COPENHELL // SCIENCE FICTION (LONGREAD) – Hvorfor står der en astrofysiker ved navn Lars og taler om liv i universet på Copenhell – sekunderet af tegneserie- og science fiction-mesteren over dem alle: Marvel-Morten fra Fantask? Hvad har det med metalmusik-festival på Refshaleøen at gøre, hvorfor er science og science fiction sat på programmet ved siden af store navne som Guns N’ Roses, Def Leppard, Mötley Crüe og Slipknot?
Jeg spørger mig selv: Hvordan hænger det sammen og hvorfor? Svaret får du i næstsidste afsnit i denne artikel. Det er onsdag eftermiddag, Copenhell er lige åbnet, solen bager udenfor, og der er dejlig køligt i den store hal, som rummer Copenhell Con.
Tanken med Con’en, som første gang så dagens lys i 2022, er at give Copenhells gæster en mulighed for at dyrke andre af metal-fanbasens foretrukne aktiviteter: Tale om tegneserier, spille klassiske arkadespil og brætspil, nørde ind i forunderlige fantasiverdener, opleve spændende talks og sceneshows om store og vigtige, men helt smalle nicheemner og generelt bare få et pusterum fra varmen og lydtrykket udenfor.
Det er jo nærmest som på Heartland, og så alligevel ikke: Metalfans er gennemgående uhøjtidelige, der er megen god, lavpandet humor mellem alt det kloge, og gæsterne tager godt imod akademisk stærke talere fra adskillige discipliner, som f.eks. udbreder sig om, hvilken dansk konge, der var mest hardcore metal, og hvem der var mest puddelhund; hvilke vilde dyr, der er mest heavy, og hvilke der findes på diverse pladecovers eller i teksterne, og hvordan død, smerte og kroppens undergang er blevet centrale temaer i metalmusikken med udgangspunkt i inspiration fra den medicinske videnskab.
Man kan også deltage i alskens quizzer, spille spil eller høre om helvede, H.P. Lovecraft, Mad Max Fury Road (som filmklubben RoboClub viser i Demokrati Garage d. 18. december), svindelnumre og festival-identitet og meget mere.
Flot program – hatten af for det.
Men måske er det ikke liv, som ligner vores, og her har Morten og science fiction-litteraturen meget mere fantasi end astrofysikerne
Is there anybody out there? er titlen på en session, hvor Lars Occhionero – som er astrofysiker og formidler astronomi som museumsinspektør på Kroppedal – tager os gennem videnskabens forsøg på at finde liv i universet.
Himlen har fascineret mennesket i umindelige tider, og mange har ment, at der boede engle, dæmoner og guder oppe mellem stjernerne. Så blev kikkerten opfundet, og så blev der skruet lidt ned for åndeverdenen, til gengæld kunne man f.eks. se kanaler på Mars. Lige indtil kikkerterne blev gode nok, så forsvandt kanalerne. Nu tror videnskaben, at det var blodkarrene i astronomernes egne øjne, de havde set.
Øv, stor skuffelse. Vi er på jagt efter liv derude, og astronomerne har sendt alle mulige meddelelser på skrift, tegninger og via radiobølger, men har endnu ikke fået svar – bortset fra et enkelt WOW-udslag på nogle måleapparater, som man stadig ikke kan forklare. Og som desværre ikke er blevet gentaget siden. Det var nok bare et kosmisk hej-hej, da nogen kørte forbi og vinkede.
Det sidste skud på stammen i Lars’ fortælling – som er fyldigt beskrevet i POV-artiklen: Tabbys stjerne – Alien Megastructures in Inner Space – var, da man i 2015 opdagede en stjerne, som opførte sig så mærkeligt, at man i et år eller to kun havde een seriøs publiceret og peer-reviewed videnskabelig teori, der kunne forklare de mærkelige svingninger i lyset fra stjernen: Nemlig at rumvæsner havde konstrueret en Dyson-sphere, som er et system af ringe omkring stjernen, der kunne give energi til deres højtudviklede civilisation. Lige så ufattelig som den danske el-branche, bare meget større.
