I modsætning til andre reportere (…) bevæger han sig altså ubeskyttet gennem kampzonerne. I nu to dage har jeg ikke hørt fra ham. Det er en luksus at tie stille om Syrien.
…
“Hej babe, undskyld, jeg ringer så sent…”
Der er et par opkald i mit liv, jeg aldrig vil glemme.
Ét af dem var, da jeg i disse dage for præcis to år siden, omgivet af bevæbnede og maskerede mænd, skulle ringe min familie op via Skype. Med beskeden om, at mine kidnappere ville halshugge mig, hvis min familie ikke udbetalte en løsesum.
Et andet, i den skønne ende, da en tidligere kæreste ringede mig op en morgen på min satellittelefon under Irakkrigen i 2003. Hun var på vej til arbejde, bilens benzinlampe lyste rødt: ”Jeg skal bare lige høre … synes du, jeg skal fylde benzin på nu, eller kan jeg vente, til jeg kører hjem?”
“Hej babe, undskyld, jeg ringer så sent
Lov mig en ting, læg ikke røret på
For jeg står i en boks, ka’ du høre mig, baby, hallo…”
Jeg ved godt, jeg af og til kan være håbløs umoderne. Jeg bliver mindet om det i runde tal hvér dag, og ellers siger nogen det til mig. Mine venner kalder mig også morfar. Men selv om jeg er ikke er særlig gammel, er jeg alligevel fra en tid (og en familie), hvor man kun ringede op, når man havde noget på hjerte.
Mange andre mener meget mere om vor tids evige tilgængelighed. Om at være online dag og nat.
Så dette er blot en stilfærdig konstatering: at det konstant banker på den digitale dør. Og ikke mindre efter min barndoms bakelitrør blev til telefonboks, slæbbare telefoner, mobiler og smartphones.
Hele verden ”ringer” dig hele tiden op – om ikke på den smarte, Skype eller satellittelefon, så på Facebook, Twitter, Instagram og hvad har vi – med ”breaking news” eller blot seneste nyt. Eller harmdirrende meninger om flygtninge, politikere, kendte, en cyklist over for rødt eller forsinkede busser. Eller om Melodi Grand Prix , David Bowie, Richard Ragnwald.
Eller med fotos af skiftevis døde syriske børn skyllet op på strande, og dernæst rødkindede, hjerteknusende nuttede Emil’er & Laura’er op og ned ad det gode livs ubekymrede kælkebakker.
“Hej babe, undskyld, jeg ringer så sent
Hej babe, undskyld, jeg ringer så sent
For at sige det ligeud brutalt og hårdt
Så føler jeg mig svigtet af al offentlig transport…”
Mange andre mener meget mere om det hele. Og det er nok vigtigt alt sammen, næsten, og alt sammen en del af vores liv, på godt og ondt. Vi kommer hinanden ved, verden er global, og det er på uendeligt mange måder skønt alt sammen.
Efter nogle døgn med mandeinfluenza – i hvert fald nok lidt mere syg end bare almindelig influenzasyg – kan jeg, helt uden at være antydningsvis harmdirrende, blot konstatere: at man måske kan have godt af at lukke lidt ned. Hvis krop og sjæl har behov for lidt fred. Måske tilmed sætte telefonen på lydløs.
Næsten nyde, som en anden moderne luksus, at være stille.
Og hvis det kan blive i en lukket kreds, må jeg tilstå, at jeg også andre gange, helt rask og frivilligt, nyder mute-knappen. Bare lige en stund. Hvis nogen virkelig har noget på hjerte, er jeg sikker på, de kommer igennem.
“Uh, baby jeg ka’ næsten intet høre
Det er som om, jeg har din lange tunge indeni mit øre
Det er dejligt nok, men hva’ er det egentlig du si’r
Jeg si’r den bli’r der og drop så al det koks
Du ka’ overnatte her hos mig, medmindre du foretrækker en telefonboks
Okay, baby, så er jeg hos dig lige om lidt…”
…
Men hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg ikke man kan tillade sig at tie stille eller slukke omkring situationen i Syrien.
Mit ”gammeldags” fjernsyn kører i disse dage nonstop på Al Jazeera English og CNN International, for at følge fronterne omkring Aleppo. Næste store slag kan måske blive mod de sorte faners hovedstad Raqqa og direkte i hjertet på Islamisk Stat.
Nu med Saudi Arabien, der – på den modsatte side af den syriske hær, iranske rådgivere, den libanesiske Hezbollah-militsen og de russiske krigsfly – er klar til at indsætte specialstyrker, altså på landjorden. Til støtte for især USA. Hvad bliver det næste…danske jægersoldater on the ground?
Mens der forhandles om fredsløsninger i München, samtidig med at de involverede, ikke mindst Rusland og Assad-styret, fortsat bomber videre. Og de internationale forhandlere overgår hinanden, om ikke andet off-the-record, i at sætte laveste odds for at deres arbejde, en fredsløsning, lykkes. Mest realistiske og ulykkelig odds er i disse dage nok 0 – altså 0 procents sandsynlighed for en fredsløsning indenfor nærmeste fremtid.
Måske nærmest tværtimod, altså forhøjede “odds” for at det, om muligt, kan blive værre endnu i Syrien. I hele regionen. Og øge presset mod også Europas grænser.
I disse timer og dage kæmper titusinder af flygtninge desperat for at komme væk. Til lands. Og til vands.
I forgårs chattede jeg, hurra for world wide web, på Facebook med en syrisk kollega på vej mod Aleppo. I modsætning til andre reportere er han ikke embedded i den syriske hær.
Han bevæger sig altså ubeskyttet gennem kampzonerne. I nu to dage har jeg ikke hørt fra ham.
Det er en luksus at tie stille om Syrien. Indtil videre holder jeg vejret.
Og håber han snart ringer eller skriver.
…
Telefonen er ikke slukket, kun på lydløs. Og i hvert fald helt åben igen mandag morgen, hvis nogen skulle ringe. Gerne med noget (godt) på hjerte eller seneste nyt, men, jo, også bare for at pludre om stort og småt, nattefrost og næste middagsselskabshygge.
I mellemtiden venter en forhåbentlig lidt stille søndag. Med minder om opkald, jeg aldrig glemmer.
Og ligesom andre stille dage i selskab med en (gammeldags) avis, kaffe, min hund samt C.V. Jørgensen og det evigt givende album ”Storbyens små oaser” (fra 1977, ok, jeg kan godt være lidt morfar) med sangen ”Fra en telefonboks”, her det sidste tankevækkende vers:
“Hej babe, undskyld, jeg ringer så sent
Hej babe, undskyld, jeg ringer så sent
Det trængte åbenbart ikke ind i hovedet på dig før
Kom nu og få dit kopi af nøglen til min hoveddør.”
…
PS: Kære C.V, det er et par år siden. Tænker du har taget dig den luksus at tie lidt stille, har haft behov for lidt fred. Jeg ved til gengæld også, at jeg håber der (snart) kommer et næste album. Fordi du altid har noget på hjerte. Kh jeppe
FOTO: Jeppe Nybroe – syriske flygtninge i Arsal, Libanon, januar 2014
# Hvis du har lyst – måske fået information eller inspiration, nytte eller andet brugbart ud af artikler, fotos og video – kan du donere et bidrag, beløb bestemmer du, til Jeppe Nybroes arbejde på Mobile Pay eller Swipp: 20 86 20 68
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
