KRONIK // POLITIK – Det er 15 pct. billigere at producere sine varer i Sverige end i Danmark. Det er 25 pct. billigere i Tyskland og 40 pct. billigere i Polen. Hvad skal retfærdiggøre at producere i Danmark? Vi er hverken dygtigere, bedre uddannet eller flittigere end folk i andre lande. Bare dyrere. Hvorfor? Det enkle svar er skatter og afgifter, skriver Søren Kenner i første del af en dobbeltkronik om finansieringen og udviklingen af den danske velfærdsstat, vi overleverer til vores børn.
Lige nu går det på mange måder godt for Danmark. Beskæftigelsen er høj og der masser af penge i både statskassen og hos kommunerne.
Det er en udvikling, som politikere fra både den nuværende og den tidligere regering meget gerne vil tage æren for.
Sammenhængen er enkel: når renten er lav, kan man (hvis man ellers er kreditværdig) finansiere vækst og udvidelse af sin forretning til en forholdsvis lav pris, hvis man i øvrigt har et marked for sine ydelser eller produkter
Men sandheden er imidlertid, at de gode tider ikke skyldes politikerne. Udviklingen er ikke fremkommet på grund af, men på trods af politisk indblanding – en udvikling, der i det væsentlige handler om globale økonomiske konjunkturer og ikke mindst om det efterhånden mangeårige lave renteniveau.
Sammenhængen er enkel: når renten er lav, kan man (hvis man ellers er kreditværdig) finansiere vækst og udvidelse af sin forretning til en forholdsvis lav pris, hvis man i øvrigt har et marked for sine ydelser eller produkter.
Problemer med en lav rente
Der er imidlertid to problemer ved den situation:
For det første skaber den lave rentesats en vis skævvridning for så vidt angår adgangen til finansiering: når renten er lav tjener bankerne (og markederne generelt) mindre på udlån og er derfor heller ikke villige til at løbe stor risiko.
Konsekvensen er, at fordelene af den forholdsvis lave rente primært opsnappes af de større virksomheder, mens de mellemstore og mindre virksomheder – for ikke at tale om iværksættere – må belave sig på at betale meget højere renter for finansiering, hvis de ellers overhovedet kan få adgang til den.
For det andet har konjunkturer det med at vende, og det vil selvfølgelig også ske for den nuværende højkonjunktur, omend meget tyder på, at den lave rente faktisk er ret langtidsholdbar – fordi den primært skyldes aldrende befolkninger i hele den vestlige verden og massive opsparinger.
Danmark får dumpekarakter i risikovillighed
I mange målinger hyldes Danmark for at være en fri, åben og konkurrencedygtig økonomi, hvor det er ret let at etablere virksomhed, hvor produktiviteten er høj og hvor arbejdskraften er godt funderet og højt uddannet.
Det er på alle måder et udmærket udgangspunkt, men der er ét område, hvor Danmark scorer dumpekarakter den ene gang efter den anden, og det er i adgangen til risikovillig kapital, i adgangen til kreditter og i adgangen til investering.
Dette er en akilleshæl, som kan ende med at skabe ganske betragtelige problemer i de kommende år.
Hvad skal i den sidste ende retfærdiggøre at producere varer i Danmark, der kan produceres lige så godt, men billigere i andre lande?
Sagen er nemlig den enkle, at globalisering på den ene side skaber større markeder, men på den anden side også øger konkurrencen mellem virksomheder; og fakta er altså, at det lige nu er ca 15 % billige at producere sine varer i Sverige end i Danmark, 25 % billigere i Tyskland og 40 % billigere i Polen.
Det bliver et problem, når væksten falder i niveau, som vi nu ser, er tilfældet i store dele af euro-zonen.
For hvad skal i den sidste ende retfærdiggøre at producere varer i Danmark, der kan produceres lige så godt, men billigere i andre lande?
Årsagen er enkel: det er skatterne og afgifterne
Men hvad er egentlig årsagen til denne mangel på konkurrenceevne?
Det drejer sig faktisk hverken om manglende produktivitet, manglende uddannelse eller manglende flid. Årsagen findes et helt andet sted: i det tårnhøje niveau på danske skatter og afgifter.
Den gennemsnitlige vækst i Danmark har siden årtusindskiftet været i gennemsnit 1.4 % pr. år. Det er ikke specielt markant sammenlignet med mange andre markeder. Men hvor væksten i bruttonationalprodukt har været forholdsvis lav, gælder det samme ikke væksten i offentligt forbrug; her er der sket en voldsom udvikling:
Man skal i øvrigt bemærke, at omend Danmark kun opgøres som nr. 3 af OECD-landene, når det gælder offentligt forbrug i procentdel af BNP, så er vi faktisk nr. 1, hvis man opgør det i reelt forbrug pr. indbygger. Det skyldes, at Danmarks BNP per capita er en god del højere end både Frankrigs og Finlands.
