SPROG // KLUMME – De teknologiske muligheder for sproglig udvikling synes endeløse. Men forskning viser, at vi bruger stadig færre ord, at vores sproglige kompetencer forringes og undergraver psykologisk selvindsigt og sociale fællesskaber. Koblingen mellem sprog og virkelighed har sjældent været vigtigere.
Der er noget spøjst og tankevækkende på spil med sproget. Med nettet, apps og AI er alle klodens sprog inden for rækkevidde for alle mennesker hele tiden. Vi kan kommunikere – skrive, tale, afkode, oversætte – hurtigt og gnidningsfrit.
Vi har de vildeste værktøjer til rådighed og burde leve i et sprogenes slaraffenland, hvor sprogblomsterne står i kø for at krydsbestøve hinanden. Hvor vi ikke kun taler sammen, men også forstår hinanden på tværs af grænser og kulturer. Tæt på Babelstårnet, verdenssproget og en homogen menneskehed med høj indbyrdes empati og lavt konfliktniveau.
Færre ord
Alligevel taler vi mindre og ringere end før. Vi bruger færre ord og kombinerer dem stadig dårligere og mindre kreativt. Det er som om udviklingen af menneskers sproglige kompetencer er sandet til og reelt i tilbagegang. Som Daniela de Lorenzo skriver i artiklen Your wordcount counts i The European Correspondent, er det faldende antal ord dårligt nyt for vores evne til at tænke, vores muligheder for at danne sociale relationer og forstå verden.
De Lorenzo refererer bl.a. til en forskningsartikel fra University of Arizona, som anslår, at det gennemsnitlige antal ord, vi mennesker dagligt bruger er faldet med 338 ord årligt målt i perioden 2005 til 2019. Det giver ca. 120.000 færre udtalte ord pr. person pr. år – eller en daglig ordreduktion på ca. 28 pct.
Det 14 år lange studie, delt i 22 delstudier, fandt sted i hhv. USA, Mexico, Australien og Europa og involverede 2.197 deltagere mellem 10 og 94 år. Studiet forklarer bl.a. miseren med teknologiudvikling og nye sociale vilkår i moderne livsformer.
Mange mennesker lever i dag alene og uden den nære hverdagskontakt til partner, ægtefælle og børn. Mange arbejder hjemmefra og møder derfor ikke kolleger ansigt-til-ansigt. Vi ser fjernsyn, når vi spiser, i stedet for at tale sammen. Dating foregår primært online og ikke på fx en bar, restaurant eller café, som blot er næste stop, når den teknologimedierede screening er overstået.
Teknologiernes mellemkomst
Det er de mange faktorer, der tilsammen skubber os i den gale retning. Vi behøver ikke længere at tale med kassemedarbejderen i supermarkedet, for vi scanner selv varerne og betaler ved udgangen. Internethandel gør det samme. Det er heller ikke længere nødvendigt at spørge om vej, for det klarer GPS’en.
Betalingsautomater har afløst den korte samtale med den fuldmægtige i banken. I toget og bussen sidder vi med øjnene klistret til telefonen, som effektivt isolerer os fra andre menneskers horisont og efterhånden gør det en lille smule angstprovokerende at blive talt til af en fremmed. Hvad er han mon ude på?
Selv den korte samtale med bibliotekaren har vi afskaffet. Vi skal selv kunne finde bøgerne, scanne dem ind og ud, så vi kan få mere ud af skattekronerne. Herhjemme kan vi ovenikøbet mange steder via sygesikringskortet selv lukke os ind på det lokale bibliotek 24/7.
Så vi behøver ikke andre. Vi skal gøre alt selv og opfordres konstant til det. Intet under, at smalltalk har svære tider både i andedammen og andre steder.
Empatisvækkelse
Det er effektivt at kunne arbejde uafhængig af tid og rum, selv finde vej og klare indkøbene hurtigt. Men det er også fremmedgørende og undergravende for vores sociale adfærd og kompetencer. Som mennesker, der lever i en mediedrevet virkelighed med stadig færre fysiske og sociale kontaktpunkter og relationer, mister vi den grundempatiske evne til at kunne fornemme og afkode hinanden. Føle med den anden. Sætte sig ind i den andens situation. Være noget for nogen udenfor os selv. Lære nye mennesker at kende og blive overraskede over at møde nogen, der ikke ligner os selv.
