DANSK POLITIK // ANALYSE – Statsministeren har tilsyneladende pakket kufferten ud igen. Mette Frederiksen skal ikke til Bruxelles. I hvert fald ikke i denne omgang. Men når politik først kommer til at handle om personer, har det en pris – og den betaler regeringen og regeringspartierne, skriver Kim Kristensen.
Det er som bekendt udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens (M) mantra, at dansk politik skal handle om noget og ikke nogen. At politik med andre ord ikke skal handle om, hvem der gør noget, men hvad de gør. At det ikke skal handle om enkeltpersoner og partier.
Mantraet har foreløbig resulteret i en flertalsregering hen over midten i dansk politik, SVM-regeringen, finansieringen af det nationale kompromis om forsvaret og en række brede politiske aftaler. Senest blev finansloven for 2023 i efteråret vedtaget med støtte fra Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, SF og Det Radikale Venstre.
Med de krav, befolkningen stiller til velfærden i dag, så vil status quo føles som tilbagegang. Det er en for fattig ambition blot at fortsætte nutiden ind i fremtiden med brædder
“Ånden fra Marienborg er stadig i rummet,” som Lars Løkke Rasmussen forsikrede i februar efter regeringsseminaret på konferencecenteret KolleKolle i Værløse, med henvisning til statsministerens tjenestebolig, som lagde hus til forhandlingerne om regeringen.
“Selv om vi lever i en tid med usikkerhed, så kan vi ikke gøre mere af det samme og forvente et andet resultat,” sagde udenrigsministeren og bebudede ved den lejlighed reformer af Forsvaret, sundhedsvæsnet og universiteterne.
“Vi er nødt til at reformere vores samfund. Med de krav, befolkningen stiller til velfærden i dag, så vil status quo føles som tilbagegang. Det er en for fattig ambition blot at fortsætte nutiden ind i fremtiden med brædder,” lød det.
Overleveren
Men kun et kvart år senere kommer SVM-regeringen mere og mere til netop at handle om nogen – ikke noget.
Lars Løkke Rasmussens mantra er da også ironisk, al den stund at han – og nogen – ofte har fået politik til at handle om nogen: nemlig ham selv.
Eller mere præcist: hans fortsatte politiske karriere.
“Overleveren” – som forfatteren Niels Krause-Kjær i biografien Lars Løkke har beskrevet som et “usædvanligt studie i politisk sejtræk” – har gennem årene ofte overlevet ved at finde og stille sig på det i den givne situation mest belejlige politiske standpunkt, som da han allerede under valgkampen i 2019 præsenterede ideen om den brede regering.
Lars Løkke Rasmussen skiftede først holdning til politisk monogami, da hans VLAK-ægteskab gik i opløsning i slutningen af valgperioden, og meningsmålinger afslørede, at hver tiende vælger svingede mellem Socialdemokratiet og Venstre
I hvert fald havde Lars Løkke Rasmussen ikke tidligere haft betænkeligheder ved at føre blokpolitik sammen med Dansk Folkeparti i årtiet efter regeringsskiftet i 2001, hvor VK-regeringen havde flertal sammen med støttepartiet.
Ikke bare blev de årlige finanslove i perioden aftalt med Dansk Folkeparti.
Da Danmark gik med i Irak-krigen, skete det kun med Dansk Folkepartis stemmer. Som noget af det første efter igen at være blevet statsminister i 2015 nedlagde Lars Løkke Rasmussen endda den kommission, som den tidligere regering havde sat til at undersøge Danmarks deltagelse i krigen.
Lars Løkke Rasmussen skiftede først holdning til politisk monogami, da hans VLAK-ægteskab gik i opløsning i slutningen af valgperioden, og meningsmålinger afslørede, at hver tiende vælger svingede mellem Socialdemokratiet og Venstre og derfor, ikke overraskende, var tilhænger af en SM-regering.
Fylder meget
Senest formåede Løkke Rasmussen før sommerferien igen at trække overskrifter med forslagene om at fjerne vetoretten i EU og udarbejdelsen af “generationsplaner”, altså reformer, der rækker op til 30 år frem i tiden.