Så i et stykke tid var der faktisk nogen derude. Men ikke mere. For det viste sig, at fænomenet kunne forklares med noget helt særligt støv. Øv, stor skuffelse en gang til, men det er videnskabens lod. Som Lars Occhionero (som også Tabby med stjernen) forklarer, er det absolut sidste udvej, at seriøse forskere bruger liv i universet som forklaringsmodel. De bliver ved med at lede, indtil de kan publicere en artikel med en anden konklusion.
Her kommer Marvel-Morten på banen med to sylespidse kommentarer. Selvfølgelig er der liv, det vrimler med det, for universet er praktisk taget uendeligt. (Og når jeg skriver praktisk taget, er det for at undgå en diskussion, ikke for at starte den). Men måske er det ikke liv, som ligner vores, og her har Morten og science fiction-litteraturen meget mere fantasi end astrofysikerne, der bliver ved med at tale om vand og metan. Måske kan andre livsformer opstå af legetøj og gamle LP-plader?
Ingen tvivl om, at tilhørerne – som har overgennemsnitlig mange tegneserier og siden 80’erne har købt halvdelen af dem hos netop Morten i Fantask – læner sig mere op ad Linda og Valentin, Pixar og Spielberg, når det handler om liv i universet. Selvfølgelig er der liv. Om vi opdager det, efter at vi missede … nå ja, I ved, dengang det fløj forbi … det er en helt anden historie.
Hårdt presset svinger han sig op til at nævne fire gode science fiction-film, så dem får du lige
Og så er der lige spørgsmålet, om vi faktisk gerne selv vil opdages, nævner Morten en passant. Eller om vi hellere burde dukke os og tie stille og lade være med at sende alle de pakker med information ud i verdensrummet? Måske kommer de aldrig frem. Tænk bare på Post Nords problemer, hvordan er det lige at være Post Mælkevejen måske, hvis ikke de er blevet solgt til Post Andromeda? Men måske kommer pakkerne faktisk frem til nogen, som åbner dem. Og hvad så?
En tilhører vil vide, om astrofysikerne har beredskabsplaner liggende for, hvad man skal gøre, hvis der pludselig er kontakt med intelligent liv. Det mener Lars ikke at have hørt om. Men så har han ikke lyttet godt nok, og han har heller ikke set Wes Andersons nyeste film Asteroid City, for så ville han vide, at det amerikanske forsvar selvfølgelig har nogle kuverter, man kan sprætte op og orientere sig i præsidentens ordrer, når netop den situation opstår.
Science fiction-genren har i hvert fald mange bud på, hvad der sker, og rigtig mange af dem er dystre indtil slutningen, hvor menneskelig handlekraft, heltemod eller Barry Manilow overvinder det onde. Men det er selvfølgelig fantasi. Selvom nogen i det amerikanske embedsværk gik i pressen for et par uger siden og fortalte, at kuverterne havde været i brug.
Fantasi er fællestræk ved science fiction og metalmusik. Og et krav til fans af begge dele, hvad enten der er overlap eller ej.
Marvel Morten med tilnavnet Søndergaard mener i øvrigt, at der kun er to slags film: Nemlig Kubricks År 2001 og alle de andre. Hårdt presset svinger han sig op til at nævne fire gode science fiction-film, så dem får du lige her: 2001, Her, Gattaca og The Truman Show.
Han mener også, at verden er af lave, fordi folk siger sci fi i stedet for science fiction. Så for at ære Morten … Som er blevet folkepensionist. “Og det er det bedste på denne jord. Jeg læser, sover, ser tv, skriver, laver podcast og tager på rockfestival. For anden gang i mit liv, faktisk”.
Hvorfor en Con på Copenhell?
Maria Østerby Elleby, som er ph.d. i historie og museumsinspektør ved HEX! Museum of Witch Hunt, har været med til at arrangere Copenhell Con.
“Nogle kloge mennesker havde set”, siger hun, “at der på et VENN-diagram – cirkler der overlapper, du ved – var et stort overlap mellem metalnørder og nørder generelt. Det var faktisk grunden. Jeg var her selv og holde foredrag sidste år, og de kunne ikke sparke mig af scenen. Så det var min vej ind, og i dag er jeg så konferencier”.
Hun fortsætter: “Det var sjovt at være med til at lægge programmet for Con. Hvad kunne være nogle sjove oplæg at have, hvad ville give mening for tilhørerne. Som f.eks. det her om liv i universet, beboede exo-planeter og den slags. Kender vi nogen, der kan sige noget om det? Hov, jeg kender jo faktisk en astrofysiker, der holder foredrag om den slags. Og det var jo en helt fuld sal, der kom og lyttede!”
