Torsdag aften risikerer at blive et nervepirrende tæt løb mellem Brexit og Bremain, når briterne i dag stemmer om deres fremtid i EU. Men hvordan er det overhovedet kommet så vidt, at briterne er ved at forlade det europæiske fællesskab?
Invitationen landede i min indbakke sidst en tirsdag eftermiddag, og som korrespondent i London var det, trods det ekstremt korte varsel, umuligt at sige nej: Jeg var inviteret ind til finansnyhedstjenesten Bloombergs kontorer for at overvære en tale, hvor premierminister David Cameron ”ville komme med en vigtig politisk erklæring”. Næste formiddag.
Selvfølgelig kom jeg.
Næste morgen stod jeg nede i kælderen sammen med mine europæiske kolleger og drak morgenkaffe og udvekslede teorier om, hvad Cameron mon havde på hjerte, mens vi ventede på at talen skulle gå i gang, og der gik ikke lang tid, før det gik op for os, at der var noget stort i vente.
For det var ikke kun os journalister, der skulle høre talen. De første stolerækker var reserveret, hvad der lignede noget i retningen af Londons samlede ambassadørkorps. Der var den danske ambassadør og mine kolleger udpegede hendes svenske, finske, tyske og hollandske diplomatiske kolleger. Da der ankom en række meget høje og muskuløse mænd med headsets, der stod det klart, at også den amerikanske ambassadør formentlig var i bygningen.
Endelig gik Cameron på scenen. Han ville tale om Europa. Nærmere betegnet Storbritanniens forhold til EU. Det var her, foran den blå skærm med den neutrale påskrift Britain and Europe, at han fortalte, at Storbritannien ville få en folkeafstemning om forholdet til EU.
Se den fulde tale her:
Chokerede ambassadører
Ambassadørerne, der helt i strid med almindelig diplomatisk sædvane, var blevet indkaldt med næsten lige så kort varsel som journalisterne, var ret chokerede.
Ikke mindst, fordi det hurtigt stod klart, at der bag Camerons historiske udmelding ikke rigtig var nogen gennemtænkt plan for, hvordan en folkeafstemning skulle forløbe, hvem der skulle føre valgkamp for EU eller hvad der præcist skulle stemmes om.
Forlydendet fra det lukkede møde, ambassadørerne var blevet indkaldt til efter talen, var, at flere store lande gik rystede derfra: Der var ingen plan.
Så hvorfor havde Cameron gjort det? Storbritannien havde på det tidspunkt i årevis diskuteret EU og ikke mindst brokket sig over Bruxelles uden at det skulle udløse en folkeafstemning.
Da Cameron tabte valget
Forklaringen skal delvist findes i det forudgående valg i 2012. David Cameron stillede op mod en dybt svækket Gordon Brown, der havde ført valgkamp med samme elegance, som en gravko kan lave origami.
Der var måske ikke så mange blandt de britiske konservative, der havde nogen illusioner om Camerons karisma. Men forventningen var, at det ville blive en overbevisende konservativ sejr, fordi Gordon Browns kampagne for at vinde de britiske vælgere mildest talt var en katastrofe. Lige fra han blev undsagt af The Sun, ydmygende nok på partiets årsmøde, hvor han havde håbet at triumfere, til han kaldte en vælger for en fordomsfuld idiot uden at være opmærksom på, at Sky News, der fulgte hans møde med vælgerne, ikke havde slukket for mikrofonen.
Sejren blev nærmest rakt til David Cameron på et sølvfad. Der var bare lige én ting, der stod i vejen. Og det var Liberaldemokraterne i form af Nick Clegg, der i dén grad stjal valget fra de store etablerede partier.
Da stemmerne var talt op, stod det klart, at hverken Brown eller Cameron havde sikret sig en sejr. Begge måtte bejle til Clegg for at kunne tage turen op til Buckingham Palace.
Det blev David Cameron, der løb med sejren, men for mange i hans parti var det et stort nederlag. Efter så mange år ude i kulden under først Blair og siden Brown, kløede det i fingrene på politikerne for at komme til at få Storbritannien tilbage på sporet på den konservative måde med skattelettelser, store offentlige besparelser og bevarelse af gode britiske dyder.