Forslag, udenrigsministeren måtte vide, kom ubelejligt for regeringspartneren Socialdemokratiet, der lider i meningsmålingerne efter afskaffelsen af bededagsferien. Det sidste, som Socialdemokratiet har brug for i dag, er en diskussion om folkepensionens fremtid.
‘Hvis Løkke fylder for meget, så fylder vi for lidt,’ måtte Mette Frederiksen indskærpe folketingsgruppens medlemmer
“Hvis Løkke (Lars Løkke Rasmussen, red.) fylder for meget, så fylder vi for lidt,” måtte Mette Frederiksen indskærpe folketingsgruppens medlemmer, efter de havde udtrykt deres utilfredshed med den både fysisk og politisk korpulente udenrigsminister.
Prisen for bedste mandlige birolle
Hvis udenrigsministeren fylder for meget, fylder forsvarsministeren, Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen, til gengæld for lidt.
Hvilket naturligvis også er et problem, da han faktisk slet ikke fylder noget.
Den sygemeldte Jakob Ellemann-Jensen meddelte ganske vist den 11. maj, at han vender tilbage den 1. august.
Men gør forsvarsministeren nu også det?
Og vender han nødvendigvis også tilbage som formand?
I Jakob Ellemann-Jensens fravær har økonominister Troels Lund Poulsen varetaget posten som forsvarsminister (mens formanden for Region Syddanmark, Stephanie Lose, vikarierer som økonomiminister).
Blot fem procent af vælgerne mener, at Troels Lund Poulsen vil være den bedste formand for Venstre, og kun tre procent af hans egne af slagsen synes dette
Men for nylig viste en meningsmåling, at Troels Lund Poulsen i vælgernes øjne endnu ikke har formået at tage springet fra heltens bedste ven og til leading man. Blot fem procent af vælgerne mener, at Troels Lund Poulsen vil være den bedste formand for Venstre, og kun tre procent af hans egne af slagsen synes dette.
I stedet kan mange af vælgerne se Søren Gade i denne rolle, og i meningsmålingen bliver Folketingets formand kun overgået af Venstres nuværende formand.
Det vil i givet fald ikke være første gang, at Venstre løfter låget på brandtrykket, knuser glasset og trykker på Søren Gade:
Når det altså brænder på for formanden.
Selv om Søren Gade tidligere har forsikret om i et interview i Euroman, at “jeg sidder ikke med viljen til at ville magten,” har han på forunderlig vis formået at holde sig i magtens centrum i dansk politik gennem næsten et kvart århundrede.
Da Politiken for nylig spurgte Venstres gruppeformand, Lars Christian Lilleholt, om han tror, at Jakob Ellemann-Jensen bliver statsminister i Danmark engang, lød svaret:
“Det håber jeg på.”
En flaske rødvin på højkant
Statsministeren er dog selvfølgelig ikke mindst den nogen, som alt handler om for tiden. Den ene dag er Mette Frederiksen favorit til at blive Natos næste generalsekretær – for den næste dag ikke at være dette.
På Folkemødet på Bornholm væddede Mette Frederiksen en flaske “god, fransk rødvin” på, at hun stadig er statsminister til november.
Hvilket sjovt nok var dagen inden, at internationale medier kunne berette, at den amerikanske præsident, Joe Biden, angiveligt har bedt den nuværende generalsekretær, Jens Stoltenberg, om at fortsætte på posten i en tid endnu, muligvis et år.
En udskydelse af Nato-beslutningen vil forsætte spekulationerne om Mette Frederiksens fremtid
Jens Stoltenberg skulle egentlig være stoppet allerede i efteråret 2022. Men nordmanden blev, efter den russiske invasion af Ukraine, anmodet om at pakke kufferten ud igen for at sikre kontinuiteten, og det ville derfor have været naturligt at præsentere en afløser på Natos topmøde i juli i Litauens hovedstad, Vilnius.
En sådan udskydelse af beslutningen vil forsætte spekulationerne om Mette Frederiksens fremtid, og om kort tid starter også andre spekulationer om udpegningen af den nye EU-Kommission, og hvem der skal afløse Margrethe Vestager, som statsministeren genudnævnte som dansk EU-kommissær i 2019.
