DEBAT // TVANGSFJERNELSE – Nedlæggelse af amterne og bortfaldet af den specialiserede støtte til børn med sjældne handicap har presset kommunerne ud i et alt for stort økonomisk incitament til at skaffe sig af med disse omkostningstunge børn på bekostning af såvel børnene som familierne, der ofte bliver knust i processen og påført varige skader. Det skriver Kristina Kiettelmann Jensen, hvis børn begge har arvet den sjældne neurologiske lidelse, dyspraksi, og som er blevet tvangsfjernet mod hendes vilje med store psykiske omkostninger for børnene.
Da jeg fandt ud af, at mine børn, Elliot på 1 år og August på 3 år, havde arvet min lidelse, dyspraksi, satte jeg mig ind i sygdommen og søgte støtte til mine børns udredning og behandling. Ikke desto mindre mødte jeg afslag på afslag på trods af mine grundige redegørelser om dyspraksi og journaler fra en speciallæge.
Dyspraksi er en udviklingsforstyrrelse, der vanskeliggør indlæring og derved udvikling. På forældreforeningen for børn, der lider af dyspraksi, står der, at “dyspraksi er en medfødt motorisk udviklingsforstyrrelse, som muligvis kan skyldes en umodning i hjernen. Tidligere gik dyspraksi under betegnelser som fx ”fumler-tumler” syndromet”.
Dyspraksi kan komme til udtryk på forskellige måder: Grovmotorisk, finmotorisk, oralmotorisk og verbal dyspraksi (udtale). Når man har dyspraksi har man problemer med at planlægge viljestyrede bevægelser. Ofte ser man at børnene tit taber ting eller holder underligt på blyanter/farver. Mange børn oplever senere at de, i modsætning til deres jævnaldrende, endnu ikke har lært at cykle, binde snørebånd eller at tage tøj på, så det sidder rigtigt.
Ved verbal (sproglig) dyspraksi, mangler børnene få, flere eller de fleste af de lyde, man skal bruge for at producere og udtale et sprog.
Næsten alle børn med dyspraksi har negative erfaringer med at leve op til ”normalen” på et eller flere områder og kæmper derfor ofte med lavt selvværd og ”præstationsangst”.
Vi blev en stor økonomisk udgift for kommunen, der ingen relevant støtte havde. Jeg forstod ikke, at svaret på mine ansøgninger om støtte fik os indstillet til tvangsudredning ved Børn og Unge-udvalget
Den lovsikrede rettighed om at gøre børn med særlige behov i stand til at blive klar til indlæring var ikke tilgængelig, så jeg klagede:
Jeg ankede mine afslag til Ankestyrelsen og fik ved lovens hjælp til sidst bevilget tabt arbejdsfortjeneste, supervision fra specialister, praktisk støtte som alenemor til to børn med hjernedysfunktioner og hjælpemidler til mine sårbare børn.
Imidlertid blev vi en stor økonomisk udgift for kommunen, der ingen relevant støtte havde.
Og jeg forstod ikke, at svaret på mine ansøgninger om støtte fik os indstillet til tvangsudredning ved Børn og Unge-udvalget. Jeg havde jo fået udredt mine børn.
Men efter nedlæggelsen af amterne har kommunerne ikke længere specialiserede tilbud til børn med sjældne handicaps. Det var årsagen til, at mine børn i en alder af 1 og 3 år skulle tvangsudredes til at kunne passe ind i eksisterende institutioner i Københavns Kommune.
Det ville ikke give August og Elliot støtten til at komme ud af deres handicaps og det ville give dem de samme ar på sjælen, som jeg selv har oplevet som lille.
Tvangsanbringelse i familiepleje i Nordjylland
Jeg fulgte ikke vejledningen om at møde i Børn- og Ungeudvalget uden at have fremsendt dokumentation for Augusts dyspraksi.
