Lavtuddannedes børn klarer sig ofte dårligt i skolen, og forklaringen har i årevis været, at der fandtes et ordunderskud på omtrent 30 millioner ord. Tallene stammer fra en amerikansk undersøgelse og argumentationen bruges også i Danmark. Men antagelsen om sprogkløften er forfejlet, forklarer Magnus Pharao Hansen. Han påpeger, at en af grundene til, at teorien er populær, også kan være, at det er en nem måde at forbedre uddannelsesindsatsen for de dårligst stillede på, hvis man kan overbevise forældrene til de fattigste børn om, at de selv skal gøre arbejdet.
I det sidste årstid har vi gentagne gange hørt politikere, som beskæftiger sig med uddannelsesområdet, henvise til en idé om, at børn i lavt uddannede familier ved fire-års alderen har hørt 30 millioner færre ord end børn fra veluddannede familier – for eksempel fra Anna Mee Allerslev (R) og Ellen Trane Nørby (V).
Den antagelse, som ligger implicit i det udsagn, er i de fleste tilfælde, at de dårligere uddannedes børn klarer sig dårligere i deres uddannelsesliv, fordi de ikke har brugt ligeså lang tid i deres børneliv på at høre voksne snakke. Det er imidlertid en antagelse, som er problematisk på flere niveauer, og som derfor bør problematiseres, hvis ikke den ligefrem skal begraves helt.
Idéen om de 30 millioners ordunderskud hos lavtuddannedes børn kommer fra de amerikanske forskere Hart og Risley. I 1995 udgav de et studie af 42 børnefamilier fra staten Kansas, hvis interaktioner med børn, de havde optaget i en time om måneden over to et halvt år. Igennem studiet havde forskerne også talt, hvor mange ord, børnene hørte fra de voksne i det tidsrum.
Både politikere og pædagoger var glade for teorien: det er jo en nem måde at forbedre uddannelsesindsatsen for de fattigste på at forklare forældrene til de fattige børn, at de selv skal gøre arbejdet.
Det antal ord, de hørte i den månedlige optagelse, gangede de så med 14 timer om dagen i 365 dage i fire år for at skabe et estimat over, hvor mange ord, børnene havde hørt, når de blev fire. Hart og Risleys data viste, at uuddannede forældre talte langt mindre til deres børn, end de højt uddannede forældre gjorde.
Da man ved, at børn af lavtuddannede ofte klarer sig dårligere i skolen, var konklusionen lige for: ordunderskudet på omtrent 30 millioner ord måtte være årsagen til, at børnene klarer sig dårligere.
“Tal mere med dit ressourcesvage barn”
Hart og Risleys undersøgelse blev hurtigt taget op både af politikere og undervisere, som brugte den til at argumentere for øget sprogstimulering blandt de lavere sociale klasser. Især i USA er argumentet blevet indflydelsesrigt; mange millioner uddannelseskroner bliver brugt på programmer (ofte private), der sigter på at påvirke forældre fra lavindkomstgrupper til at “tale mere med deres børn.”
Den dag i dag kan man se busserne i de fattige kvarterer køre rundt med skilte på siderne, hvor der f.eks. står: ”Husk du skal sige 5000 ord om dagen til dit barn. Hvis du synger Lille Peter Edderkop fem gange er det 200 ord!”. Både politikere og pædagoger var glade for teorien: det er jo en nem måde at forbedre uddannelsesindsatsen for de fattigste på at forklare forældrene til de fattige børn, at de selv skal gøre arbejdet.
I de sidste to år er der imidlertid blandt forskere i sprogsocialisering opstået en større utilfredshed med ”sprogkløft” teorien. Der er i det seneste år udkommet to specialiserede tidsskrifter med artikler ,der meget kraftigt kritiserer Hart og Risleys studier – faktisk i så høj grad, at sprogkløftsteorien ikke længere kan siges at have støtte i forskermiljøet – Særnumre af Journal of Linguistic Anthropology og International Multilingual Research Journal.
Kritikpunkter en masse
I det følgende vil jeg opsummere de vigtiste kritikpunkter:
Den nemmeste kritik er, at selve det fine runde tal med de 30 millioner er et halvfabrikatum. Den måde, forskerne udregner ordforbruget på, antager, at børn er vågne i gennemsnit 14 timer om dagen, og at de hører lige mange ord i hver time hen over dagen.
Forskerne antager også, at den time, de valgte at bruge med hver familie hver måned, var et ligeså repræsentativt udsnit af hver families daglige ordforbrugsrutiner i hver familie. Det er naturligvis ikke nødvendigvis rimelige antagelser. Så måske er sprogkløften betydelig mindre end 30 millioner ord, hvis den altså overhovedet findes.
