Sportsstjernen blev dømt og taxichaufføren blev fyret

i Arbejdsmarked/Danmark/Minoriteter af

TAXAMANDEN – Sportshistorien er fuld af eksempler på stofmisbrugende, alkoholiske og voldelige helte – men hva’ fa’n, de er jo bare mennesker, under pres. De etniske, perkerne derimod er noget andet. Her er ikke plads til fejltagelser. M’s historie er et meget ubehageligt eksempel.

Vi tog en snak en aften, ”M” og jeg. Jeg er den gamle. Han er den unge. Han er mørk i huden – og statsborger her i landet. Jeg er mere bleg – og de kalder mig granitperkeren.

Vi skiller os begge ud her i byen, men vi er kolleger i samme selskab og hos vognmanden og vi deler strabadserne i nattelivet. Det vil sige: Vi var kolleger. For han blev fyret efter et nattedrama, der ramte medierne, da en sportsstjerne gik amok, overfaldt, slog og sparkede ham, så kæben brækkede to steder og han måtte på operationsbordet.

Han viser mig sit operationsar: en fin, lys stribe fra højre øre og ca. 10cm ned ad kinden.

Lige nu er han sygemeldt med smerter i hovedet, der endnu ikke er forsvundet. Og så er der psykologbesøg, som skal få ham på ret køl.

Retsstaten frikendte ham. Samfundet dømte og fyrede ham … Jeg er først og fremmest – flov!

Sportsstjernen blev dømt 50 dages fængsel for sin voldshandling, der indtraf, da han havde forladt taxien efter blot få hundrede meters kørsel og ikke ville betale,

”M” blev frifundet for vold efter i kampen at have kastet en tom dåse efter stjernen.

Sportsstjernen anker ikke, så han får chancen for at kunne fortsætte sin karriere, hvor millionerne ruller ind på kontoen.

Fru Justitia har dømt.

Realiteterne

Min kollega fik en fyreseddel i sidste uge. Hans opførsel med tilråb og dåsekast berettigede ikke til en dom men ligger udenfor reglerne for opførsel i taxiselskabet

Realiteterne har talt.

Det fremgår i pressen, at vores fælles vognmand i realiteten måtte fyre chaufføren mod sin vilje. M var en god mand for vognmandens forretning, men selskabet bestemmer, hvem der er værdig til at bære uniformen. Sådan er reglerne i taxi-industrien.

Hvis man er arbejder og mørk i huden og bærer den næsten diagnostiske etikette ”af anden etnisk herkomst”, er den globale virkelighed helt forskellig fra sportsheltens.

Har du mærket racisme, inden de tilråb fra sportshelten, som fik vreden frem? Han holder en lang pause og trækker vejret så dybt. Et overbærende suk. ‘Sorte svin. Bøsserøv. Skrid af helvede, – ta’ dog hjem, hvor du kommer fra’

Sportshistorien er fuld af eksempler på stofmisbrugende, alkoholiske og voldelige helte. De har godt nok haft en temmelig direkte adgang til reptildelen af deres hjerne, men hva’ fa’n, de er jo bare mennesker, under pres. Drengerøve, kønne, sexede bad boys. Trækplastre i de rette barer.

Så de får en kort snor. En hurtig tur bag tremmer – måske bare en fodlænke på det ben, der igen, lige om lidt, skal sparke millioner ind på kontoen.

Men de etniske, perkerne? Her er ikke plads til fejltagelser. M’s historie er et meget ubehageligt eksempel.

Jeg stiller det dummeste spørgsmål i vinterkulden: Har du mærket racisme, inden de tilråb fra sportshelten, som fik vreden frem?

Han holder en lang pause og trækker vejret så dybt. Et overbærende suk.

“Sorte svin. Bøsserøv. Skrid af helvede, – ta’ dog hjem, hvor du kommer fra”.

Jeg er først og fremmest flov

Det lyder som en triviel replik i dagens etnisk-socialrealistiske teater. Men det har altid været virkeligheden for M, og det eksploderede i den sorte, racistiske undergrund, da sportsstjernen knækkede kæben på taxichaufføren.

F.eks. i kommentatorsporet på det højrenationale internetsite, www.uriasposten.net, hvor man ofte kan finde påstande, jeg finder racistiske. Som f.eks.:

”…Udvisning af Somalieren der ikke kan opføre sig værdigt i Danmark må være minimum straf, Danskerne skal ikke tilpasse sig de indavlede retarderede kriminelle korandyrkende terrorister der udstiller sig som ofre overalt i landet, forbyd islam i Danmark.”

Ophavspersonen præsenterer sig som ”Emma Gad”. Som altid i de kredse anonymt: Sproget er krigerisk, men korsridderen en kryster. Og så på alle måder på én gang fordomsforblændet og uoplyst.

M er født i Danmark, hans ophav er godt nok krigsflygtninge fra det østligste Afrika. Men familien er fra Eritrea, der har gennemlevet en langvarig befrielseskrig fra Etiopien. Og så er min kollega i øvrigt kristen ligesom 2/3 af befolkningen i Eritrea; katolik er han med det afslappede forhold til religion, som i øvrigt karakteriserer de fleste danskere.

Det er ikke nødvendigvis viden, der trykker fremmedhaderen, når han eller hun er i udbrud. Og M, den gode mand og rare kollega, er vemodigt stilfærdig, når vi taler om fremtiden.

Retsstaten frikendte ham. Samfundet dømte og fyrede ham.

Jeg gav chaufførkollegaen hånden og ønskede ham bedring og held fremover.

Jeg er først og fremmest – flov!

Et foto med ryggen til er ok. Men ikke navn og genkendelse. Smerten og angsten for total udstødelse sidder i ham. Men han har fortsat også en drøm om at komme tilbage på landevejen.


Topfoto: Taxamanden. Andre fotos: Wikimedia Commons.

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Arbejdsmarked