Nureyev – dokumentarfilm om verdens bedste danser

i Film/Kultur & Medier/Scenekunst af

FILM // ANMELDELSE – De engelske brødre Jacqui og David Morris har lavet en fascinerende dokumentarfilm om Rudolph Nureyev. Af uransagelige årsager er den kun kommet op i København i én biograf, Grand, og kun i én uge! Nok er det 25 år siden denne utroligt karismatiske danser døde af AIDS, men så glemt, at man ikke tør tage en film op om ham, det kan han umuligt være?

Jeg er ikke balletkender, men har dog for min egen private uddannelses skyld betalt for adskillige store balletoplevelser; man må jo give genren en chance. Måske vil man kunne lide den. Jeg så Svanesøen i Moskva i 1977 og husker den stadigvæk. I København husker jeg kun Toni Landers solopræsentation i Etudes engang omkring 1960, alt andet er glemt.

Men nu, hvor jeg har set filmen om Nureyev, forstår jeg pludselig, hvorfor flere af mine venner gladelig dropper store spændende film for at kunne følge Det kgl. Teaters balletforestillinger. Efter at have tilbragt en aften på YouTube og studeret diverse berømte russiske balletstjerner, indser jeg, at det nok alligevel var klogt at holde mig til filmen, for vi har aldrig i Danmark kunnet konkurrere med de berømte russiske balletstjerner som Vaslav Nijinskij, Michail Baryshnikov eller det dynamiske fænomen Rudolph Nureyev. Det ville alt for tit være blevet en skuffelse.

Aldrig nogensinde før har jeg i den grad gispet af beundring eller næsten råbt af glæde ved at se hans utroligt flotte spring

Når jeg nu er begejstret for Morris-brødrenes film, så skyldes det ikke så meget den noget forvirrende måde, de har klippet det interessante materiale sammen på. Nej, det skyldes ikke deres evner men udelukkende, at jeg er faldet for Nureyevs flabede, sarkastiske charme og hans utrolige dynamik.

Aldrig nogensinde før har jeg i den grad gispet af beundring eller næsten råbt af glæde ved at se hans utroligt flotte spring. Jeg mindes ikke at have fået lignende breathtaking oplevelser med nogen filmskuespiller gennem mine 50 år som filmnørd; det skulle da lige være med Toshiru Mifune i De syv samuraier.

En springende panter

Rudolf Nureyev blev født i marts 1938 på et transsibirisk tog udfor Irkutsk. Hans far var stationeret for hæren i Manchuriet og savnede sin familie; transporten tog 12 dage. Hans mor hutlede sig ludfattig igennem resten af krigen, da faderen først kom hjem efter 1945. Hun solgte alt for at skaffe mad til de to døtre og Rudolf; man skrællede barken af træerne for at overleve.

I byen Ufa interesserede Rudolf sig kun for at danse – med folkedansergrupper og med undervisning af en gammel dame Udelsova, som tidligere havde danset i Diagilevs Ballet Russe.

Da hans far kom tilbage, vankede der tæv hver dag, for han ville ikke have en bøsset søn. Efter Stalins død i 1953 blev det nemmere, og han kom på en balletskole i Leningrad. Filmen præsenterer os nu for datidige optagelser af teenageren Rudolf. Han beskrives som meget vild -”en springende panter”. Han bliver hurtig solist og meget beundret. Hans dansepartner Alla Osipenko og hans venner fortæller om deres liv; vi hører om deres studier og den strenge opdragelse i Leningrad.

Nureyev er en portrætfilm, men den er også en historisk film om udviklingen i de mange spændende år fra Zarens fald over Lenins strenge regime, videre over Khrusjtjov til kommunismens og murens fald

Den kolde krig strammer konkurrencen mellem Vesten og Sovjetunionen. Nikita Khrusjtjov satser på at fremhæve enkeltindividet. Gagarin og Nureyev bliver helte; de skaffer respekt til landet. Gagarin skydes ud i rummet i 1961; to måneder senere sender man Nureyev med Kirovballetten til Paris, og endnu to måneder senere begynder man i Berlin at bygge muren.

