HEARTLAND – Festivaler samler store og små navne. Nogle som tusindvis af folk kender, og nogle som skal overbevise folk for første gang. Hvad er den bedste oplevelse, den åbne eller den forudindtagede? Inspireret af endnu en af Heartlands mange gode talks.
We teach children to analyze art, but not to experience it […]
The less prejudiced you are, the more open, the deeper the impact the art will have.
– Peter Høeg, på Heartland, i samtale med Tracey Emin
Benal – hvad fanden skal det her forestille?
Engang imellem er det svært at være forudindtaget, også selvom man aldrig har hørt bandet før.
Mens jeg vandrer hen mod scenen, hvor Benal skal spille, kan jeg høre konferencieren introducere dem: Hvis du synes hiphop normalt er… Og så kommer fordommene ellers ud.
Jeg elsker hiphop. På trods af alle dets problemer. Og jeg HADER, når hiphop-kunstnere skal forestille at være den ‘gode’ form for hiphop. Og når så Benals første nummer viser sig at bygge på Den Gale Poses bedagede halvfemserklassiker ‘Spændt op til lir’, så er jeg parat til slagtning. Hvad fanden skal det her forestille?
Flere problemer: Jeg ser i programmet, at Benals produktioner fremhæves som værende ‘bastunge’, hvilket er mærkværdigt, eftersom AL hiphop er bastung. Det skal fungere i subwooferen i bilen og på stripbaren.
Det viser sig da også, at Benals produktioner i høj grad fremstår bastunge i forhold til andre hiphop-numre, fordi trommerne til sammenligning er ret uinteressante. I forhold til f.eks. trap-genrens konstante rytme-mutationer finder en Benal-sang som regel et spor, det kan li, og så bliver det deri.
Det er virkelig godt, men det er også nogle hiphop-idealer som er tyve år gamle. Men derfor er det stadig virkelig godt
Der er til tider mere techno end hiphop over det, det er godt at danse til, men det er altså ikke mere sofistikeret end hiphop.
Men! Peter Høeg har ret. Alt det er blot min egen forudindtagethed (omend jeg da håber, sammenligningerne er retmæssigt beskrivende). Og efter at have brugt lidt tid med Benal, måtte jeg overgive mig.
For selvom producer Alberts produktioner ikke er mere ‘sofistikerede’ end hvad, Metro Boomin og Zaytoven laver i USA, så er de stadig rigtig gode – også at danse til. Og hvis Benjamin Hav (Ben-Al, get it?) ikke er nogen nyskabende rapper, så rapper han inciterende tekster med energi og variation.
Til tider tænkte jeg mere på digi-dancehall end hiphop. Rytmerne har gerne lidt karibisk kant, og Benjamin Hav ‘toaster’ nogen gange mere, end han rapper. Han lægger melodi på og har virkelig et godt melodi-øre. Flowet forbliver måske det samme, men han stiger og stiger, mere og mere intenst bliver det, indtil hele pladsen hopper. Og han har sprog-øre:
Der ingen bånd der binder mig / Der ingen hånd der leder mig / Jeg plukker små forglemmigej / Det minder mig om stilleleg.
Benal er gode. Virkelig, virkelig gode. Men det er som om, fortællingen om dem meget gerne skulle være, at de er anderledes, nyskabende, futuristiske. Og det er de ikke rigtig.
Mest af alt minder Benjamin Hav mig om en blidere udgave af den amerikanske rapper/producer El-P, der de sidste tyve år har skabt en helt ny digi-dancehall-lyd på plader som The Cold Vein med Cannibal Ox eller hans egen Cancer 4 Cure – hvis der er ét vers, som minder mig om Benal, vil jeg nævne det fra ‘Request Denied’ – inden han de seneste år har haft gigantisk succes i duoen Run the Jewels.
Det er virkelig godt, men det er også nogle hiphop-idealer som er tyve år gamle. Men derfor er det stadig virkelig godt.
CV Jørgensen – solen danser på renæssanceslottet
Mens jeg står og lytter til CV, kommer der en ældre mand gående hen til mig og mumler et eller andet. Jeg forstår ham ikke, men til sidst finder jeg ud af, han spørger, om jeg kender en CV-sang? Jeg forstår ikke hvilken. Så jeg siger bare nej. ‘Det burde du!’ siger han og går sin vej. Jeg tænker, han måske er irriteret over, der står ‘Medier’ på min arm, når nu han har hørt CV i så mange år.