Wammmen eller Hummelgaard? Kaffeklubbernes comeback
Spekulationerne om Mette Frederiksens fremtid har allerede sat gang i en socialdemokratisk stoleleg om, hvem af de ledende kammerater der vil ende med at sidde hvor, hvis – når – musikken stopper.
Finansminister Nicolai Wammen er foreløbig favorit til at efterfølge Mette Frederiksen som partiformand og altså statsminister. Finansministeren er Socialdemokratiets svar på husets rødvin: det billige og sikre valg.
Nicolai Wammen kan på forhånd vide sig sikker på opbakning af de to største af de i alt fire kaffeklubber i folketingsgruppen, hans egen såkaldte Frokostklubben (12 medlemmer) og Morgenmadsklubben (18 medlemmer) under ledelse af erhvervsminister Morten Bødskov.
Medlemmerne af sidstnævnte kaffeklub har historisk udgjort Socialdemokratiets højrefløj og udgør stadig dette i dag i økonomiske spørgsmål. Både Morten Bødskov og Nicolai Wammen er en del af ånden fra Marienborg efter at have været med til regeringsforhandlingerne.
Hvis beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard stiller op som venstrefløjens kandidat, ved ingen, om Nicolai Wammen i givet fald også kan vinde i en urafstemning blandt Socialdemokratiets medlemmer
Men hvis beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard stiller op som venstrefløjens kandidat, ved ingen, om Nicolai Wammen i givet fald også kan vinde i en urafstemning blandt Socialdemokratiets medlemmer.
Peter Hummelgaard er en del af Mette Frederiksens tidligere kaffeklub Netværket (10 medlemmer), mens den sidste af klubberne, klubben, der slet og ret har navnet Kaffeklubben (8 medlemmer), ledes af miljøminister Magnus Heunicke. Selv trådte Mette Frederiksen ud af sin kaffeklub efter at være blevet formand for partiet i 2015.
Men her stopper legen ikke.
Hvis Nicolai Wammen ender med at blive formand og statsminister, er det næste spørgsmål selvfølgelig: Hvem skal så være finansminister? Peter Hummelgaard eller Morten Bødskov?
Spekulationerne er kommet så vidt, at da de fire formænd for kaffeklubberne for nylig – efter aftale – tog ordet på et gruppemøde og opfordrede alle medlemmer til at stoppe spekulationerne, lagde flere mærke til, i hvilken rækkefølge dette skete.
Først Nicolai Wammen. Derefter Morten Bødskov. Så Peter Hummelgaard. Og endelig Magnus Heunicke.
Når ‘noget’ bliver til ‘nogen’ – om feber og folkeafstemning
Det var vist ikke ment som en kompliment, da den tidligere socialdemokratiske formand Svend Auken engang sagde, at partifællen Ritt Bjerregaard formåede at gøre enhver sag til en folkeafstemning for eller imod sig selv.
Men hvad der lykkedes for Ritt Bjerregaard – og er lykkedes for Lars Løkke Rasmussen – har en pris. Og prisen for, at det kommer til at handle om nogen, og ikke noget, er ikke kun, at personerne kommer til at overskygge politikken.
Når politik kommer til at handle om personer og personlige interesser, er prisen, at såvel politikere som partier let kommer til at beklikke hinandens motiver
Da det i 2008 og 09 forlød, at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kandiderede til posten som generalsekretær, skyggede forlydenderne til sidst så meget, at han måtte aflyse sine ugentlige pressemøder for ikke at skulle svare på spørgsmål om sit ikke-kandidatur (efterfølgende forsvarede Anders Fogh Rasmussen sig med, at “man melder sig ikke som kandidat, før man næsten er sikker på at få posten”).
Når politik kommer til at handle om personer og personlige interesser, er prisen, at såvel politikere som partier let kommer til at beklikke hinandens motiver. Et partis helbredstilstand kan derfor som regel aflæses af, hvor meget tid det bruger på at løse politiske problemer, og hvor meget der bruges på personlige af slagsen – og hvem der skal stå i spidsen for partiet.
Bruges dette termometer på SVM-regeringen og regeringspartierne, afsløres det, at regeringen og de tre partier har feber.
Læs mere om dansk politik i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
