TEATER // ANMELDELSE – Jo, der går en lige linje fra menneskets mestring af ilden og til udviklingen af kunstig intelligens, AI. Eller om du vil: fra dengang Prometheus stjal ilden fra guderne og gav den til mennesket. Han er så at sige ”ånden i maskinen”. Det er måske lidt mere utydeligt, hvad vi skal med den historie på Nørrebro Teater, skriver Steen Blendstrup.
Stjernen i Prometheus på Nørrebro Teater er den robothund, der kommer ind på scenen som det første levende væsen. Eller … du ved, hvad jeg mener: Det første kunstigt intelligente væsen. Bagefter kommer mennesket.
Sådan er det også i den græske mytologi. Guderne skabte verden med alle dens dyr, og først bagefter kom titanen Prometheus og skabte mennesket af ler. På scenen sjovt skildret som underligt ufærdige projekter. Levende væsener, der ikke helt har styr på bevægelsesapparatet, men falder om, når titanen ikke holder sin opmærksomhed på dem. Ja, præcis som vi har set billeder af de første klodsede, humanoide robotter.
Vi puster liv i metaldele, chips, batterier og sensorer, præcis som Prometheus pustede liv i leret, da han skabte menneskene
Den lille robothund trisser omkring på scenen, kan give pote og sidde, når den får den rette kommando. Ingen problemer med balancen her. Den virker næsten levende, når den undersøger sine omgivelser og kigger nysgerrigt ud på publikum. Ligesom vi let kommer til at tillægge hunde menneskelige tanker og følelser, er det let at se robotten som en lille, nuttet hund.
Prometheus’ gave
For hvad er liv egentlig? Vi puster liv i metaldele, chips, batterier og sensorer, præcis som Prometheus – her Joen Højerslev – pustede liv i leret, da han skabte menneskene. Det skulle være overflødigt at nævne, at vi fører samtaler med chatbots, der efterhånden fylder mere og mere i vores opfattelse af verden og i vores liv.
Tilbage i mytologien kerer Prometheus sig mere for menneskene, end guderne gør. Her repræsenteret ved Zeus, som i Nicolai Jørgensens skikkelse er en selvoptaget, uintelligent bølle, der skinsygt vogter sin magt og frygter at blive styrtet. Ikke uden lighed med en politiker, der fylder en del på verdensscenen lige nu.
I alle tilfælde stjæler Prometheus gudernes ild og giver den til menneskene, og når først ilden er løs, er den ikke til at stoppe. Nok kan Zeus straffe den ulydige titan ved at lænke ham til bjerget Kaukasus, hvor en ørn for evigt hver dag vil æde hans lever, fordi den vokser ude igen hver nat. Men mennesket har nu fået gudernes kraft og kan selv skabe.
Vi kan fylde maskinerne med ildens kraft, så de kan sejle og flyve og transmittere billeder og … så er vi fremme ved robotterne og den kunstige intelligens
Vi får mere udbytte af varmebehandlede fødevarer. Vi kan udvinde og bearbejde metaller. Vi kan bruge metallerne til at bygge maskiner. Vi kan fylde maskinerne med ildens kraft, så de kan sejle og flyve og transmittere billeder og … så er vi fremme ved robotterne og den kunstige intelligens.
Hvem gemmer sig bag skærmen?
Prometheus udspiller sig på en bar scene. Rekvisitterne begrænser sig længe til et kamera og et par skærme. Manipulationen mellem, hvad kameraet ser, og hvad skærmene viser, holder publikum ude af balance. Christopher Nallo og Nanna Finding Koppel, der spiller menneskene, er på en gang moderne mennesker og de af ler nyskabte væsener.
Selv om myten fortælles fremadskridende, så gør den det i et nu, der eksisterer mellem publikum og skuespillere på scenen. Vores nutid. Muligvis vores fremtid.
Der er en sprælsk opfindsomhed ved de mange påfund på scenen. Der er i hvert fald masser af teknologi i spil. Christopher Nallo kaster sig også ud i en hidsig rap, da han og Koppel spiller ørnene, der skal æde Prometheus’ lever. Der er en del fjollerier af den slags mellem aktørerne og robothunden, kameraet, skærmene. Lidt forelskelse i effekterne. Vi griner. Men måske lidt overfladisk.
Midt i munterheden kan det nemlig være svært at finde den røde tråd. Eller det som forestillingen Prometheus gerne vil os som publikum.
Guder, mennesker og myter
Det er mytens natur at belyse og forklare fænomener i vores menneskelige tilværelse. Det er os, menneskene, der skaber myterne. Allerede de gamle grækere filosoferede over, at det ikke var guderne, der skabte mennesket, men mennesket, der skabte guderne. Så hvad Zeus’ frygt for at blive detroniseret angår, har vi allerede svaret.
Men Prometheus overskred grænsen for det tilladte. Se hvordan det gik ham. Ligesom Frankenstein. Romanen har faktisk undertitlen en moderne Prometheus. Se hvordan det gik ham.
Vi venter med tilbageholdt åndedræt på, hvordan det går ham her på Nørrebro Teater. Hvilken forståelse af livet og verden omkring os skal myten bibringe os i aften? For skal vi virkelig være bange for den søde, lille robothund? Svaret blafrer desværre i brisen fra vindmaskinen.
Klik dig videre til mere kulturstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og