All Hail Queen Mary

i Danmark/Featured/Kultur & Medier/Politik & Samfund af

KOMMENTAR – For nylig rettede Nikolaj Bøgh kritik mod Københavns nye monument “I Am Queen Mary” her på POV. Han kritiserede statuen for ikke at repræsentere sin historiske kontekst korrekt og derfor ikke at bidrage til opretholdelsen af det nationale fællesskab. Hvad Bøgh, der er konservativ byrådspolitiker, glemmer, er, at nationale fællesskaber eller identiteter aldrig har været bygget på et solidt fundament af historiske fakta, men snarere bygger på myter og kreative genfortællinger af fortiden, skriver Emilie Kellberg.

Queen Mary nåede ikke at sidde længe på sin flettede trone ved Vestindisk Pakhus i København, før hun fik at vide, at hun burde abdicere.

I en kommentar på POINT of VIEW International kunne man i denne måned læse Nikolaj Bøgh – der udover at være skribent ved POV også er konservativt byrådsmedlem på Frederiksberg – anklage statuens to kunstnere, Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle, for at blande så mange politiske dagsordener ind i den midlertidige skulptur, at den nu handler “i mindre grad om Danmarks kolonifortid, og i langt højere grad om en kamp mod undertrykkelse og for minoriteters (og kvinders) ligeberettigelse, gerne med voldelige midler”, som han skrev.

Resultatet er ifølge Bøgh en “monstrøs figur”, hvis primære brøde er, at den ikke formidler nok om sin egentlige historiske kontekst, men med sin ikonografi (der blandt andet refererer til 1960’ernes militante Black Panther-bevægelse i USA) snarere leverer et politisk budskab om sin samtid med “tynd historisk fernis” – ja, ligefrem “hylder og anbefaler det væbnede oprør som et middel til at opnå politiske forandringer i fremtiden”.

Interessant er imidlertid den type kunst, Bøgh hellere vil se i byrummet. Han fremhæver historiske mindesmærker, som formår at “lære os om vores fælles historie og bidrager til at opretholde et nationalt fællesskab

Det er en voldsom anklage at rette mod en monark af plastik, men selvfølgelig ikke urimelig. Bøgh har ret til sin tolkning af statuen, og hvad den for ham repræsenterer.

Interessant er imidlertid den type kunst, Bøgh hellere vil se i byrummet. Han fremhæver historiske mindesmærker, som formår at “lære os om vores fælles historie og bidrager til at opretholde et nationalt fællesskab med udgangspunkt i det historiske og kulturelle fundament, som den danske befolkning har og bygger videre på”.

Myten om det nationale fællesskab

Med den bemærkning besynger Bøgh et nationalt fællesskab, der som projekt eller bevægelse blev etableret i Danmark i det 19. århundrede, og hvor historien ganske rigtig blev et centralt begreb, men nok ikke helt som politikeren forestiller sig. Historien var for nationalisterne, hvad historien også synes at være for Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle: Et udgangspunkt.

I blandt andet tidsskriftet The British Journal of Sociology skriver lektor ved Cambridge Universitet Duncan S. A. Bell, at nationale identiteter bygger på historier eller myter, “der simplificerer, dramatiserer og selektivt fortæller historien om en nations fortid og dens plads i verden, dens historiske eskatologi: en historie, der belyser dens nutidige betydning gennem (re)konstruktionen af dens fortid.”

Grundtvig lagde ikke skjul på, at han benyttede fortiden som tynd historisk fernis, for nu at bruge Bøghs begreber, til at vække lidt tiltrængt værdighed i et slagent Danmark

I en dansk kontekst har den simplificering og dramatisering betydet, at det faktiske historiske fundament for den danske nation fra begyndelsen har måttet vige til fordel for behornede vikinger, blankpolerede guldaldermalerier og bombastiske rytterstatuer, som frem for at “lære om vores fælles historie” servicerede samtidens fortælling om nationen og i forlængelse deraf den politiske vilje.

“Med ren vilje Danmarks trofaste søn”. Rytterstatuen af Biskop Absalon ved Højbro Plads i København. Af Vilhelm Bissen, opstillet 1902. Foto: Wikimedia Commons

Fremkaldelsen af gammel urkraft

Der er imidlertid næppe nogen tvivl om, at Nikolaj Bøgh og andre fortalere for nationen er overbeviste om den historiske legitimitet af lige præcis deres idé om et nationalt fællesskab. Men gør man det, som Bøgh efterspørger hos “I Am Queen Mary”, og går historien efter i sømmene, vil man se, at den overbevisning i bedste fald er naiv.

