Politik og moral: En kritik af Malte Frøslee Ibsens analyse af vort aktuelle demokratiske legitimitetsproblem

af i Bøger/Politik & Samfund

DEMOKRATI // KOMMENTAR – Malte Frøslee Ibsen overser i sin debatbog, Den nye internationale, det moralske hykleri, der de seneste årtier har kendetegnet de herskende eliters forhold til asylpolitikken, skriver Kai Sørlander. Skal de vestlige demokratier genvinde legitimiteten, så skal eliterne som minimum begynde med at erkende deres eget selvbedrag.

Vi – Danmark, Europa og Vesten – står over for flere politiske kriser. For det første krisen i det økonomiske system, som specielt giver sig udslag i en stigende ulighed. For det andet migrantkrisen: den stadige tilstrømning til Europa af flygtninge og migranter, som kræver opholdstilladelse. For det tredje klimakrisen: at vor teknologiske produktionsmåde og levestandard medfører en ændring af Jordens klima, som kan have store fremtidige omkostninger.

Dertil kommer, at vi også oplever et demokratisk legitimitetsproblem: at store dele af befolkningerne føler sig svigtet af den herskende politiske elite og derfor stemmer på ”populistiske” partier. Det er også i det lys, at vi skal forstå englændernes overraskende valg af Brexit og amerikanernes lige så overraskende valg af Trump. Men det vil så igen sige, at hvis vi som demokratiske samfund skal kunne imødegå de problemer, som vi befinder os i – uligheden, migrationen og klimaet – så skal vi først og fremmest genskabe tilliden mellem den politiske elite og det store befolkningsflertal. Og så skal vi begynde med at gøre os klart, hvorfor store befolkningssegmenter nu føler sig svigtet af den politiske elite – og om det er berettiget eller ikke.

I Frøslee Ibsens analyse er der overhovedet intet blik for det hykleri, som gennem de seneste årtier har kendetegnet de herskende eliters forhold til asylpolitikken

Med sin politiske debatbog Den nye internationale – Hvorfor venstrefløjen skal omfavne Europa og demokratisere verden har Malte Frøslee Ibsen søgt at bidrage til en sådan afklaring. Kort formuleret, så mener han, at det er den ”dramatiske strukturelle forskydning af magtforholdet mellem stat og marked – undertvingelsen af den demokratiske politik under markedets herredømme – som i sidste instans er roden til de liberale demokratiers aktuelle legitimitetskrise” (s. 54).

Gyldendals presseservice.

Det betyder, at da politikerne globaliserede markedet, da udsatte de den vestlige arbejder- og middelklasse for lønkonkurrence fra lavtlønnede østeuropæere og østasiater. Denne konkurrence betød, at de ikke længere fik samme del i produktivitetsstigningen som tidligere. Deres lønninger stagnerede, samtidig med at skatten for de mest velstillede blev sat ned for at undgå, at de flyttede deres økonomiske aktivitet til udlandet. Globaliseringen af markedet foregik altså på en sådan måde, at den var til størst fordel for de rigeste i de vestlige demokratier, mens middel- og arbejderklassen betalte de største omkostninger. Og går man videre i dette perspektiv, så kan man også se, at arbejderklassen – specielt de ufaglærte – yderligere blev presset af migrantkrisen. Det er jo især deres job, som migranterne øger konkurrencen omkring. Ligesom det også er de i forvejen økonomisk svage, som bliver yderligere presset, når politikerne af hensyn til klimaet indfører højere afgifter på fossile brændstoffer (jævnfør ”de gule veste” i Frankrig).

Frøslee Ibsen har altså ret i, at den herskende politiske elite har udfoldet globaliseringen på en sådan måde, at den hjemlige arbejder- og middelklasse er blevet relativt svækket økonomisk. Men dette kan man godt indrømme, samtidig med at man finder Frøslee Ibsens analyse af de vestlige demokratiers legitimitetskrise utilstrækkelig, fordi den alene fokuserer på de demokratiske borgeres placering på arbejdsmarkedet og i lønhierarkiet. Den ser ikke på borgerne som fuldgyldige deltagere i den demokratiske beslutningsproces. Hvis denne dimension skal med, så skal vi først mere principielt gøre os klart, hvorledes borgernes rolle i den demokratiske beslutningsproces spiller sammen med deres rolle i det økonomiske kredsløb.

Borgernes politiske ligeværdighed

Demokratiets grundforudsætning er borgernes politiske ligeværdighed. I det repræsentative system betyder det, at vi har samme ret til at vælge de repræsentanter, som skal tage de konkrete politiske beslutninger. Det moderne demokrati er også karakteriseret ved, at borgerne skal skaffe sig det, som de behøver for at kunne opretholde livet, gennem ”markedet”. De skal sælge noget – i sidste instans deres arbejdskraft – for at kunne tjene de penge, som er nødvendige for at de kan købe det, som de skal bruge til deres livsudfoldelse. Det er altså statens opgave at sikre, at markedet fungerer retfærdigt: at ingen skal være tvunget til at arbejde under slavelignende forhold, fordi de ikke har noget alternativ.

Det vil sige, at staten skal sikre, at arbejdsløshed ikke indebærer, at man står helt uden livsgrundlag. Dette må staten sikre ved at omfordele fra dem, som under de givne markedsvilkår har mere, end de behøver for at kunne opretholde et anstændigt liv, til dem, som aktuelt står uden livsgrundlag. I modsat fald har staten ikke moralsk ret til at opretholde de bestående markedsvilkår – derunder specielt de herskende ejendomsrettigheder.

