“Alt vi ønsker er uddannelse og fred”

af i Danmark/Liv & Mennesker/Politik & Samfund

I fem år har familien Haj nægtet at indvilge i frivilligt at rejse hjem til Irak. De frygter nu dagligt at blive isoleret og revet væk fra deres danske hverdag, hvis de bliver overført til et af de nye udrejsecentre, som selv politiet sammenligner med fængsler.

Siden 2011 har familien Haj integreret sig effektivt i lokalsamfundet på Langeland, men ligeså længe har de været afviste asylansøgere i Danmark. Under et nyligt møde med politiet, blev de efter eget udsagn truet med overførsel til “asylcentre der minder om fængsler”, hvis de fortsat nægter at acceptere frivillig hjemrejse til Irak.

Om få måneder er Udrejsecenter Sjælsmark imidlertid klar til at huse børnefamilier, og familien Haj er i målgruppen, som kan blive overført. Siden det første afslag i 2011 har de nægtet at bukke under for trusler fra Udlændingestyrelsen, som er træt af, at familien ikke vil acceptere afslaget på asyl. Imidlertid er Irak plaget af voksende terror, og familiens hjemby Mosul, er stadig besat af ISIS.

Irak vil kun modtage frivilligt hjemsendte, men forældrene frygter for børnenes og deres eget liv og har derfor nægtet at forlade Danmark. Familien flygtede fra Irak i 2010, da lokale terrorgrupper truede dem. Fordi familien er kurdere, kan størstedelen af Irak, der er plaget af dybe etniske modsætninger og blodige stridigheder, ikke udgøre et nyt hjem. Kurdistan er heller ikke en mulighed for dem. Her er de nemlig truet på livet, efter de har giftet sig i strid med familiens ønsker. Yderligere frygter Mohamad Haj for fængsel og afstraffelse ved en tilbagevenden til Irak, fordi han brød sin kontrakt med militæret grundet flugten – hvilket i styrets øjne svarer til at desertere.

Vi skulle vide, at Danmark har asylcentre, der minder om fængsler, og der kan vi blive sendt hen, hvis vi bliver ved at nægte at skrive under – Zahra Haj

“Da vi nægtede at skrive under (på hjemsendelse red.), blev de rigtig vrede og sagde, at det kunne være ligegyldigt med underskriften, for det er kun et spørgsmål om tid, før de sender os til Irak. Og vi skulle vide, at Danmark har asylcentre, der minder om fængsler, og der kan vi blive sendt hen, hvis vi bliver ved at nægte at skrive under. ” fortæller Zahra Haj, mor til Shahna, Aya og deres to ældre brødre, til POV International.

Den 14-årige Shahna Haj, der sidder ved siden af og oversætter for sin mor, fortæller at hele familien har været mere oprevet og bange, siden det sidste møde hos politiet, og at særligt den 6-årige Aya har været meget udadreagerende. Som den yngste i søskendeflokken var hun med til mødet. Aya forstod alt hvad politiet sagde, og reagerede ved at råbe og græde så meget, at familien måtte holde en pause. Hun råbte til politiet, at de ikke måtte sende dem til Irak. Så så hun på sin far, tog hans hånd og sagde “Kom far, nu går vi!”.

“Lige siden de var i København, har hun været bange hele tiden. Hun græder, tør ikke gå udenfor og er bange for, at vi skal flytte. Så nu vil hun sove hos vores forældre hver nat. ” fortæller Shahna Haj.

Børnenes fremtid trumfer alt
Selvom Shahna kun er 14 år, kan hun også fortælle om at flygte fra Irak gennem Istanbul og om at leve et halvt år i skjul i Danmark, da de måtte vente på hendes far og brødre, som de var blevet adskilt fra under flugten. Dengang var Shahna 9 år, men hun husker stadig lastbilen, der tog dem til Istanbul og uvisheden om, hvornår og hvorvidt de ville blive genforenet med hendes far og brødre.