Et kendt eksempel på nationalismens kreative rekonstruktion af fortiden finder man i selve dens oprindelse med Adam Oehlenschläger og N. F. S. Grundtvig. Desillusionerede over den politiske virkelighed i begyndelsen af 1800-tallet vendte de blikket mod den nordiske oldtid og denne tids krigere – som vi i dag kender som vikinger – for at tappe lidt af deres urkraft.

Grundtvig var med egne ord optaget af at “søge en Kreds, hvor Øiet kan styrkes og frydfuldt bevæges, hvorfra vi kunne oplivede vende tilbage, og gribe ind i vor Tidsalder med et Mod og en Tillid, som om det Svundne kunde genfødes”.

“Til højre i billedet ses en kriger med horn på hjelmen”. Af Lorenz Frølich, 1877. Foto: Fra danmarkshistorien.dk, som har fået stillet billedet til rådighed af DPU’s samling af anskuelsesbilleder

Nationaldigteren lagde på den måde ikke skjul på, at han benyttede fortiden som tynd historisk fernis, for nu at bruge Bøghs begreber, til at vække lidt tiltrængt værdighed i et slagent Danmark. At han på mange måder glorificerede den ædle viking og fremhævede dennes krigeriske egenskaber, var ikke ensbetydende med, at han samtidig advokerede for en samtid, hvor man faktisk adopterede vikingens voldelige levevis.

Det danske nationale fællesskab (hvis det da overhovedet findes) er ikke en organisk entitet, men derimod en omhyggelig konstruktion af, hvordan vi helst ser os selv. Var noget af det for alvor sat i sten, ville vi i dag ikke diskutere et begreb som danskhed så indædt, som vi gør

En sådan påstand ville give lige så lidt mening, som når Bøgh anklager kunstnerne bag “I Am Queen Mary” for at “hylde og anbefale det væbnede oprør som et middel til at opnå politiske forandringer i fremtiden”.

Grundtvig var fascineret af den kraft, som den nordiske oldtid for ham symboliserede, på samme måde som Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle tydeligvis er fascinerede af den viljestyrke og don’t-fuck-with-me-attitude, som de finder i både den historiske Mary Thomas og Black Panther-bevægelsens grundlægger Huey P. Newton.

Ingen af delene kan siges at være en egentlig sanktion af politisk vold i samtiden.

Et vedkommende og almengyldigt værk

Altså synes Nikolaj Bøghs kritik af “I Am Queen Mary” at være funderet på en grundlæggende misforståelse af, hvilken slags fundament et nationalt fællesskab egentlig bygger på, samt hvordan kunst eller historiske mindesmærker bidrager til opretholdelsen af det fællesskab.

Det gør de ikke ved at repræsentere historien 1:1. Det ville der aldrig komme en følelse af samhørighed ud af, dertil er historien for usammenhængende, kompleks og frem for alt usikker. Det gør den derimod ved at fremhæve eller underspille de dele af historien, som bedst tjener kunstnerens eller tidens politiske intention.

Det danske nationale fællesskab (hvis det da overhovedet findes) er ikke en organisk entitet, men derimod en omhyggelig konstruktion af, hvordan vi helst ser os selv. Var noget af det for alvor sat i sten, ville vi i dag ikke diskutere et begreb som danskhed så indædt, som vi gør. Det er nationalismens styrke og svaghed, at den har en så uforpligtende og emotionel omgang med historien – det gør den på én gang uangribelig og evig antastelig.

På samme måde er det Queen Marys styrke og svaghed, at hun ikke fortaber sig i sin præcise og mudrede historie. Det gør hende åben for en kritik som Bøghs, men er også det, der gør hende så vedkommende og almengyldig. Forhåbentlig er det i sidste ende også det, der vil få hende støbt i bronze, så hun fremover kan kræve sin plads i det nationale fællesskab på akkurat de samme præmisser som nationens øvrige symboler.

Ikke ved at belære publikum om sin nøjagtige historiske kontekst, men ved at fremkalde følelser af styrke og værdighed gennem sine referencer til sort kultur og oprør – følelser, der alt for længe har været reserveret én politisk side af nationen.

Topfoto: Thorsten Altmann-Krueger, pressefoto

Seneste artikler om Danmark

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,