Når skatter og afgifter er meget høje, må lønningerne følge med. Og når lønningerne er høje, påvirker det også prissætningen af en lang række varer og ydelser – således er dagligvarer i Danmark fx. ca. 40 % dyrere end gennemsnittet for EU
Og når skatter og afgifter er meget høje, må lønningerne følge med. Og når lønningerne er høje, påvirker det også prissætningen af en lang række varer og ydelser – således er dagligvarer i Danmark fx. ca. 40 % dyrere end gennemsnittet for EU.
Så situationen er kort fortalt denne:
Dansk konkurrenceevne er ikke lige så solid, som man kunne ønske, og de gode konjunkturer vi lever i lige nu, kan hurtigt ende. Den væsentligste årsag til problemerne er, at konkurrencevnen stækkes af offentlige udgifter, der stiger hurtigere end den generelle vækst, vi oplever og lever i.
Regeringen med Mette Frederiksen i spidsen planlægger netop nu en Finanslov for 2019/2020, der vil blive endnu dyrere end forrige års finanslov. Formodentlig vil den ende i størrelsesordenen 1.100 milliarder kroner ud af et samlet BNP på ca 2100 milliarder kroner.
Staten fylder med andre ord mere end halvdelen af den samlede økonomi – oven i købet betragteligt mere, hvis man medregner de indtægter i det private erhvervsliv, der stammer fra opgaver indkøbt af staten.
Får vi nok – og god nok – velfærd for pengene?
Hvad går pengene så til?
De går til ’velfærd’ på fire områder: Infrastruktur, uddannelse, socialt sikkerhedsnet og sundhedsvæsen. Ting som er nødvendige for ethvert samfund –– og som vel alle er enige om skal fungere også i Danmark.
Men får vi nok for pengene? Det bør vi til gengæld diskutere.
Jeg mener, at det er rimeligt at stille følgende spørgsmål: hvor langtidsholdbart er det at have skabt en situation, hvor et privat erhvervsliv på ca 1,7 millioner mennesker skal finansiere et velfærdssamfund med i alt 5,8 millioner deltagere?
Men først lidt fakta: Danmark har en befolkning på 5,8 millioner. Heraf er 2.1 millioner på overførselsindkomst (pensionister, SU, arbejdsløse, kontanthjælp etc.), 730.000 er ansat i stat og kommune og ca. 1.7 millioner mennesker er ansat i det private erhvervsliv.
Her er et misforhold; for selv om offentligt ansatte selvfølgelig også leverer værdi (som lærere, politifolk, læger, sygeplejersker etc), så skal deres betaling finansieres af skatter, der opkræves af de værdier, som skabes i den private sektor.
Og her vil jeg mene, det er rimeligt at stille følgende spørgsmål: hvor langtidsholdbart er det at have skabt en situation, hvor et privat erhvervsliv, der beskæftiger ca 1,7 millioner mennesker, skal finansiere et velfærdssamfund med i alt 5,8 millioner deltagere?
Hvis man skal kunne fortsætte i det spor, bør man som minimum kunne forvente, at man uanset politisk observans kunne enes om de følgende målsætninger:
For det første skal vi få så stor en del af arbejdsstyrken som overhovedet muligt – ikke bare i arbejde – men i stillinger, der bibringer reel værdi (og nej, skrankepaveri og bureaukrati og måltalsovervågning mv. skaber ingen reel værdi for samfundet).
For det andet at få så meget som muligt for de penge, vi som borgere investerer i stat og kommune. Dvs. at vi uden at diskutere fordelingspolitik og lign som et minimum bør kunne enes om, at jo bedre stat og kommune er til at strukturere, indkøbe og levere de ydelser som tilbydes borgerne, jo mere får vi for pengene.
For det tredje at skabe rammer, der sikrer, at de to første målsætninger kan opfyldes, med andre ord at skabe de bedste forudsætninger for et produktivt samfund med job til alle og en administration i stat og kommune, der er effektiv og målrettet.
Folk spiser mindre ude (fordi lønningerne plus moms gør det for dyrt at gå på restaurant), og stadig flere vælger at lade bilen reparere i Sverige. Fordi det er billigere
Ser man på jobskabelse, bør det være åbenlyst for enhver, at det er svært at skabe og bevare danske arbejdspladser, når vi ikke kan konkurrere med landene rundt om os.
Det er en ond cirkel: Højere skatter og afgifter leder til tab af job.
Og resultaterne sætter sig igennem overalt:
Dagligvarer er 40 pct. dyrere i Danmark end i EU som et hele (pga høje skatter, afgifter og lønninger), folk spiser mindre ude (fordi lønningerne plus moms gør det for dyrt at gå på restaurant), og stadig flere vælger at lade bilen reparere i Sverige.
Fordi det er billigere.
Fortsættelse følger.
Del 2 af Søren Kenners kronik: ‘Får Danmark nok for pengene’ kan læses på linket.
Topillustration og alle indsatte fotos: Piqsels, public domain.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
