Måske skulle vi sætte de store landsindsamlinger til de trængende kontinenter på hold for en kort stund og kigge lidt indad. Der findes nemlig en gruppe af særligt trængende i det her land, som vi har alt for lidt fokus på. Thomas Milsted fortæller om et underligt fænomen, der ser ud til at brede sig blandt de folkevalgte – de mister en for en hørelsen.
Ja, du læste rigtig – de mister hørelsen. Om det er en tilfældig ondartet “vi-har-glemt-at-vi-skal-tjene-folket-virus “, der har sat sig i de folkevalgtes øregange, eller om det er års fornægtelser om tingenes reelle tilstand på de offentlige og statslige arbejdspladser, som har sat sig som en klump stivnet og klam “vi-vil-ikke-høre-om-problemer-ørevoks”, er uvist.
Men et er dog klart; flere af Folketingets politikere har altså akut behov for hjælp. Og det bliver mere og mere tydeligt, at der bør iværksættes en større indsamling af midler til anskaffelser af høreapparater. Sagen er nemlig den, at medarbejdernes røst i stat og kommuner efterhånden har nået en decibel, der åbenbart ikke er mulig at opfatte for det politiske øre.
At bede om flere penge og samtidig sikre sin stilling fremadrettet hænger normalt dårligt sammen i det offentlige
Det kan selvfølgelig undre alle os andre, som i flere år har været vidner til, at flere og flere faggrupper har råbt op om et uanstændigt højt arbejdspres. På deres knæ har de efterspurgt flere ressourcer, så de kunne imødekomme politikernes krav og overambitiøse reformer. Men det har været en bøn uden de folkevalgtes lytten.
Politiet bløder
Sidst er det kommet bag på flere politikere, at vores hårdt prøvede politi mangler mandskab? Og det selvom politiet har råbt vagt i gevær i flere år. Retsordfører fra Venstre Preben Bang Henriksen blev direkte forarget over manglende efterspørgsel fra politiets side om mere mandskab. Det var åbenbart nyt for ham, at ressourcedækningen var utilstrækkelig. Det viser vist noget så eftertrykkeligt, at man hører, hvad man vil høre.
Patientdødeligheden stiger med 12 pct. ved en 10 pct. reduktion af sygeplejersker
Ikke engang midterrabatten på de mest trafikerede motorvejsstrækninger har kunne overdøve politiets klagesange i efterlysningen af mere mandskab de senere år.
Det kan godt være, at politichefen har holdt lidt igen med at plage politikerne. Det kan man vel næppe fortænke ham i. For at bede om flere penge og samtidig sikre sin stilling fremadrettet hænger normalt dårligt sammen i det offentlige.
Men det ændrer ikke på det faktum, at politiet gang på gang tvinges til at prioritere og må gøre opmærksom på, at det ikke kan være to steder på en gang. Millioner af overarbejdstimer opspares år efter år, og det er efterhånden blevet mere reglen end undtagelsen, at fridage inddrages, end at de holdes. Det er takken for dagligt at risikere sit liv for danskernes sikkerhed og tryghed.
Politikernes spareiver dræber patienter
Sygeplejerskerne har i flere år råbt op om manglende ressourcer og ikke mindst om de konsekvenser, det har. Ikke bare i form af stress, angst og depressioner for de ansatte, men også for patienternes sikkerhed.
En rapport fra 2015 konkluderer blandt andet, at hospitaler, hvor sygeplejersker havde ansvar for færre patienter, også havde signifikant lavere dødelighed. Disse resultater er for øvrigt også i overensstemmelse med studier fra hospitaler i USA og Canada.
Linda Aiken, en anerkendt amerikansk sygeplejeforsker fra University of Pennsylvania, har også fundet en klar sammenhæng mellem sygeplejerskebemanding og patientdødelighed i en stor undersøgelse fra 30 lande.
I disse undersøgelser konkluderes det, at patientdødeligheden stiger med 12 pct. ved en 10 pct. reduktion af sygeplejersker. Det samme er gældende for komplikationer. Jo mindre personale, jo oftere går det galt.
Socialrådgiverne betaler med deres helbred
Socialrådgivere har ligeledes i årevis gjort opmærksom på deres trængsler. De bukker under for antallet af sager. Hvor det anbefales, at en socialrådgiver ”kun” har 40-55 sager, sidder mange nu med op til 200. Det kom senest frem i den meget omtalte sag fra jobcentret på Lærkevej.
Og selvom Københavns borgmester for beskæftigelse, Anna Mee Allerslev (R), efter eget udsagn vil gøre alt for at beskytte sine medarbejdere, skal de ikke regne med at få færre sager.
Selvom om sagen på Lærkevej er speciel, er det med de alt for mange sager noget som socialrådgivere kan nikke genkendende til landet over. Søvnløshed, øget medicinering, for højt blodtryk, almen utilpashed og kort lunte står blandt andet på listen, når socialrådgiverne er på vej til at blive stresssygemeldte. Det er en høj pris at skulle betale, fordi kommunerne ikke vil afsætte de fornødne ressourcer.
Politikerne må altså få renset ører og lytte til de problemer, som medarbejderne står med, og tage det, de hører, alvorligt
Pædagoger og lærere har nærmest danset på bilerne i forsøget på, at få genlyd for deres klager. Men lige meget har det hjulpet. Stadig flere børn per pædagog og stadig mindre forberedelsestid til læreren er det, som de har fået ud af at gøre opmærksom på deres problemer.
Hvis ikke vores politikere har hørt om alle disse sager om den stigende arbejdsbyrde, har de mulighed for det nu. For lytter de ikke, må man råbe endnu højere, og blive ved til der bliver lyttet.
En undersøgelse foretaget af Megafon for dagbladet Politiken viser, at 48 pct. af de ansatte i det offentlige føler sig stresset i jobbet, og at 82 pct. mener at arbejdspresset er værre nu end for fem år siden. Det er høje og dystre tal og ikke et velfærdssamfund værdigt.
Politikerne bør få renset ører
Er det ikke sådan, at enhver politiker, der er valgt til Folketinget, som minimum må forventes at besidde den grad af begavelse, der handler om at forstå, at de øverste chefer også er nervøse for deres stillinger, og derfor kan føle sig tvunget til at give et mere rosenrødt billede end de faktiske realiteter?
Det er ikke medarbejderne, der er krævende i disse sager om dårligt og hårdt presset arbejdsmiljø, det er politikerne, der vil have mere og mere for færre og færre midler
Og er der ikke også en tendens til, at politikerne i deres iver efter af blive betjent, oplever afsky ved at få forelagt realiteterne og få lagt problemerne på disken, når man vælger kun at lytte til embedsværket og ikke gå direkte til kilden, medarbejderne, og spørge dem om, hvordan de har det?
Det er ikke medarbejderne, der er krævende i disse sager om dårligt og hårdt presset arbejdsmiljø, det er politikerne, der vil have mere og mere for færre og færre midler.
Alle kan være med på, at der skal spares, men så må der også spares på de løfter, man som politiker lukker ud. Man kan ikke love et sundhedsvæsen i top og så drive det usundt. Man kan ikke servicere borgerne, og samtidig skære servicen væk. Og man kan bestemt ikke ofre medarbejderne, fordi man har en fiks ide om, at det offentlige kan drives uden midler.
Politikerne bør altså få renset ører og lytte til de problemer, som medarbejderne står med, og tage det, de hører, alvorligt.
Foto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