Hvad nu, hvis problemet i virkeligheden ikke er helt så nemt at løse? Hvad nu hvis et enøjet fokus på ordforrådets størelse gør, at vi fortaber en chance for at bygge et uddannelsessystem, der kan skabe mennesker, som er gode til forskellige ting, og som derfor kan varetage de forskellige funktioner, et samfund har brug for?
Det kan vi dog heller ikke være ret sikre på, at den gør; for hvad nu hvis familierne har reageret forskelligt på forskernes tilstedeværelse? Der kan være en vis grund til at tro, at en velstående, veluddannet familie måske kan vælge at tale mere til sit barn i den time, forskerne opholder sig i stuen, og tilsvarende kan der være grund til at tro, at den fattige familie måske ikke har haft mulighed for at ændre den daglige sproglige rutine, eller at de måske endda har talt mindre, end de plejer. Det kan man ikke vide, og 42 familier er så lavt et antal, at den slags usikkerheder kan være meget vigtige.
Forskelllige kulturer angriber sproget forskelligt
Men det største problem er i virkeligheden konklusionen:
Hvorfor skal vi tro på, at ordkløften, hvis den eksisterer, forårsager en uddannelseskløft?
Sprogantropologer, som har studeret sprogsocialisering i forskellige kulturer, har opdaget, at selvom børn i alle kulturer lærer at tale omkring samme alder, så er der meget stor variation i den måde, børn lærer sprog på.
I nogle kulturer taler voksne slet ikke til børn – de taler kun til hinanden, så må børnene lære at tale ved at lytte med. I andre kulturer taler voksne pattesprog til børnene ”mig se en missekat”; og i andre kulturer igen taler de til børn, som man ville tale til en voksen. Uanset hvilken strategi, forældrene bruger, lærer børnene at tale deres modersmål flydende, når de er omkring fire år gamle. Der er altså mange måder at lære sprog på, og det er kulturelt betinget, hvordan man lærer.
Derudover er ideen om, at det primært er antallet af hørte ord, der er udslagsgivende for børns kognitive udvikling, helt uunderbygget. Et barn, der får at vide, at det skal ”holde kæft og sætte sig ned” 1000 gange om dagen, hører 6000 ord hver dag, men har formentlig en noget anden sprogindlæringsoplevelse, end et barn, der hver dag hører 6000 ord i behagelige samtaler med voksne og andre børn.
Og hvad med tosprogsproblematikken for børn, der lærer to sprog samtidig? Kvaliteten af den sproglige stimulus må være meget afgørende for, hvad børn får ud af deres sprogstimulering. Vi har for eksempel heller ikke meget belæg for at tro, at børn stimuleres bedre ved at høre en times voksenoplæsning, end de gør af en times leg og samtale med andre børn.
Uanset hvilken strategi, forældrene bruger, lærer børnene at tale deres modersmål flydende, når de er omkring fire år gamle. Der er altså mange måder at lære sprog på, og det er kulturelt betinget, hvordan man lærer.
Den kulturelle variation i sprogindlæring gør også, at det er uforsvarligt at tro, at Hart og Risleys studie af 42 amerikanske familier kan overføres direkte til en dansk kontekst. Det kan sagtens være, at en dansk kontanthjælpmodtagers børn, der går hjemme med far og mor det meste af dagen dagen, hører flere ord, end en rigmandsbaby som ligger i en overfyldt vuggestue 10 timer om dagen, eller sidder alene med tegnefilm på Ipad’en, når de er hjemme. Vi ved det simpelthen ikke.
Ikke alle skal arbejde med ord
Endelig ved vi, at uddannelsessystemet ikke er sprogneutralt. Det belønner en bestemt form for sproglig adfærd og straffer andre former. Det belønner boglig viden og skriftlige kommunikationsformer, den belønner børn, der læser meget, og som derfor har store ordforråd, er gode til at stave og derfor klarer sig bedre i Pisa testen og til afgangseksamen. Men ikke alle børn skal arbejde med sprog og skrift, nogle skal arbejde med tal eller med deres hænder eller med deres sociale færdigheder. Så er det måske ikke lige så vigtigt, om de har et stort ordforråd, for at de opnår succes i livet.
Af disse mange grunde bør politikere og undervisere være særdeles varsomme med at påkalde sig sprogkløften i deres uddannelsespolitiske strategier. Det kan godt være, det er politisk belejligt, hvis det er forældrenes ordforråds skyld, at deres børn klarer sig dårligt i skolen. Men hvad nu, hvis problemet i virkeligheden ikke er helt så nemt at løse? Hvad nu hvis et enøjet fokus på ordforrådets størelse gør, at vi fortaber en chance for at bygge et uddannelsessystem, der kan skabe mennesker, som er gode til forskellige ting, og som derfor kan varetage de forskellige funktioner, et samfund har brug for?
Topillustration: Pixabay.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