Jeg spørger, om Maria har et bud på, hvorfor cirklerne overlapper. Det har hun ikke forsket i, så det ved hun ikke. Men hun peger alligevel på, at der er megen lore i og omkring både metalmusik og science fiction.
Lore er et fagudtryk, som måske betyder noget i retning af overlevering, myter, krøniker, sagn. En historiefortælling om viden og sandhed fra en verden, som kan være fiktiv eller ej. F.eks. Star Wars, Dune, Ringenes Herre, Game of Thrones. Det giver mulighed for at nørde igennem, det vil sige gå i dybden og bliver ufattelig vidende om noget ganske specifikt, som man bytter, udveksler og samtaler om med andre, som også er inde i the lore og derigennem skaber og bekræfter tilhøret til et fællesskab.
Maria siger: “Loren er en del af fortællingen omkring den specifikke fortælling. De forskellige metalgenrer har hver deres symbolikker, lyde, kostumer, ord og temaer mm., og det er også en del af de forskellige metalgenrers lore. Og her låner de i øvrigt heftigt fra fantasy og science fiction. Andre musikgenrer har også deres lore, men de er ikke koblet så tæt op på fantasy. Jeg tror bestemt, at metalgenren har et rigtig godt fodfæste ved at have bygget en ret stor metal-lore-verden, som man kan boltre sig i.”
Hvad er en nørd?
Min sidemand på tilskuerrækkerne til sessionen hedder Jacob, han er også ph.d. ligesom Marie, og så er han adjunkt på datalogi på Københavns Universitet. Og han er i metaloutfit med cargoshorts og Iron Maiden t-shirt. Han mener, at det er (for-)brugerne, der er sammenhængen mellem science fiction og metalmusik:
“Metal er en samling genrer, der stikker lidt ud og tør nogle ting i forhold til ”normaliteten”. På samme måde er sci fi en samling genrer, der stiller spørgsmål og stikker ud. Hvad nu hvis…? Begge er mere eksperimenterende og tør vise verden, som den også er – på andre måder end andre former for musik og litteratur. Du får en anden frihed til at sige, hvad du vil. Der er mere samfundskritik i metal, end der er i popmusik. Det handler også om at turde bekende sig som nørd.”
Jeg når ikke at spørge Jakob, om han er en nørd, men det tror jeg, han ville svare ja til – med stolthed.
Mange metalfans er også science fiction-fans
Begrebet nørd menes at være opstået i 50’erne blandt subkulturer af studerende og forskere på de amerikanske universiteter. Men min fornemmelse er, at kategorien ”nørd” har ændret betydning eller konnotation. Da jeg ikke kan spørge Jakob, spørger jeg Chat GPT om, hvordan brugen af begrebet har ændret sig over tid?
Chat GPT mener, at udtrykket nørd oprindeligt blev brugt “til at beskrive en person, der var socialt akavet, fysisk svag eller upopulær. Det havde en negativ konnotation og blev ofte brugt som en nedladende betegnelse for at mobbe eller udskamme personer med interesse for akademiske eller nicheinteresser.”
Men i løbet af 1980’erne og 1990’erne “gennemgik betydningen af ‘nørd’ en gradvis forandring. Flere mennesker, der identificerede sig som nørdede, begyndte at omfavne termen og genskabe dens betydning. De betragtede sig selv som stolte nørder og ophøjede deres lidenskaber og interesser uden at føle sig begrænset af samfundets stereotyper.”
Popkulturen havde en finger med i spillet, fordi “film, tv-serier og bøger begyndte at fremstille nørdede karakterer som helte og rollemodeller, der blev beundret for deres intelligens, kreativitet og dedikation. Dette bidrog til at ændre den generelle opfattelse af nørdkulturen som noget positivt og værdifuldt.”
Da internettet kom frem, blev “nørdkulturen mere synlig og tilgængelig for et bredere publikum. Online fællesskaber og sociale medieplatforme gav nørdede en platform til at dele deres interesser og finde ligesindede fra hele verden. Dette bidrog til at skabe en mere positiv og inkluderende fortolkning af nørdkulturen.”
