EU I PUTINS SKYGGE #30 // BAGGRUND – Tyrkiets position som strategisk partner, der sælger våben til Ukraine og samtidig omgår vestlige sanktioner mod Rusland, har fået kritikere til at sætte spørgsmålstegn ved Tyrkiets loyalitet over for Nato. Men tyrkisk ekspert advarer mod at forveksle økonomisk afhængighed med politisk venskab og påpeger, at Putin og Erdoğan stadig er hinandens antagonister.
ATHEN – ”Tyrkiets forpligtelse og støtte til Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed er velkendt. Mens vi udformer de skridt, der skal tages for at støtte Ukraine, fastholder vi også vores principielle holdning om, at Nato ikke bør gøres til en part i krigen. Vi har sagt fra dag ét, at en retfærdig fred ikke vil have tabere.”
Ordene kommer fra den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan, og blev udtalt på et pressemøde for tyrkiske medier inden Nato-topmødet i Washington tidligere på året.
Udtalelsen er udtryk for Tyrkiets komplekse position i Nato, hvor landet sælger våben til Ukraine og modsætter sig Putins invasion i ord, men samtidig udvider sin handel med Rusland.
Den tyrkiske forsvarsminister, Yaşar Güler, beskriver Tyrkiets position som ”balanceret og aktiv” og baseret på et ”strategisk partnerskab med Ukraine og positiv dialog med Rusland”.
Men flere analytikere og eksperter har rejst tvivl om Tyrkiets troskab mod den vestlige alliance.
Det viser sig blandt andet ved Tyrkiets interesse for at tilslutte sig Shanghai Cooperation Organisation (SCO) og BRIKS-samarbejdet – to internationale politiske organer, der ser sig selv som konkurrenter og alternativer til vestlige dominans i økonomi og sikkerhedspolitik.
I et skriftligt svar til Reuters afviser Güler imidlertid, at Nato-medlemskabet forhindrer Tyrkiet i at tilslutte sig SCO.
Her lyder det, at Tyrkiets prioritet er ”… at opfylde vores ansvar over for Nato som en vigtig allieret og at styrke solidariteten med vores allierede”.
Natos næststørste hær
På trods af Tyrkiets afvigende politiske alliancer er der ingen tvivl om, at landet spiller en stor rolle i det transatlantiske forsvarssamarbejde. Efter USA har landet nemlig den næststørste hær i Nato med 481.000 aktive militærpersoner og et forsvarsbudget på 2,09 pct. af BNP.
”Tyrkiet er i top fem over allierede, der bidrager mest til Natos missioner og operationer,” lyder det således fra den tyrkiske præsident.
”Vi gør mere end vores del i forhold til byrdefordelingen. Vi er et af rygradslandene i Nato med de kapaciteter, vi har udviklet til lands, til vands og i luften. Den betydning, vi tillægger alliancen i denne periode med diversificeringen af trusler, er tydelig,” siger han videre.
Fra et tyrkisk perspektiv er Nato-medlemskab essentielt. Det fortæller Yörük Işık, en geopolitisk analytiker hos den uafhængige tænketank Middle East Institute.
”Tyrkiet er et land på 783.562 km2 ved siden af
Men samtidig omgår Tyrkiet – stik imod Nato og EU’s kurs – sanktioner mod Rusland og opretholder en positiv dialog med Putin.
EU’s sanktionsregime
Siden annekteringen af Krim i 2014 og invasionen af Ukraine i 2022 har EU indført en bred skare af sanktioner mod Rusland, herunder import- og eksportrestriktioner, der betyder, at europæiske virksomheder ikke kan sælge og importere visse produkter. Formålet er at begrænse Ruslands evne til at føre krig ved at svække landets økonomi og afskære det fra kritiske teknologier og markeder.
Ifølge EU er sanktionerne udformet, så de maksimerer de negative konsekvenser for den russiske økonomi, men samtidig begrænser negative konsekvenser for europæiske virksomheder og borgere. Der er altså ikke tale om en total embargo på alle varer.
Den tyrkiske økonomi er dybt afhængig af Rusland og russiske energiressourcer
Sammenlignet med 2021 er 54 pct. af eksporten og 58 pct. af importen nu genstand for embargo. Det skriver Det Europæiske Råd.
