TEATER // ANMELDELSE – Dramatikeren og forfatteren Bjørn Rasmussen er i min optik en af tidens vigtigste historiefortællere. Hans tekst om den 14-årige Kirsten og hendes tre veninder har en crazy energi. Kirsten vil dræbe sin stedfar, men teen-livet er (også) fyldt med heste, drenge, Bacardi Kondi, sex, stoffer, intriger og usikkerhed. Det giver en enestående blanding af spænding, socialrealisme og coming-of-age. Usikkerheden og tvivlen bliver de fire teenageres følgesvend, og det forplanter sig til publikum – det er tæt på genialt.
”Jeg hedder Kirsten, og da jeg var fjorten år, besluttede jeg mig for at slå en mand ihjel.”
Sådan begynder Kirstens Hævn. Det er historien om den 14-årige Kirsten, der bor sammen med sin mor og stedfaren Steen på et stutteri i Vestjylland. Kirsten vil slå sin stedfar, Steen, ihjel. Det bliver aldrig helt klart, hvorfor hun ønsker ham død, men denne replik bliver motoren i en forestilling, der blander spænding, socialrealisme og coming-of-age.
Kirsten lever sit teenageliv sammen med de tre andre hestepiger og veninderne Karina, Anita og Hvepsen.
”Vallakker, pis af. Nu styrer de piercede hopper lortet!”
Omkring byerne Trans, Bøvling og Spjald prøver de fire veninder at få tiden til at gå. De har deres Spice Girls-gruppe minus én, hvor de taler om heste, drenge eller sex – hvis de da ikke lige rider, er sammen med drenge eller har sex. De drikker øl, vodka og Bacardi Kondi, ryger cigaretter og hash, kører på knallert, fester, bliver fulde, kaster op og laver lidt lektier. Og så rider de igen. Og igen. De sadler heste, muger ud i staldene eller deltager i dressurkonkurrencer.
Der bliver også skrevet i den lyserøde, plysbetrukne dagbog, som i løbet af fortællingen bliver endnu en ledetråd: Hemmeligheder, løgne, abstraktioner og fortielser nedfældes i dagbogen, ligesom Kirsten beskriver sine veninder med lige dele foragt, kærlighed, had og misundelse. Det bærende plot er dog hele tiden, at Kirsten vil dræbe Steen.
Ingen fest uden hest
Det er dramatikeren Bjørn Rasmussen, der har skrevet Kirstens Hævn. Den udkom i bogform i sommeren 2024 med tilføjelsen “Hestepigeroman”.
Forvandlingen fra bog til scene er skabt af Aarhus Teaters to huskunstnere, Carolin Oredsson og Josefine Thornberg-Thorsøe, med henholdsvis iscenesættelse og scenografi. Det har de gjort med en imponerende loyalitet – sammen med et helt genialt ungt hold af fire kvindelige skuespillere.
Vi bevæger os hele tiden i grænselandet mellem fantasi og virkelighed. Det er faktisk en ganske rar og vægtløs tilstand at være i som teaterpublikum.
Clara Sophia Phillipson spiller den store rolle som den jeg-fortællende Kirsten. Det gør hun ekstremt elegant, idet hun fører publikum ud i alle hjørner af en blodtørstig teenagers vrede, usikkerhed, sødme og forvirring.
De tre andre hestepiger, samt rollerne som mor, stedfar, tante og drenge, spilles af Alberte Riis Alexis Ibsen, Laura Kjær Jensen og Solvej Sonne Horn – med samme sikkerhed og overbevisning, så selv en gammel teateranmelder får lyst til at udbryde: ”Ingen fest uden hest!”
De unge skuespillere går ind og ud af de forskellige roller med den største selvfølgelighed. De er sjove, de er alvorlige – og de brænder scenen og stalden af, både i overført og bogstavelig forstand.
Det sproglige geni
Kirstens Hævn er skrevet med Bjørn Rasmussens vanlige sproglige energi. Han skriver, så hver sætning bliver mættet, og alle ord er med til at drive historien frem.
Der ligger nærmest en spændingskurve i alle sætningsopbygninger, så man må vente på sidste ord, før den overraskende, sjove eller præcise pointe bliver leveret. Hans sprog er så crazy opfindsomt og farverigt, at det kan forvandle enhver teaterscene til et magisk rum, hvor sveden og følelserne fortætter stemningen.
Bjørn Rasmussen debuterede som dramatiker i 2004 med Myg marcherer i sødt blod. Han er uddannet fra Dramatikeruddannelsen på Scenekunstskolen i Aarhus (2007) og fra Forfatterskolen i København (2011).
Den nu 41-årige Bjørn Rasmussen væltede ind i forfatterbutikken, da han i 2011 debuterede med romanen Huden er det elastiske hylster, der omgiver legemet – en selvfortælling om den femtenårige Bjørn, som bor på en rideskole i Vestjylland med sine to brødre og en depressiv mor. Bjørn kæmper med sin hemmeligholdte homoseksualitet og sine destruktive tanker. Midt i alt dette begynder han et forhold til den 20 år ældre ridelærer.
Bogen modtog Montanas Litteraturpris i 2011, hvilket gjorde Bjørn Rasmussen til den første forfatter, der har modtaget prisen for en debutroman. Siden har han udgivet flere romaner og digtsamlinger. I 2022 modtog han Blixenprisen for sin anden digtsamling, Forgabt.
Denne lange – og alligevel slet ikke fyldestgørende – litterære indgang til Bjørn Rasmussen er kun for at understrege forfatterens og dramatikerens betydning. Jeg opdagede (flovt nok) først Bjørn Rasmussen på teatret, før jeg fik læst nogle af hans bøger.
Da jeg så dramatiseringen af film- og bogklassikeren A Clockwork Orange på Aarhus Teater i 2021, skrev jeg: “Det er sjældent, jeg har oplevet en dramatisering så oprigtig, fantasifuld og præcis som denne. Det virker, som om Bjørn Rasmussen har haft hvert enkelt ord i munden, tygget på det, smagt det igen og igen for til sidst at finde det rigtige ord i den givne sætning. Denne dramatisering er smør for øregang og sjæl.”
Stemningen på scenen forplanter sig til publikum
“Jeg er bange for at miste grebet,” skriver Kirsten i sin dagbog. Dagbogen og gåden om Kirstens lyst til at dræbe sin stedfar er Bjørn Rasmussens genistreg.
Vi bevæger os hele tiden i grænselandet mellem fantasi og virkelighed. Det er faktisk en ganske rar og vægtløs tilstand at være i som teaterpublikum.
Hvad er sandt, og hvad er falsk? Er Kirsten i virkeligheden selv den dæmon, som hun beskylder stedfaren for at være? (Og han er ved gud en giftig, maskulin patriark.) Eller er hun en psykisk ustabil jeg-fortæller? Usikkerheden og tvivlen bliver de fire teenageres følgesvend, og det forplanter sig til publikum – det er nærmest genialt.
I en tid, hvor talent, dygtighed, vennetjenester, familieforbindelser og kendthed rodes sammen, kan det være svært at se, hvordan opgaverne fordeles i den danske kulturverden – især når man taler teater.
Derfor er det befriende, at Aarhus Teater igen og igen finder plads til Bjørn Rasmussen. Hans fortællinger, hans brillante sprog og hans evne til at vise os rundt i ukendte miljøer er en gave til den danske scenekunst. Det burde give enhver teaterchef lyst og mod til at bruge den talentmasse, der findes derude.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og