Familien flygtede i 2010 fra Irak, da Mohammad Haj modtog trusler fra lokale terrorgrupper, og Zahra Haj ikke længere turde sende sine børn ud i den hverdag, hvor hun dagligt frygtede for, at de ville blive ofre for en bombe eller voldtægt. Forældrene ønsker, at børnene skal vokse op med en uddannelse og i fred for krig:

“I Irak var der krig og bomber. Vi turde ikke sende børnene i skole. Der var unge piger som blev voldtaget. Den risiko ville vi ikke løbe. ” fortæller Zahra Haj.

Foto: Kenneth Bryde
Foto: Kenneth Bryde

Fem år med integration
I deres fem år i Danmark har familien boet i et lille hus stillet til rådighed af Asylcenter Holmegaard på Langeland. Børnene har fra begyndelsen gået i dansk skole og institution, og de deltager aktivt i kommunens fritidstilbud. I dag fremstår alle fire børn fagligt dygtige, og de trives også socialt på Langeland.

Da Aya var så ked af det over mødet med politiet, så blev jeg også rigtig ked af det, og en dag i skolen fortalte jeg mine veninder om, hvad der var sket, og hvordan det var derhjemme. Så begyndte de alle tre at græde, og det var faktisk rigtig pinligt. Jeg fortrød at jeg havde fortalt noget, for det skal jo ikke gå udover dem – Shahna Haj, 14 år.

Gennem samtalen med POV International lægger forældrene igen og igen vægt på børnenes danske kultur og fortæller med stolte blikke, at børnene kun har danske venner. Selvom familien er muslimer og Shahnas mor bærer tørklæde, siger de samstemmende, at det er vigtigt at fejre danske højtider. De fortæller om vigtigheden af at gå i kirke til jul, fordi de gerne vil være som de danske familier. Men allermest ønsker de ro: “Det vigtigste er, at de kan få en uddannelse. Og at vi kan leve i fred.” fortæller Zahra Haj.

Ikke syg nok til Danmark
Efter det første afslag på opholdstilladelse, valgte Zahra Haj at søge om humanitær opholdstilladelse på sine egne og børnenes vegne. Udlændingestyrelsen vurderede på blot 14 dage, at der på grund af manglende lægefaglige udtalelser ikke var grundlag for humanitær opholdstilladelse. Disse fik familien herefter udført hos asylcenterets læge, Lars Johansen, og POV International har fået kopier af familiens lægejournaler. Læge Lars Johansen vurderede allerede i 2012, at “Mohamad er overvejende syg af psykisk lidelse grundet langvarigt psykisk stres i Irak, og for ham kikset asylansøgning i Danmark. Tilstanden er langvarig men næppe kronisk.” og lægen tilføjer, at der næppe er nogen medicin, der kan fjerne “hans begrundede angst for ham og hans familie ved evt. tilbagevenden til Irak”.

I udtalelsen om Zahra fremgår det også, at det psykiske pres på familien påvirker hende meget. Men det er ikke nok til at få asyl i Danmark. Afslaget på genoptagelse lød på, at der ikke foreligger oplysninger om, at hverken Zahra eller Mohamad Haj lider af “en alvorlig sygdom, som efter ministeriets praksis kunne begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse”.

Ingen hensyn til barnets tarv
I 2014 forsøgte familien igen at søge om genoptagelse af deres ansøgning om humanitær opholdstilladelse. Med udtalelser fra børnenes lærere og pædagoger søgte familien nu med henvisning til, at børnene havde fået en nær tilknytning til Danmark. Men i dansk asylpraksis tages der ikke højde for barnets tarv eller tilknytning, og endnu et afslag kom retur.

