JUNGERSENS JULESVADA // ROCKÅRET 2022 – Det påstås jævnligt – og er stort set blevet det, siden Elvis Presley første gang forlod Sun Studio – at rock’n’roll musikken er død. Ikke hvis man spørger dansk rock-journalistiks nestor Steffen Jungersen. 2022 viste, at rocken lever i bedste/værste velgående – men i disse krisetider skal vi værne om de små scener, der er musikkens salt.
Nærværende skribent har nået en alder, hvor man ofte og så rigeligt vægter lægestandens forståelse for begrebet ”damage control” over sammes evner til at helbrede.
Hvor man på daglig basis frygter et opkald fra Naturhistorisk Museum lydende på, at de da lige vil gøre opmærksom på, at der er frigjort en plads i sektionen for ”oldtidsfund”, og så ville de da lige høre. . .
Og gik jeg så ikke i forvejen og tænkte på, at mine evner til kokette træk med træbenet på spillestedernes fadølssølede og plastickrusbelagte gulve efterhånden måske er ved at være ovre, blev jeg da mindet om det, da jeg af dette medies redaktør blev bedt om en slags status over ”2022 i rockmusik”.
Hvorfor blev jeg så det?
Fordi det første, jeg mindedes, var, at det i 2022 eksempelvis var 50 år siden klassikere som Deep Purples Machine Head og Made In Japan udkom. At Black Sabbath Vol. 4 og Slades Slade Alive og Slayed? ramte markedet.
Rocken dør ikke så længe unge mennesker vil have noget på den dumme. Så længe vil de være derude og prøve at lære at spille elektrisk guitar. Du kan sgu’ ikke score med en tuba! (Citat: Lemmy Kilmister)
At det er henholdsvis 45 og 40 år, siden Sex Pistols’ Never Mind The Bollocks – Here’s The Sex Pistols og Iron Maidens Number Of The Beast første gang lynede over vore hoveder.
Der har været en del flere markante albumjubilæer i årenes løb, og fokus på dét – kombineret med en daglig frygt for, at endnu én af de store er skredet i nattens løb, når man sparker liv i computeren om morgenen – siger selvsagt om ikke alt så dog en del om både rockens og éns egen fremskredne alder.
Det flugter alt sammen alt i alt vel meget godt med, at landets bedste rockfestival Copenhells absolutte hovednavne i 2022 var Metallica, Judas Priest, Iron Maiden, Mercyful Fate og Kiss – alle bands med 40 eller flere år på bagen, mens Danmarks i egen optik mest fremsynede festival i Roskilde bød på et program, jeg ikke gad og gå ind til naboen for at høre.
Men det sidste er måske bare mig, for det hører med til hele denne historie, at jeg ikke følger så minutiøst med i udviklingen, som jeg gjorde i det kvarte århundrede, jeg var musikredaktør på et større danske dagblad.
De formative år
I de senere år er det lige så stille gået op for mig, at hvis jeg skal nå at genhøre blot noget af al den musik, jeg kender og elsker, inden jeg hænger læderjakken på knagen for sidste gang – ja, skulle jeg have tid til at nyde musikken fra mine formative år, så var det vist på tide at lægge koncentrationen dér.
Ligeledes skal jeg i ånden fra ovenstående svada da heller ikke være bleg for at erkende, at årets koncerter efter min lidet ydmyge mening var 39-årige Megadeths mestermesse i københavnske Vega 7. juni, 50-årige Kiss og 41-årige Mercyful Fate på Copenhell, 44-årige Whitesnakes tårevædede farvel i KB Hallen 29. maj og 54-årige Deep Purples orgiastiske overraskelsesryk i Royal Arena 7. oktober. Og én til, som vi rammer lige om lidt.
Sådan er dét, og med salig Kim Larsens ord så ”er min tid forbi, men jeg er her endnu”.
Og dog.
”Tak fordi I valgte at tilbringe aftenen sammen med os i stedet for at betale jeres el-regning,” som Michael Poulsens galgenhumoristiske velkomst lød til publikum, da Volbeat spillede
For man kunne jo også vende det hele om og i en prædiken for de omvendte (bevares!) glædes over, at rocken åbenbart er så sejlivet, at én af genrens ypperligste fortalere, Keith Richards, til sammenligning antager lighed med en døgnflue.
Dette naturligvis upåagtet at skiftende selvudråbte meningsdannere med residens i denne verdens elfenbenstårne har forsøgt at slå rocken – og da ikke mindst den mere hårdtslående afart af slagsen – ihjel stort set siden fødslen for over 60 år siden!
Men vi er her endnu, og modsat den populære overtro lever rocken og har det ganske godt. Ét er, at de gamle nittebehængte dinosaurer fortsat er stort set alene om at kunne spille denne verdens arenaer op, og at førbemeldte Copenhell 2022 faktisk var den hidtil bedste ude på Refshaleøen med – og det er det vigtige – velsagtens tre generationer af ROCKfans samlet på betonen.