Kan man møde CV åbent og rent? Kan man undgå at være forudindtaget? Ifølge konferencierne er det svært, de siger alle danske kunstnere er inspireret af ham (i parantes synger Benal f.eks. i omkvædet til ‘Uh Babe’ ‘Mellem skyggerne og deres magi / er der kun dig og mig’), underforstået at han er så stor, vi alle sammen har et forhold til ham.
Men det har jeg virkelig ikke. Jeg kender selvfølgelig hans mest kendte sange, det siger vel sig selv, men det har omvendt aldrig sagt mig ret meget. Så her er den reneste beskrivelse jeg kan give af, hvordan det er at se CV Jørgensen synge ved Egeskov Slot en absurd solbeskinnet fredag eftermiddag: Det er virkelig mærkeligt. Og upassende.
Jeg siger bare, at det er lidt mærkeligt at høre CV Jørgensen, mens solen i den grad danser flamenco i voldgraven på et renæssanceslot.
CV Jørgensen er en stor tekstskriver. Det er tydeligt, når man oplever hans tekstunivers i en times tid.
De gode ordkonstruktioner står i kø, og hans sprogunivers er egensindigt. Det er tydeligt, at der går ting igen, at han har en helt særlig tone. Men det er også virkelig åbenlyst, at CV’s tekster ikke bryder sig ret meget om lys.
Han starter med ‘Indian Summer’ der hævder ‘Vi er liv og lys / Vi er skygger og magi’, og det er sigende, at hans opsamlingsalbum hed ‘Skygger og Magi’ frem for ‘Liv og Lys’. For herefter går han straks i gang med ‘Det Regner i mit Hjerte’.
Det svinger i Bjerringbro om natten, skønheden kaster skygger, og der er intet nyt under solen. Det er så varmt, at ‘Herrens mark ligner en ørken’, som han synger i Florafobi. Og ja, det hit, han ikke spiller, fortæller om det ‘ny-nazistiske og asociale sammenhold’ på ‘Costa del Sol’. Jeg siger bare, at det er lidt mærkeligt at høre CV Jørgensen, mens solen i den grad danser flamenco i voldgraven på et renæssanceslot.
Man burde helt ærlig nok nærmere høre CV på en røgfyldt jazzklub, kun et par hundrede mennesker, der så kunne knipse anerkendende over en særlig spydig linje. Men han er blevet for stor, så det kommer nok ikke til at ske igen. Og hvis det gjorde, ville der nok være udsolgt, før jeg fik en billet.
Men hvis det var suboptimale forhold, så understregede det dog stadig, hvor stærk en kunstner CV er.
Hans kunst har kanter, som selv solen kan slå sig på.
Slowdive og shoegaze
De resterende af dagens to kunstnere kan jeg umuligt give rene anmeldelser, dertil kender jeg dem for godt.
Ja, Slowdive anmeldte jeg endda også sidste år, da de spillede på Roskilde. Men hvis jeg har set dem to år i træk, så var det dog to meget forskellige oplevelser, på godt og ondt.
Det gode: Jeg stod helt oppe foran og kunne rigtig blæses bagover af det lifligt støjfyldte lydbillede.
Det dårlige: Bandet havde mistet en del af deres udstyr i lufthavnen og var tydeligvis ikke helt trygge ved deres lånte udstyr. Det var en langt mere overvældende oplevelse end Roskilde-koncerten, omend den nok objektivt set var dårligere.
Slowdive er legender indenfor ‘shoegaze’, en genre der var stor et par år i start-halvfemserne. Genren fik sit navn fordi bandsene kiggede på deres sko, når de spillede, musikken var indadvendt, kontemplativ, kom nogen gange ikke så meget ud over scenekanten.
Men som musikerne har påpeget, så kiggede de ikke på deres sko, men på de effektpedaler, de konstant arbejdede med for at skabe de psykedeliske støjflader, som musikken bestod af. Så shoegaze på lånte pedaler er en ret farlig idé.
Jeg var absurd forudindtaget og havde en stor oplevelse selv på en dårlig dag. Du har ikke altid ret, Peter Høeg
Der sker så meget i en Slowdive-sang, det er altid en hårfin mekanik af sammenspil, effekter og de to sangere.
