TEATER // ANMELDELSE – Uanset hvor høje forventninger man måtte have til Stine Pilgaards dramatiker-debut, så bliver man ikke skuffet af Hvorfor laver vi ikke et band? Med Nanna Cecilie Bang som sit alter ego taler forfatteren direkte til sit publikum … som jubler og griner og er helt med på spøgen, skriver Steen Blendstrup.
Skuespil er skuespil. En efter en ankommer aktørerne til busstoppestedet med et kropssprog, der er så universelt og så velkendt, at man begynder at klukle. Uret tjekkes, man læner sig frem og spejder i den retning, bussen skal komme fra, nogle sætter sig, andre står, nogle putter sig, andre fylder.
Det gør ikke mindst Elvira (Nanna Cecilie Bang), som dels taler sine tanker, dels prøver at sætte gang i en samtale i det kolde læskur denne nytårsnat ganske tæt på midnat. Nogle er på vej hjem, nogle er på vej til fest, en enkelt er på vej til sin sidste arbejdsdag. Elvira skal bare til Husum.
Stine Pilgaard har moret sig med at prøve kræfter med teatrets konventioner
Det sidste er ikke mindst morsomt, hvis man kender, bor i eller er opvokset i Brønshøj-Husum, denne forstadskommune, som faktisk er en del af Københavns Kommune. Elviras parcelhusidyl med manden, der var en ung, vred digterspire, da hun mødte ham, men nu er dyrker-mine-egne-økologiske-tomater forstadsfar – Husum-dad – er en løbende vittighed gennem hele Hvorfor laver vi ikke et band?
På scenen ser man hvordan
Stine Pilgaard har moret sig med at prøve kræfter med teatrets konventioner. Hun lader ikke blot Nanna Cecilie Bang være fortæller, hun gør hende også til sit eget forfattertalerør, når hun åbenlyst kommenterer det faktum, at dette er en scene, og vi mennesker blot skuespillere på den. Og vi i publikum sidder altså bare og ser en forestilling, der hedder Hvorfor laver vi ikke et band?
Som sagt, så gjort. Sunget på melodier, der hører julen og nytåret til, kaster holdet sig ud i sang efter sang, der fortæller om de enkelte figurer. Som altid hos Stine Pilgaard en broget flok. Der er folkeskolelæreren Thomas, der altid har for travlt og aldrig gør, hvad han har lyst til, men hvad andre ønsker. Der er psykologen Nora, der er dødtræt af spejling og bekræftelser og anden terapeutisk praksis.
Der er centervagten Lars, der aldrig er kommet for sent, men måske må se i øjnene, at de vigtigste gæster i hans eget liv har forladt centeret. Der er frisøren Michelle, hvis knuste ægteskab får alvorlige konsekvenser for hendes klienter – og ja, de minder på sin vis om Noras klienter. Endelig er der præsteenken Johanna, der viser sig at være mindre kedelig, end man umiddelbart skulle tro.
Hvorfor laver vi ikke et band? – bogstavelig talt
Nu er vi heldigvis på et teater, så når Elvira foreslår, at de laver et band, så gør de det selvfølgelig. Marianne Ernst Dam ruller ind på scenen med sit keyboard sammen med diverse instrumenter til de ventende buspassagerer.
Med sange og monologer præsenterer de hver især deres liv og udfordringer. Om det er utroskab, dagligdagens trummerum, falmede drømme eller noget helt fjerde. Nej, de seks mennesker ved busstoppestedet kender ikke hinanden, men på mange måder overlapper deres livserfaringer hinanden.
Eller som Nanna Cecilie Bang tidligt i Hvorfor laver vi ikke et band? citerer den engelske poet John Donne: ”intet menneske er en ø”. Hvis ikke direkte, så berører vore skæbner hinanden gennem et par led. Det er i øvrigt i samme digt, vi finder linjen med spørgsmålet, ”hvem ringer klokkerne for”, og det gør nytårsklokkerne jo som bekendt ved midnat.
Derfor giver det også mening, at Hvorfor laver vi ikke et band? bryder teatrenes sædvane med at spille op til jul – i nogle tilfælde helt til nytårsaftensdag – hvorefter nye forestillinger tager over til januar. Buspassagererne møder nemlig op ved stoppestedet indtil slutningen af januar. Det er på alle måder en nytårsforestilling, og godt opvarmede af bandet istemmer publikum – ligesom hos Sort Samvittighed – gladelig aftenens sidste sang. Så er vi også med i bandet – forbundne.
Stine Pilgaards nytårskabaret
Med al respekt for skuespillernes fremragende præstationer og givetvis et kreativt samspil med instruktøren og scenografen, så fremstår Hvorfor laver vi ikke et band? klart som ”en Stine Pilgaard-forestilling”. Forfatterens stemme går tydeligt igennem. Også når den for åben scene diskuterer med samarbejdspartnerne om, hvor lang teksten må være, og om vi ikke snart skal nå frem til en konklusion.
Hvad det absurde angår, så har den skarpsindige iagttager for længst opdaget, at alt dette sker, mens vi venter på bussen
Heldigvis har teatret altid haft en nødløsning i den situation, nemlig en deus ex machina. En udefrakommende kraft, måske en guddommelig indgriben, der kan løse en ellers uløselig knude på plottet. I Olivia Westbjergs skikkelse endog en meget velsyngende en af slagsen.
Er det snyd? Ja, selvfølgelig er det det, men på det tidspunkt er absurditeterne og metavittighederne allerede gået så meget over gevind, at vi i publikum vil acceptere hvad som helst. Hvad det absurde angår, så har den skarpsindige iagttager for længst opdaget, at alt dette sker, mens vi venter på bussen.
Hvis ikke vi allerede var klar over det, så slår Stine Pilgaard sin stilling fast som dansk nutidslitteraturs (+film, +teater) store humorist. Det betyder ikke bare, at hun er morsom. Det betyder, at hun med sin humor er en fremragende iagttager og skildrer af os danskere i det Herrens år 2024 … og meget snart 2025.
Så al mulig grund til at nyde denne nytårskabaret, der nok gakker ud, men som netop kalder på latteren fordi vi kan spejle os i de enkelte figurer. Og med fare for at gå et kommercielt ærinde, så gælder det nok om at være hurtig med billetbestillingen, hvis du vil kunne gå ind i det nye år med et smil på læben sammen med Hvorfor laver vi ikke et band?
Følg med i anmeldelser af aktuel scenekunst her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