Mange organisationer, herunder Red Barnet, Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors, har i årevis kritiseret denne manglende hensynstagen til asylbørns tarv og tilknytning. Organisationerne har i særlig grad kritiseret, at Børnekonventionen ikke indgår i den danske Udlændingelov. Artikel 3 i Børnekonventionen vægter, at barnets tarv altid skal “komme i første række”. Eva Singer, der er asylchef i Dansk Flygtningehjælp, udtrykker til POV International frustration over den manglende handling i sager med børn:

“Det er et problem, at Danmark ikke vægter Børnekonventionen i Udlændingeloven, og der er virkelig plads til forbedring. Man kunne ønske sig, at man tog mere hensyn til barnets tarv, for det er ikke hensigtsmæssigt at børn skal gå så længe i uvished”.

Hvis Danmark, ligesom Norge, vægtede barnets tarv i ansøgning om opholdstilladelse, kunne familien Haj på baggrund af børnenes store tilknytning til Danmark for længst være tildelt asyl.

Det er et problem, at Danmark ikke vægter Børnekonventionen i Udlændingeloven, og der er virkelig plads til forbedring. Man kunne ønske sig, at man tog mere hensyn til barnets tarv, for det er ikke hensigtsmæssigt at børn skal gå så længe i uvished – Eva Singer, asylchef i Dansk Flygtningehjælp.

Shahnas forældre lægger stor vægt på, at børnene deltager i kommunens fritidstilbud, og er flittige i skolen. En opfattelse som også skolens lærere og pædagoger deler, og gjorde Udlændingestyrelsen opmærksom på i 2014 gennem skriftlige udtalelser til Udlændingestyrelsen.

Om 14-årige Shahna, der sidste år blev valgt som skolens elevrådsformand, skriver hendes klasselærer Hanne Østergaard, at Shahna er blandt de dygtigste elever i klassen, og skriver et mere fejlfrit dansk end flere af hendes klassekammerater. Brødrene og lillesøsteren får også ros for deres faglige kunnen og engagement.

Udlændingestyrelsen besvarede imidlertid anmodningen om genoptagelse af sagen med, at udtalelserne ikke bibragte noget nyt og at afslaget på asyl derfor fastholdes.

En hverdag i tomgang
Mens børnene fortsat kæmper for, at blive de dygtigste i skolen og opretholde en normal barndom, sidder forældrene tilbage i en hverdag i tomgang. Som afviste asylansøgere, må de hverken arbejde eller modtage danskundervisning, men de drømmer begge om at arbejde og bidrage til samfundet. De synes det er pinligt ikke at være gode forbilleder for børnene, der skal lære at værdsætte muligheden for at bidrage og være en del af et samfund.

Asylchef Eva Singer ønsker ikke at udtale sig om familien Hajs konkrete sag på vegne af Dansk Flygtningehjælp, men fortæller, at der tidligere har været få eksempler på sager, hvor familier har fået opholdstilladelse ud fra hensynet til barnets tarv. Familien Haj har allerede i 2012 fået afslag på den baggrund, da begge forældre vurderes til at være i stand til at give børnene en god opvækst.

“Det er dejligt for en familie, at forældrene er stærke, men som reglerne er, så kan det faktisk svække familiens sag,” bemærker hun.

Foto: Kenneth Bryde
Foto: Kenneth Bryde

Frygten kommer nærmere
For familien Haj kan frygten for en overførsel til udrejsecenteret snart vise at blive til virkelighed.

Til et borgermøde i Hørsholm Kommune den 9. juni fortalte kontorchef i Udlændingestyrelsen, Thomas Mortensen, at “ombygningerne af Udrejsecenter Sjælsmark indenfor få måneder er så fremskreden, at børnefamilier kan begynde at flytte ind.”

Familien har det seneste år også mærket, at der politisk har været øget fokus på afviste asylansøgere, og de følger bekymret med i nyhederne, når der vises billeder fra udrejsecentrene Kærshovedgård og Sjælsmark. Efter det seneste møde, der blev afsluttet med et “Vi tales ved” fra politiet har familien, og særligt børnene, gået rundt med en forstærket frygt i maven for at blive isoleret og revet ud af deres hverdag.

