BØGER // ANMELDELSE – Det går voldsomt for sig i den nye essay- og debatbog om seksuel vold mod kvinder af den anerkendte finske forfatter Sofi Oksanen. Bogen bekræfter behovet for at holde fast i viden og dokumentation samt autenticitet omkring steder og genstande frem for propaganda og løgn, digitalt styret manipulation, skriver Niels Dichov Lund.
”Jeg har ikke mødt en eneste ukrainsk kvinde, der har sagt nej til en russisk soldat. De er alle sammen døde.” Dette refererer en kvindelig ukrainsk hjælpearbejder – med ironi i barsk form. For det går voldsomt for sig i den nye essay- og debatbog om seksuel vold mod kvinder som strategi og våben i krig af den anerkendte finske forfatter Sofi Oksanen.
Den er skrevet i lyset af Ukraine-krigen, men skriver sig desforuden ind i nogle store og uafrysteligt aktuelle dagsordner. EU-parlamentet har for nylig vedtaget regler om kønsbaseret vold samt en resolution angående Talebans behandling af kvinder – kønsapartheid som en forbrydelse mod menneskeheden.
Det er ingenlunde nyt i verdenshistorien, at krige og besættelser ledsages af seksuelle overgreb og voldtægter. Den (hævnende) røde hær i slutningen af 2. Verdenskrig, Japans tvangsprostitution af koreanske kvinder i erobrede områder, Balkankrigene i 1990’erne, ISIS i Mellemøsten, tutsierne blev ofre i Rwanda – og uendelig flere forekomster findes.
Seksuel vold er et af verdens ældste våben, fordi den er billig og effektiv, virkningen varer flere generationer, og den kræver ikke logistik, teknisk vedligehold eller modernisering.
Den fornedrer, ydmyger og destabiliserer den besatte befolkning, rammer identitet, selvværd og fremtidige reproduktionsforhold; mest rammer den kvinder, men også mænd kan rammes – voldtægter, kønsdele-lædering, kastrering.
Det ’særlige’ ved den seksuelle vold er, at den er blevet fortiet i århundreder, belagt med fortielse, skam, selvbebrejdelser, stigmatisering og sladder. Ofrene har tiet og tålt, og tavsheden har gået krækernes ærinde.
Oksanens bog giver seksuel vold større synlighed
Og samtidig er den som krigsforbrydelse den mest oversete og undervurderede form for udøvelse, underrepræsenteret i krigslitteraturen og svær at afbilde og fange for medierne; efterforskningsmetoder og rets- og domspraksis er kun ca. 25-30 år gamle – smartphones er efterhånden til god hjælp!
Traditionelt har der typisk været et lavt strafniveau, men efterhånden er det ved at finde plads på linje med folkedrab, selv om det er juridisk svært at definere, og tydeligvis skal og bør kvinderne få mere plads i hele afdækningen, en øget åbenhed, hvor ofrenes erfaringer må frem.
Rusland praktiserer aktuelt systematisk denne form for krigsvold, med basis i en accept af misogyni som magtredskab og med opbakning fra hjemmefronten (dens kvinder inklusive). Landet står generelt for en latterliggørelse af kvinderettigheder, feminisme ses som en psykisk sygdom, og partnervold blev gjort lovligt i 2017.
Det er en del af en hel kultur – krigskultur. Alt dette gør åbenlyst Sofi Oksanens bog her aktuel og relevant.
Oksanen er hverken sociolog eller historiker, men har researchen og overblikket i orden
Man kan ikke bade i den “den samme flod to gange”, lyder talemåden, helt tilbage fra antikken; vandet er nyt, når man vender tilbage senere. Bogens andet hovedtema og -ærinde angår, hvordan Rusland i dag på utallige områder gentager eller fortsætter sin lange voldsomme historie.
Sofi Oksanen betragter Rusland som en kolonimagt, hvis kolonialisme er underbelyst og aldrig rigtig udforsket sammenlignet med de øvrige ’klassiske’ kolonimagter. Landet er en patriarkalsk styret autokratisk stat med fortsat grundlæggende forestillinger – og bestandige narrativer – om et ’naturligt’ imperie og det russiske folk som (etnisk) exceptionelt. Et kort interregnum og mulige forandringer omkring 1989-90 blev hurtig lukket ned, og styret vendte påfaldende hurtigt tilbage til Sovjettidens modus.
