Søren Kenner: Får Danmark nok for pengene? – #2

i Debat/Politik & Samfund af

KRONIK // POLITIK – Et opgør med bureaukratiet, behandlersamfundet, klientgørelsen af den almindelige borger, den generelle ineffektivitet og uviljen til at konkurrenceudsætte ydelser er i allerhøjeste grad tiltrængt for vores alles skyld. For det er ganske enkelt: Man behøver ikke at definere sig selv politisk for at synes, at det er sund fornuft at sænke skatter og afgifter. Og man behøver ikke at frygte, at en mindre stat er det samme som mindre velfærd. Det skriver Søren Kenner i anden og sidste del af en dobbeltkronik, der giver hans bud på finansieringen og udviklingen af den danske velfærdsstat, vi overleverer til vores børn.

Hvad ville der egentlig ske, hvis vi med ét slag sænkede skatter og afgifter dramatisk i Danmark – nok til at komme under f.eks. tysk niveau?

For det første ville folk få øget deres købekraft. Når man nedsætter skatter og afgifter, bliver ting som dagligvarer, energi, transport, husleje mv. billigere.

For det andet ville virksomhederne have nemmere ved at konkurrere og ved at skabe job. For når skatter og afgifter er lavere, er brutto-omkostningen pr. ansat også lavere. Det gælder også, selv om den ansatte får udbetalt det samme efter skat.

Vi kontrollerer og efterberegner alt stort og småt ned i mindste detalje. Ufattelige mængder af penge nedsænkes i skemaer, beregninger, rapportering, udvalg, kommissioner, styrelser etc. etc.

Effekten af dette er vækst og nye job. Og denne vækst ville blive stimuleret af den meget enkle mekanisme, at det bliver nemmere at tiltrække investeringer, når virksomhederne kan tilbyde en bedre forrentning, og det kan de jo, når skatter og afgifter er lavere.

Iflg. det velestimerede OECD er den danske offentlige sektor kun halvt så effektiv som den private. Dvs. at vi kører i ca. halvt tempo, når vi kigger på, hvad den offentlige sektor får ud af pengene.

Men hvorfor er de fleste så modstandere af at skatter og afgifter skal sættes ned?

Det kan der være to grunde til. Måske har man ikke tænkt sit standpunkt ordentligt igennem, eller måske frygter man, at der så bliver råd til mindre velfærd.

Frygten for lavere velfærd er ubegrundet

Men er den frygt velbegrundet? Faktisk ikke.

Kigger man f.eks. på Sverige har det vist sig, at de senere års svenske skattelettelser har ledt til øgede skatteindtægter for samfundet. Årsagen er den meget enkle, at lavere skat og afgifter skabte flere job, således at folk kom ud af forsørgelse (som er en udgift for staten) og ind i et job, hvor de nu bidrager med skattebetaling til staten.

Men vent: Der er mere endnu!

For hvis vi er enige om, at stat og kommune altid skal være så effektive og påpasselige med borgernes penge som overhovedet muligt, så bør man også overveje, i hvilket omfang det med smartere indretning kan lade sig gøre at få mere for pengene. Der skal simpelthen leveres mere for mindre.

Er det fordi de offentligt ansatte er dumme eller udygtige? Nej. Slet ikke. Det er fordi, vi gennem mange år har opbygget en række ufatteligt komplekse og ikke særligt effektive administrationsrutiner

Men er det muligt? Ja. Naturligvis er det da det. Iflg. det velestimerede OECD er den danske offentlige sektor kun halvt så effektiv som den private. Dvs. at vi kører i ca. halvt tempo, når vi kigger på, hvad den offentlige sektor får ud af pengene.

Er det fordi de offentligt ansatte er dumme eller udygtige? Nej. Slet ikke. Det er fordi, vi gennem mange år har opbygget en række ufatteligt komplekse og ikke særligt effektive administrationsrutiner. Vi kontrollerer og efterberegner alt stort og småt ned i mindste detalje. Ufattelige mængder af penge nedsænkes i skemaer, beregninger, rapportering, udvalg, kommissioner, styrelser etc. etc.

Det er hamrende ineffektivt og ikke nemt at komme til livs. Men det er herudover også dumt, og det koster os alle meget dyrt.

Et opgør med bureaukratiet, behandlersamfundet, klientgørelsen af den almindelige borger, den generelle ineffektivitet samt uviljen til at konkurrenceudsætte ydelser er i allerhøjeste grad tiltrængt for vores alles skyld.

Min konklusion på ovenstående er egentlig ganske enkel: Man behøver ikke at definere sig selv politisk for at synes det er sund fornuft at sænke skatter og afgifter. Og man behøver ikke at frygte, at en mindre stat er det samme som mindre velfærd.