De velstillede – de herskende politiske og intellektuelle eliter – har været blinde for deres eget moralske hykleri. De har ført en liberal asylpolitik, som de har overladt det til deres svagere medborgere at bære de egentlige omkostninger ved

Så er spørgsmålet, hvorledes den demokratiske stat skal tage fra de velstillede og give til de borgere, som ikke kan finde livsgrundlag under de herskende ejendomsforhold. Hvis vor hjælpsomhed var ubegrænset, ville svaret være let. Så kunne staten blot tage ”fra oven af”, indtil den havde nok, og ingen havde over et vist maksimum. Men dette system ville bryde sammen på grund af manglende offervilje. Erfaringen viser, at de velstillede ikke vil nøjes med at hjælpe samfundet, og så i øvrigt leve som almindelige borgere.

De vil også have en personlig fordel af deres indsats. Derfor kræver den almindelige selviskhed, at vi må opretholde indtægtshierarkiet.  Og derfor må vi operere med et skattesystem, som kræver, at alle borgere, der tjener over et vist minimum, skal aflevere en vis procentdel af deres indtægt til fællesskabet. Hvad procentsatsen nærmere skal være, må afhænge af demokratiets egen afgørelse i lyset af dets historiske erfaringer; og det kan være forskelligt for forskellige samfund. Det samme gælder spørgsmålet om, hvorvidt det er ønskværdigt at indføre en vis progression. Det samlede skattesystem er noget, som demokratiet er forpligtet til at tage en politisk beslutning om; og denne forpligtelse er komplementær til demokratiets forpligtelse til at beskytte de herskende ejendomsrettigheder.

Elitens moralske hykleri

Derfor bør vi alle som demokratiske borgere forstå, at når vi hjælper igennem statsapparatet, så hjælper vi under forudsætning af, at vi bevarer vor plads i indtægtshierarkiet. Det er altså en hjælpsomhed med et klart forbehold. Konkret betyder dette forbehold, at de velstillede, der går ind for, at staten skal hjælpe asylansøgere på flugt, udsender to signaler til deres svagere medborgere. For det første et signal om, at vi skal hjælpe. For det andet et signal om, at de selv kun vil hjælpe under forudsætning af, at de bevarer deres plads i indtægtshierarkiet, og at de altså selv har et overskud, som de kan bruge til noget, som deres svagere medborgere ikke har råd til.

Dette overskud kan de for eksempel bruge til at bo på afstand af de kulturelt mest fremmede asylanter. I praksis sker der så det, at de overlader det til deres økonomisk svagere medborgere at dele boligsocialt miljø med de nytilkomne. Og dette kan medføre, at de økonomisk svagere borgere bliver fremmedgjorte i deres eget nærmiljø. Hvis disse borgere så protesterer imod denne udvikling ved at stemme på et politisk parti, der vil begrænse asylmodtagelsen, så er de moralsk set ikke værre end de velstillede, som går ind for en liberal asylpolitik, men som kun vil bidrage til denne politik under forudsætning af, at de bevarer deres plads i indtægtshierarkiet, og altså kan overlade omkostningerne til deres svagere medborgere. Den ene selviskhed er ikke værre end den anden. Eller skal man endelig rangordne, så er det de velstilledes, som er værst, for den er også hyklerisk.

Eliterne har fordømt deres svagere medborgere som racister, fremmedhadere og ”ikke stuerene” – og altså som moralsk underlødige. Om noget, så er det dette, som er kilden til de vestlige demokratiers legitimitetsproblem

Men på dette punkt er det gået skæbnesvangert galt for de vestlige demokratier. De velstillede – de herskende politiske og intellektuelle eliter – har været blinde for deres eget moralske hykleri. De har ført en liberal asylpolitik, som de har overladt det til deres svagere medborgere at bære de egentlige omkostninger ved. Og når disse borgere har brugt deres politiske stemme til at protestere, så har ”eliterne” ikke forstået, at denne protest moralsk set svarer til deres egen fordring om kun at ville yde til fællesskabet under forudsætning af, at de selv bevarer deres plads i indtægtshierarkiet.

I stedet har eliterne fordømt deres svagere medborgere som racister, fremmedhadere og ”ikke stuerene” – og altså som moralsk underlødige. Om noget, så er det dette, som er kilden til de vestlige demokratiers legitimitetsproblem. Tværtimod kan de svagere medborgere med fuld ret opfatte de herskende demokratiske eliter som båret af moralsk hykleri. Og skal demokratierne genvinde legitimiteten, så skal eliterne som minimum begynde med at erkende deres eget hykleri.

Desværre bidrager Frøslee Ibsen ikke til denne nødvendige selverkendelse. I hans analyse er der overhovedet intet blik for det hykleri, som gennem de seneste årtier har kendetegnet de herskende eliters forhold til asylpolitikken. Ved sin tavshed skjuler han i realiteten det moralske bedrag. Og han fremstår som symptom på en venstrefløj, som selv er fanget i de herskende eliters moralske selvbedrag.


Foto: Markus Spiske, Unsplash

Filosof og forfatter. Modtaget Københavns Universitets guldmedalje for en afhandling om logisk atomisme - primært Wittgensteins Tractatus. Har skrevet nogle "rigtige" filosofiske bøger: Det Uomgængelige (med forord af Georg Henrik von Wright, 1994), Under Evighedens Synsvinkel (1997), Den Endegyldige Sandhed (2002) og Indføring i Filosofien (2017).Har desuden skrevet nogle politisk-filosofiske og mere kulturkritiske værker: Om Menneskerettigheder (2000), Forsvar for Rationaliteten (2008), Den Politiske Forpligtelse (2011) og Fornuftens Skæbne (2014). Desuden artikler, kronikker og foredrag.

Seneste artikler om Bøger