Styret har siden, med løbende ’nødvendige’ forfatningsændringer oppefra, bygget og konsolideret sig via efterretningsofficeren rundet af kommunismen – putinisme og Homo Putinicus, som Oksanen skriver om.
Rusland besætter/annekterer, deporterer/forflytter, forvansker eller fortier sin historie, statsstyrer alt indholdet i undervisningen for de opvoksende generationer, foranstalter falske folkeafstemninger og bedriver omfattende propaganda- og infiltrationsvirksomhed over store dele af verden med desinformationsstrategier og troldefabrikker.
Opråb
Oksanen skriver bl.a.: ”I et totalitært eller autoritært samfund kan man ikke flygte fra propagandaen. Det er et sprog man lærer, og som man er nødt til at lære.” Man er simpelthen holdt op med at stille spørgsmål og afstår fra kritisk tænkning. Når de ukrainske børn føres til Rusland, er det sommerferieture!
Når et helt køn er lagt for had og på den laveste plads, forklarer det også meget om det haltende demokrati. Påfaldende er det, at medens størstedelen af den gamle østblok og Baltikum gennem de seneste 30 år har præsteret kvindelige ledere, endog statsledere, har sådanne været totalt fraværende i Rusland.
Alt i alt runger en indædt kritik af dagens Rusland i disse essays. Fra sin opvækst og mødrene slægt i Estland tilbage i Sovjettiden kender Oksanen undertrykkelseshistorien. De, der mener, at kampen for Ukraine er en kamp for hele Vestens tænkemåde og indretning, kan få fuld støtte via denne bog. Oksanen anfører selv, at hendes bog allerede er forbudt i Rusland.
Oksanens overblik
Sofi Oksanen har syv romaner bag sig siden 2003, med Renselse (2008) som en absolut verdenssucces, og flere af dem er omsat til film, skuespil eller opera. Desuden har hun gennem mange år bidraget til den politiske og feministiske debat med essays indeholdende en præcis og skarp stemme, som denne bog bekræfter.
Det begyndte med et foredrag for halvandet år siden i Det Svenske Akademi, og nu ligger så en stor samlet essayagtig dokumentarbog. Oksanen er hverken sociolog eller historiker, men har researchen og overblikket i orden og satser på sammenhæng og åbne øjne som grundlag for den indsigt, læseren kan opnå.
Med tolv siders litteraturliste og mængder af referencer undervejs, rapporter, artikler, bøger, podcast etc. på mange sprog, har hun styr på sine ting omkring Rusland, Østeuropa, Ukrainekrig, misogyni, vold, autokratier, diskrimination etc.
Det er ofte opløftende, når skønlitterære forfattere tydeliggør deres skriveevne på nogle andre måder og med indignation netop lægger fiktionens flertydighed væk
Bogen bekræfter behovet for at holde fast i viden og dokumentation samt autenticitet omkring steder og genstande frem for propaganda og løgn, digitalt styret manipulation og fake. Fremstillingen er ræsonnerende, ikke specielt følelsesladet endsige belagt med voldsdetaljer, og let læst i en fin oversættelse.
Hendes harme og fortørnelse er derimod umiskendelig, skildringen af Rusland båret af oparbejdet foragt. Er det således en ensidig bog? Ja, men hvad angår hovedemnet er det vel mentalt og intellektuelt svært at finde noget, der afbøder eller opvejer den anden vej, og vedrørende Rusland synes det efterhånden også umuligt at se andet end nedgang for et ikke-samfund.
Det er ofte opløftende, når skønlitterære forfattere tydeliggør deres skriveevne på nogle andre måder og med indignation netop lægger fiktionens flertydighed væk. Danske Mathilde Walter Clark gjorde det sidste år med debat- og dokumentarbogen Det blinde øje om den danske minkindustris glubende ejendommeligheder – solidt arbejde med stor aktualitet og mange velfortjente priser tillige med en stor læsersucces. Underbygget indignation på tryk er nyttig og nødvendig!
Klik dig videre til mange flere boganmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