Jeg er sikker på, at stort set hver eneste af de 179 medlemmer af Folketinget forstår disse sammenhænge. Men hvordan kan det så være, at de ikke handler efter dem? Mit bedste bud er angst for forandring, og trygheden ved at klæbe til taburetten

Faktisk kan det modsatte vise sig at være tilfældet: For en stat og kommune, der er drevet effektivt og målrettet med klare prioriteter, vil i realiteten kunne levere mere til borgerne for færre penge end i dag; og selv de mest udsatte som f.eks. kontanthjælpsmodtagere vil have fordel af at få styrket deres købekraft gennem lavere skatter og afgifter.

Den pointe jeg når frem til her er ikke rocket science, og jeg er sikker på, at stort set hver eneste af de 179 medlemmer af Folketinget forstår disse sammenhænge. Men hvordan kan det så være, at de ikke handler efter dem?

Mit bedste bud er angst for forandring og trygheden ved at klæbe til taburetten.

Vi har de seneste 20 år været inde i en meget uheldig udvikling: Når staten fylder mere end halvdelen af den samlede økonomi, er vi alle i realiteten blevet forvandlet til ’velfærdsjunkies’. Vi er havnet i en situation, hvor vi betaler så meget til staten, at vi ikke længere selv har råd til at købe de ydelser, vi har behov for.

Det er et tveægget sværd: Vi har velfærd, men vi er også dybt afhængige af at denne leverance af uddannelse, sundhedsvæsen og socialt sikkerhedsnet fortsætter med at flyde uhindret, for langt de fleste af os kan jo ikke klare os uden!

Et demokratisk og politisk dilemma

Alt dette giver anledning til et demokratisk og politisk dilemma: Når man er blevet afhængig af velfærd, bliver man også bange for forandring. Man bliver bange for at miste noget af det, man føler, man har tilkæmpet sig eller synes, man har krav på som dansker.

Derfor er politikere pr. definition bange for at fremsætte forslag der ’går ud over’ grupper af vælgere, der selvsagt kunne reagere ved ikke at stemme på dem næste gang.

Det leder til en meget forudsigelig dans: Man bliver valgt ind på løfter om ny og bedre velfærd. Man bliver valgt ind på at påstå man er bedst til at forvalte og udvikle leverancen af velfærd; men man bliver ikke valgt ind på at være ærlig og sige, at vi trænger til ganske store reformer, hvis vi skal klare os fremover.

Jeg gætter på at de fleste politikere forsvarer denne i mine øjne patetiske flugt fra deres demokratiske ansvar med tre argumenter:

1) De repræsenterer en bestemt gruppe menneskers holdninger og ønsker.

2) Det er alligevel umuligt at lave om på tingene.

Og:

3) En art ’blindhed’ man opnår efter nogle år som politiker, når det går op for en, at det hele er at stort bluffnummer.

Kan vi lave om på alt dette? Ja. Hvis vi vil og hvis vi hver især forsøger at fokusere på og prioritere det væsentlige.

Fokusér skarpere

Kan vi lave om på alt dette? Ja. Hvis vi vil.

Hvis vi hver især forsøger at fokusere på og prioritere det væsentlige.

Hvis vi opstiller nogle tydelige målsætninger, der giver mening for alle (som f.eks., at vi vil have flere job, mere købekraft og en mere effektiv offentlig sektor).

Jeg synes vi alle, uanset politisk ståsted, har et fælles ansvar her. Et ansvar for at sikre, at Danmark ikke ’går ned’ og for at sikre, at vi ikke efterlader vores børn med en kæmpegæld og en rodebutik, der er ude af stand til at give dem et ordentligt liv

Og hvis vi samtidig prøver at få fokuseret debatten på disse emner, så politikerne og embedsvældet og den ’snakkende klasse’ begynder at forholde sig til det på en konkret måde i stedet for at snakke uden om og bruge kræfter på latterlige lappeløsninger, der ingen effekt har.

Jeg synes vi alle, uanset politisk ståsted, har et fælles ansvar her. Et ansvar for at sikre, at Danmark ikke ’går ned’ og for at sikre, at vi ikke efterlader vores børn med en kæmpegæld og en rodebutik, der er ude af stand til at give dem et ordentligt liv.

Vi har alle et ansvar for at sikre, at Danmark ikke ’går ned’ og for at sikre, at vi ikke efterlader vores børn med en kæmpegæld og en rodebutik, der er ude af stand til at give dem et ordentligt liv.

Hvad synes du?

Læs første del af Søren Kenners kronik, Får Danmark nok for pengene – #1, her.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV WeekendDet er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her


Alle fotos: Piqsels.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Søren Kenner. Stifter/medstifter/investor i blandt andet andet Medialog, Hello Group, Fiskebar, Moodagent, Zecco Trading, GoWebTrade, LundKenner, Intivation, Loubilou, Mecado, Dexi, Liberal Alliance og Sparrow Quantum. Tidligere topchef for McCann MRM Europa og MRM Global Newbizz. Liberal, frisindet, tolerant, easygoing gammel hippie og globetrotter. Lykkeligt gift med Helen og far til to vidunderlige børn. It doesn't get any better

Seneste artikler om Debat