
ARBEJDSMARKED // BOGANMELDELSE – Simon Tøgern, tidligere HK-formand, går i rette med A-kassesystemet i en udfordrende debatbog og foreslår, at det erstattes af ét offentligt system – med borgerløn som et muligt endemål. Han kalder til opgør med kontrol og dobbeltroller i fagbevægelsen.
I et opgør med en af den danske models mest hellige institutioner foreslår Tøgern, at de 26 A-kasser nedlægges og erstattes af ét offentligt system – administreret af Udbetaling Danmark og finansieret via en solidarisk arbejdsmarkedsskat.
Han sammenligner med nedlæggelsen af sygekasserne i 1973 og kalder A-kasserne for ”et bureaukratisk statsligt monster” (s. 110) og en ”regeljungle og politisk slagmark” (s. 109), hvor kontrollen er vokset, rettighederne svundet og medlemsdemokratiet udhulet. Et system, der ifølge Tøgern snarere tjener staten end lønmodtagerne.
En fagbevægelse i defensiven
Bag det radikale forslag ligger en bredere kritik: Den danske arbejdsmarkedsmodel er svækket. Dagpenge og ydelser er blevet udhulet, arbejdsløse udsættes for stigende kontrol og sanktioner, og arbejdsmarkedspolitikken har forsømt sin forpligtelse til omstilling og efteruddannelse.

Også organisationsgraden er i frit fald, især i det private erhvervsliv, og konkurrencen fra ”gule” fagforeninger har yderligere udvandet den kollektive styrke. Fagbevægelsen mangler modspilskraft, og ”identitet betyder ofte mere end styrke” (s. 53), påpeger Tøgern – som derfor foreslår en stærkere centralisering.
Kan fagbevægelsen overleve uden A-kasserne?
En nedlæggelse af A-kasserne vil, erkender Tøgern, medføre en lavere organisationsprocent. Samtidig vil det frisætte fagforeningerne fra en dobbeltrolle, hvor de både optræder som myndighed og som medlemmernes advokat. Men hvad skal erstatte A-kasserne?
Bogen skitserer kun konturerne: En offentlig understøttelse for alle arbejdsløse, finansieret via en flad arbejdsmarkedsskat. Men den er uklar på centrale spørgsmål som varighed, betingelser og samspil med kontanthjælpen.
Hvorvidt hans visioner bliver realpolitik, er uvist. Men hans kritik af status quo er skarp og vedkommende
I den logiske forlængelse af Tøgerns tanker lurer en endnu større reform: Et borgerlønssystem. En ubetinget ydelse til alle borgere over 18 år, som skal sikre økonomisk tryghed uden kontrol og betingelser – og dermed afskaffe hele det bureaukratiske apparat omkring arbejdsløshed, Vi gider ikke et lortesamfund (s.133).
Tøgern slutter sin bog med at sige, at hvis ikke fagbevægelsen fornyer arbejdsmarkedsmodellen og sætter sig i spidsen for en kamp imod den voksende ulighed, ender vi med at blive et lortesamfund. ”Selvom vi ikke har ramt det engelske eller amerikanske niveau (for omfanget af working poor), så er retningen tydelig” (s.135).
En bog med bid i
Tøgern har skrevet en velskrevet, kontroversiel og personlig bog, der – med afsæt i egne erfaringer som lærling, tillidsmand og fagforeningsleder – slagter flere af fagbevægelsens hellige køer. Hvorvidt hans visioner bliver realpolitik, er uvist. Men hans kritik af status quo er skarp og vedkommende.
Fakta: Den danske arbejdsmarkedsmodel i korte træk
Flexicurity: Den danske model balancerer fleksibilitet (let at ansætte/afskedige), økonomisk tryghed (via dagpenge) og en aktiv arbejdsmarkedspolitik (uddannelse og omstilling).
Trekantsamarbejdet: Samarbejde mellem staten, arbejdsgivere og fagforeninger, hvor løn- og arbejdsvilkår fastlægges gennem overenskomster.
A-kasser: Har historisk været tæt knyttet til fagforeningerne, men siden 2001 har tværfaglige og “gule” alternativer vundet frem.
Organisationsgrad: Høj i det offentlige (70 %), men markant lavere i det private (ca. 45 %).
Fagbevægelsen: Fragmenteret og mindre centraliseret end arbejdsgiverorganisationerne, hvilket svækker forhandlingsstyrken.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og