Dertil er nye(re) bands og solister vrimlet frem i de senere år. Også i 2022 og faktisk ikke mindst i Danmark (Orm, Meridian, Afsky, Cabal, Statement og Steel Inferno for blot at nævne seks ret forskellige tiltag).
Der er bevisligt mange flere – såvel i Danmark som internationalt – for som rockens ypperste fortaler, Lemmy fra Motörhead, altid gjorde opmærksom på, når han blev forsøgt afæsket en kommentar til rockens forestående død:
”Rocken dør ikke så længe unge mennesker vil have noget på den dumme. Så længe vil de være derude og prøve at lære at spille elektrisk guitar. Du kan sgu’ ikke score med en tuba!”
Rockmusikkens værdi og vedvarende aktualitet som en afgørende faktor udi selve dét at få bekræftet, at ”livet ikke er det værste, vi har” (hvil i fred, Povl Dissing!) blev på det flotteste understreget, da vi 9. september i Amager Bio blev velsignet med årets koncert.
Flot, flammende fakkel
Det var den sidste koncert på Malurts kombinerede comeback- og genforeningsturné, og d’herrer kunne næppe have tændt en flottere, flammende fakkel til de nye generationer, som efter Malurts eminente eksempel denne aften i overført forstand ikke har andet valg end at føre faklen og rocken videre.
Aldrig nogensinde har Malurt spillet så godt (jeg ved, Michael Falch er enig), og det blev en koncert balancerende på grænsen mellem tøjlesløs entusiasme og noget nær desperat intensitet fra et band, hvis meriter, uanset hvor hårdt det går for sig, er et brøl på empati, anstændighed og ordentlig opførsel i en verden i brand. Der blev klemt tårer, krænget ud og dedikeret til det satans liv.
Spillet som var de simpelthen nødt til det og helt sikkert fordi de havde lyst. Nok var det en aften smukt holdt dér mellem vemod over, at man aldrig skal have lov at opleve Malurt igen, og lykke over dét, man er vidne til, MEN koncerten var først og fremmest et tungtvejende bevis på, at rocken aldrig holder op.
Det må den ikke. Det kan vi ikke lade ske. Ingen i Amager Bio denne aften var i tvivl om dét!
Når det er sagt, efterlader 2022 dog heller ingen tvivl om, at der skal kæmpes. Ikke blot for musikken men for kultur som sådan. I år slap vi langt om længe af med restriktionerne påført os af en ganske omtalt og alt for længe varende pandemi. Blot for at blive mødt af en galopperende inflation og prisstigninger uden sidestykke i over fyrre år.
”Tak fordi I valgte at tilbringe aftenen sammen med os i stedet for at betale jeres el-regning,” som Michael Poulsens galgenhumoristiske velkomst lød til publikum, da Volbeat spillede for en – trods alt – udsolgt Royal Arena tidligere på året
Det lod og lader sig se på et koncertmarked, hvor billetpriserne i forvejen er skruet op til bristepunktet, og hvor min gamle talemåde om at en koncertaften i byen efterhånden ”koster en halv husleje” er betænkeligt tæt på blive et faktum mejslet i sten.
Bookere og spillesstedsindehavere skruede op for paranoiaen, og en række konkurser i årenes løb understregede, at dét var med god grund. Flere turnéer blev også i år aflyst eller i bedste fald decimeret, fordi selv større navne måtte erkende, at der ikke var holdbar økonomi i det.
”Tak fordi I valgte at tilbringe aftenen sammen med os i stedet for at betale jeres el-regning,” som Michael Poulsens galgenhumoristiske velkomst lød til publikum, da Volbeat spillede for en – trods alt – udsolgt Royal Arena tidligere på året.
Men det gør ondt, gør det. Først og fremmest på det såkaldte vækstlag, og skal rocken leve og videre, så er det nok dér ude på de mindre spillesteder, de penge, man måtte have til den slags udskejelser, primært skal lægges lige nu.
For at bruge et kendt Kim Larsen citat i en anden sammenhæng, end det blev sagt i sin tid, så skal man hjælpe de svage, for de stærke skal sgu’ nok klare sig.
Blot til eftertanke. Heldigvis er intet instinkt så stærkt som overlevelsesinstinktet.
Således blev det atter jul hér i det slidte Marshall-kabinet. . .
Hér fra det dystre domicil på Nørrebro ønskes læserne en glædelig jul og et fortrøstningsfuldt nytår, mens Metallicas rasende nye single, ”Lux Aeterna”, minder mig om, hvorfor jeg egentlig for alle de år siden solgte min sjæl og viede mit liv til rockmusikken.
Nå ja, og så syntes jeg i øvrigt da også lige pludselig, det var et påtrængende krav, at jeg bestilte to eksorbitante bokssæt med Black Sabbath i julegave til mig selv.
Vi kommer trods alt aldrig videre, hvis der ikke er brede skuldre at tage afsæt fra.
Og således blev det atter jul og nytår hér i det slidte Marshall-kabinet. . .
Nedenfor: Steel Inferno er et af de mange danske metal-bands på vej op.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