Det er dejligt for en familie, at forældrene er stærke, men som reglerne er, så kan det faktisk svække familiens sag – Asylchef Eva Singer, Dansk Flygtningehjælp

En traumatiserende oplevelse
Anne-Mette Bjerregaard, der er områdeleder for Røde Kors’ pædagogiske enhed på Sjælland, fortæller  videre til POV International, at børns deltagelse ved sådan møder kan have traumatiserende konsekvenser.

“Når der er tale om samtaler med afviste asylansøgere, så ved man på forhånd, at de vil være uegnede for børn. Det kan blive en traumatiserende oplevelse for dem, fordi forældrene kan blive meget påvirkede, og det mærker børnene, som derfor ikke skal deltage i sådan nogle møder. ” siger hun.

Det skal ikke gå ud over veninderne
Selvom Shahna ikke var med til det sidste møde hos politiet, mærker hun tydeligt, hvordan familien er meget pressede og berørte.

14-årige Shahna Haj Foto: Kenneth Bryde
14-årige Shahna Haj. Foto: Kenneth Bryde

“Da Aya var så ked af det over mødet med politiet, så blev jeg også rigtig ked af det, og en dag i skolen fortalte jeg mine veninder om, hvad der var sket, og hvordan det var derhjemme. Så begyndte de alle tre at græde, og det var faktisk rigtig pinligt. Jeg fortrød at jeg havde fortalt noget, for det skal jo ikke gå udover dem.”

Hun bliver et øjeblik helt stille. Og tilføjer at hun tit har oplevet sine forældre blive svinet til eller truet med at blive sendt hjem, og når det ikke er sket endnu, så er der ikke grund til at gøre veninderne bange.

Nu er mine veninder jo så heldige, at de bor i Danmark, og har alt hvad de skal bruge. Men det har vi ikke. De skal bare blive ved med at have det ligeså godt, som de har det nu – Shahna Haj, 14 år

Hun synes ikke veninderne skal vide, hvordan det går, fordi der er så meget at fortælle, og det vil være helt uoverskueligt at få veninderne til at forstå det:

“Nu er de jo så heldige, at de bor i Danmark og har alt hvad de skal bruge. Men det har vi ikke. De skal bare blive ved med at have det ligeså godt, som de har det nu. Og hver gang læreren fortæller, at jeg er asylansøger og de ting jeg har været igennem, så siger de allesammen at det er synd for mig og bliver kede af det.”

Nordsjællands Politi, der har til ansvar at udføre samtaler med afviste asylansøgere, ønsker ikke i øjeblikket at kommentere på sagen eller den generelle procedure for samtaler med afviste asylansøgere.

Opdatering 1. August 2016: 

 

På fleres opfordring, er der hermed skabt en underskriftsindsamling med henblik på at øge opmærksomheden om familien sag.

http://www.skrivunder.net/behold_familien_haj_i_danmark

Topfoto: Kenneth Bryde.

Kunne du lide denne artikel? Så del den meget gerne. Hos POV International skriver vi alle frivilligt, men bliver glade for bidrag. Du kan bidrage til mine fortsatte skriverier på Mobilepay +45 42 31 55 26

Andrea Margrethe Dragsdahl læser en bachelor i journalistik og internationale studier på Roskilde Universitet. Det skal være hendes trinbræt til at blive journalist med speciale i internationale relationer og udviklingslande. Hun var ungdomsredaktør og skribent hos Dansk Vegetarforening gennem tre år, og er i dag kontaktperson hos Hjernesagen for børn og unge, der lever med en forælder med hjerneskade. Derudover er hun særligt opslugt af social ulighed på baggrund af etnicitet, og har bl.a. analyseret asylbørns trivsel i danske børnehaver.

Skulle du have lyst til at donere til Andreas skriblerier, er nummeret til Mobilepay +45 4231 5526
Email: mail@andreadragsdahl.dk