KINA // ANALYSE – Mens Kinas altdominerende partichef og præsident, Xi Jinping, bruger al sin vågne tid på at knuse modstand og kritik, har en søns mindeord til sin nyligt døde mor vakt opsigt blandt kinesere såvel som blandt kinaiagttagere – også Mette Holm, der nær fik jasminteen galt i halsen.
’Efter min opfattelse bør Kina være et land fuldt af fairness og retfærdighed, hvor respekten for menneskers hjerter, menneskelig moral og menneskelighed råder evigt; og der skal altid være ungdom, frihed og stræben. Det har jeg grædt for og kæmpet for. Den sandhed har livet lært mig, og den er også en gave fra min mor.’
Med disse ord afslutter Wen Jiabao, der var Kinas ministerpræsident fra 2003-13, mindeordene for sin mor, der døde i december i en alder af knapt 100 år. Wen selv er 78.
Mindeordene blev bragt i fire afsnit i en noget obskur avis i Macao, sidste afsnit blev bragt 16. april.
Ordene i denne søns kærlige hyldest til sin mor forekommer ikke opsigtsvækkende, men i Kina er det regulært politisk sprængstof, og der gik da heller ikke længe, før artiklen blev lagt død på landets sociale medier. Forinden var den dog blevet læst og delt massivt.
For Wen Jiabaos beskrivelse af, hvordan Kina efter hans mening bør se ud – med retssikkerhed, rettigheder og menneskelige udfoldelsesmuligheder – er i kinesisk sammenhæng et frontalangreb på Kinas siddende enevældige partichef og præsident, Xi Jinping.
Xi Jinpings drøm
Og den slags er ingen endnu sluppet nådigt fra i Kina. Xi Jinping er indædt i gang med med brutale midler at skabe et Kina i overensstemmelse med sin drøm, kaldet 中国梦, Zhōngguó Mèng, Den kinesiske Drøm (se videoen), og her er der ikke plads til blødsødenhed som demokrati og menneskerettigheder eller andre svinkeærinder. Derfor har Xi Jinping også fået sløjfet den begrænsning i Kinas forfatning, der ellers skulle sikre, at præsidenten og ministerpræsidenten højst måtte sidde i to perioder af fem år.
Se videoen med Kinas officielle version af Xi Jinpings drøm:
Den i kinesisk sammenhæng demokratisk sindede Wen Jiabao havde i overensstemmelse med loven kun 10 år til at prøve at skabe sin version af et anstændigt Kina.
Det var interessant og også lidt vovet at gøre Wen Jiabao til ministerpræsident i det nye årtusind. Wen var højre hånd til Kinas hidtil mest demokratisk-, ja nærmest socialdemokratisksindede partichef, Zhao Ziyang, der blev afsat med piber og trommer, fordi han viste en vis lydhørhed over for unge demonstranters krav om medbestemmelse ved den store opstand i Beijing i 1989.
Zhao Ziyangs brøde var, at han ønskede at lytte til demonstranternes krav, ikke at han på nogen måde lovede at efterleve dem. Zhao Ziyang besøgte ofte Norden, fordi han var meget optaget af den nordiske socialdemokratiske samfundsmodel, altså temmelig revisionistisk i det kommunistiske Kina.
Det var forbløffende, at Wen Jiabao blev ministerpræsident, også fordi han stod ved Zhao Ziyangs side, da denne som sin sidste embedshandling som partichef – grædende og med megafon i hånden – bad de demonstrerende unge studenter om forladelse for, at det ikke var lykkedes ham at passe på dem i opgøret med den i hvert fald menneskeretligt set betonkommunistiske fløj af Kinas Kommunistparti. Næste morgen blev Zhao Ziyang fjernet fra posten som partichef, sat i husarrest og ikke set mere i offentligheden. Han døde i 2005 og nåede dermed at opleve sin protegé og meningsfælle som regeringschef.
Wen Jiabao er pensioneret, hvilket i Kina giver lidt længere snor, end hvis man er aktiv – læs mere i artiklen ’Dræb kyllingen for at skræmme aben’.
Han er stadig medlem af Kina Kommunistparti, og hans hyldest til retfærdighed og medmenneskelighed i mindeordene til moren vidner om den modstand inden for partiet, der nødvendigvis må findes mod Xi Jinpings metoder, men som sædvanligvis forstummer, før den når ud til offentligheden.
Al meningsfuld politisk modstand og debat i Kina finder sted inden for partiet og som regel bag nedrullede gardiner. Kinas Kommunistparti vil for alt i verden fremstå som men én stemme. Befolkningen må ikke få indtryk af uenighed – da særligt ikke i år, når Partiet fylder 100 år.
Derfor er Wens kritik spektakulær, og derfor er det interessant, at den vækker genklang hos de kinesiske masser, der ellers altid er iført stramtsiddende politisk mundkurv. Og så er det naturligvis interessant, om det får konsekvenser for den tidligere ministerpræsident.
Mere fra Mette Holms hånd om Kina her og i POV
Illustrationer: Screendumps og affotografering fra skribentens Dagbog fra Beijing
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