Chat GPT konkluderer, at “nørdkultur i dag er blevet mere mainstream og bredt accepteret. Nørdede interesser, som tidligere blev betragtet som niche, er nu mere udbredte og anerkendte. Nørdede begivenheder, såsom messer og konventioner, tiltrækker store mængder mennesker og er blevet en del af populærkulturen. Samtidig er nørdkulturen blevet mere mangfoldig, og der er plads til forskellige interesser, identiteter og perspektiver inden for nørdkulturen.”
Man kan i dag roligt kalde sig en metalnørd i den betydning, at man er en stolt og lidenskabelig metalfan, der måske endda er godt inde i loren omkring det enkelte band eller musikgenren som sådan.
Og mange metalfans er også science fiction-fans. Og tre af de personer, du indtil videre har mødt i denne artikel, har en ph.d.-grad. Det beviser ikke noget. Men det peger da i retning af Area 51, gør det ikke?
Her er tilsyneladende en af forklaringerne på overlappet mellem nogle af fangrupperne: Fællesnævneren Fuck Normalities!
Spørger man til ‘nørdekultur’, får man at vide, at det refererer til et fællesskab af mennesker, der deler og engagerer sig i nørdede interesser og hobbyer, baseret på fælles lidenskab og med deling af viden, diskussioner, fællesskab og ofte også humor.
“Nørdekultur kan omfatte en bred vifte af interesseområder, herunder tegneserier, science fiction, fantasy, computerspil, teknologi, superhelte, rollespil, anime, manga, film, tv-serier, litteratur, musik og meget mere. Nørdekultur kan også være forbundet med specifikke begivenheder, messer, konventioner og cosplay.
Fællesskabet inden for nørdekulturen er ofte meget åbent og indbydende, da nørder har en fælles forståelse og respekt for hinandens interesser. Det er et sted, hvor folk kan dele deres entusiasme og viden, engagere sig i diskussioner og dele deres kreative arbejde og projekter. Nørdekultur kan også være en kilde til socialisering, hvor mennesker med fælles interesser kan mødes, opbygge venskaber og finde et sted, hvor de kan være sig selv uden frygt for at blive dømt.”
Det er lige præcis det, som Copenhell Con handler om og skaber et rum for: Et meningsgivende praksisfællesskab af folk, der gør noget sammen, føler tilhør og deler repertoire.
Overlap i universerne
I presseteltet møder jeg Adrian Hextall, som anmelder og fotograferer for det engelske Powerplay Magazine.
Han taler om overlappet i universerne og fortæller om de mange metalbands, der f.eks. tematisk skriver sig ind i George R. R. Martin og Game of Thrones og Tolkien.
“And you get a lot of albums that will talk about mythical lands, battles, armies, and you’ve got mythical creatures as well. So dragons feature very heavily, there’s always a knight in shining armor on the album cover. There’s several bands that you will find then bleed in more to the science fiction side of things. They got the sci-fi battles, instead of the warring armies, it’s all spaceship fights and things like that.”
Album-covers, fotografier og sceneshows skaber en visuel fortælling omkring metal-kulturen. Også her lånes der kraftigt, og der krydsbefrugtes frem og tilbage i populær- og metal-kulturen.
Marvel-Morten er ligefrem lidt forarget over, at de originale artister ikke nødvendigvis hverken bliver krediteret eller betalt for deres visuelle arbejde. Jeg er lidt forarget over, at Mötley Crüe senere optræder med to dansere, hvoraf den ene tydeligt er et rip-off af den originale Pamela Anderson, som tidligere var gift og lavede hjemmevideoer med bandets trommeslager. Danserne var mere i fokus på storskærmene end bandet, og det var nok med kølig beregning og skyldigt hensyn til den visuelle fortælling.
Det visuelle går igen i rollespilsverden og cosplay, som er en form for performancekunst med ofte tilhørende kostume og tilbehør, hvor deltageren optræder som en specifik figur eller idé. Oprindeligt klædte cosplayers sig ud som deres største superhelte- og skurkeidoler til festivaler eller Conventions for at vise deres kærlighed til serierne – f.eks. de hvide stormtroopers fra Star Wars eller selveste overskurken Darth Wader.