Helt tæt på scenen kunne jeg for første gang forstå, hvordan ‘Crazy for You’ fra mesterværket Pygmalion fungerer, hvordan ekkopedal skaber de rungende cirkulære guitarmønstre, eller i hvert fald fornemme, hvordan det er meningen, det skal ske. Jeg kunne høre og sætte pris på teksterne, skråle med på hittet ‘Alison’.
Jeg var absurd forudindtaget og havde en stor oplevelse selv på en dårlig dag. Du har ikke altid ret, Peter Høeg.
The The – Comeback
Men min forventning til Slowdive var vand imod, hvor meget jeg havde glædet mig til at høre The The. Det britiske bands plade Dusk var i fast rotation på de teenageværelser, hvor jeg hang ud for tyve år siden, og også de tidligere mere synth-poppede værker har jeg hørt en del – omend ikke Infected, der ellers er den bedst sælgende.
Men mit forhold til The The faldt sammen med, at forsanger Matt Johnson helt droppede ud af musikindustrien, og i årevis gav han ikke så meget som en eneste koncert eller udgav en sang.
For et par år siden udkom dokumentarfilmen The Inertia Variations, der svarede på spørgsmålet, om hvad i alverden han dog havde lavet i så lang tid. Han havde egentlig bare lavet alt muligt andet, en radiokanal, passet på den ejendom han ejede i London.
Livet går, og der sker alt muligt andet end musik. Men sidst i filmen fremfører han sin første nye sang ‘We Can’t Stop What’s Coming’. Og så blev der planlagt en turné. Der endda startede på Heartland!
Lidt af et scoop, og jeg mødte da også folk, der var rejst langvejs fra blot for at høre deres helt gøre comeback.
Jeg har sjældent i så høj grad ville have en koncert var fantastisk. Men. Da jeg kom rendende fra Slowdive var det virkelig lavt, og jeg kunne ikke komme tæt nok på scenen til reelt at høre, hvad der foregik, også fordi pladsen var fyldt med folk, der skulle høre giraffen, men som lod til at kede sig så meget, de hellere ville føre højlydte samtaler.
The The er kult, og det er vidunderligt, at Heartland gav så godt et tidspunkt til dem, og så er det jo nok spillets regler, at der kommer publikum, der ikke kender dem.
Efter lidt tid fandt jeg dog en plads. Og det faldt også sammen med, at koncerten faldt på plads. Fire numre fra Dusk blev spillet kort tid efter hinanden, og jeg var tydeligvis ikke den eneste blandt publikum, der havde varme følelser for den plade.
Måske er det ikke en specielt ‘dyb’ opfattelse af kunst, men det kan vitterlig anbefales at være tusindvis, der sammen synger sange de aldrig troede, de skulle opleve live.
Men også rent objektivt fungerede sangene fra Dusk generelt bedst. Live-bandet var helt enkelt, fire ekstra musikere på guitar, bas, keys og trommer, og så Matt Johnson i front. Det betød de mere synth-poppede numre fra tidligt i karrieren, baseret på tromme-maskine-rytmer og lange repetitive stræk, lød meget anderledes end de gjorde på plade.
Et nummer som ‘This is the day’ havde ikke originalens sødme, mens ‘I’ve Been Waiting for Tomorrow (All of My Life)’ var en imponerende rekonstruktion, der dog også understregede, hvor umenneskeligt mekanisk tidlig The The plejede at lyde.
Som sidste nummer fik vi ‘Uncertain Smile’ fra Soul Mining, der kulminerede med en langstrakt klaversolo. Den originale pianist Jools Holland har fortalt, han blot indspillede to forskellige korte soloer til brug til et mellemspil og var overrasket, da de i stedet blev brugt, begge to, som en langstrakt coda. Live betyder det, koncertens klimaks var lagt i hænderne på keyboardist DC Collard. Egentlig var vi alle samlet for at hylde Matt Johnson, men det føltes alligevel rigtigt.
Der er en generøsitet over The Thes musik, især i de meget simple men åbne tekster:
‘This is the day when things will surely change’ ‘Everybody knows what’s going on in the world / But I don’t even know what’s going on in my self’ ‘If you can’t change the world / Change Yourself / And if you can’t change yourself, then… / Change the World!’
Det er perfekt teenagermusik. Og som tredive+ er det værd at blive mindet om.
Fotos:
Benal: Tobias Stæhr Jakobsen
Slowdive: Mathias Bak Larsen
CV Jørgensen & The The: Peter Kirkegaard
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her