Det er gode dage for Khrusjtjov, men Nureyevs ego og karisma bliver for meget for KGB. I Paris er han en overvældende succes, og han nyder i den grad det frie liv med natteliv og unge kunstnere, at KGB bliver bekymret. De kan ikke styre ham og planlægger at sende ham hjem til genopdragelse i Sibirien.

Han forstår, at man vil tage friheden og hans selvbestemmelse fra ham og hopper af – meget dramatisk beskrevet – i Paris’ lufthavn omgivet af desperate KGB-vagter. Han er bare 23 år og verdens mest omtalte balletstjerne.

Han er sig i den grad bevidst om egen værdi; han vil selv bestemme over sit liv og sin karriere. Han rejser til København for at møde den internationalt berømte solodanser Erik Bruhn. De forelsker sig øjeblikkeligt i hinanden og holder on and off sammen resten af livet. Erik Bruhn er 10 år ældre og havde vel planlagt snart at stoppe, men han forstår at deres relation er skæbnebestemt og udtaler: ”Jeg havde aldrig før set en så mesterlig danser. Han forlængede min karriere med over 10 år.”

Det er herligt i denne film, som har så meget på hjerte, at møde disse berømte kunstnere i gamle fotooptagelser. Selv at kunne iagttage de følelser, som tydeligt viser sig ved møder mellem Bruhn og Nureyev, selv at kunne beundre deres fine dansesamspil, og selv at kunne se at Erik Bruhn nok var Nureyevs eneste idol.

Giselle er uforglemmelig

Ude i verden føler Sovjetunionen sig til grin, og idømmer den afhoppede stjerne syv års fængsel og forbud mod nogensinde atter at kunne vende hjem og besøge sin mor, og man fyrer hans dansepartner Alla Osipenko for illoyalitet; af sammen grund bliver flere af hans venner ikke forfremmet i de næste 10 år.

I Storbritannien er den mest beundrede balletstjerne Dame Magot Fonteyn fra The Royal Ballet i London. Da hun bliver involveret i en revolution i Panama og arresteres sammen med sin mand Tito, tager man i London noget afstand fra hende.

Nureyev tropper uinviteret op til en reception for hende og anmoder om at få hende til partner. Hun er næsten 20 år ældre, men det finder han irrelevant. Sammen finder de en stil, hvor de gensidigt kan udnytte hinandens specielle evner: Hans styrke og seksuelle udstråling og hendes klassiske elegance. Den lange sekvens, hvor vi ser dem danse Giselle er betagende og uforglemmelig.

Han kom til at indføre noget helt nyt og rystende eksplosivt i The Royal Ballet. Det var en katastrofe for de mange unge nyuddannede balletstjerner, der nu ikke kunne bruge, hvad de havde lært.

Filmen er i denne periode fra 60’erne og 70’erne rig på videooptagelser fra en lang række af verdensberømte balletter som SvanesøenSylfiden, Tornerose, Laurencia, Corsaire og Balanchines Apollo. Og hen mod slutningen, efter at Margot Fonteyn har forladt ham, ser vi også adskillige videoer fra hans arbejde for Martha Grahams moderne dansekompagni i New York.

Efter 28 år i eksil giver Gorbachev ham tre døgn i 1989 til at rejse hjem til Ufra og besøge sin mor. I filmen ser vi ham sludre afslappet med journalisterne i Moskva lufthavn. Hans voldsomme tatariske temperament er for en stund kølet ned. På trods af AIDS gennemfører han med stor succes at være balletchef ved Pariseroperaen fra 1983-89.

Nureyev er en portrætfilm, men den er også en historisk film om udviklingen i de mange spændende år fra Zarens fald over Lenins strenge regime, videre over Khrusjtjov til kommunismens og murens fald.


Foto: PR

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Seneste artikler om Film