KOMMENTAR – En etnisk udrensning og fordrivelse er i gang mod kurderne, der er forrådt af USA. Ja, hele befolkningen i Nordsyrien er forrådt af USA: kurdere, arabere, armenere, turkmener, alle de godt 3 millioner mennesker, som lever i den 30 kilometer smalle, frugtbare stribe land mellem den syrisk-tyrkiske grænse mod nord og ørkenen mod syd. Men det er værd at notere i verdenshistoriens store bog, at der midt i den værste og blodigste krig i Mellemøsten var en befolkning, som ønskede forsoning, demokrati og kvindefrigørelse, og som med våben, politisk kløgt og store ofre virkeliggjorde deres vision. Som skabte håb om demokrati for Kurdistan og Syrien. Dét holder regionens diktatorer vågne om natten. Og dét fortjener vores støtte, siger forfatter Hjalte Tin, der sammen med sine kone Nina har rejst blandt kurderne i Syrien.
De tre millioner kurdere i Syrien har holdt sig ude af den syriske borgerkrig – indtil nu. Nu bliver de bombet af tyrkiske fly, deres byer bliver beskudt af tyrkiske kampvogne, og mænd, kvinder og børn bliver lemlæstet af tyrkernes arabiske lejetropper. Tyrkernes hensigt er den mest skruppelløse etniske fordrivelse.
Allerede i dag er 200.000 mennesker på flugt for at finde sikkerhed. Det er en voldsom menneskelig tragedie, som verden intet gør for at standse.
Men hvorfor sker dette?
“Bjergene er kurdernes eneste venner” er kurdernes bitre erfaring gennem historien
Fordi Nordsyriens kurderes, araberes og kristnes etablering af demokrati, etnisk forsoning, religiøs tolerance, kvindefrigørelse og almindelig menneskelig anstændighed åbenbart er en trussel mod Tyrkiets nationalistisk-islamistiske regering, mod Irans præster, mod Syriens diktator og mod Ruslands Putin. Og fordi USA’s præsident vil genvælges, og fordi Europas politikere har brug for Tyrkiets flygtningebremse.
“Bjergene er kurdernes eneste venner” er kurdernes bitre erfaring gennem historien. Kurderne er den oprindelige befolkning i det store landområde, hvor nutidens Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien støder sammen, men de har aldrig haft deres eget land.
Efter Første Verdenskrig lovede stormagterne, at kurdernes hjemland skulle blive en nation, men kurderne blev svigtet.
I stedet blev Kurdistan splittet af moderne grænser. I dag lever de omkring 40 millioner kurdere fordelt med 21 millioner i Tyrkiet, 8 millioner i Iran, 6 millioner i Irak og 3 millioner i Syrien og endelig 2 millioner som fremmedarbejdere og flygtninge i Europa.
I Den Arabiske Republik Syrien, dvs. under Assad-diktaturet, var kurderne en undertrykt minoritet, de måtte ikke bruge deres sprog offentligt, forældre kom i fængsel for at give deres børn kurdiske navne, alle kurdiske partier var forbudte og deres hjemland var en fattig, udsultet egn langt fra Damaskus.
2011 brød opstanden mod Assads diktatur ud. Men hverken Assad eller hans arabiske modstandere lovede kurderne lige rettigheder i fremtidens Syrien, og derfor holdt kurderne sig ude af borgerkrigen. I 2012 trak Assad sine tropper ud af Nordsyrien for at kunne forsvare Damaskus og andre store byer. Den 19. juni 2012 tog kurderne magten i Kobane og kort tid efter i de andre kurdiske enklaver i Nordsyrien, ledet af partiet PYD, som deler ideologi med PKK.
Militsen YPG og kvindemilitsen YPJ voksede langsomt fra ingenting til nogle tusind personer med simple våben.
Det storpolitiske vendepunkt for kurderne i Syrien kom i 2014. I borgerkrigens kaos havde terrorbevægelsen Islamisk Stat vokset sig stærk, og i sommeren 2014 indtog IS først den irakiske millionby Mosul og derefter forsøgte den at udslette de kurdiske yesidier, en religiøs minoritet. Verden var nærmest lammet af chok. En lille YPG-styrke blev yesidiernes redning, hvilket gav de indtil da ukendte kurdiske militser international goodwill.
