KULTURLISTEN – Gå i biografen og se hvordan forfatteren Leonora Christina Skov og instruktøren Steven Spielberg ser sig selv på film, overvej litteraturseminar på Danmarks ældste højskole, læs om Lyngsøs oversættelse af Mbougar Sarrs bog Menneskets dybeste erindring og om Jonas Okholm Jensens syrede Bamses venner. Sidst men ikke mindst i denne uge, venter en rigdom af historie og oplevelser på Tøndermarsken ude i virkeligheden.
I denne uge om og med bl.a.: Leonora Christina Skov, Steven Spielberg, Puk Grasten, Freud, The Fabelmans, David Lynch, Rødding Højskole, Christian Lollike, Rasmus Daugbjerg, Mohamed Mbougar Sarr, Niels Lyngsø, Jonas Okholm Jensen og Tøndermarsken.
‘Den der lever stille’ er forrygende filmisk vanvidsdans
Jeg var en af de heldige, som var inviteret til gallapremiere på Puk Grastens forrygende filmatisering af Leonora Christina Skovs storsælgende selvbiografiske roman, Den der lever stille.
Da jeg anmeldte bogen, konkluderede jeg, at jeg gerne så den skåret ind til benet, som et kammerspil mellem forældrene og datteren. Det er præcis, hvad Grasten har gjort, og mere end det:
Hun lader stort set hele filmen foregå på det hospice, hvor moderen tilbringer sin sidste tid, og hvor datteren, Leonora, akkurat når at være.
En familiens sidste fælles bolig, et sidste fælles galehus, der inkluderer herreløse kæledyr, blodtørstige ulve, forældreløse piger og et skrigerum med glasvægge. Riget, Twin Peaks og Freud har ikke levet forgæves. Stærkest for mig står familiens måde at se på. Se hinanden, se virkeligheden; fastholde hinanden, fastholde virkeligheden.
I filmen tvinges hovedpersonen på raffineret vis til at sætte sig i sin mors sted – præcis som Leonora Christina Skov gjorde, da hun satte sig for at skrive sin historie for at prøve at forstå. Forstår man så, efter man har set filmen? Ja og nej.
Dette er beskrivelsen af en vanvidsdans fuld af tabere. Nu, hvor mit ønske om et kammerspil er opfyldt, forsøger jeg mig med et nyt. For bogen er så mættet af tråde og lag – præcis som et liv jo er – så tænk, hvis vi hvert eller hvert andet år fra nu kunne få en ny fortolkning med nye vinkler? Det ville larme fortjent!
Spielberg ser på sig selv
Det er i virkeligheden ikke mange filminstruktører, hvis navn er lige så kendt som stjerneskuespillernes. Men sådan en instruktør er Steven Spielberg. Eller rettere, sådan en var han. Kendt for film som Dødens Gab (1975), E.T. (1982) og Jurassic Park (1993), men er det som om, hans stjerne er blegnet lidt?
Hans seneste film, der er ganske selvbiografisk, var nomineret til syv Oscars, men vandt ikke nogen, og hvad værre er: Billetsalget er heller ikke gået godt i USA.
Det er ellers en ganske seværdig film, der omhandler den unge ’Fabelman’ (= ”historiefortælleren” og lille Steven selv) og hans fascination af filmens forunderlige verden. Den første sekvens, hvor han er yngst, er den bedste i mine øjne, fordi man ser fascinationen fødes, ligesom slutscenen med mesterinstruktøren ’John Ford’ (spillet af David Lynch) er ubetalelig.
Ind imellem går der lidt for meget ”problemfilm” i den for mig med skildringer af morens tilstand og antisemitisme i USA, men det skaber selvfølgelig en vis klangbund for den unge filmkunstner. Det sjove er, at den lyst til fiktiv world building, som blev Spielbergs domæne, tilsyneladende blev grundlagt i de dokumentariske film, som den unge mand blev bedt om at lave i sin skoletid.
Tilbage til Rødderne: Litteraturen på højskole
Rødding i det sydvestlige hjørne af Jylland er kendt for to ting: Bal på kroen, hvor danseglade bønder mødes for at sparke dæk med metalbeslåede træskostøvlesnuder til or’nli’ musik, og højskolen, der er Danmarks ældste.
I denne weekend afholder Rødding Højskole litteraturseminar, denne gang under temaet myter, og der er et sandt sønderjysk kagebord af forfattere, kunstnere, forskere og litterater.
De seneste år har nordiske og græske guder, helte og hedensk overtro indtaget en mere markant plads i litteratur og kunst. Blandt oplægsholderne er således instruktør Christian Lollike, der i øjeblikket arbejder på en ny scenefortolkning af Orfeus, mens Rasmus Daugbjerg, der er indstillet til Munch-Christensens Debutantpris for sit anmelderroste værk Trold (2022) samtaler om trolden som klimaaktivist.
Dertil kommer en række navnkundige forskere, der deler ud af deres viden, og endeligt er der indlagt workshops og fælleslæsning. Alt peger på en weekend, hvor man skal stå tidligt op for at komme sent i seng, alt sammen i litteraturens navn – og jeg glæder mig!
