Kontanthjælpsreformen og reglerne om integrationsydelse har gjort en i forvejen hård dagligdag hårdere for en lang række udsatte danskere og deres børn. Desuden har den politiske kurs over for mennesker på overførselsindkomster sammen med fortællingerne om Dovne Robert og Fattigkarina skabt et debatklima, hvor de mennesker, det hele handler om, ofte ikke tør at stå frem. Det er et problem, for det betyder at vi kun sjældent hører deres stemmer. I denne serie giver POV Internationals Amalie Keren Maarbjerg ordet videre til nogle af dem. Flere har betinget sig anonymitet for at deltage – og det har vi valgt at respektere. Skribenternes navne er kendt af redaktionen.
God læsning & god sommer!
—————————————————————————————————————————————-
Af: Line Jensen
Jeg hedder Line, og jeg er sygemeldt på kontanthjælp. Jeg har lovet at stå frem med min historie, først og fremmest fordi jeg føler mig forpligtet til det, da jeg er en af dem, der kan komme op om morgenen, i modsætning til mange af mine ligesindede.
Af den grund må de kæmpe endnu hårdere, for bare at få udbetalt deres månedlige indkomst, så regningerne kan betales, og de ikke får en bankrådgiver på nakken, fordi de igen er i minus.
Her er min historie:
Det er ikke mere end knap to måneder siden jeg mødte min nye sagsbehandler for første gang. Jeg kan ikke huske præcis, hvornår det var, da jeg var nede i et dybt, sort hul på det tidspunkt. Dog mener jeg, at jeg havde fået min diagnose på det tidspunkt, hvilket betyder at det må have været umiddelbart efter den 2. juni.
Min veninde, som jeg boede hos, var taget med mig som støtte, og hun var godt klar over, at det var hende, der kom til at føre ordet, da jeg konstant var på grådens rand. Derfor er det hende, der forklarer situationen, da vi træder ind hos UU-centret på Østerbrogade i Grenå. Den pågældende medarbejder spørger som det første, om jeg ikke kan tale selv. ”Jo, det kan jeg godt, men det har jeg ikke lyst til, da jeg er meget tæt på at bryde fuldstændig sammen,” svarer jeg.
Jeg får lov til at udfylde nogle papirer, og vi kommer derefter ind at tale med min nye sagsbehandler. Her ved jeg godt, at det kun er mig, der kan forklare hele min forbandede situation, så jeg snakker og snakker, græder og tørrer irriteret de mange tårer væk og snøfter og fortæller om det hele.
Om mit selvmordsforsøg 2. påskedag på motorvejen, om en totalskadet bil, om min efterfølgende indlæggelse på psykiatrisk i Risskov. Jeg fortæller om mit forliste parforhold, om at bo på min venindes sofa, og om min stakkels, uskyldige datter på knap et år, der bor hos sin far, som bor på skift hos sine forældre, da han også er midlertidig hjemløs. Det hele startede omkring min datters fødsel, hvor jeg en måned inden havde bestået grundforløbet til mediegrafiker, hvor jeg havde været SU-berettiget.
Jeg får lov til at udfylde nogle papirer, og vi kommer derefter ind at tale med min nye sagsbehandler. Her ved jeg godt, at det kun er mig, der kan forklare hele min forbandede situation, så jeg snakker og snakker, græder og tørrer irriteret de mange tårer væk og snøfter og fortæller om det hele.
Nu skulle jeg så fortsætte på elevløn, men da jeg skulle starte i praktikken på barsel, var der ingen der ville have mig, så jeg blev smidt ud og røg på kontanthjælp. Da vi nåede frem til december måned blev min kæreste røvrendt og fyret hos sin nye mester, og Den Jydske Håndværkerskole var mere interesseret i at tilgodese mesters økonomiske interesser fremfor at hjælpe lærlingene; de mente fyringen var selvforskyldt.
Det korte af det lange blev, at min kæreste fik lov at overtage min barsel, hvilket passede mig helt fint, da jeg blev bims af at gå derhjemme. Jeg fik et pålæg om at søge uddannelse med start i januar, og blev optaget på et 10-ugers HGS-forløb med start i slutningen af januar. Sådan gik det til, at min indkomst ændrede sig fra kontanthjælp til SU. Det var der bestemt intet galt med.
Jeg mistede mit barn efter selvmordsforsøg og diagnose
Da vi nåede hen til slutningen af januar, havde jeg dog fået det så skidt, at jeg endte med ikke at starte. Mit forhold hang i en tynd tråd, selvmordstankerne kom og fandt mig hvor end jeg var, og hvad end jeg lavede. Der var efterhånden ingenting, der gjorde mig glad, alting virkede uoverkommeligt.