Dette sanktionsregime er Tyrkiet ikke forpligtet til at overholde, da det ikke er et EU-land. Men kritikken lyder, at Tyrkiet underminerer sine allieredes sikkerhed ved at hjælpe den russiske økonomi og dermed understøtte den russiske krigsmaskine.
Men så simpelt er det ikke set med tyrkiske briller, fortæller Işık. Han mener, at det at give Rusland et mærkat og stempel er nemt, når man bor langt væk, men det er ikke ”en luksus”, Tyrkiet har råd til, for dette store land er dets nabo og vigtige handelspartner.
Putins bagdør i Tyrkiet
Den tyrkiske økonomi er dybt afhængig af Rusland og russiske energiressourcer. I 2021 leverede det russiske selskab Gazprom 44,9 pct. af landets samlede gasforbrug, og Tyrkiet har i år øget importen af russiske råolie fra 34 pct. i 2023 til hele 70 pct. i den første halvdel af 2024. Hermed er Tyrkiet gået fra at være den 14. største importør af russisk råolie før 2022 til nu at være den tredjestørste.
I dag er Tyrkiet blevet en bagdør for transport af russisk råolie til vestlige lande, fordi der ikke er nogen sanktioner mod import af russisk råolie, der er blevet raffineret i et tredjeland. Således har eksempelvis det tyrkiske raffinaderi STAR kunnet sende gasolie – der blandt andet bruges til fyring i boliger – produceret af russisk råolie til Rumænien. Det viser en undersøgelse fra den uafhængige researchorganisation CREA.
I de seneste år er mange af Tyrkiets demokratiske checks and balances blevet eroderet under et politisk lederskab med autokratiske tendenser
Derudover er tyrkiske virksomheder, især byggefirmaer, dybt afhængige af det russiske marked. Dette bliver forstærket af, at Tyrkiet i de sidste 10 år har befundet sig i en konstant økonomisk krise, som ifølge Işık skyldes dårlig politisk ledelse, hvor budgetdisciplin bliver ofret for kortsigtede politiske mål.
Kritik af EU’s strategi
Men her peger Işık også på et problem i den måde, hvorpå man i EU og Vesten generelt fører sanktioner mod Rusland. Der findes nemlig ikke nogen mekanisme, der kan sikre den tyrkiske økonomi en blød landing for at adoptere eksempelvis EU’s sanktioner. Det gælder især for industri, landbrug og servicesektoren.
”Du kan ikke forvente, at indenrigspolitikere indtager fuldstændig selvopofrende holdninger og siger, at de vil gå med til EU-skabte sanktioner uden at have nogen indflydelse på, hvordan disse sanktioner er skrevet og implementeret, og uden at være en del af nogen EU-mekanisme, der kan tilbyde fordele til de tyrkiske producenter.”
Derfor kalder han det en kortsigtet politik at iværksætte sanktioner mod Rusland uden at inkludere Tyrkiet, fordi det i praksis har skabt en bagdør for det russiske marked ind i Tyrkiet.
”Tyrkiet er et Nato-medlemsland med mange demokratiske mangler, men det er ikke en undskyldning for at lade Tyrkiet stå uden for EU-mekanismer, for det resulterer i, at Rusland indsætter sig selv.”
Ved at sabotere Tyrkiets plads i F-35-programmet lykkedes Rusland med at svække hele Natos østlige flanke, og samtidig tjente Rusland selv 2,5 milliarder dollars på at sælge sit eget missilforsvar
I de seneste år er mange af landets demokratiske checks and balances blevet eroderet under et politisk lederskab med autokratiske tendenser. Rusland har været i stand til at udnytte dette, fortæller Işık, fordi Rusland er enormt dygtig til at læse og forstå tyrkisk indenrigspolitik og til at skabe personlige relationer til tyrkiske politikere.
Han foreslår, at vi ser F-35-krisen som et eksempel på, hvordan Rusland udnyttede en krise i tyrkisk indenrigspolitik til sin egen fordel. I 2019 blev Tyrkiet smidt ud af USA’s F-35-kampflyprogram, fordi det samtidig indgik en aftale om at købe S-400-missilforsvarssystemer fra Rusland.