Og så var de nødt til at forlove sig med, hvad især højrefløjen af det konservative parti ser som en flok hippier, der tilmed er det eneste parti, der åbenlyst forholder sig positivt overfor EU.
Højrefløjen i partiet var rasende over den udvikling; følte at David Cameron var i færd med at svigte kerneværdierne. Og selv om de måske ikke var så mange i den parlamentariske gruppe, var de meget højtråbende og i stand til at lægge pres på David Cameron.
Læg dertil, at UKIP (United Kingdom Independence Party) med Nigel Farrage i spidsen, hentede flere og flere stemmer fra konservative valgkredse. Dette gjorde partiet ved bevidst at puste til frustrationen over den vage britiske EU- politik , der i UKIPs optik har fået immigrationen til Storbritannien til at gå helt amok.
Man kan, lidt groft sagt, konkludere, at det var indenrigspolitisk pres, ja nærmest internt parti-pres fra en gruppe på måske 50-60 virkelig EU-skeptiske konservative parlamentsmedlemmer, der var med til at skabe den skillevej, Storbritannien og EU står overfor nu.
David Camerons kalkule var, at han ved at kaste denne gruppe en luns kød, der sagde: Vi får en eller anden afstemning, kunne få dens medlemmer til at holde mund.
Man kan, lidt groft sagt, konkludere, at det var indenrigspolitisk pres, ja nærmest internt parti-pres fra en gruppe på måske 50-60 virkelig EU-skeptiske konservative parlamentsmedlemmer, der var med til at skabe den skillevej, Storbritannien og EU står overfor nu.
Der skete det modsatte. EU-skeptikerne fik blod på tanden og blev ved med at presse på: Hvornår? Hvad skal afstemningen handle om?
I begyndelsen var det ikke givet, at afstemningen overhovedet skulle handle om, hvorvidt Storbritannien skulle blive eller forlade EU. Det var en meget vag udmelding om en ”ny aftale” og der gik mere end to år, inden Cameron egentlig løftede sløret for den.
Monsteret fra Bruxelles
I stedet for at lukke debatten ned, havde Cameron skabt et monster, der har vokset sig stort i de seneste tre år.
At være modstander af britisk medlemskab af EU var ikke længere en marginal position i partiet, men noget, der blev diskuteret åbenlyst på konservative årsmøder.
Tidligere finansminister Nigel Lawson stod i spidsen for en konkurrence udskrevet om, hvem der kunne komme med det bedste forslag til at håndtere selve Brexit-situationen. Præmien på (ironisk nok) 100.000 euro, gik til en handelsdelegeret i Phillippinerne, der havde beregnet, at Storbritannien faktisk ville blive meget rigere af at melde sig ud. Læs her om vinderbidraget i korte træk.
At være modstander af britisk medlemskab af EU var ikke længere en marginal position i partiet, men noget, der blev diskuteret åbenlyst på konservative årsmøder.
I denne periode interviewede jeg EU-kommissionens repræsentant i London om, hvordan det egentlig var at have det job i et land, der forholdt sig så skeptisk.
”Tjo, det er lidt ligesom at være på en ambassade i et land, der er en tidligere koloni. Man har en fornemmelse af, at der er en problematisk historie”, sagde han og forklarede også, at når han i festlige sammenhænge mødte mennesker og forklarede dem, hvilket job han bestred, var det lidt af et ”socialt dødskys”.
Vigtige dele af den britiske presse er delvist ejet af Rupert Murdoch, der ikke er nogen ven af EU og den konkurrencelovgivning, der har forhindret ham i at eje endnu flere medier i Europa. Men The Sun, The Times og Sky News har i årevis været med til at bringe historier om EU, der i dén grad har være skeptiske overfor organisationen.
Og politikerne selv har også været med til at forstærke billedet af, at hvad der kom fra Bruxelles, har været af det onde, og ikke nødvendigvis det gode for briterne.
