MIDTVESTLIV // KLUMME – For Julie Bendtsen og familien tog det ikke mange øjeblikke at træffe en beslutning og råbe ”ja tak!”, da chancen for et USA-ophold bød sig. Men ikke alle har det på samme måde, og forventningerne til expatlivet i et ukendt land – hvad enten det er i USA, Europa eller noget helt tredje – kan virke både skræmmende og overvældende.
CHICAGO – Jeg har haft min facebook-profil siden 2005 – jeg var lige vendt hjem fra et semester i Amsterdam, og en af mine nye internationale venner fra opholdet sendte mig et link til den banebrydende virtuelle vennebog. Gennem de seneste år har jeg ad flere omgange (virkelig halvhjertet) overvejet, om jeg skulle følge den toneangivende strøm og slette min konto, men det er aldrig blevet til noget.
Det er der flere årsager til, men den vigtigste er nok, at et socialt medie, der tillader et ubegrænset antal ord og hele fotoalbums i hvert enkelt opslag er helt utrolig praktisk, når man flytter over et hav og gerne vil holde familie og venner ajour med sit liv (og se deres) uden at skulle skrive individuelle mails hver tredje måned – eller, endnu værre, de kædeagtige af slagsen. Så jeg er altså på Facebook på snart tyvende år.
Hun var slet ikke sikker på, at hun havde lyst til at flytte til Europa
En af de ting, mediet har bragt med sig inden for de senere par år, er de utallige lokale grupper, jeg finder, når vi flytter et nyt sted hen. Alle lokalsamfund har tilsyneladende en såkaldt mom’s group. Raleigh havde en, og det samme gælder naturligvis for byen, jeg bor i nu.
Normalt handler opslagene om gode idéer til børnefødselsdage, hvem der kan anbefale den bedste rejseagent for en tur til Disney World, hvor får man byens bedste tiki cocktails, og hvad er det her udslæt på min søns albue. Alle spørger om alt, og alle svarer det bedste (eller mest overbevisende), de kan, men ind imellem kommer der et opslag, der sætter lidt flere tanker i gang.
Fortrydelse, frygt og forventninger
I går aftes var der et opslag fra en mor, der havde valgt at være anonym, så hendes navn ikke fremgik. Hendes mand havde fået tilbudt en oversøisk stilling, og hun ville gerne høre om andres tanker og erfaringer, for hun var slet ikke sikker på, at hun havde lyst til at flytte til Europa. Efter at jeg havde givet mig til kende i kommentarerne, skrev hun til mig bagom, og jeg brugte resten af aftenen på at svare så ærligt, jeg kunne, på hendes spørgsmål, bekymringer og frygtsomme forventninger i forhold til den potentielle udlandsflytning – i dette tilfælde til Holland.
Korrespondancen satte gang i en masse tanker om vores eget valg om at flytte herover, og jeg fortalte hende, at selv om det absolut ikke altid havde været nemt, at der havde været både udfordringer, skuffelser, sorger og savn, så er kendsgerningen, at da vi tog springet, var planen, at vores flytning skulle være for to år, og at vi nu snart har været her i otte.
Så et eller andet har jo holdt os her – uanset hvad der har været af bump på vejen. Men det vigtigste, jeg kom i tanke om undervejs i al beskedskrivningen, var, at vi aldrig – ikke så meget som et sekund – har fortrudt, at vi gjorde det.
At vi ikke har fortrudt, er ikke ensbetydende med, at der ikke er ting, vi ville ønske, kunne være anderledes. Når man, som vi, har et tæt forhold til sin familie, er det benhårdt at være så langt væk så længe ad gangen.
Børn gør det endnu hårdere, for de blander en hulens masse skyld ind i savnet. Det er også, om ikke hårdt, så i hvert fald sårbart at føle, at den eneste anden person i hele din omgangskreds, der rigtig kender dig og rigtig ved, hvad alt det her handler om, er din ægtefælle eller partner. Det er ret mange æg i én kurv, og det kan fylde uhensigtsmæssigt meget, hvis man ikke passer på.
Ingen fortrydelse – trods alt
Det er vemodigt og smerteligt at se, at al den kultur, man selv er vokset op med, er i fuld gang med at blive overdøvet af den støj, som amerikansk kultur nu engang kan føles som, og den eneste grund til at danskheden ikke smuldrer fuldstændigt, er, at vi stædigt holder fast i juleand, danskundervisning, sildemadder og streaming af diverse DR-programmer (og må jeg i den forbindelse nævne, at dét at se Jul på Vesterbro med en henholdsvis 8- og 11-årig, der primært er vokset op i USA, er en helt igennem uvurderlig og på alle måder anbefalelsesværdig oplevelse).