I dag er cosplayers ofte inspireret af japansk og østasiatisk manga, anime og computerspil og udgør en subkultur centreret omkring det at være iført deres kostumer og rollespille scener. Der er tale om en gennemført leg med muligheden for at være en anden, f.eks. have et andet køn eller seksualitet og afprøve en opførsel, som er inspireret af deres figur, men som måske går nye veje. Det er leg, men det er også seriøse afprøvninger af identiteter.
Her er tilsyneladende en af forklaringerne på overlappet mellem nogle af fangrupperne: Fællesnævneren Fuck Normalities!
Der er megen identitet på spil for mange metalfans. Og her males der grove generaliseringer med den brede pensel.
Men alle de metalfans, jeg har talt med, er tilsyneladende enige om, at metalfans er søde og hensynsfulde, at metal-miljøet er mere åbent og inkluderende, og at du i højere grad kan være den, du er eller vil være – uden at skulle leve op til det, som de opfatter som f.eks. popmusikkens idealer. En musik, der heller ikke virker forløsende i forhold til de tungere ting, som ”nogle” i fanbasen tumler med.
Adrian Hextall siger:
“It’s a common notion that metal fans are among the nicest of all the festival goers. Never any trouble. Why is that? Because I would say, I think a lot of metal fans have come from… A lot of metal fans are very shy people. A lot of metal fans recognize that metal is a very inclusive genre, so you will find that nobody ever feels uncomfortable in who they are at a metal gig. And I think that makes a big difference. Why is that? Because they make … If you think about … If you’ve ever seen Stranger Things, and on TV, the metal fans are the ones that get ostracized at school, because they’re different. They’re not the clean-cut, all-American, you’re either a sportsman or you’re a cheerleader. Why would metal fans be more shy than anybody else? If you’ve got issues that you can’t deal with, if you’ve got moments in your life where everything is coming in on you, metal music gives you a release that you don’t necessarily get from other genres. You don’t get a release in pop music, for example, because pop music is just meant to be fun and uplifting. It’s not really there to deal with all the serious messages.” Hextall tilføjer:
“Metal has been very good for years at dealing with anger issues, depression, loneliness, inclusivity type things. In the lyrical content, certainly for bands that are singing about real world issues, less so in the fantasy side, but if I look at what I like, I like the fantasy stuff because it’s a form of escapism and you don’t get that escapism from just run-of-the-mill radio music.”
Måske tager man endda tilløb, løber rundt og andet, som giver knubs. Men der er underforståede regler, så på besynderlig vis passer man på hinanden i det sindssyge kaos
Lars Occhionero peger på, at der historisk er en del LGBT-folk både i metal-miljøet og i rollespils-miljøet. Efter hans opfattelse skyldes det den åbenhed og sociale tone, som er fremherskende i miljøerne. “Kom ind, vær med, vi lukker dig ikke ude, du skal være en del af gruppen. Der er stor tolerance og leg med identiteten, leg med en historie, med begreber, sprog, musik og alt muligt andet. Utrolig meget humor. Jeg har da spillet en kvindelig dværg …”
Marvel-Morten supplerer: “Metal-fans tager det ikke særligt alvorligt, når deres bands klæder sig ud, men dem, som er imod metal, tager det meeeeeeget alvorligt. Så det er lidt med den måde, man ser verden på, ikke? Og vi kan se humoren, satiren og legen med ideer. Og de andre kan se, at ”de er ude på at overtage verden og fordærve vores børn, puha!””
Fuck normalities.
Musikken, energien – og det fysiske
Peter Frost er overlærer på Next i Ballerup og kan lide både metalmusik og science fiction. Men metalmusik er rigtig mange subgenrer, og der er stor forskel og et kæmpevidt spænd imellem dem. Fælles er dog, at de så at sige alle er “trådt ud af det intellektuelle og trådt ud af normaliteten. Så du skal være åben og nysgerrig. Til gengæld ligger der nogle klart definerede identiteter, som man kan tage til sig og sige: Nu er jeg sådan en, altså det ligger lige til højrebenet, og så kan man sige goddag til hinanden og finde hinanden.”
Denne artikels forfatter kan bedst lide de ældste former for metal, som måske bare er hård rock, hvor man kan høre og forstå teksterne, hvor der er melodier, stærke riffs og en god guitar. Måske endda storladne ballader. Og en god guitar mere. Jeg forstår det ikke, når der bliver growlet. Og jeg kan heller ikke rigtig lide lyden af det. Hvad er det godt for? Jeg spørger Peter.