Vi er på vej mod en binær politisk diskurs drevet af sproglig armod og åndelig fattigdom
Ifølge psykologiprofessor Vittorio Lingiardi fra Sapienza University i Rom kan man se en direkte effekt af denne kollektive empatisvækkelse ved, at stadig flere mennesker har svært ved at sætte ord på deres egne følelser og beskrive indre mentale tilstande.
For det kræver et sprog, og når sproget reduceres, svækkes vores muligheder for at reflektere over vores egne, indre psykologiske landskaber. Det er ifølge Lingiardi navnlig et problem for unge mennesker, som angiveligt dagligt bruger 452 færre ord sammenlignet med de 314 færre ord for voksne over 25 år.
Man kan se samme tendens i det politiske sprog, hvor nuancer og gråzoner mellem forskellige positioner forvitrer i absolutismer. Polarisering og ekkokamre skyldes bl.a., at vores svækkede sproglige kompetencer simpelthen gør det sværere både at kommunikere og forstå et budskab, der ikke er sort eller hvidt, os eller dem, ondt eller godt, ja eller nej.
Vi er på vej mod en binær politisk diskurs drevet af sproglig armod og åndelig fattigdom. Trumps politiske taler kan let forstås af en niårig, fordi hans verdensbillede kommunikeres i et infantilt univers uden forbehold, nuancer og anerkendelse af andre.
Langsomhedens velsignelse
For ikke så mange årtier siden var vi nødt til at sætte os ned med kuglepen og papir, når vi skulle skrive et brev til en kollega, ven, familiemedlem. Vi var tvunget til at tænke en række budskaber igennem, systematisere dem, skrive dem ned, skrive dem om, kassere, begynde forfra, præcisere og tydeliggøre, hvad vi mente. Vi kunne fortabe os i sproget og egne tanker, hvæsse et argument, så det blev skarpt og kunne udtrykke præcis, hvad vi ønskede.
Der var pennevennerne, som man skrev med – alene fordi det var hyggeligt og sjovt at skrive sammen, lære hinanden at kende, fortælle om sig selv, vente på at få brev og glædes ved selv at sætte frimærket på konvolutten og lægge brevet i postkassen.
Vi brugte tid på sproget, kælede for det, udviklede det som en kommunikativ handling med en særlig, ukrænkelig egenværdi. Det lyder gammeldags og nostalgisk at skrive i dag, men var udtryk for en sprogrespekt, som er svær at få øje på i en verden, hvor smileys og emojis har degenereret årtusinders møjsommelige sprogudvikling til forarmede hieroglyffer.
Den lille indsats
Vi kommer aldrig tilbage til den analoge telefons tid og skal det heller ikke. Men vi kan godt begynde at genopfinde tabte sprogdyder, der også er sociale dyder – som at konversere en fremmed i toget, hjælpe folk på gaden, spørge til naboens velbefindende, se hinanden i øjnene, mens vi taler om alt og ingenting og derved langsomt regenererer sproget.
Det er ikke svært, koster ikke noget, og måske kan vi derved i det små, ord for ord, begynde at genopbygge vores kollektive sprogkapital, mens vi gamle rotter tænker tilbage på spændingen ved at ringe til pigen på familiens nummer, som man havde lært sig udenad, få en far eller mor eller bror i røret og overtale dem til at kalde på den udkårne.
Tvunget var man da til at konversere autoriteten, begrunde og sende sympatiske signaler til resten af familien; lytte efter, hvad der skete i baggrunden, forestille sig, hvordan en besked blev modtaget med alle antenner åbne for et ords særlige betoning og mulige respons.
I Spanien, hvor Deres udsendte netop har ferieret, nudger man menneskers samtaler på mange måder. Mit yndlingseksempel er bænkene i det offentlige rum. Ikke snorlige københavnerbænke på række, hvor vi som soldater kigger væk hver med vores eget perspektiv, men sociale møbler, der vender ind mod hinanden og dermed tvinger os til at se andre mennesker i øjnene og tale sammen – måske endda med en fremmed.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og