Rusland sagde vi pænt, men uden den store betænkningstid, nej tak til
Men fortrudt det har vi aldrig. Det, vi har udvidet familien med i form af oplevelser, sammenhold, sprogforståelse og horisontudvidelse, ville jeg tage imod igen og igen og hver gang med lige stor taknemmelighed. Men når det er sagt, kan jeg godt forstå, at den type tilværelse ikke er for alle.
Jeg forstår godt, at der er mennesker, der ikke har lyst til at flytte til USA. Nogle år inden vi flyttede hertil, blev vi tilbudt et andet udlandsophold – i Rusland. Og lige præcis Rusland sagde vi pænt, men uden den store betænkningstid, nej tak til. Ligesom vi ville have takket nej til lande som Kina, Indien eller Dubai.
Ikke fordi vi er så smalttænkende, at vi ikke tror, de steder kunne have budt på uforglemmelige oplevelser, men fordi der bare findes lande og steder i verden, hvor det kan være svært at se sig selv falde til og føle sig hjemme. Sådan er der masser, der har det med USA, og sådan havde vi det med andre lande.
Men dét, der gik op for mig, mens jeg skrev med den bekymrede måske fremtidige expat-hustru var, at lige præcis de følelser, som vi har om for os meget fremmede kulturer, har masser af mennesker – selvfølgelig – også om Europa. Om Danmark. Min egen lille hjemmebane, hvor alt er trygt og nemt, hvor pigerne er smukke, sommernætterne lyse og lange og kulturen rig. Ikke? Ikke for alle, nej.
Drukture og indelukkethed
Damen, jeg skrev med, var tydeligvis ganske utryg ved tanken om at flytte til Europa, og selv om hendes første spørgsmål handlede om, at hun var bange for, at leveomkostningerne ville være for høje – og jeg med et halvt løftet øjenbryn kunne trøste hende med, at vores husholdningsbudget er blevet sådan cirka fordoblet, siden vi flyttede hertil – er der for en amerikaner talrige andre ting, der kan virke angstprovokerende ved en oversøisk flytning.
Den europæiske ungdoms drukkultur (og de danske unges i særdeleshed) kan i sig selv være en afskrækkende og afgørende faktor. Hvis man i bund og grund er modstander af, at børn under 18 drikker deres endnu ikke fuldt udviklede hjerner ud på ugentlig basis, kan tanken om eksempelvis danske gymnasiefester godt virke ret uoverskuelig.
Især hvis en stor del af det, man gerne vil opnå med et udlandsophold, er en form for integration i en anden kultur. Hvor går man hen med de gode intentioner, hvis det, man ser omkring sig, blandt andet er en alkoholiseret deroute?
Og ser vi væk fra børn og opdragelse, er der de udfordringer, de voksne støder ind i. Fra en anden facebookgruppe, der tjener som en slags ”frustrations-fællesskab” for expats verden over, har jeg fået et klart indtryk af, at mange lande i Europa er svære at finde sig til rette i for amerikanere og ikke-europæere generelt.
Hollændernes indelukkethed og neurotiske forhold til regler, der ikke giver mening for andre, er en udfordring, og det samme gælder den passiv-aggressive adfærd, som rigtig mange af os nordeuropæere mere eller mindre frivilligt har taget til os. Visse lande er bare sværere at finde hjem i for visse nationaliteter.
Og så er der det helt grundlæggende faktum, at en udlandsflytning og det liv, der følger med den, ganske enkelt ikke er attraktivt for alle. Det er ikke drømmen. Jeg kender masser af mennesker, som ikke kunne drømme om at flytte fra deres hjemland, hvad enten det handler om ikke at ville flytte langt væk fra familien, at karrieren har bedre kår, hvor man er, eller – ganske enkelt – at det ikke er noget, de hverken drømmer om eller har lyst til. Det forstår jeg også godt, og jeg tænker relativt ofte, at vi da med stor sandsynlighed ville have været helt lige så glade og tilfredse, var vi blevet hjemme.
Det gjorde vi ikke, og nu er vi her. Vi forsøger at få det bedste ud af det, og indtil videre er det lykkedes meget godt, synes vi. Jeg håber, at den bekymrede amerikanske mor fra Facebook får et forrygende Hollands-ophold, hvis hun og familien vælger at tage springet. Og jeg håber ikke, at hun fortryder.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