Han mener ikke, at det er tekstuniverset, der spiller den store rolle mere. “I gamle dage læste man jo tekster på pladecovers og fandt ud af, at folk var satanister. Nå okay. Men i dag? Jeg tror det er noget med at være rebelsk og noget uden for normen. Jeg gider jo heller ikke høre det lort derhjemme. Men jeg hører det jo, fordi jeg bare knalder på til de her koncerter. Altså, der sker noget. Jamen, der er altid knald på koncerterne, der bliver fyret noget energi af, og de fleste af de her bands er jo enormt ud over scenen-bands, ikke? Altså, det er jo fyldt med energi, ikke? Og så er det jo et af de få tidspunkter, hvor det rent faktisk er legalt at udøve vold, ikke?”
Meget seriøs ungdomsforskning peger på, at fantasien har trange kår, og at de unge i dag mere end tidligere har sværere ved at forestille sig andre fremtider. Og det er jo som bekendt en forudsætning for forandring
Det er interessant – men måske meget logisk – at der blandt de fredelige, åbne, venlige og omsorgsfulde metalfans dukker fænomener op, hvor man måske ikke ligefrem slår på hinanden, men alligevel kan slå sig rigtig meget. I mosh-pitten, circle pit og Wall of death hopper eller løber man ind i hinanden, måske tager man endda tilløb, løber rundt og andet, som giver knubs. Men der er underforståede regler, så på besynderlig vis passer man på hinanden i det sindssyge kaos.
Som Peter siger: “Det er jo ikke vold, vel? Men det der med at få det fysiske element i, at man kan få udøvet noget krop her, altså, på en anden måde. Og det tiltrækker folk. Der er simpelthen en option for at komme ind, og så blive godt og grundigt mørbanket, og så slippe levende ud, fordi folk er jo meget venlige, altså, de er der for det samme, de er der jo ikke for at skade hinanden permanent, de er der, fordi vi skal have den her massive kropslige oplevelse, ikke? Så jeg tror, der er sådan nogle markører, som er anderledes end i andre typer musik, altså. Det kan jeg ikke forestille mig til en Taylor Swift-koncert.”
Han fortsætter: “Det kan godt være, at folk står og hopper, og sådan noget, men de hopper ikke ind i hinanden, altså. Og det har noget med voldsomheden i musikken at gøre, ikke? Og den der energiudladning. Altså, jeg hader jo at gøre rent, ikke? Og så plejer jeg jo at sætte noget metal på, fordi så kan jeg ligesom få det ud, den der irritation over at skulle gøre rent, ikke? Så er der ligesom nogle andre, der har afreageret for mig, og det er jo over-rart.”
Peter får gjort rent, og andre får afreageret ved de høj-energiske og meget fysiske koncerter. For mange – herunder denne forfatter – lyder en del metalmusik som larm. Men nu har jeg læst mig til og tilpas mange gange hørt, at metal er teknisk temmelig avanceret musik, som bruger alle fif i bogen for at skabe netop de effekter, som metal er kendt og elsket for. Måske får man gjort rent i hovedet?
De fælles temaer og den fælles æstetik i science fiction- og metalmusik-universerne gør det uundgåeligt, at fanbaserne overlapper. Det futuristiske og det fantasifulde, det dystopiske og det eksistentielle giver mulighed for at udforske og flygte ind i verdener, som er anderledes end den, vi er omgivet af. Det kræver virkelig god fantasi at opdage, at svaret på det hele er 42.
Meget seriøs ungdomsforskning peger på, at fantasien har trange kår, og at de unge i dag mere end tidligere har sværere ved at forestille sig andre fremtider. Og det er jo som bekendt en forudsætning for forandring. (Og derfor er Utopia årets tema på Roskilde Festival, men det er en anden historie.)
Jeg er ret sikker på, at jeg ikke vil bryde mig om ret mange af de verdener, som metal-musik og dystopisk science fiction fremmaner, selvom Copenhell og Copenhell Con er gennemført rare steder at være. Men jeg er også ret sikker på, at det kræver fantasi, inklusion og venlighed at undgå dem. Foruden energi, tempo og humor. Det kræver øvebaner, og Copenhell er en god en af slagsen. Tak for Copenhell.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
