HANDICAPPOLITIK // KRONIK – En politiker i Frederiksberg Kommunalbestyrelse kalder en lokal iværksætter med ADHD for privilegieblind og nedværdiger hende, fordi hun har søgt om den hjælp, loven giver hende ret til. Det støder mig – og det bryder med Handicapkonventionens krav om respekt og bevidstgørelse, skriver Lisbeth Riisager Frederiksen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Cathrine Widunok Wichmand er tidligere influencer og nu iværksætter af virksomheden Flow Intimates, der har udviklet menstruationstrusser. I påskeugen delte hun en story på sin Instagramprofil, som har ført til en regulær shitstorm.
Hun fortalte sine ca. 81.000 følgere, at en imødekommende sagsbehandler i Frederiksberg Kommune netop havde hjulpet hende med at ansøge om personlig assistance efter Lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. i 15 timer ugentligt på grund af, at hun har ADHD. Tilbuddene i denne lov har til formål at give personer med handicap, der påvirker erhvervsmulighederne, de samme erhvervsmuligheder som mennesker uden handicap – hverken mere eller mindre.
Hun fortalte, at det også er en mulighed for andre med funktionsnedsættelser at ansøge kommuner om sådan en hjælp, hvis de har behov derfor.
At sprede negative fordomme og at moralisere om et menneske, der bare har brug for lidt hjælp til at fungere med sit handicap i arbejdsregi, er at skyde ved siden af. Det er et eksempel på manglende bevidstgørelse om mennesker med handicap
Det burde jo egentlig være en god historie i en kommune, som ellers har ry for i årevis at have gjort det særdeles vanskeligt for mennesker med kroniske lidelser eller funktionsnedsættelser at få den hjælp i social- og beskæftigelsessystemet, som de har ret til.
Men to konservative kommunalbestyrelsesmedlemmer på Frederiksberg mente, at hun ikke burde søge offentlig hjælp, når hun tilsyneladende er en succesfuld erhvervsdrivende med mange offentlige følgere og en millionvilla på Frederiksberg.
Allerede et døgn efter sit opslag fjernede Cathrine Wichmand det igen.
Politikere puster til shitstormen
Anders Storgaard, menigt kommunalbestyrelsesmedlem i Frederiksberg Kommune, skrev om Cathrine Wichmand i et Facebookopslag 16. april, at ”nu opfordrer hun hendes 81.000 følgere til også at søge.” Hans gennemgående påstand og fordom var, at hun er privilegeret og slet ikke har brug for hjælp til personlig assistance, selvom hun har søgt om den i fuld overensstemmelse med lovgivningen. Han følte sig ”krænket” på sin retfærdighedssans over, at en tilsyneladende succesrig iværksætter kan få (søge om) offentlig hjælp til sin ADHD.
Han skrev: ”For dem der har det sværest, skal vi selvfølgelig prioritere højst. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at vi samtidigt som samfund skulle betale personlige assistenter til velstillede iværksættere. Jeg er ikke gået ind i politik for at sparke nedad. Men netop derfor provokerer det mig, når systemet belønner dem, der har flest ressourcer, frem for dem, der har størst behov.” Og så mente han, at det kommunale system ”bliver til et tag-selv-bord.”
Der er stor forskel på, hvordan virkeligheden ser ud, hvis man ser den udefra, og når man ser den inde fra en person med ADHD
Laura Lindahl, som er rådmand, formand for arbejdsmarkedsudvalget og kendt for som politiker at udskamme borgere på offentlige ydelser, fulgte straks op herpå med sit første Facebookopslag, også den 16. april: ”Som formand for arbejdsmarkedsudvalget på Frederiksberg har jeg bedt forvaltningen redegøre for, om dette virkelig ligger inden for rammerne af, hvad man som velfungerende borger kan kræve af velfærdsstaten. For hvis reglerne tillader det her, så mener jeg, vi har brug for at Ministeren kigger på dem. Det handler ikke om at pege fingre. Det handler om at sikre, at velfærd bliver en reel støtte til dem, der vitterligt har behov og ikke et tag-selv-bord på skatteydernes regning.”
