TEATER // ANMELDELSE – Der er kommerciel tænkning i at vælge hovedroller til enhver forestilling. I en monolog som Tit er jeg glad står og falder det hele med skuespilleren. Her leverer Kirsten Olesen. Vi er interesserede i hendes figur og fortællingen, fordi hun har os i sin hule hånd fra første replik.
Man kunne næppe finde en mere passende scene for Tit er jeg glad end netop Teatret ved Sorte Hest. Vi er bogstavelig talt et stenkast fra adressen på første scene, nemlig Amerikavej. Altså Vesterbro, ikke Amager. Her møder vi stykkets fortæller, Elinor, der er vendt hjem til barndommens gade. Og så folder Kirsten Olesen sig ellers ud i en fortælling om et levet liv.
Tit er jeg glad er et skoleeksempel på, at monologen ikke er nogen ”skrabet model”, men indeholder alt det fineste i dramatikken og skuespilkunsten. Kirsten Olesen kan ikke spille dialogerne, men fortæller dem, som hendes figur har oplevet dem. Vi kan ikke andet end blive inddraget i hendes liv. Det indre såvel som det ydre. Vel vidende at det naturligvis er en subjektiv beskrivelse.
Vi vil vide, hvem denne kvinde er, og hvorfor hun har truffet dette valg
Formen kræver nærmest, at vi starter i et nu, og så bevæger os bagud i tiden med Elinor som fortæller. Anslaget er enkelt, men også storslået dramatisk. Hendes mand er død og med, hvad sønnerne opfatter som følelsesløshed, sætter hun med det samme huset til salg og vender tilbage til rødderne. Til barndommens gade.
Gensyn med barndommens gade
Vi sidder som på nåle. Vi vil vide, hvem denne kvinde er, og hvorfor hun har truffet dette valg. Vi hænger på til sidste replik.
Elinors historie er også et generationsportræt. Hun er et efterkrigsbarn. Hun er opvokset sammen med en uvorn børneflok i baggårdene på Vesterbro, men via en kæreste foretager hun en social opstigen. Samtidig ændrer familiemønstre og -normer sig.
Historien vil nok vække størst genklang hos en generation, der selv har oplevet en større eller mindre del af den forandring af det danske samfund. Eller som den 70-årige Elinor udtrykker det; hun er allerede ti år ældre, end hendes enlige mor blev. Barndommens gade ligner måske ikke helt sig selv.
Et yngre publikum vil på den anden side få et lidt bedre indblik i, hvorfor Elinors generation ikke helt er på bølgelængde med moderne opdragelsesmetoder. Dertil kommer et par raske betragtninger om klasseforskel, som serveres med humoristisk bid af Kirsten Olesen.
Historie med og uden stort H
Men nu, hvor vores nysgerrighed er vækket, følger vi med gennem hele fortællingen frem og tilbage gennem livet med glæder og sorger og nogle gange ret dramatiske tilskikkelser. Langsomt afsløres først et aspekt, så et andet. Spørgsmålet er, hvor meget Tit er jeg glad egentlig adskiller sig fra så mange andre livshistorier.
Hvis vi nu spørger vores egne bedsteforældre eller tager en snak med vores børnebørn, så er der måske mere at tale om, end man skulle tro. Det behøver ikke at være så dramatisk som her. Eller som det er tilfældet i tv-serien Generationer, som i øjeblikket kan ses på DR. Men i alle tilfælde repræsenterer de ældre generationer øjenvidner til noget, som ellers hører historien til.
Kirsten Olesen synger linjerne med en 70-årigs tilbageblik oven på et levet liv. Det er en helt anden historie
En pudsig detalje er netop barndommens gade. Vesterbro er en pudsig blanding af fine forhuse, og billige lejekaserner. Et arbejderkvarter. I fattigfirserne var mange lejligheder stadig opvarmet med petroleumsovn. De to sønner forstår ikke, at Elinor vil flytte ind til bandekriminalitet, prostituerede og (gys) muslimer.
På vej hjem fra teatret kan enhver konstatere, at kvarteret gennem de seneste 20-30 år har gennemgået en markant gentrificering. Det er ikke billige boliger i dag. I den forstand ligner barndommens gade ikke sig selv.
Tit er jeg glad – igennem et helt liv
Teatret ved Sorte Hest er en intim scene, hvor publikum er tæt på skuespillerne – eller i tilfældet Tit er jeg glad: skuespilleren. Det gør det nemmere at få meget ud af lidt. Scenografien består af en enkelt skammel og nogle skærme, som Kirsten Olesen selv kører frem og tilbage mellem ”akterne”.
Symbolikken er ikke til at tage fejl af. Hvor troværdig er fortælleren i virkeligheden, og hvad gemmer der sig bag skærmene? Eller vi skal måske hellere spørge, hvem hun egentlig vil skærme.
Forestillingens titel stammer fra B.S. Ingemanns ungdomsdigt, skrevet af en forelsket 22-årig. Kirsten Olesen synger linjerne med en 70-årigs tilbageblik oven på et levet liv. Det er en helt anden historie.
Tit er jeg glad og vil dog gerne græde,
thi intet hjerte deler helt min glæde.
Tit er jeg sorrigfuld og må dog le,
at ingen skal den bange tåre se.
Livet indeholder både sorg og glæde. Elinor har taget det, som det kommer. På halvanden time får vi del i glæden. Vi får indsigt i sorgen. Vi i publikum får også mulighed for at le – eller i hvert fald smile – sammen med Elinor. Ikke mindst fordi Kirsten Olesen får ordene til at leve.
Klik dig videre til meget mere kulturstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og