det virkede som silede ironien ned ad bilruderne, men jeg er faktisk ikke sikker. For Xi Dada hang også og dinglede fra bakspejlet – som skytsengel i trafikken. Man må sno sig i Kina. Xi Dada, onkel Xi eller bedstefar Xi; eller på den egn, hvor Kinas partichef og præsident, Xi Jinping voksede op, Far Xi, har på få år skabt kultstatus omkring sig. 我们的皇帝来了, vores kejser er kommet.

Der er citater af Xi overalt i gadebilledet; ikke mindst på årets store slagnummer, Kinas internationale import Udstilling, CIIE

Xi blev partichef i 2012 og præsident i 2013. I fjor, da han indledte sin anden periode som partichef (og i år præsident), fik han med et pennestrøg og rutinemæssig blåstempling på Kinas Kommunistpartis 19. partikongres sløjfet kravet om, at partichef og præsident kun må sidde to perioder af fem år i Kina. Reglen blev indført af Kinas store reformator, Deng Xiaoping, netop for at forebygge, at et enkelt menneske tiltog sig enevældig magt og opbyggede kultstatus. Men nu kan Xi blive siddende, så længe det passer ham.

Der er citater af Xi overalt i gadebilledet; ikke mindst på årets store slagnummer, Kinas internationale import Udstilling, CIIE, en monstrøs salgsmesse i en til lejligheden nyligt opført firekløverformet udstillingshal af enorme dimensioner, hvor Kina forsøgte at samle alle virksomheder i verden, der har ambitioner om at eksportere til verdens folkerigeste land. Her var slagordet med udgangspunkt i Xis tale på den 19. partikongres i fjor, ’Ny epoke, fælles Fremtid’.

Farceagtige aftaler

Messen var aldeles uoverskuelig, støjende, som det hører sig til i Kina, og det vrimlede med håbefulde sælgere og tjenende kinesiske ånder, udkommanderet i tusindvis fra universiteter og statslige arbejdspladser til at servicere udstillere og købere.

Kinesiske medier beskrev CIIE som en overvældende succes og oplyste, at der var underskrevet kontrakter for tæt på 59 mia. US-dollars (ca. 385 mia. kr.). Udenlandske medier var mere tilbageholdende.

Hong Kong-avisen South China Morning Post  (der i øvrigt ejes af Jack Ma, Kinas mest succesrige og berømte forretningsmand) skrev, at Kinas tal var stærkt oppustede, eftersom virksomheder var blevet opfordret til at gemme underskrivelsen af årets kontrakter til den stort anlagte messe i begyndelsen af november. Blandt dem, der efterkom opfordringen var tyske VW. Generalsekretæren for EU’s Handelskammer i Kina bekræftede, at en række aftaler, indgået i årets løb, først blev offentliggjort på CIIE.

Alt, hvad I så til underskrivelsesceremonien var teater eller farce. Grundlæggende er jeg lejet til at give indtryk af internationalt samarbejde i den tid, messen varer, sagde manden

Reuters kunne berette tilsvarende og citerede en udlænding, der intet havde at gøre med den virksomhed, han repræsenterede på messen. ”Alt, hvad I så til underskrivelsesceremonien var teater eller farce. Grundlæggende er jeg lejet til at give indtryk af internationalt samarbejde i den tid, messen varer,” sagde manden, der ønskede at være anonym. En white monkey som dem, der er beskrevet i filmen White Monkey Gig, anmeldt her i POV International i fjor. Disse lejede blegansigter tjener penge på at kaste international glans over begivenheder i Kina.

Xis ånd hvilede tungt over messen, som han begunstigede med sin tilstedeværelse ved åbningen. Her lovede han at skabe lige – og således langt bedre – vilkår for udenlandske virksomheder på det kinesiske marked og oprustning i værnet om ophavsret; hvordan stod dog ikke klart.

Sofistikeret overvågning

Jeg har både læst og skrevet en del om Kinas stadig tættere overvågning med ansigtsgenkendelse og alt, hvad dertil hører. Nu har jeg også prøvet det. Det minder om sikkerheden i en lufthavn – bare langt skrappere. Man stiller sig op i en kø, og vupti springer ens kontrafej op på flere skærme i en menneskesluse. Det bimler og bamler med oplysninger på begge sider af slusen. Jeg luskede mig til at hænge lidt ud på bagsiden af én, jeg lige var kommet igennem.

Aldrig så snart stiller man op i køen, før ens kontrafej og navn dukker op. På den anden side af slusen er der andre oplysninger om én på en anden skærm.