Da IS i september 2014 angreb den kurdiske by Kobane i det nordlige Syrien, besluttede præsident Obama i allersidste øjeblik at komme de belejrede kurdere til undsætning med våben nedkastet fra luften.
En afgørende præmis for kurdernes balancegang mellem Rusland, USA og Assad har været, at de aldrig har søgt løsrivelse af et kurdisk Syrien
Kampen mod Islamisk Stat førte USA og YPG sammen, men amerikanerne har aldrig støttet kurdernes vision for et demokratisk Syrien, og de har aldrig givet kurderne plads i de forskellige fredsforhandlinger om Syriens fremtid.
En afgørende præmis for kurdernes balancegang mellem Rusland, USA og Assad har været, at de aldrig har søgt løsrivelse af et kurdisk Syrien. De har konsekvent fastholdt, at deres organisering skulle være første skridt på vejen til demokrati for hele Syrien.
På trods af krigen mod Islamisk Stat, økonomisk blokade i borgerkrigens Syrien og nul hjælp udefra har de på syv år genopbygget bombede byer, brødfødt befolkningen, opbygget en fuldt fungerende civil administration, de har afholdt flere valg, de har et effektivt politi, fængsler og domstole, og ikke mindst har de med amerikansk hjælp opbygget en professionel, kamptrænet og topmotivet hær med tunge våben på ca. 70.000 personer.
Men måske vigtigst af alt, har de løftet sig fra en stilling som en rettighedsløs, undertrykt minoritet til en fri kurdisk befolkning, beundret blandt regionens 40 millioner kurdere.
“Islamisk Stat er den lille terrorist, Erdogan er den store terrorist!” sagde en kurder til os.
Nina og jeg har rejst i alle dele af Rojava/Nordsyrien fra Qamishlo i øst til Manbij i vest, fra Kobane i nord til Raqqa i syd, og oplevet kurdernes enorme stolthed ved at skabe et frit land. Samtidig var den kurdiske ledelse i Nordsyrien fuldstændig klar over, at USA balancerede støtten til dem med hensynet til amerikanernes store Nato-partner Tyrkiet.
Nu har den amerikanske præsident kastet det hele fra sig, svigtet kurderne og givet grønt lys til den tyrkiske invasion af Syrien.
Præsident Erdogan har utallige gange bittert anklaget amerikanerne for at støtte kurderne i Syrien, hvorefter amerikanerne har givet ham små indrømmelser, men i praksis fortsat deres militære samarbejde med kurderne. Nu har den amerikanske præsident kastet det hele fra sig, svigtet kurderne og givet grønt lys til den tyrkiske invasion af Syrien.
Med en kapitulation, der minder om Saigon 1975, haster USA nu ud af Syrien.
Russerne har allerede indtaget nogle af deres baser; Assad og Erdogan følger efter. I midten står kurderne svigtet til alle sider. Aftalen indgået 22. oktober 2019 mellem Putin og Erdogan lover intet godt for kurderne.
Imens kan vi sidde og føle os trygge i Danmark som medlem af forsvarsalliancen Nato, den samme alliance, som tillader Tyrkiet at knuse kurdernes demokrati i Syrien.
Hvad kurderne ender med at redde af deres store, visionære samfundseksperiment er umuligt at vide i dag, men hvad der end må ske med kurdernes revolution i fremtiden, så har den faktisk eksisteret i syv år.
Det er værd at notere i verdenshistoriens store bog, at der midt i den værste og blodigste krig i Mellemøsten var en befolkning, som ønskede forsoning, demokrati og kvindefrigørelse, og som med våben, politisk kløgt og store ofre virkeliggjorde sin vision. Som skabte håb om demokrati for Kurdistan og Syrien.
Dét holder regionens diktatorer vågne om natten.
Og dét fortjener vores støtte.
Læs Hjalte Tin og Nina Rasmussen: “Dem der blev. Rejse i Syrien til kurdernes ukendte revolution,” Rosinante 2018
Alle billeder: Hjalte Tin.
Vil du gerne følge med i debatterne og journalistikken i POV og læse flere kommentarer fra kvalificerede penne som Hjalte Tins, så sørg for, at du får vores digitale weekendavis hver fredag morgen – POV Weekend kommer ind ad din digitale dør – altså indbakken i din e-mail – hvis du bestiller den her. Og det koster ikke noget.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
