DANSK POLITIK // SATIRE – Æsop var en græsk forfatter, der skrev fabler. Det særlige ved fablerne var, at ved at fortælle en historie, som alle vidste, ikke var sand, fik Æsop fortalt sandheden blot ved at påstå, at det ikke drejede sig om virkelige begivenheder. Man mener, at Æsop har forfattet op mod 600 fabler, men der er tvivl, om dette antal er korrekt, og der hersker endnu større tvivl om, hvorvidt fablen om Inger og Mattias vitterlig hører til Æsop-samlingen. Men Maziar Mazor Etemadi, der fortæller historien, mener, at fablen kan hjælpe læseren til at begribe, hvad der foregår i dagens Danmark.
En vis Inger, der holdt af at dele lagkager ud til sine teatralske underholdningsarrangementer, havde mistet publikums gunst og var på vej til en tidlig pension.
På sit afskedsleje – med gudsfrygt i hjertet, angst for det hinsides og ministeriet på sinde – bad hun den kommende unge underholder Mattias om at sørge for, at publikum vil mindes hendes tid med glæde og længes efter hende med vemod.
Dybt berørt, med hånden på den gode bog og tårer i øjnene, lovede den unge Mattias, at han nok skulle gøre sit bedste. Den afgående, noget ældre Inger kunne nu lukke øjnene og med ro i sjælen forlade stedet, velvidende at hendes ønske ville blive opfyldt.
Snart rygtedes det overalt, at en ny underholder havde taget stafetten efter den gamle rorgænger.
Mattias kunne godt lide Kagame. Manden havde jo fået næsten 99% af folkets stemmer
Folk i hele byen flokkedes for at opleve ham. Mattias, landsbyens nye Bonaparte, der også havde en vis eksotisk flair for at underholde.
Begejstringen ville ingen ende tage, da han offentligt tilbød en belønning til enhver, som kunne gøre livet endnu værre for publikum. Ansporet af kappelyst og udsigt til belønningen strømmede den ene lille afrikanske diktator efter den anden hid for at kæmpe om prisen, der var millioner i private statslommer. Bare de lovede at gøre livet endnu værre for det nu målløse publikum.
Velbekendte, sindrige gøglere fra Afrika foregav, at de havde en ny slags morskab, som aldrig før var givet på nogen skueplads.
Især Paul Kagame, Rwandas præsident, var ivrig for at få fingrene i pengene. Han var også en ordentlig demokrat og havde vundet præsidentvalget gentagne gange siden 2000 på en fair og ordentlig vis. Elsket som han var af sit folk, havde han ved det sidste frie valg fået hele 98,75% af stemmerne.
At der så fandtes rwandiske journalister, fagforeningsfolk og aktivister, der lige pludselig valgte at forlade dette jordiske liv af uransagelige årsager, kunne Kagame jo ikke gøre for.
Mattias’ søde hjerte kunne ikke tåle, at disse forhold blev omtalt i hans nærhed.
Gennem al den tristhed, som omtalen bragte, tænkte Mattias på, at han snart skulle hjem og have fødselsdagslagkage. Sådan en god, gammel dansk Othellolagkage med masser af fløde og chokolade. Købt hos Lagkagehuset. Livet er jo godt, tænkte han.
Så hvorfor ikke være taknemmelig for dette skønne skaberværk, for dansk børnelatter og livets små glæder, spurgte han ofte sig selv.
Mattias kunne godt lide Kagame. Manden havde jo fået næsten 99% af folkets stemmer. Mattias ville hellere have omgang med Kagame end f.eks. med Sveriges statsminister, Stefan Löfven, der ikke kunne samle mere end ca. 30% af stemmerne hos sit folk.
Kagame var desuden en skarpsindig kunstner. Han og Mattias forstod hinanden rigtig godt. Hvor der handles, der spildes, var deres fælles motto.
Snart dukkede et smil op på hendes læber, mens hun hviskede til sig selv: Nå, så I savner mig?
Med tiden blev de gode venner og ærede hinanden. Som tak for venskabet foreslog Kagame, at han kunne underholde publikum på de gamle rwandiske kirkegårde og blodsudgydelsessteder i udkanten af byen.
Snart faldt tæppet. Mattias var den store kunstner, og hvor som helst han viste sig på scenen, blev folk tavse.
Da begyndte en larmen, en summen blandt publikum. Den ene efter den anden hviskede til hinanden i ørerne: I sandhed var Inger bedre. Hun var mild, rar, ordentlig og hyggelig. Hun ville give hånd, hun delte lagkage ud.
Ham Mattias, han vil forsøge at tage en hånd i medgift, hvis de rakte ham den. Publikum sagde nu højlydt, at Mattias var en humørforladt underholder, og at han var en dødbider med en stenbidders charme.
Fra sin himmel på Tinget kunne Inger se alt dette og hørte publikums klagesang. Snart dukkede et smil op på hendes læber, mens hun hviskede til sig selv: “Nå, så I savner mig?”.
Alt imens Mattias, den nye gøgler, gyngede af sted på vejen hjem til fødselsdagslagkagen.
LÆS ARTIKLER I POV OM UDLÆNDINGELOVEN HER
Topillustration: Et glimt af Mattias Tesfaye, minister for immigration og integration, som i 2019 afløste Inger Støjberg fra ministerposten. Foto: Klaus Holsting
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