Den 18. april skrev hun til beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), og til Ritzau sagde hun derom: ”Jeg vil gerne have ministeren til at kigge på, om reglerne er tidssvarende, og om der er nogle muligheder for at stramme ind, så vi er sikre på, at de midler, vi har i det offentlige, bliver målrettet dem, som virkelig har behov.” Hun har også sagt: ”Jeg tror ikke, at de regler, der ligger på det her område, er tiltænkt som regler og en hjælp, man kan få, fordi man har ADHD.”
Sagen rulles ud i P1 Debat
Den 22. april var sagen emne for P1 Debat. Man havde inviteret en række debattører med relevant erfaring fra politik, iværksætteri og fagområder, ligesom flere lyttere ringede ind og fortalte om lignende relevante erfaringer. Studievært Gitte Hansen styrede debatten på en forbilledlig måde i en saglig og ordentlig retning og hjalp de medvirkende til at præcisere deres synspunkter og argumenter.
Anders Storgaard var inviteret med og uddybede sine synspunkter. Han sagde blandt andet: ”Det er ikke en universel ret, at alle skal have en personlig assistent til at hjælpe dem.” Og så tog han sin pointe til et skingert niveau ved at sige: ”Jeg er født to måneder for tidligt. Jeg er stammer og har skullet slås med det. Og der er også en masse andre ting, jeg har været ude for. Alle mennesker har været ude for ting, alle mennesker har haft forskellige udfordringer igennem deres liv. (…) Jeg synes, det bliver lidt for nemt at sige: Alle folk skal bare have…”
Senere skrev Michael Brautsch, sognepræst og konservativt medlem af samme kommunalbestyrelse samt kommende borgmesterkandidat: ”Jeg ved, det aldrig har været mine konservative kollegaers hensigt at hænge enkeltpersoner ud, for sådan arbejder en samvittighedsfuld politiker ikke.” Han ville ”slå et slag for det såkaldt socialkonservative aspekt, som især har været toneangivende på Frederiksberg. Det er den holdning, der går ud fra en almen social retfærdighedsfølelse, og grundlæggende betyder, at den for tiden stærke skal sikre den for tiden svage.”
Det er en bemærkning, der står i skarp kontrast til de handlinger, der har udspillet sig i denne sag.
ADHD og behovet for støtte på arbejdsmarkedet
I P1 debatten bidrog flere deltagere med god oplysning om, hvad ADHD er, og hvordan den påvirker funktionsevnen i forhold til arbejdsmarkedet. Cathrine Wichmand havde takket nej til at deltage, men skrevet en mail til redaktionen, som Gitte Hansen læste op. Jeg vender tilbage til hendes egen reaktion senere i kronikken, men vil begynde et andet sted.
En af deltagerne i debatten, Simone Skovshoved, som er politisk chef for Danske Iværksættere, fortalte, at der er en kendt sammenhæng mellem iværksætteri og ADHD. Nye tal siger, at 18 procent af alle iværksættere i Danmark har ADHD eller ADHD-træk.
De besidder typisk en kæmpestor iderigdom, de er kreative, handlekraftige og meget dygtige iværksættere. Men pga. deres neurodivergente hjerner har de svært ved at sidde stille og koncentrere sig. Derfor bliver de hurtigt udtrættede ved f.eks. administrativt arbejde og har et langt højere niveau af stress og mistrivsel end mange folk med neurotypiske hjerner. Mange befinder sig derfor på kanten af det traditionelle arbejdsmarked.
Derfor har de brug for hjælp til at strukturere hverdagen og deres opgaver, og en ordning som personlig assistance er ”en livsnerve” for dem.
Hun havde allerede haft angstanfald og begyndende nye stresssymptomer. Hendes fremstilling af sit og sin families liv matcher ikke de konservatives fordomme
Hun pointerede, at der er stor forskel på, hvordan virkeligheden ser ud, hvis man ser den udefra, og når man ser den inde fra en person med ADHD’s egen position. At kalde en iværksætter med ADHD for privilegieblind, fordi hun har søgt om personlig assistance, er, sagde hun, ikke fair. For det handler alene om at ligestille Cathrine Wichmand med andre mennesker uden handicap.
Et lignende billede tegnede Rasmus Lund Nielsen, psykolog, folketingsmedlem og psykiatriordfører for Moderaterne. Han gjorde opmærksom på, at syv ud af ti personer med ADHD ikke er i arbejde. Hvis man ser på samfundets samlede udgifter alene, så koster hele befolkningens stress i alt statskassen ca. 55 mia. kroner årligt og førtidspensioner ca. 50 mia. kroner årligt.