Hele foråret og den kommende sommer udbyder landets højskoler traditionen tro weekender og ugekurser som dette, hvor man kan fordybe sig, blive klogere og møde nye åndsfæller.
At blive hvid ved at dø i de hvides krig
Hvordan ser den næste store satiriker ud? Den senegalesiske forfatter Mohamed Mbougar Sarr har det i sig, at kunne bedrive drøj satire, ikke mindst når han gør grin med det litterære miljø, samtidig er han en fortæller. Den accelererende satire kan fornemmes i en sammenfatning som denne om den afrikanske indstilling: At blive hvid ved at dø i de hvides krig, ramt af en hvid kugle.
Så romanen handler om kolonialisme, men også det modsatte: Trangen til ære. På et tidspunkt stivner alt, og læseren havner ikke ved siden af tiden, men under den, fordi den afrikanske smerte trænger sig på. Volden overlapper. En dobbelt byrde, fordi de lider under egne overgreb og dertil de hvide magthaveres overstatus. Det kulminerer i scenen om den ufærdige brønd, hvor døden taler, og folk kommer af dage til højre og venstre, også to kusiner: Kreperet og kreperet.
Bogen har en labyrintisk komposition, der rækker fra de to verdenskrige frem til en stor march i Dakar, Senegal. Jagten på T.C. Elimanes bog og skæbne er det gennemgående motiv over 460 sider. Men Elimane selv forbliver for længe en mand, du ikke kan nå. Der går teaser i det, selv om karaktererne rundt om ham har format. Det gælder også kvinderne, både mødrene og det litterære koryfæ Siga D. Hendes forfattervej tegner et parallelt spor til Elimanes liv.
Hæng ud i øveren med Bamses Venner
Kender du eksistenser som Smeden, VVSBjarn’, danseRicco og Tulle?
Så kender du også slænget i Jonas Okholm Jensens bog Bamses Venner. Bamses Venner er drengene bag Q8, tosserne i øveren og os, der pjækkede fra sløjd. Et slæng, der hænger så godt sammen, at de er blevet til én korkakofonisk krop af brækkede ben og gode intentioner.
Sammen med klanleder Bamse er de oftest enige om at drikke Ceres og spise en ristet. Bamses Venner er nysgerrige på verden. Hvor bliver hundelortene af? Hvor mange smøger ryger Lavinia?
Bogen er delt op i små tekster, hvor vennerne blandt andet går begravelse, franskundervisning og fødselsdag. Bogens legende sprog har humor og en dialog, der er lige så morsom som Måvens og Peder, men også kan byde på den alvor, du finder mellem realisme og absurditet.
Bamses Venner har sin egen orden og regler og bryder med genretræk. Muligvis er teksterne skrevet med en politisk understrøm, jeg ikke kan greje helt endnu. En ting er sikkert: Det er fedt at være i øveren. Hvis det lyder syret, så er det fordi, det er det. Og syren er muligvis ikke for alle, men det skider vi på – som vennerne ville have sagt.
Marsklandet genbesøgt
Kan et kulturlandskab meningsfuldt anmeldes? Jeg tager chancen med marsklandet – nærmere betegnet Tøndermarsken: Et charmerende gadekryds af umistelig, fredet UNESCO-arv, imponerende nationalpark på naturens præmisser, langstrakte stiforløb, rekreativ infrastruktur, masser af friluftsliv, lokal og national kulturhistorie.
Tøndermarsken er en kulturoplevelse, som er offentlig og åben 24/7. Det kræver blot, at man tager derhen, finder overtøj og (vandre)sko frem og bevæger sig rundt til fods, på cykel, i bil eller andet køretøj.
Området byder bl.a. på 54 km marsksti, smukke Møgeltønder med imponerende velholdt kirke og Danmarks smukkeste slotsallé, skulpturhave og vandmølle i Tønder, Rudbøls symbolske grænsesten (og sort sol når timingen er rigtig), Legan Pumpestation (symbolet på menneskets teknologiske kamp mod naturens kræfter), Højer Sluse og Mølle (med fin, koncentreret kulturhistorisk udstilling), natur- og fuglereservatet Margrethe Kog, Vidåslusen med kig til Vadehavet – og hvis man tager lidt længere mod nord: Trøjborg Slotsruin, Marsktårnet ved Skærbæk og videre ad dæmningen til Rømø.
Det er et afgrænset og inddæmmet landskab, trygt, let og dejligt fladt at bevæge sig rundt i – en samlepakke af oplevelser, som også afspejler de senere års stigende fokus på, at natur, kultur og historie med fordel kan opleves og formidles sammen in situ udenfor museernes beskyttende mure.
Det er her man som besøgende for alvor forstår digets betydning for fædrelandets fremtid, og hvor ord som gesten, kog, grøblerender, værfter og tilte kan lægges til vokabulariet. Det er nationalhistorie i en særlig syddansk maggiterning, hvis smukkeste aftryk er grænselandets respektfulde og rummelige dansk-tyske kulturmiljø; eksemplet på, at krig og ufred kan føre til varig, opbyggelig forsoning.
Læs mere her: https://toendermarsken.dk
Find Kulturlisten i POV hver fredag.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
