Sognepræst Kirsten Jørgensen: Mit juleønske i år

Kirsten Jørgensen er provst for kirkerne på Frederiksberg og præst i Godthaabskirken.

Kirsten Jørgensen 24.12.2020

JULEPRÆDIKEN – At være forbundet med verden. At vide, at der er en tråd af resonans, der vibrerer og forbinder mig med verden. Det er mit juleønske i år. Mere end noget andet ønsker jeg mig at føle, at jeg er forbundet med andre mennesker, med verden omkring mig.

Vi får hele tiden at vide, at vi skal være os selv. Vi fortæller børnene, at de bare skal være sig selv og de unge, at de skal vokse til og blive dem, de er. Men jeg har opgivet rigtig at blive mig selv; tror aldrig jeg når dertil, hvor jeg kan sige, at nu er jeg virkelig mig selv. Jeg vil hellere blive til end at blive mig selv. Blive til hver dag, hvor andre mennesker og min omverden igen former mig, ligesom jeg er med til at forme andre, og ligesom jeg påvirker min omverden, hver dag. Jeg vil så gerne være forbundet i en levende og forandrende vekselvirkning med andre.

Sommerfugleeffekter

På en måde kan man sige, at mit juleønske allerede er gået i opfyldelse. For hvis der er noget, året 2020 har vist, så er det, at vi er forbundne. Sommerfugleeffekten har vist sin gyldighed: et sommerfuglevingeslag på den ene side af kloden kan starte en orkan på den anden side, for vingeslaget kan teoretisk igangsætte en påvirkning, der fortsætter og forstørres. En kineser spiser en flagermus i Wuhan og bartenderen på Godthaabsvej mister sit arbejde. Og man kan sige, at det var et skidt juleønske at have, for hvem kan dog ønske sig den resonans Covid 19 har skabt i hele verden? Ingen, heller ikke mig.

Jeg ønsker mig at blive til i denne rodede og udfordrede verden, hvor ingen skal være sig selv, men alle skal være en del en stor bevægelse frem mod livet

Men samtidig har året vist, at den udfordrende og ødelæggende side af verdens forbundethed kalder på den forbundethed, som er midlet til at overkomme problemerne og leve videre. Da årets ord blev valgt for et par uger siden, stod valget mellem corona og samfundssind, og jeg er glad for, at valget faldt på løsningen fremfor på problemet. Årets ord er samfundssind. Et andet ord for forbundethed. Jeg kunne også have brugt ordet resonans.

Når verden resonerer

Resonans er den vibrerende tråd, der forbinder mig med verden og andre mennesker. Resonans er, at jeg som menneske er i svingninger, der fremkalder svingninger i andre og omvendt. Resonans er opmærksomhed i dybeste forstand. Det kristne ord for det er kærlighed; kærlighed til Gud og kærlighed til næsten og til fjenden. Kristendommens meddelelse til os er, at et menneske aldrig nogensinde er et menneske alene for sig selv. At der ikke findes nogen vej til himlen, til det guddommelige uden om det andet menneske. Det er både et krav, der stilles til dig, at du aldrig kan gå rundt om den anden uden at se ham. Det er også et løfte til dig om, at du har absolut betydning og at ingen må passere dig uden at se dig. Næstekærlighed er den religiøse udgave af samfundssind. Kristendom er fortællingen om, at du er forbundet og aldrig alene.

At årets ord blev samfundssind og ikke corona viser, at fortællingen allerede har sejret. Vi vælger troen på, at vi kan hjælpe hinanden; at vi hænger sammen og giver afkald for at andre kan få og leve

Det er den viden, der resonerer gennem tiden fra krybben i Betlehem. Maria og Josef lagde den spæde Jesus det bedste sted de havde, et fodertrug, en krybbe, og verden opdagede det, fordi selv universet reagerede på det, da en enorm stjerne steg op over stalden og viste, at lige præcis herfra udgår fortællingen om verdens dyreste kærlighed. Og hele verden kom: de fattige hyrder og de kloge og rige konger fra Øst. Julenat er verden forbundet i netop den fortælling om noget meget spinkelt og skrøbeligt, som dog formåede at resonere et overmåde stærkt budskab ud i verden og ned gennem tiden, fra år 0 til 2020.

At årets ord blev samfundssind og ikke corona viser, at fortællingen allerede har sejret. Vi vælger troen på, at vi kan hjælpe hinanden; at vi hænger sammen og giver afkald for at andre kan få og leve. Vi vælger livet frem for pengene. Vi vælger at hjælpe de svage frem for de stærke. Vi vælger kærligheden, for vi vil tro på, at det er sandt, at den er størst af alt og overvinder alt. Vi vælger at tro, at det du gør nu, gør en forskel.

Måtte vi blive til.

Mit juleønske er ikke at blive mig selv, men at blive til. At blive til fordi jeg er en del af jer, som I er en del af mig. At blive til mens jeg lader træernes aftegning på himlen, elefantungen i Zoologisk Have, den varme cacao på gåturen med vennen, julesalmerne i radioen, naboens venlighed påvirke mig og resonere i mig og ændre mig hver dag.

Jeg ønsker mig at blive til i denne rodede og udfordrede verden, hvor ingen skal være sig selv, men alle skal være en del en stor bevægelse frem mod livet. Glædelig jul.

Foto: Kirsten Jørgensen.

Kirsten Jørgensen

Kirsten Jørgensen er cand.teol. fra Århus Universitet og har arbejdet som præst siden 1993, de fleste år på Fyn. I 2014 flyttede hun til hovedstaden til et job som provst for kirkerne på Frederiksberg og præst i Godthaabskirken. I 2010 resulterede en mangeårig passion for det mellemøstlige i en kandidatuddannelse fra Center for Mellemøststudier ved SDU. Hendes interesse for teologi, filosofi, historie og politik har altid gået hånd i hånd og hun er sikker på, at det er bedst at lade være med at trække skellene mellem videnskaberne alt for hårdt op. Verden er relationer; mellem mennesker, ting og tanker. Kirsten Jørgensen har udgivet bøgerne ”Mellemværende” og ”Længsel efter engel” og er redaktør og medforfatter på en række andre bøger. Hun er vild med sprog og det, ord gør. Hun skriver om Gud og enhver, om sjæl og samfund, om ånd og fod, og hun er sikker på, at der altid er mere at sige om det, vi troede, vi var færdige med.