DANSKHED // KLUMME – Jeg kom til Danmark i 1972, sat på en flyver fra Seoul til Kastrup. Jeg var på det tidspunkt kun et underernæret spædbarn, få måneder gammel, der var blevet fundet på trappestenen til et børnehjem. Formentlig et uægte barn, da moralkodekset dengang og vist stadig er uhyre strengt for den slags i Sydkorea. Jeg er vokset op på Djursland, tilbragte de unge år i Århus og en stor del af mit voksenliv her i København, hvor jeg er bosiddende på Frederiksberg. Alligevel bliver jeg aldrig dansker, selvom Danmark har været rammen om hele mit liv.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg er adoptivbarn vokset op på Djursland. Mine unge år tilbragte jeg i Århus og en stor del af mit voksenliv har jeg været her i København, hvor jeg er bosiddende på Frederiksberg.
Alligevel bliver jeg aldrig betragtet som en rigtig dansker.
Til syvende og sidst er det udseendet, der er nøglen
For modsat, hvad mange tror, er assimilering slet ikke er vejen til accept uanset om, man er dansk statsborger udstyret med et rødbedefarvet pas, taler og skriver sproget flydende, arbejder og bidrager til samfundet, er demokratisk anlagt og i det hele lever og bor som langt de fleste danskere.
Det kan jeg høre, når f.eks. Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige taler om danskhed defineret gennem politikernes egen subjektive forestillinger, der enten er noget, der findes “inde i hjertet” eller i de bløde konsonanter.
Assimileret eller ej, udseendet kan du ikke løbe fra
Som adoptivbarn er jeg vel ellers et af de mest assimilerede individer, der findes i forhold til at være dansk.
Men min udprægede danskhed vil aldrig få nationalisterne – eller de nationalkonservative som de ynder at kalde sig for at bløde renomméet lidt op – til at lade være med at se skævt til mig og mit anderledes udseende. Fordi det til syvende og sidst er udseendet, der er nøglen.
Det er nemlig udseendet, der fremmaner den uforfalskede racisme, som spøger lige under det tynde lag fernis af “islam-kritik” og “udlændingespørgsmål”, og som også kan ramme ethvert adoptivbarn – ikke engang en eksotisk eller fremmed religion.
De fleste danskere er lejlighedskristne. Det får sjældent nogen til at finde dommedagsprædikenerne frem og tordne over, at vi er i fare for, at landets kultur er ved at synke i grus, selvom kristendommen i praksis fylder meget lidt i samfundet, i vores almindelige gøremål og i de daglige samtaler.
Meget få går rundt og korser sig over den fundamentalisme, der hersker hos tidehvervspræsterne, der ellers netop har det til fælles med islamisterne, at de ikke ligefrem er kendte for at hylde den sekulære stat. Og ja – der har været terrorplaner og også et angreb, men det er ikke terror, som præger muslimernes forhold til Danmark til daglig.
Den uforfalskede racisme spøger lige under det tynde lag fernis af “islam-kritik” og “udlændingespørgsmål”
Flertallet af danskerne har i mange år heller ikke forholdt sig særlig meget til det at være et religiøst menneske i hverdagen. Var folkekirken en virksomhed, var den nok blevet lukket for længst givet den minimale kundetrafik og loyalitet.
Men der tales langt mere om tro og om kristendom i dag, nu, hvor den store skurk udnævnes til at være islam.
Og det er også fordi, muslimernes tro gør, at de med deres ofte anderledes udseende, forstærker det anderledes gennem deres adfærd, uanset om denne forskel iscenesættes gennem bønner, tørklæder, madvaner eller andre religiøse valg.
At være racist er naturligt, men det er ikke civiliseret
Sagen er, at vi som mennesker er neurologisk hardwired til at frygte alt, hvad der ser anderledes ud, så vi i tidernes morgen kunne fornemme fare og overleve i en usikker verden. Vores følelser regerer ofte over fornuften og udgør det virkelige grundlag for vores beslutninger. Det er sådan set allerede videnskabeligt bevist. Al rationalisering er i bund og grund efterrationalisering.
Men selvom racisme er et naturligt fænomen, der er indkodet i os alle fra fødslen, ligger der også i den erkendelse en kraftig opfordring til at opføre os særligt civiliseret, når vi ellers er i vores følelsers vold.
Utrygheden overfor det fremmede og det anderledes er naturlig, men overgiver vi os først til følelserne camoufleret som “fædrelandskærlighed”, har vi samtidig hejst det hvide flag i forhold til at agere forstandigt
Frygten og utrygheden overfor det fremmede og det anderledes er naturlig, men overgiver vi os først til følelserne f.eks. camoufleret som “fædrelandskærlighed” har vi samtidig hejst det hvide flag i forhold til at agere forstandigt. Det er netop århundreders gradvise civilisering af samfundet, der har ført os til et sted, hvor der fortsat er konflikter og krige i verden, men hvor ingen heller kan benægte, at vi som menneskehed er bedre stillede i dag end for hundrede år siden.
Et adoptivbarn føler sig anderledes
Jeg har som adoptivbarn gennem hele mit liv altid følt mig anderledes, fordi jeg blev set anderledes på. Heldigvis blev jeg ikke altid behandlet anderledes, men det har jeg nu også prøvet.