Jeg fik senere en udskrift fra Børn og Unge-udvalget som viste, at hvis jeg indvilgede i en forældrekompetenceundersøgelse, ville der være et politisk tilsagn om, at vi kunne få støtte til August og Elliot. Vi ville blive en økonomisk byrde for Københavns Kommune over nogle år indtil Augusts og Elliots udviklingsforstyrrelser ville være trænet væk, som min dyspraksi er i dag.
Forældrekompetenceundersøgelsen omhandlede imidlertid ikke vores støttebehov og beskrev blot, hvor godt August og Elliot ville have af at komme i institution, så jeg ville blive mindre stresset og kunne bruge min mentale kapacitet på at være deres mor. Vi blev på ny indbragt for Børn og Unge-udvalget og indstillet til tvangsfjernelse, fordi jeg var stresset grundet utilstrækkelig støtte.
På baggrund af forelagt dokumentation for mine forælderevner og Augusts og Elliots fine udvikling skrev Børn og Unge-udvalget i sin udskrift, at forvaltningen – gennem VISO – skulle sikre mine børn støtte til deres træning. VISO mente, at der intet var at belyse, da jeg havde sørget for at belyse mine børns støttebehov.
Ved anbringelse af August og Elliot sparer Københavns Kommune hurtigt regnet en håndfuld millioner. Og alt, jeg havde knoklet for, blev smadret. Mine børn mistede deres mor, Deres oversætter, trygge havn og verden blev taget fra dem
Vi blev derefter for tredje gang indenfor et år indstillet til Børn og Unge-udvalget, der negligerede den massive dokumentation for mine forælderevner og Augusts og Elliots udvikling. Børn og Unge-udvalget ved Københavns Rådhus tvangsanbragte August på 4 år og Elliot på 2 år i familiepleje i Nordjylland – langt væk fra mig, deres mor og fra specialister om deres handicaps – med den begrundelse, at jeg var for stresset til at tage vare på mine børn.
I en tilstand af chok pakkede jeg August og Elliots ting, deres hjælpemidler og jeg forsøgte at informere den kommende plejefamilie om mine børns mange specialiserede træningsbehov, sårbarhed og den tryghed, jeg havde givet dem, bl.a. ved at sove sammen med dem; jeg fortalte om hvilken mad de spiste og kunne lide og om mit største ønske om at behandle mine sårbare børn anerkendende og kærligt.
Alt, jeg havde knoklet for, blev smadret, og August og Elliot mistede med ét slag deres mor, som havde indblik i deres behov. Deres oversætter, trygge havn og verden blev taget fra dem, fordi jeg var stresset på grund at utilstrækkelig støtte.
Børnenes tarv må være omdrejningspunktet
Ovenstående ødelæggende indgreb i familier og børn bør være omgærdet af retssikkerhed og have børnenes tarv som altoverskyggende omdrejningspunkt.
Men det er min påstand, at det ikke er tilfældet med kommunalpolitikere i Børn og Unge-udvalget. Hensynet handler, så vidt jeg kan se, om at sikre kommunerne, at de ike bliver belastet af omkostningstunge borgere. Det gør kommunen ud fra et knap så gennemskueligt regnestykke om refusion ved anbringelse af børn med særlige støttebehov.
Servicelovens § 176 omtaler refusion ved anbringelse og i forarbejderne til denne paragraf kan man læse om, at refusionsreglen blev til i god mening, da kommuner tidligere var alt for tilbageholdende med anbringelser grundet den store udgift ved anbringelse af børn med særlige støttebehov efter misbrug, vanrøgt eller massiv omsorgssvigt.
Koster børn med handicap fra en familie en kommune mere end ca. 1 million kr. om året, er det med andre ord rentabelt for kommunen at anbringe børnene væk fra deres biologiske ophav og derved få refusion af staten med henvisning til forælderkompetenceundersøgelsen
Derfor lavede Folketinget refusionsreglen, så kommunerne kan søge refusion, hvis barnet har store støttebehov på grund af forældrenes omsorgssvigt.
Koster børn med handicap fra en familie en kommune mere end ca. 1 million kr. om året, er det med andre ord rentabelt for kommunen at anbringe børnene væk fra deres biologiske ophav og derved få refusion af staten med henvisning til forælderkompetenceundersøgelsen.