Hjælperordningen og andre former for handicapkompensation kan forebygge, at helt så mange af dem får brug for førtidspension, og udgiften til ordningen er meget lille sammenlignet med udgiften til førtidspension. Derfor mente han, at der er en god investering i at hjælpe mennesker via denne ordning, og at man bør gøre samfundsbudgettet til handicapkompensation større, ikke mindre.
Lotte Kofoed, kommunalrådsmedlem på Frederiksberg for SF og tidligere sagsbehandler i Københavns Kommune, fortalte, at hun selv blev tilbudt førtidspension som 21-årig, men har modtaget socialpædagogisk støtte under sin uddannelse på grund af en voldsom invaliderende sygdom. Derfor kan hun i dag fungere på arbejdsmarkedet. Til gengæld mente hun, at hvis man i Københavns Kommune, hvor hun tidligere har arbejdet, havde benyttet sig mere og tidligere af handicapkompenserende ordninger, havde man kunnet undgå at tilkende nogle af de førtidspensioner, man har tilkendt.
Cathrine Wichmand svarer tilbage
Den 21. april bragte Politiken et interview med Cathrine Wichmand af journalist Anders Legarth Schmidt. Han spurgte hende om, hvad hendes behov for assistance skyldes, og hvordan det er at være havnet i en moralsk debat og shitstorm. Det var et lærerigt eksempel på god, sober og saglig journalistik.
Det fremgik tydeligt, at hun allerede på interviewtidspunktet var stærkt negativt påvirket af shitstormen. Hun havde allerede haft angstanfald og begyndende nye stresssymptomer. Hendes fremstilling af sit og sin families liv matcher ikke de konservatives fordomme.
Hun har, forklarede hun, behov for personlig assistance, fordi hun har ADHD og derfor udtrættes mere af blandt andet arbejdet med administrative opgaver, end folk med neurotypiske hjerner gør. Hun blev sygemeldt med stress noget af sidste år, og hun får nu ADHD-medicin og antidepressiv medicin.
Endvidere har hun tilrettet sine arbejdsopgaver for at tage ansvar for sin ADHD og er herunder også gået ned i løn. Derfor afviste hun også, at hun skulle være specielt succesfuld – eller kun dét. Men personlig assistance til visse administrative opgaver kan forebygge eller mindske risikoen for, at hun igen ender i en sygemelding med stress eller depression.
Hun fandt det i øvrigt ”urimeligt, at en folkevalgt politiker ikke rækker ud til mig, før vedkommende drager konklusioner og bruger mit navn og billede”. Hun fandt det urimeligt, at hun skal forklare sig og bevise for folkemængden, hvorfor hun har brug for personlig assistance. Loven skal jo sikre alle folk med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ligestilling på arbejdsmarkedet.
Da hun blev spurgt om, hvorfor hun kan få hjælp, mens andre ikke har fået det, svarede hun: ”I mit tilfælde virkede systemet. Det specielle er så, at der opstår vrede over, at det virker. Det plejer at være omvendt. Jeg kan også se på mange kommentarer og beskeder, at mange oplever, at det er utroligt svært at få hjælp. Det, synes jeg, er trist.” Men, understregede hun: ”[D]et er tydeligt, at systemet bredt set ikke fungerer. Det burde politikerne interessere sig for i stedet for at kritisere, at jeg har en psykisk funktionsnedsættelse, [og] har fået den hjælp, som systemet vurderer, at jeg bør have.”
Hvorfor betaler hun ikke selv for den personlige assistance?
Hun vendte spørgsmålet om: ”Hvorfor trækker folk deres kørsel fra [i skat, red.], selv om de har råd til benzin? Hvorfor har den ældre dame med bopæl på Frederiksberg Allé ret til hjemmehjælp og rengøring, selv om hun har en lejlighed, som hun engang betalte 300.000 kroner for, men nu er 15 millioner værd? Hvor lidt skal jeg tjene, før jeg må søge?”