Styr på sesamscoren

Der er kameraer over alt, i gader og stræder, ikke bare banker og butikker, vitterligt overalt, og de fodrer alle deres oplysninger ind i den helt store samfundscomputer, som samler alle data om hver eneste kineser – og spytter dem ud igen, fx ved fodgængerovergangen eller i metroen, på få sekunder med oplysning om bl.a. betalingsevne og -vilje, almindelig opførsel, arbejde, uddannelse, eksamensresultater, moralske habitus, venner og deres gøren og laden, medlemskab af Kommunistpartiet – eller manglende samme – og mange, mange flere oplysninger ned i bittesmå detaljer. Resultatet hedder Sesam Score (Jack Mas Alibaba-virksomhed er rygraden i det her), og den kan afgøre, om du som kineser kan få udstedt pas eller ej, om du må spise eller indlogere dig på fine hoteller, købe togbillet på hvilken klasse og meget, meget mere …

På rygtebørsen hørte vi om en tale, Liu He, vicepræsident og stjerneøkonom, skulle have holdt for Politbureauet i Beijing – uden ét eneste citat af Xi Jinping. Det er uhørt i denne tid, hvor de færreste tør anfægte hans enevælde

Xi Dada har styr på kineserne!

Ord til andet blev Xi citeret på alle kinesiske indlæg på messen og på en konference om Kinas rolle i verden. På rygtebørsen hørte vi om en tale, Liu He, vicepræsident og stjerneøkonom, skulle have holdt for Politbureauet i Beijing – uden ét eneste citat af Xi Jinping. Det er uhørt i denne tid, hvor de færreste tør anfægte hans enevælde.

Derfor læste jeg også med stor interesse, at Deng Xiaopings søn, Deng Pufang i sin tale til Kinas Handicapforbunds kongres i år advarede om, at hans far sagde, at det ville tage lang tid – 12 generationer – at reformere Kina. Selvom Deng Pufang indledningsvis roste Xi Jinping i talen, blev den tolket som en advarsel til Xi om at fare med lempe. Deng Pufang er afholdt i Kina – som sin fars søn og som æresformand for Kinas Handicapforbund. Deng Pufang blev lam, da han sprang ud fra tredje sal på flugt fra rødgardister i 1968 under Kulturrevolutionen, Mao Zedongs sidste gale magtopgør i Kina.

Handicapforbundet holder kongres hvert femte år, hele Kinas politiske top deltager. Dengs tale plejer at blive offentliggjort. Det blev den ikke i år, den var for kritisk, men South China Morning Post fik fingre i en kopi – som formentlig er lækket af en højtstående person, som ikke er helt enig i Xi Jinpings dramatiske magtudøvelse.

Sprækker i harmonien

Efter messe og konference i Shanghai drog vi på udflugt til Nanjing med højhastighedstoget, en tur, der plejede at tage fire timer eller mere og nu klares på bare halvanden time, endda med en del stop undervejs. Faktisk er er der bymæssig forstadsbebyggelse nu på næsten hele strækningen mellem Shanghai og Nanjing, som har været hovedstad flere gange; første gang 317-420 under Jin-dynastiet, siden bl.a. under Taipingoprøret, hvis leder mente, han var Jesu lillebror, og senest for nationalistregeringen frem til nederlaget til kommunisterne i 1949.

Kongfuzitemplet er et yndet seværdighed at tage fotos ved.

I dag er Nanjing en hyggelig lille universitetsby med en befolkning på 6,5 mio. mennesker. Dele af den gamle bymur står stadig, trafikken er overskuelig, undergrundsbanen fortræffelig; byen er rolig, folk er glade, lever godt, der er fine butikker og mad fra alle hjørner af Kina. Gaderne bliver spulet hver dag af små lastbiler med skinger musik. Den store nationalhelt, den oprindelige republiks grundlægger Sun Yat-sen, er begravet her i en vældig kejserlig grav, der fint matcher de gamle Ming-grave.

Kongfuzi har sit tempel. Og her mærkede vi endnu engang Xi Dadas altomfattende blik. Vi havde netop besøgt Taipingoprørets hovedkvarter, en bedårende traditionel familiegård med mange bygninger og haver, små søer, hængepile og sorte svaner. Og en gevaldig flok katte.

Vi kunne intet andet gøre end at gå vores vej. Alt andet ville forværre situationen for de tre gamle uighurer, der hvilede sig på bænken. Det havde været halsløs gerning at gå i rette med sikkerhedssoldaterne

Ved Kongfuzi-templet sad tre gamle uighurer, to kvinder og en mand, på en bænk og hvilede sig under et skyggefuldt træ. De smilede, da vi kom gående, og spurgte, om de måtte fotografere os, hvilket de naturligvis gerne måtte. To sprang op og stillede sig ved siden af os, den tredje, én af kvinderne, blev siddende på bænken og tog billederne med sin telefon.