David Cameron er flere gange gået til valg på at han vil begrænse immigrationen til Storbritannien. Det er bare ikke lykkedes. Tværtimod er den steget, og når han er blevet konfronteret med det, har han slået ud med armene og fortalt vælgerne, hvordan han står magtesløs overfor EU’s regler om arbejdskraftens frie bevægelighed.
Der har i den britiske politiske debat i årevis – også under Labour for den sags skyld – været en tendens til at tegne et billede af et Bruxelles, der er helt ude af kontrol, hvad angår deres indblanding i den britiske suverænitet. En slags hovedrystende irritation over, hvad de nu finder på ”derovre i Europa”, for briterne omtaler rutinemæssigt ikke sig selv som en del af Europa.
Det problem kan man argumentere for er delvist selvskabt. Storbritannien har af historiske grunde ikke en formel forfatning, som eksempelvis USA og Danmark.
Det forstærker for mange politikere fornemmelsen af, at størstedelen af alle love, som briterne må leve under, kommer fra Bruxelles. Selv om det ikke er tilfældet. Se her et hæderligt forsøg på at lave en optælling.
Modstanden mod regulering er så stor, at jeg under et møde med en af den konservative Brexit-fløjs absolutte frontfigurer blandt andet blev belært om, at ”britiske liv er gået tabt på grund af EU-lovgivning”.
Da jeg spurgte ind til det, viste det sig, at politikeren mente, at gennemførelsen arbejdstidsregler for, hvor længe en reservelæge må være på vagt (48 timer på en uge), i hendes optik havde kostet livet for britiske patienter. At andre EU-lande tilsyneladende kan have den slags regler uden at slå deres patienter ihjel, er ikke rigtigt et argument, der er interessant for Brexit-fløjen.
Fælden klapper
Da David Cameron vandt valget sidste år, denne gang med et overbevisende konservativt flertal, klappede fælden: Han havde lovet vælgerne en afstemning, og det er præcis, hvad de får nu.
Og risikoen er, at de stemmer nej i dag.
Meningsmålingerne er så tætte, at det er umuligt at forudse et resultat i skrivende stund.
Efter mange års betændt debat, hvor EU og Bruxelles har været en bekvem syndebuk for både Labour og de konservative, er det pludselig blevet svært at sælge projekt EU til de britiske vælgere.
Der er ikke så varierede grunde til at stemme ja. Det er noget med økonomi og bevarelse af arbejdspladser, og måske er det bedst at beholde det, man trods alt kender.
Nigel Farrage spurgte manden hvad han mente problemet med EU var.”Det skal jeg sige dig: Vi kæmpede i krigen mod Tyskland, så de ikke skulle overtage det her land. Nu bestemmer de alligevel alt i hele Europa. Det er som om min far døde forgæves”, sagde manden.
Men når det gælder nej-siden, er der mange argumenter. Frygten for immigration; fornemmelsen af, at den nationale – måske endda den imperiale stolthed er gået tabt midt i det europæiske miskmask; fornemmelsen af at blive snydt, holdt tilbage af EU og myten om briterne som godtroende tosser, der hælder børnepenge for milliarder af pund til Polen. Nogle stemmer muligvis også bare nej for at give David Cameron en demokratisk lussing.
Tilbage i min erindring står en forårsdag, hvor jeg var ude med UKIP på kampagne. Jeg havde netop interviewet Nigel Farrage, da en ældre mand kom op til ham med en gammeldags LP-plade med Winston Churchills taler på.
”Vil du signere den? Du er den eneste i det her land, der er værdig til den ære ”, sagde han til Nigel Farrage.
Den britiske politiker satte godmodigt sin signatur på pladen og spurgte manden hvad han mente problemet med EU var.
”Det skal jeg sige dig: Vi kæmpede i krigen mod Tyskland, så de ikke skulle overtage det her land. Nu bestemmer de alligevel alt i hele Europa. Det er som om min far døde forgæves”, sagde manden.
Se de seneste meningsmålinger her:
http://www.mirror.co.uk/news/uk-news/eu-referendum-britain-poll-2016-7699714
Topfoto: Lone Theils: Nigel Farrage, leder af UKIP har været en af frontfigurerne i Brexit-kampagnen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