”Selv en virksomhed som Novo Nordisk kan få hænder ind til en nedsat pris fra kommunen, der sender dem i jobtræning eller ud i fleksjob. Topdirektøren har også ret til at få opereret sin blindtarm og sende sine børn i folkeskole.”
Fordomme, falske rygter og brud på Handicapkonventionen
Når Storgaard og Lindahl vurderer, at Cathrine Wichmand kan klare sig selv, er det, fordi de ikke kan se hendes psykiske funktionsnedsættelser. De påstår, at de ikke peger fingre eller sparker nedad – men det er præcis, hvad de gør, når de fremfører og spreder falske, negative vidnesbyrd om et konkret menneske.
Det ligner, at de bevidst appellerer følelsesmæssigt til befolkningens vrede, som de kan få vendt over på denne navngivne enkeltperson. Det er blevet Wichmands skyld, at andre fra f.eks. Frederiksberg Kommune med blandt andet handicap ikke kan få hjælp, og de påstår, at de spreder disse vidnesbyrd om hende af ren omsorg for ”de svageste” – en gruppe, som, de altså mener, hun ikke tilhører.
Men hvem er egentlig svag, og hvem er egentlig stærk her?
Det er bemærkelsesværdigt, at Storgaard så nidkært udpensler sin opfattelse af, hvad der er de økonomiske detaljer i sagen, og at både han og Lindahl anvender en retorik, der fremmaner et billede af uberettiget udnyttelse (ofte beskrevet ved udtrykket gøgeungeretorik).
Personlig assistance er en velreguleret og velbegrundet rettighed til helt bestemte, velafgrænsede grupper og til helt bestemte formål
Og det bliver skingert og usagligt, når Storgaard siger, at alle har problemer af denne art. For nej – det har alle ikke, og i øvrigt er der ingen her, der bare skal have.
Det risikerer at skabe en syndebuk og splitte offentligheden. Derfor bør sådanne debatter føres med langt større omtanke.
Det fremstår som en bevidst strategi for at aflede offentlighedens opmærksomhed fra det faktum, at man i årevis har nedprioriteret retssikkerheden for de borgere i kommunen, som har haft både behov for og ret til velfærdsstatens ydelser – og fra, at man har tænkt sig at fortsætte denne linje.
Respekt for retten til støtte – ikke fordømmelse
Personlig assistance er en velreguleret og velbegrundet rettighed til helt bestemte, velafgrænsede grupper og til helt bestemte formål. Det afgørende er ifølge loven, at den personlige assistent skal bistå med funktioner, der følger af beskæftigelsen, og som den pågældende borger på grund af funktionsnedsættelsen har behov for særlig personlig assistance til.
Det er kommunens medarbejdere i den pågældende forvaltning, der skal afgøre, hvem der opfylder netop de betingelser, og det skal de gøre på et fagligt og sagligt grundlag. Den slags konkrete vurderinger bør politikere afholde sig fra at komme med.
De konservative burde i stedet lade Handicapkonventionens artikel 8 inspirere dem til at sigte efter at øge bevidstheden om personer med handicap
Ifølge P1 debatten er der i alt ca. 9.000 personer i Danmark, som for øjeblikket har en sådan assistance. I Frederiksberg Kommune er der ca. 118 personer med ordningen. Til sammenligning bor der i alt godt 104.000 borgere i kommunen. Så der er jo nok ikke 81.000 borgere, der finder på at søge om personlig assistance, sådan som Storgaard er bekymret for.
At sprede negative fordomme og at moralisere om et menneske, der bare har brug for lidt hjælp til at fungere med sit handicap i arbejdsregi, er at skyde ved siden af. Det er et eksempel på manglende bevidstgørelse om mennesker med handicap, som var noget af det, FN’s Handicapkomité sidste år gav Danmark meget alvorlig kritik for.
De konservative burde i stedet lade Handicapkonventionens artikel 8 inspirere dem til at sigte efter at øge bevidstheden om personer med handicap og skabe respekt for de rettigheder og den værdighed, der tilkommer dem.
Den respekt fortjener Cathrine Wichmand også – og tak til hende for selv at medvirke til denne bevidstgørelse, selvom hun derved blev indrulleret i en shitstorm.
Rettelse: En passage vedrørende Storgaard og Lindahl, der ikke overholdt POV’s redaktionelle retningslinjer, er blevet fjernet efter publicering.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og