Især i mine yngre år, hvor jeg flere gange skulle flygte for livet, når grønjakkerne med deres sydstatsemblemer ville klynge mig op i det nærmeste træ. En enkelt gang var det ovenikøbet ved at lykkedes for dem, så det er lidt af et mirakel, jeg stadig er i live.
Den dag i dag er det dog stadig sådan, at jeg sjældent kan møde nye mennesker uden, at de spørger, hvor jeg kommer fra – og det er ikke fordi, de spørger til min bopæl.
Spørgsmålet er i ni ud af ti tilfælde høfligt ment og udtryk for almindelig nysgerrighed. Selvom jeg sjældent hører folk spørge en etnisk dansker om det samme.
Jeg lever snildt med det, men en gang imellem kan jeg ikke dy mig for at replicere: “Jeg bor på Frederiksberg“, hvorefter rådvildheden er mærkbar.
Nogen vælger at lade den ligge der. Men hvis jeg føler, det skaber en lidt pinlig stemning, så hjælper jeg gerne på vej og afslører min oprindelse og min status som adoptivbarn. For ja, jeg er jo altså født sydkoreaner og ikke dansker af afstamning.
Når man føler og får at vide, direkte eller indirekte, at man er det sorte får, føler man også, at det forpligter en til at vise omverdenen, at man skiller sig ud på en måde som en, der kan gøre det lidt bedre end gennemsnittet
Og det lille eksempel når folk spørger om, hvor man kommer fra, er jo også ret uskyldigt. Og alligevel har det sat sit præg på mig af den enkle årsag, at jeg nok er blevet spurgt om det samme mere end tusind gange igennem i de sidste fyrre år.
Det er en konstant påmindelse om, at man ser anderledes ud – og at man er dansker uden alligevel at være det helt. Der har også været andre og noget mindre subtile påmindelser som tilråb og decideret racistiske bemærkninger samt egentlige overfald, så jeg har skam været hele repertoiret igennem.
Et adoptivbarn har ofte brug for et ekstra gear
Alligevel har netto-effekten af at se anderledes ud end etniske danskere, været positiv.
For når man føler og får at vide, direkte eller indirekte, at man er det sorte får, føler man også, at det forpligter en til at vise omverdenen, at man skiller sig ud på en måde som en, der kan gøre det lidt bedre end gennemsnittet.
Selvfølgelig for at opnå en tvivlsom grad af accept, hvor man kan forlene sin anderledeshed med det at blive respekteret.
Det kræver en noget hårdere indsats, men denne higen efter accept og respekt er både benzinen på motoren, der gør, at man ofte kan køre længere på literen, og det, der gør, at man også er i besiddelse af et ekstra gear.
Det er os, der degenererer, hvis vi som et højt civiliseret folkefærd ikke forstår de nye tilflytteres situation og også magter at acceptere dem, før vi forlanger den fuldstændige assimilation
Balancen er ikke at brænde helt ud i sin stræben efter at være sit udseende bekendt og ligefrem turde profilere sig på det. Man er på et tidspunkt nødt til at slutte fred med det, for man kan alligevel ikke løbe fra det.
Det er også derfor, det er en anderledes stræben i forhold til folk, der “bare” føler sig anderledes. Er man det også udadtil, bliver det en fysisk og uomgængelig manifestation i relationen til andre mennesker.
Jeg vil hellere accepteres end assimileres
Det er dybt foruroligende, når selve danskheden forsøges taget som gidsel af snart sagt alle partier, fordi det er en direkte underminering af de værdier, der har gjort Danmark til det land, hvor mange af os ønskede at høre hjemme.
Men når dehumaniseringen overfor flygtninge og migranter og legitimeringen af denne starter hos politikerne i Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige og sprogbruget herefter eskaleres og forværres hos de fremmedangste så er det sådan set forståeligt nok – også selvom det unægteligt bærer reminiscenser fra optakten til Anden Verdenskrig i Tyskland.
Disse partier og deres opportunistiske politikere lever og dør nemlig med deres evne til at vække de laverestående overlevelsesinstinkter, og det er nu engang nemmere for dem at udpege for eksempel en ung, mandlig flygtning fra Syrien end så mange andre syndebukke. Men civiliseret er det ikke.
Det er nemlig ikke flygtningene og migranterne, som er barbarer, selvom vi kan mene, at nogle af dem har en kultur med i bagagen, der ikke altid er lige forenelig med at føre en ny tilværelse i Danmark. Det er os, der degenererer, hvis vi som et højt civiliseret folkefærd ikke forstår de nye tilflytteres situation og også magter at acceptere dem, før vi forlanger den fuldstændige assimilation.
For jeg og mange andre adoptivbørn i min generation er de omvandrende beviser på, at selv den mest hårdkogte, indoktrinerende assimilering næppe nogensinde kan tilfredsstille den del af den etniske majoritet, der dybest set ikke bryder sig om de anderledes udseende.
Krybdyrhjernen slår til og politikere, der spiller på fremmedfrygten har en stor interesse i at forhindre enhver adgang til sluk-knappen, mens de fortæller, at frygten skam er “rationelt begrundet”.
LÆS FLERE ARTIKLER OM MAD OG FILM FRA KIM JONG ANDERSEN HER
Topfoto: Kim Jong Andersen er adoptivbarn. Foto: Privat.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