”Dette var mesterligt udført af Rusland og en stor fejltagelse fra Tyrkiet, fordi Tyrkiet ikke bare skulle købe F-35-kampfly, men selv producere dem.”
Ved at sabotere Tyrkiets plads i F-35-programmet lykkedes Rusland med at svække hele Natos østlige flanke, og samtidig tjente Rusland selv 2,5 milliarder dollars på at sælge sit eget missilforsvar. For Tyrkiet betød det, at landet mistede forretninger for milliarder af dollars.
Işık mener dog også, at en del af ansvaret falder tilbage på Nato selv, fordi alliancen bør være i stand til at håndtere en figur som Erdoğan. Her peger han på den tidligere generalsekretær i Nato, Jens Stoltenberg, som et eksempel på en leder, der var i stand til at opretholde gode, åbne relationer til Ankara.
”Man skal kunne håndtere alle slags ledere, og selvom Tyrkiet ikke har den mest oplyste og demokratiske ledelse ud af alle Nato-landene, så kan man ikke bruge det som en undskyldning, at en person er svær at have med at gøre, når der er en krig, der er ved at ændre hele det europæiske politiske felt.”
Historiske konkurrenter
Hvis man vil forstå forholdet mellem Tyrkiet og Rusland i dag, skal man passe på med at fortabe sig i de ”daglige narrativer og politiske kommentarer”, siger Işık.
”Vores konkurrence er nærmest historisk. Man begår en fejl, hvis man kun kigger på i dag.”
Han pointerer, at Tyrkiet stadig er det eneste Nato-land der har nedskudt et russisk fly. I 2015 nedskød Tyrkiet et russisk kampfly, efter det havde opholdt sig i tyrkisk luftrum i blot 17 sekunder. Den russiske udenrigsminister kaldte det dengang for en provokation og et bagholdsangreb.
Erdoğan er en overlevelsespolitiker. Han har overlevet så mange valg og økonomiske kriser. Han siger ting, der ikke stemmer overens med, hvad han sagde dagen før, og hvad han siger dagen efter. Men det er ofte en afspejling af indenrigspolitiske forhold
Ser man bort fra de daglige narrativer, mener Işık, at Tyrkiet har en meget tydelig opfattelse af, hvilken trussel Rusland udgør, og når tiden er inde, er de to lande ikke bange for at træde hinanden over tæerne. Når Rusland mister indflydelse, indsætter Tyrkiet straks sig selv, forklarer han.
Et eksempel er Syrien, hvor de to lande har støttet stridende parter. Mens Rusland har støttet Bashar al-Assads blodige diktatur, har Tyrkiet støttet og væbnet forskellige islamistiske og jihadistiske grupperinger, som efter Assads fald har angrebet den autonome kurdiske administration i det nordøstlige Syrien med tyrkisk luftstøtte.
Işık fortæller, at de to lande også konkurrerer om indflydelse i både Kaukasus og på Balkan.
Vender man blikket mod fremtiden, så er Tyrkiet solidt placeret i Natos fold, mener han. Tyrkiet står for et stort bidrag til Natos hurtige reaktionstyrker (NRF), tyrkiske kampfly beskytter i dag Rumæniens luftrum, og i 2026 deltager Tyrkiet i Natos baltiske luftpoliti i Estland.
”Den virkelige slagmark er vigtigere end verbale kommentarer. Man skal ikke fare vild i, hvad politikerne siger. Erdoğan er en overlevelsespolitiker. Han har overlevet så mange valg og økonomiske kriser. Han siger ting, der ikke stemmer overens med, hvad han sagde dagen før, og hvad han siger dagen efter. Men det er ofte en afspejling af indenrigspolitiske forhold,” siger Işık.
Europæisk sikkerhedspolitik i Putins skygge
Med krigen i Ukraine og mere usikre signaler fra USA, er forsvars- og sikkerhedspolitikken blevet en helt central del af den europæiske debat.
I dette efterår kigger POV nærmere på de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Ruslands invasion af Ukraine har bragt Europa i, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at imødegå truslen.
Hver onsdag og fredag frem til jul sætter vi fokus på tidens store omvæltninger, der har tydelige tråde til konflikterne i Mellemøsten og globalt.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.