JORDSKÆLVET I KROATIEN // ESSAY – Mens det politiske system i Kroatien vanen tro viser mangel på handlekraft og sammenhold på tværs af politiske skel, vælter det ind med nødhjælp fra de omkringliggende lande. Fra alle de tidligere lande i Jugoslavien har det i ugevis regnet med alt fra pengegaver til toiletpapir. Verdens måske mindste konvoj fra Kotor i Montenegro har sat kursen mod Sisak. 800 kilometer skal der tilbagelægges. “Vi kender til jordskælv hernede. Derfor hjælper vi”, lyder det fra Pavle Paskovic fra Montenegro, en af de frivillige, som i regi af CARITAS foreløbig har samlet 100 tons nødhjælp sammen. Man siger om montenegrinerne at de er dovne. Den her historie modbeviser det, fortæller Mogens Cuber i weekendens andet essay fra Kroatien.
En anekdote fortæller, at under Titos regime blev 12-radioavisen broadcastet til alle republikkerne i Jugoslavien. Radioavisen blev indledt med en hilsen til montenegrinerne, om at nu var det tid at stå op …
Der er en hovedregel, som kommer før alle andre, når et jordskælv rammer, forklarer Pavle på en skrattende telefonlinje på grænsen mellem Montenegro og Kroatien:
”Det skal gå hurtigt. Med hjælpen. Hvis vi sætter os med hænderne I skødet og venter på, at politikerne får fingrene ud, vil jeg være blevet gråhåret”.
Pavle Paskovic er en positiv mand. Uddannet skolelærer, men med en månedsløn på 500 euro er der intet incitament til at blive i uddannelsessystemet.
Som for så mange andre i hele regionen har turismen været løsningen på lønefterslæb i stort set alle sektorer. I de senere år har han arbejdet som turistguide i det lille bjergrige land med knapt en million indbyggere, og det er også på den måde, jeg har mødt ham.
Som rejseleder i det tidligere Jugoslavien har jeg haft fornøjelsen af at tage danske turister med rundt i det uroplagede, men ufattelig smukke, forskelligartede og helt fortryllende magiske tidligere Jugoslavien. En del gange efterhånden.
Jeg plejede at ringe til Pavle fra grænsen til Montenegro, for at underrette ham om, at de danske vikinger var på vej. Som regel fik jeg at vide, at ikke engang vikingerne ville være i stand til at overvinde de montenegrinske helte.
”Vi er, som du ved, en flok røver og soldater. Du kender jo historien om montenegrineren; han skal have en stol ved siden af sin seng og rakira (snaps). Så når han står op, skal han lige have en stol at hvile sig på inden dagen begynder. Ikke engang tyrkerne (i det osmanniske imperium, red) orkede at gøre forsøget med at få styr på os. Dertil er vi for stædige. Og for egenrådige. Og dovne.”
Pavle var et højdepunkt på turen. Når vores bus ankom til hovedstaden Podgorica dukkede han op. Rund og trivelig. Fuld af historier og fortælleglæde. Han var struktureret, men altid på jagt efter en improvisation afhængig af vejr og vind – og temperaturen hos gæsterne.
Pavle er erklæret ateist. Religion er noget fanden har skabt. Men hans bror er præst. Henne i Katedralen fik vi lov til at synge danske salmer i krypten. Så var vi ligesom i gang, ikke sandt?
Nu er Pavle i bevægelse igen. Efter et år uden skyggen af turister fra hverken Danmark eller andre lande, er han blevet brandmand og har rodet sig ud i frivilligt arbejde gennem den kirke, han ikke sympatiserer synderligt med.
”Pavle. Du er ikke prototypen på en brandmand”, siger jeg.
”Nej. Men som du ved er Montenegrinerne gennemsnitlig de højeste i Europa, og da jeg er lille og tyk, kan jeg bruges steder, hvor de andre ikke kan komme”.
”Hvad er planen”, spørger jeg.
Pavle ler. Typisk dansk spørgsmål. Hvad er planen? Well, planen er at nå frem til jordskælvsområdet og finde et sted at aflevere nødhjælpen.
”Og så kører vi hjem igen”, siger han.
En hurtig udregning fortæller mig, at det vil svare til, at folk på Mors fik nødhjælp fra et lokalsamfund et sted i Belgien.
Konvojen består af fem køretøjer. En med trailer. På traileren står et oliefyr.
I dagene op til nytår har Pavle stemt dørklokker. Det er den katolske kirke, der står bag. Udgangspunktet for indsamlingen er den kirke og det sogn, som Pavles bror sidste år blev bemyndiget til at tage sig af.
Den ligger langs den smukke fjord ind til den UNESCO-beskyttede by, Kotor, der led samme skæbne som Dubrovnik, Podgorica og en lang række andre byer og landsbyer. De har det til fælles, at de blev ramt af et jordskælv i 1979. 15. april klokken 06:19. Styrke 6.9.
Den dag i dag taler man stadig om især redningsindsatsen i timerne og dagene og ugerne efter. Med ekstrem præcision blev indsatsen koordineret og i tusindvis af mennesker blev involveret i redningsaktionen efterfølgende.
Det samme var tilfældet i 1963, hvor især hovedstaden i Nordmakedonien blev hårdt ramt. Hjælpen strømmede ind fra nær og fjern. Dengang var den organiseret. Det billede, der tegner sig i øjeblikket i det centrale Kroatien, er noget anderledes.
Politisk uenighed om hvordan hjælpen skal koordineres taler sit tydelige sprog om, at der, med en lettere omskrivning af Shakespeares ord, er something is rotten in the state of Croatia.
Men det bekymrer ikke Pavle. Det er snarere et vilkår som den generation af unge, der kun kender tiden med Tito og Jugoslavien fra historiebøgerne, får sværere og sværere ved at forholde sig til.
Virkeligheden i dag er, at det politiske system overalt er korrumperet og præget af nepotisme. Også i Montenegro.
Det tog to dage at nå frem. I skrivende stund (den 6. januar, red) er Pavle og hans væbnere på vej syd på igen. Verdens mindste konvoj. Mission completed. Ikke et ord om dovenskab her. Tværtimod.
LÆS ANDRE INDLÆG AF MOGENS CUBER HER
Fotos: privatfotos Pavle Paskovic med tilladelse fra forfatteren
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her