Efter jeg en dag havde forsøgt at skære min pulsåre i armen over, ringede min kæreste til psykiatrisk i Risskov, og spurgte fuldstændig rådvild, hvad vi skulle stille op. Jeg var så langt nede, at jeg ikke selv ønskede at snakke i telefon med dem, men jeg ville gerne have hjælp. Desværre kunne/ville de intet gøre, hvis jeg ikke ville snakke med dem.
Min kæreste blev i stedet rådet til at opsøge en psykolog til mig. I denne periode chattede jeg også med én på Livslinjen. Få måneder senere kørte jeg ind i et autoværn med 120 km. /t. på motorvejen i et forsøg på at komme væk fra det liv, jeg følte gjorde så ondt. Jeg havde ingen indkomst haft siden slutningen af november, ud over en SU for januar, som jeg allerede havde modtaget et tilbagebetalingskrav på.
På psykiatrisk blev jeg præsenteret for personlighedsforstyrrelsen borderline, som højst sandsynligt var det jeg led af. En socialrådgiver derinde hjalp mig med at søge kontanthjælp, og gjorde mig opmærksom på, at hvis jeg fik borderline-diagnosen, var jeg berettet til højere kontanthjælp.
Få uger efter jeg blev udskrevet, slog min kæreste og jeg op. Jeg gik med til, at han fik fuld forældremyndighed over vores datter, da min borderline kan gøre. at jeg har svært ved at træffe rationelle beslutninger. Vi kom hurtigt ud af vores lejede rækkehus, men måtte derfor affinde os med at være hjemløse for en stund. Kommunen ville ikke hjælpe mig med et sted at bo, men foreslog et herberg.
Efter at have fortalt alt dette var min nye sagsbehandlers første spørgsmål, hvorfor det var, at jeg skulle være sygemeldt?
Regninger jeg ikke kan betale
I dag har jeg det en del bedre. Jeg har fået min egen lejlighed, som min lillesøster har lånt mig indskuddet til, da min tidligere bopælskommune, Århus, ikke ville låne mig pengene, fordi de allerede havde sendt penge til en udlejer, som endte med at tage røven på mig. Hvis han ikke betaler pengene tilbage, er det mig, der hæfter for beløbet.
Både Århus og Norddjurs kommune sender fortsat regninger på dagplejeplads til mig, selvom jeg ikke har forældremyndigheden, og på trods af, at min datter endnu ikke er startet i dagpleje. Udover faste udgifter betaler jeg hver måned af på det autoværn, jeg ødelagde i mit selvmordsforsøg, jeg betaler af på den ene måneds SU, jeg ikke var berettiget til, da jeg aldrig startede (men ingen indkomst havde), og jeg betaler min søster af for indskuddet til min lejlighed.
Da jeg endelig havde fået lejlighed – og dermed adresse – i Grenå, troppede jeg op hos UU-centret den 1. juli, for at være sikker på at min kontanthjælp gik i orden hurtigst muligt. Ifølge min advisering om månedens udbetaling mangler mit tillæg for psykisk sygdom dog stadig.
Min sagsbehandler presser mig til at presse psykiatrien for hvornår, jeg kan starte i behandling, selvom jeg har fået af vide, at jeg først kan starte på det intensive forløb til december, da der er venteliste, og altså folk foran mig, som er lige så syge som mig.
Det hårdeste job i verden er at være på kontanthjælp
Dette var min historie, i meget korte træk.
Hver gang jeg får brev i E-boks, begynder mit hjerte at hamre, af frygt for, hvad der nu sker. Psykisk syge mennesker bliver endnu mere syge af at blive presset og stresset og jagtet som hekse i middelalderen.
Jeg kunne skrive tykke bøger om, hvor mange svigt jeg har følt, der har været i systemet set fra min side af skranken. Desværre ved jeg, at der er folk, som har det langt værre end mig. Jeg er ikke den eneste, der har gået rundt i månedsvis uden indkomst, fordi jeg ikke har haft overskud til at søge kontanthjælp – fordi det er så krævende.
Det går over min forstand, at massemordere og terrorister kan få en forsvarsadvokat i retten, når jeg ikke har nogen, der kan tage mit parti og forsvare min sygemelding over for sagsbehandlere og kommunalt ansatte. Hver gang jeg får brev i E-boks, begynder mit hjerte at hamre, af frygt for, hvad der nu sker. Psykisk syge mennesker bliver endnu mere syge af at blive presset og stresset og jagtet som hekse i middelalderen.
Jeg ved ikke om jeg kan inspirere nogen, for jeg er stadig meget syg, men jeg kæmper, og det er pisse hårdt. At være på kontanthjælp er det hårdeste job i hele verden, selv når man er sygemeldt, og de, der mener noget andet er dem, der ikke selv har været det.
Foto: modelfoto, Sodanie Chea, Flickr, CC
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