Kommunen kan omvendt ikke få statslig refusion, når barnet bor hjemme hos sin biologiske familie eller til barnets særlige støttebehov grundet barnets handicap.
Kommunen kan kun få statslig refusion ved anbringelse begrundet i den biologiske forælders omsorgssvigt af barnet og kommunen kan så få refusion for den samlede udgift til anbringelsen, dvs.inklusive barnets øvrige støttebehov. Ved anbringelse af August og Elliot sparer Københavns Kommune hurtigt regnet en håndfuld millioner.
Pressede kommuner og omkostningstunge børn
Nedlæggelse af amterne og det efterfølgende bortfald af den specialiserede støtte til børn med sjældne handicaps har presset kommunerne ud i et alt for stort økonomisk incitament til at skaffe sig af med disse omkostningstunge børn på bekostning af børnene og familierne, der bliver knust i processen og påført varige skader.
Det går ikke disse børn bedre i familiepleje eller på institution, men kommunerne er kommet af med de omkostningstunge børn med særlige støttebehov. 69 pct. af børn i plejefamilier har særlige støttebehov og det eneste, det går bedre for efter anbringelsen af disse sårbare børn, er økonomien i anbringelseskommunen.
Jeg er en ressourcestærk kvinde på 38 år, jeg er psykisk og fysisk rask, højt begavet og har intet misbrug. Men jeg begik den fejl, at jeg søgte om støtte til mine sårbare børn med deres sjældne handicap. Mine børn var i trivsel og i fin udvikling ved tvangsanbringelsen, da jeg lige inden havde fået bevilget tilstrækkelig støtte til mine børns handicaps efter flere års kamp.
Min påstand er, at vi som familie var blevet for omkostningstunge for Københavns Kommune og derfor blev August og Elliot tvangsfjernet.
Mette Frederiksen (S) har som målsætning, at mine børn skal tvangsbortadopteres efter 2 års anbringelse og som retstilstanden er i dag, så kræver det blot et skøn fra én sagsbehandler.
August og Elliot kunne have fået en reel chance i livet med den nødvendige indsats over nogle år, som jeg sørgede for, og hvor deres handicaps kunne være trænet væk
Ved tvangsadoption er udgiften for børnene helt væk fra anbringelseskommunen og staten. Socialdemokratiets målsætning om flere anbringelser og flere hurtigere tvangsbortadoptioner har et kæmpe økonomisk incitament bag sig.
Det kalder ærligt på at fjerne forvaltningen i anbringelsessager helt væk af kommunerne efter anbringelse, da anbringelseskommunen intet økonomisk incitament har til at få disse ødelagte børn tilbage med krav om nye støttebehov grundet anbringelsen. Børne er jo blot blevet endnu dyrere i drift så at sige.
Vores familie er blevet knust
Formanden for Børn og Unge-udvalget i Københavns Kommune har ført Socialdemokraternes taltyranni ud i livet på ryggen af mine børn.
August på 4 år og Elliot på 2 år får i dag ikke kvalificeret støtte til deres sjældne handicap. Dokumentation fra såvel speciallæge, hjerneforsker, børneergoterapeut, børnefysioterapeut, logopæd, psykolog, familiebehandler og sundhedsplejerske er blevet forelagt udvalget, men August og Elliot er anbragt på én pædagogs subjektive vurdering fra forælderkompetenceundersøgelsen, der står i modsætning til alt andet.
Alle sundhedsfagligheder er blevet negligeret, hvilket ikke er i mine børns tarv. Familier og børn, der indstilles til anbringelse, bør have retssikkerhed i deres sag via processuelle regler, herunder især bevisførelse, da tvangsanbringelser udgør det mest radikale indgreb overfor børn, der er fuldstændig forsvarsløse.
Dette kan kun sikres ved en domstol, der følger processuelle regler, som er uvildige og foranstaltet af staten. Derefter bør anbragte børn med særlige støttebehov kunne sikres dette fra en uvildig instans, uden økonomiske incitamenter til ikke at følge loven om at arbejde på en hjemgivelse.