Også uighurer skal elske Xi Dada

Vi sludrede, de var glade for at høre, at vi ved flere lejligheder havde besøgt Xinjiang i det nordvestlige Kina, hvor de kom fra – og hvor op imod en million af deres uighur-landsmænd og kasakher i dag er spærret inde i barske genopdragelseslejre, der skal lære dem at blive lydige kinesere, men det snakkede vi ikke om. Manden, der var fra Turpan, var så glad for, at vi havde været netop dér, i hans hjemstavns skønne oase.

Der gik ikke meget mere end 30 sekunder, før en spejlblank sort firehjulstrækker med specialstyrker standsede ved fortovskanten, og en soldat i skudsikker vest, mærket SWAT (Special Weapons Assault Team), med maskinpistol og hjelm med visir, sprang ud og stillede sig op tre meter fra os og overvågede samtalen, som virkelig kun var gemytlig. Hans kammesjukker blev siddende i bilen mindre end en meter bag os.

Vi kunne intet andet gøre end at gå vores vej. Alt andet ville forværre situationen for de tre gamle uighurer, der hvilede sig på bænken. Det havde været halsløs gerning at gå i rette med sikkerhedssoldaterne.

Alle kinesere skal lære at elske Xi Jinping. Teksten til denne sang lyder bl.a.: “Hvis du vil giftes, så find dig en mand som Xi Dada, en heltemodig og karakterfast mand. Uanset hvordan verden ændrer sig og hvilke forhindringer fremtiden byder på, vil han insistere på at bevæge sig fremad.”

Det er svært at forestille sig, hvordan den brutale undertrykkelse i genopdragelseslejre af uighurer og kasakher og deres muslimske tro skulle omvende dem til glade beundrere af Xi Dada – selvom de i lejrene bl.a. tvinges til at synge sange, der hylder netop ham og Det nye Kinas grundlægger, Mao Zedong.

Xi Dada farer hårdt frem – og hurtigt. Det korte møde med uighurerne på bænken ved Kongfuzis tempel er et eksempel på, hvordan Kinas magthavere lige under den blanke overflade lægger sig ud med dele af befolkningen, som de uhørt hårdhændet forsøger at ensrette.

Formålet er i grunden enkelt. Kinas Kommunistparti vil bevare magten for enhver pris. Her adskiller Xi Jinping sig ikke fra sine forgængere. Metoden er forestillingen om, at hvis flertallet af kinesere er glade, mætte og tilfredse, gør de ikke oprør mod enevældet. Alle kinesere, der følger den formel, har det godt – og får det stadig bedre. Det lille mindretal, som i magthavernes øjne ikke følger den uskrevne aftale og måske er muslimer, demokrater, menneskeretstilhængere, kunstnere, bare lidt samfundskritiske eller andet – i kinesisk sammenhæng – samfundsomvæltende, ja, de trædes brutalt under fode.

Men dem møder man sjældent – og da slet ikke til skarpt overvågede messer og konferencer, i højhastighedstoget eller det elegante Maglev-tog, der kører til lufthavnen i Pudong med 300 km i timen. For det kan de med dårlige Sesam Score slet ikke løse billet til. Men vi tog det på hjemturen, eftersom Xi Dada, Kinas kejser, ikke denne dag havde sørget for tomme motorveje til os.


Fotos: Mette Holm

Mette Holm er Asien-journalist og forfatter med baggrund i antropologien, født i 1953. Hun har beskæftiget sig med Kina siden slutningen af 1970erne, var udvekslingsstuderende og læste kinesisk i Beijing 1981-82 og har studeret, boet, rejst og arbejdet i det vældige land gennem alle årene, så det sammenlagt er blevet til mere end 10 år i Kina. Siden hun blev journalist i 1987, har hun dækket Kina og nabolandene på udlandsredaktionerne hos bl.a. Ritzaus Bureau, TV-Avisen, TV2’s Nyheder, Jyllands-Posten, Weekendavisen og DRP1’s Orientering. Hun har skrevet 15 bøger og bidraget til flere om bl.a. Kina, Mongoliet, Myanmar og Vietnam, er flittig kommentator i medierne og foredragsholder i det ganske land, dels om Kina og sit øvrige revir, dels om menneskerettigheder, dels om FN’s verdensmål – eller en blanding. Privat nyder hun at udforske verden, ro på fladt vand på Øresund i sin kajak og vandreture i barndommens revir, Dyrehaven. Skribenter på POV får ikke betaling. Du er mere end velkommen til at støtte Mettes artikler på POV via mobile pay: 28 12 53 00. På forhånd tak. Mere om Mette og hendes aktiviteter her: www.metteholm.com, www.metteholm.info.

Foto: Torsten Graae

Seneste artikler om Asien