August og Elliot har brug for deres mor og gennemgår et helvede, der vil skade dem for livet. Det knuser mig hver dag, men især hver 14. dag, når vi siger farvel efter et meget tiltrængt samvær
August og Elliot kunne have fået en reel chance i livet med den nødvendige indsats over nogle år, som jeg sørgede for, og hvor deres handicaps kunne være trænet væk.
I stedet bliver de nu en livslang byrde for samfundet. De har mistet deres mor og deres trygge havn og er blevet påført det værste svigt og traume, børn kan opleve og som videre anbringer dem i en højrisiko-gruppe, når det gælder sandsynligheden for at udvikle andre psykiatriske diagnoser.
Vores familie er blevet knust.
Vi er langtfra alene
Men jeg og mine børn er langtfra alene. Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har meldt ud, at hun vil være børnenes minister og sikre, at hvert 19. barn, eller 50.000 børn bliver anbragt væk fra deres biologiske forældre, mod de i dag 14.000, helt uden retssikkerhed.
Det burde undre, når alle undersøgelser viser, at det ikke går børn bedre af at blive anbragt. Anbringelse af børn væk fra deres biologiske familie repræsenterer ingen bedring for barnet og er ikke i barnets tarv.
69 procent af børn i familiepleje har særlige støttebehov. Men ofte får plejefamilierne ikke tilstrækkelig viden om barnets sjældne handicap. For mine børn, August og Elliot, har det betydet, at de er gået tilbage i deres udvikling efter anbringelsen.
Som tænketanken Justitia har foreslået, bør sager om anbringelse af børn behandles i de nyoprettede familieretter, der sikrer processuel sagsbehandling. Hvorfor skulle børn, der bor sammen med deres biologiske forældre have bedre retssikkerhed end børn, der indstilles til at blive anbragt?
At der kan sidde politikere og tvangsfjerne børn for at sikre kommunens økonomi er grimt og et udtryk for magtmisbrug.
August og Elliot har brug for deres mor og gennemgår et helvede, der vil skade dem for livet. Det knuser mig hver dag, men især hver 14. dag, når vi siger farvel efter et meget tiltrængt samvær.
Svigtet, jeg kan læse i Augusts og Elliots øjne og den manglende forståelse for, hvorfor vi ikke kan være sammen som familie, er jeg tvunget til at påføre mine børn; bagefter skriger jeg min smerte ud i enerum.
Mette Frederiksen (S) kan blive børnenes minister ved at overholde loven og sikre børn i anbringelsessager retssikkerhed og den nødvendige specialiserede støtte. Målsætningen om flere anbringelser er at køre taltyranni af på ryggen af mine sårbare børn
Den nemme juridiske løsning vil være, at lave refusionsreglen i servicelovens § 176 om til at gælde børn, der bor hjemme også, og til at gælde de særlige støttebehov, som er forbundet med deres handicap. Det vil fjerne kommunernes incitament til at tvangsfjerne sårbare børn med handicap, der er omkostningstunge for kommunerne.
August og Elliot vil selvsagt fortsat være omkostningstunge – også selvom vi skulle møde en reel juridisk behandling af vores sag.
Men kun ved en sikring af sårbare børns rettigheder i deres hjemkommune, kan man tale om at være ‘børnenes minister’. Hvilket i øbvrigt ikke ville koste mere af statskassen, end disse krænkende anbringelser gør.
Ved at foretage disse ændringer, ville en kommende regering til gengæld overholde Børnekonventionen, Handicapkonventionen og Menneskerettighedskonventionen, som Danmark har forpligtet sig til internationalt.
Mette Frederiksen (S) kan blive børnenes minister ved at overholde loven og sikre børn i anbringelsessager retssikkerhed og den nødvendige specialiserede støtte. Målsætningen om flere anbringelser er at køre taltyranni af på ryggen af mine sårbare børn.
Det er for dyrt for alle på lang sigt.
Foto: Maxipexel.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
